Complete Works of Henrik Ibsen (681 page)

(han vil gå. Allmers kommer op på højden fra venstre i baggrunden. Borghejm standser.)

ALLMERS
(endnu ved opgangen, dæmpet, peger hen)
.

Sidder Rita derinde i lysthuset?

BORGHEJM.
Nej; her er ingen andre end frøken Asta.

(Allmers kommer nærmere.)

ASTA
(imod ham)
.

Skal jeg gå ned og se efter hende? Få hende herop kanske?

ALLMERS
(afværgende)
.

Nej, nej, nej, – lad bare være.
(til Borghejm.)
Er det Dem, som har hejst flaget der?

BORGHEJM.
Ja. Fru Rita bad mig om det. Det var derfor jeg gik herop.

ALLMERS.
Og inat rejser De jo?

BORGHEJM.
Ja. Inat rejser jeg for alvor.

ALLMERS
(med et blik mod Asta)
.

Og har sikret Dem godt rejsefølge, kan jeg forstå.

BORGHEJM
(ryster på hodet)
.

Jeg rejser alene.

ALLMERS
(studser)
.

Alene!

BORGHEJM.
Så rent alene.

ALLMERS
(tankespredt)
.

Ja så?

BORGHEJM.
Og blir alene også.

ALLMERS.
Der er noget grufuldt i det at være alene. Det ligesom isner igennem mig –

ASTA.
Å men, Alfred, du er da ikke alene, du!

ALLMERS.
Der kan være noget grufuldt i det også, Asta.

ASTA
(beklemt)
.

Å, tal da ikke så! Tænk da ikke så!

ALLMERS
(uden at høre på hende)
.

Men når du altså ikke rejser med –? Når der ingenting er, som binder dig? Hvorfor vil du så ikke bli’ herude hos mig – og hos Rita?

ASTA
(urolig)
.

Nej, for det kan jeg ikke. Jeg må så nødvendig ind til byen nu.

ALLMERS.
Men bare ind til byen, Asta. Hører du det!

ASTA.
Ja.

ALLMERS.
Og så lover du mig, at du kommer snart herud igen.

ASTA
(hurtig)
.

Nej, nej, det tør jeg ikke love dig for det første.

ALLMERS.
Godt. Som du vil. Så træffes vi altså der inde da.

ASTA
(bedende)
.

Men, Alfred, du må da bli’ hjemme hos Riia nu!

ALLMERS
(uden at svare, vender sig til Borghejm)
.

Det turde være bedst for Dem, det, at De ikke har noget rejsefølge endnu.

BORGHEJM
(uvillig)
.

Å, hvor kan De da sige sligt noget!

ALLMERS.
Jo, for De kan aldrig vide, hvem De kanske kunde komme til at møde bagefter. Undervejs.

ASTA
(uvilkårligt)
.

Alfred!

ALLMERS.
Den rigtige rejsekammerat. Når det er for sent. For sent.

ASTA
(sagte, bævende)
.

Alfred! Alfred!

BORGHEJM
(ser vekselvis på dem)
.

Hvad betyder det? Jeg forstår ikke –

(Rita kommer op fra venstre i baggrunden.)

RITA
(klagende)
.

Å, gå da ikke fra mig allesammen!

ASTA
(møder hende)
.

Du vilde jo helst være alene, sa’ du –

RITA.
Ja, men jeg tør ikke. Det ta’r til at mørkne så stygt. Jeg synes, der er store, åbne øjne, som ser på mig!

ASTA
(blødt, deltagende)
.

Om nu så var, Rita? De øjnene skulde du ikke være ræd for.

RITA.
Tænk, at du kan sige det! Ikke ræd!

ALLMERS
(indtrængende)
.

Asta, jeg be’r dig, – for alt i verden, – bliv her – hos Rita!

RITA.
Ja! Og hos Alfred også! Gør det! Gør det, Asta!

ASTA
(kæmpende)
.

Å, jeg vilde så usigelig gerne –

RITA.
Nå, så gør det da! For Alfred og jeg kan ikke gå alene gennem sorgen og savnet.

ALLMERS
(mørkt)
.

Sig heller – gennem naget og kvalen.

RITA.
Ja, hvad du end vil kalde det, – så bærer vi det ikke alene, vi to. Å, Asta, jeg be’r dig så bønligt! Bliv her og hjælp os! Vær os i Eyolfs sted –

ASTA
(viger)
.

Eyolfs –!

RITA.
Ja, må hun ikke gerne det, Alfred?

ALLMERS.
Hvis hun vil og kan.

RITA.
Du kaldte hende jo din lille Eyolf før.
(griber hendes hånd.)
Herefter skal du være vor Eyolf, Asta! Eyolf, ligesom du før var.

ALLMERS
(i dulgt bevægelse)
.

Bliv – og del livet med os, Asta. Med Rita. Med mig. Med mig, – din bror!

ASTA
(besluttet, rykker hånden til sig)
.

Nej. Jeg kan ikke.
(vender sig.)
Borghejm, – hvad tid går dampbåden?

BORGHEJM.
Nu snart.

ASTA.
Så må jeg ombord. Vil De være med mig?

BORGHEJM
(i dæmpet glædesudbrud)
.

Om jeg vil! Ja, ja, ja!

ASTA.
Så kom da.

RITA
(langsomt)
.

Ah, således. Ja, da kan du jo ikke bli’ hos os.

ASTA
(kaster sig om hendes hals)
.

Tak for alt, Rita!
(går hen og griber Allmers’s hånd.)
Alfred, – farvel! Tusend, tusend gange farvel!

ALLMERS
(sagte, i spænding)
.

Hvad er dette her. Asta? Det ser jo ud som en flugt.

ASTA
(i stille angst)
.

Ja, Alfred, – det er også en flugt.

ALLMERS.
En flugt – fra mig!

ASTA
(hviskende)
.

En flugt fra dig – og fra mig selv.

ALLMERS
(viger tilbage)
.

Ah –!

(Asta iler nedover i baggrunden. Borghejm svinger hatten og følger hende.)

(Rita læner sig mod indgangen til lysthuset. Allmers går i stærkt indre oprør hen til rækværket og står der og stirrer nedover. Ophold.)

ALLMERS
(vender sig og siger med tilkæmpet fatning)
.

Nu kommer dampskibet. Se der, Rita.

RITA.
Jeg tør ikke se på det.

ALLMERS.
Tør du ikke?

RITA.
Nej. For det har et rødt øje. Og et grønt et også. Store gloende øjne.

ALLMERS.
Å, det er jo bare lygterne, véd du.

RITA.
Herefter er det øjne. For mig. De stirrer og stirrer ud fra mørket. – Og ind i mørket også.

ALLMERS.
Nu lægger det til land.

RITA.
Hvorhenne lægger det til iaften da?

ALLMERS
(nærmere)
.

Ved bryggen, som det plejer, kære –

RITA
(retter sig op)
.

Hvor kan det da lægge til der!

ALLMERS.
Det må det jo.

RITA.
Men det var jo der, at Eyolf –! Hvor kan så de folk lægge til der?

ALLMERS.
Ja. livet er ubarmhjertigt, Rita.

RITA.
Menneskene er hjerteløse. De ta’r ingen hensyn. Hverken til de levende eller til de døde.

ALLMERS.
Det har du ret i. Livet, det går sin gang, det. Akkurat som om ingen verdens ting var hændt.

RITA
(ser hen for sig)
.

Der er jo heller ingen ting hændt. Ikke for de andre. Bare for os to.

ALLMERS
(i vågnende smærte)
.

Ja, Rita, – så unyttigt var det, at du fødte ham i ve og vånde. For nu er han borte igen – uden spor efter sig.

RITA.
Bare krykken blev berget.

ALLMERS
(heftig)
.

Ti da! Lad mig ikke høre det ord!

RITA
(klagende)
.

Å, jeg kan ikke bære den tanke, at vi ikke har ham mere.

ALLMERS
(koldt og bittert)
.

Du kunde så godt undvære ham, mens du havde ham. Hele halve dage så du ham ikke for dine øjne.

RITA .

Nej, for da vidste jeg jo, at jeg kunde fa se ham, hvad tid jeg bare vilde.

ALLMERS.
Ja, slig har vi gåt her og sløset væk det korte samvær med lille Eyolf.

RITA
(lytter, i angst)
.

Hører du, Alfred! Nu ringer det igen!

ALLMERS
(ser udover)
.

Det er dampskibet, som ringer. Det skal til at gå.

RITA.
Å, det er ikke den klokken, jeg mener. Hele dagen har jeg hørt det ringe for ørerne. – Nu ringer det igen!

ALLMERS
(hen til hende)
.

Du ta’r fejl, Rita,

RITA.
Nej, jeg hører det så tydeligt. Det lyder som ligklokker. Langsomt. Langsomt. Og altid de samme ord.

ALLMERS.
Ord? Hvilke ord?