Complete Works of Henrik Ibsen (684 page)

ELLA RENTHEIM.
Erhart altså.

FRU BORKMAN.
Ja, Erhart, – min herlige gut! Han skal nok vide at oprejse slægten, huset, navnet. Alt det, som kan oprejses. – Og kanske mere til.

ELLA RENTHEIM.
Og på hvad måde mener du det skulde ske?

FRU BORKMAN.
Det får komme, som det kan. Jeg véd ikke hvorledes det vil komme. Men jeg véd, at det vil og det skal komme engang.
(ser spørgende på hende.)
Ja – Ella, – er det ikke i grunden det samme, du også har gået og tænkt på lige siden han var liden?

ELLA RENTHEIM.
Nej, det kan jeg ikke egentlig sige.

FRU BORKMAN.
Ikke det? Hvorfor tog du dig da af ham? Dengang, da stormen var brudt løs over – over huset her.

ELLA RENTHEIM.
Du selv kunde jo ikke dengang, Gunhild.

FRU BORKMAN.
Å nej, – jeg kunde jo ikke det. Og hans far, – han var lovlig undskyldt, – der han sad, – så godt forvaret –

ELLA RENTHEIM
(oprørt)
.

Å, at du kan få frem slige ord –! Du!

FRU BORKMAN
(med et giftigt udtryk)
.

Og at du kunde bekvemme dig til at ta’ dig af en, – en John Gabriels barn! Aldeles, som om det barn var dit eget –. Ta’ det fra mig, – og rejse hjem med det. Og beholde det hos dig, år efter år. Til gutten blev næsten voksen.
(ser mistænksom på hende.)
Hvorfor gjorde du egentlig det, Ella? Hvorfor beholdt du ham?

ELLA RENTHEIM.
Jeg kom til at holde så inderlig af ham –

FRU BORKMAN.
Mere end jeg, – hans mor!

ELLA RENTHEIM
(undvigende)
.

Det véd jeg ikke. Og så var jo Erhart lidt svagelig i opvæksten –

FRU BORKMAN.
Erhart – svagelig!

ELLA RENTHEIM.
Ja, jeg syntes det, – dengang ialfald. Og så er jo luften der borte på vestkysten så meget mildere end her, véd du vel.

FRU BORKMAN
(smiler bittert)
.

Hm. Er den det?
(afbrydende)
Ja, du har sandelig gjort svært meget for Erhart, du.
(forandrer tonen.)
Nå, det forstår sig, du har jo også råd til det.
(smiler.)
Du var jo så heldig, du, Ella. Du fik jo reddet alt det, som dit var.

ELLA RENTHEIM
(krænket)
.

Det gjorde ikke jeg noget skridt for, – kan jeg forsikkre dig. Jeg havde ikke – før længe, længe bagefter – nogen anelse om, at de papirer, som lå i banken for min regning, – at de var sparet –

FRU BORKMAN.
Ja, ja; sligt noget skønner jeg mig ikke på! Jeg siger bare, at du var heldig.
(ser spørgende på hende.)
Men når du sådan på egen hånd tog dig til at opdrage Erhart for mig –? Hvad var så din hensigt med det?

ELLA RENTHEIM
(ser på hende)
.

Min hensigt –?

FRU BORKMAN.
Ja, en hensigt måtte du da vel ha’. Hvad vilde du gøre ham til? Gøre ud af ham, mener jeg?

ELLA RENTHEIM
(langsomt)
.

Jeg vilde lette vejen for Erhart til at bli’ et lykkeligt menneske her i verden.

FRU BORKMAN
(blæser)
.

Pyh, – folk i vore kår har nok andet at gøre, end at tænke på lykke.

ELLA RENTHEIM.
Hvad da, – mener du?

FRU BORKMAN
(ser stort, alvorligt på hende)
.

Erhart får først og fremst se til, at han kan komme til at lyse så højt og så vidt udover, at ikke noget menneske i landet længer skimter den skyggen, som hans far har kastet over mig – og over min søn.

ELLA RENTHEIM
(forskende)
.

Sig mig, Gunhild, – er det det krav, som Erhart selv stiller til sit liv –?

FRU BORKMAN
(studsende)
.

Ja, det får vi da vel håbe!

ELLA RENTHEIM.
– eller er det ikke snarere et krav, som du stiller til ham?

FRU BORKMAN
(kort)
.

Jeg og Erhart stiller altid de samme krav til os selv.

ELLA RENTHEIM
(tungt og langsomt)
.

Så sikker er du altså på din gut, du, Gunhild.

FRU BORKMAN
(dulgt hoverende)
.

Ja, Gud ske lov og tak, – det er jeg. Det kan du forlade dig på!

ELLA RENTHEIM.
Så synes jeg, du i grunden må føle dig lykkelig alligevel. Trods alt det andet.

FRU BORKMAN.
Det gør jeg også. For så vidt. Men så, – hvert øjeblik, ser du, – så kommer jo dette her andet drivende som et uvejr ind over mig.

ELLA RENTHEIM
(med omslag i tonen)
.

Sig mig –. Lige så godt straks. For det var egentlig det, jeg kom ud til dig for –

FRU BORKMAN.
Hvilket?

ELLA RENTHEIM.
Noget, jeg synes jeg må tale med dig om. – Sig mig, – Erhart bor jo ikke her ude hos – hos eder andre.

FRU BORKMAN
(hårdt)
.

Erhart kan ikke bo her ude hos mig. Han må bo inde i byen –

ELLA RENTHEIM.
Det har han skrevet mig til.

FRU BORKMAN.
Han må det for studiernes skyld. Men han kommer ud til mig en stund hver eneste aften.

ELLA RENTHEIM.
Ja, kunde jeg så kanske få se ham? Og tale med ham straks?

FRU BORKMAN.
Han er ikke kommen endnu. Men jeg venter ham hvert øjeblik.

ELLA RENTHEIM.
Jo, Gunhild, – han må være kommen. For jeg hører ham gå ovenpå.

FRU BORKMAN
(med flygtigt øjekast)
.

Oppe i storsalen?

ELLA RENTHEIM.
Ja. Jeg har hørt ham gå deroppe lige siden jeg kom.

FRU BORKMAN
(vender øjnene fra hende)
.

Det er ikke ham, det, Ella.

ELLA RENTHEIM
(studser)
.

Er det ikke Erhart?
(anende.)
Hvem er det da!

FRU BORKMAN.
Bankchefen.

ELLA RENTHEIM
(sagte, i undertrykt smærte)
.

Borkman. John Gabriel Borkman!

FRU BORKMAN.
Slig går han op og ned. Frem og tilbage. Fra morgen til kvæld. Dag ud og dag ind.

ELLA RENTHEIM.
Jeg har jo rigtignok hørt ymte om et og andet –

FRU BORKMAN.
Kan tro det. Der ymtes visst adskilligt om os herude.

ELLA RENTHEIM.
Erhart har ymtet om det. I brevene. At hans far holdt sig mest for sig selv, – deroppe. Og du for dig her nedenunder.

FRU BORKMAN.
Ja, – vi har havt det så, vi, Ella. Helt fra de slap ham ud. Og sendte ham hjem til mig. – I alle de lange otte årene.

ELLA RENTHEIM.
Men jeg har aldrig tænkt, at det kunde være rigtig sandt. At det kunde være muligt –!

FRU BORKMAN
(nikker)
.

Sandt er det. Og kan aldrig bli’ anderledes.

ELLA RENTHEIM
(ser på hende)
.

Dette må da være et forfærdeligt liv, Gunhild.

FRU BORKMAN.
Mere end forfærdeligt, du. Snart ikke til at holde ud længer.

ELLA RENTHEIM.
Det kan jeg så godt forstå.

FRU BORKMAN.
Stadig at høre hans skridt deroppe. Lige fra den tidlige morgen til langt på nat. – Og så lydt, som her er hernede!

ELLA RENTHEIM.
Ja, det er svært, så lydt her er.

FRU BORKMAN.
Mangen gang kommer det mig for, at jeg har en syg ulv gående i bur deroppe på salen. Lige ret over hodet på mig.
(lytter og hvisker.)
Hør bare, du! Hør! Frem og tilbage, – frem og tilbage går ulven.

ELLA RENTHEIM
(varsomt)
.

Kunde det ikke bli’ anderledes, Gunhild?

FRU BORKMAN
(afvisende)
.

Han har aldrig gjort noget skridt til det.

ELLA RENTHEIM.
Men kunde så ikke du gøre det første skridt da?

FRU BORKMAN
(farer op)
.

Jeg! Efter alt det, han har forbrudt imod mig! – Nej tak! Lad så heller ulven bli’ ved at tasse omkring deroppe.

ELLA RENTHEIM.
Her blir mig for varmt. Jeg må nok få lov at ta’ tøjet af alligevel.

FRU BORKMAN.
Ja, jeg spurgte dig jo før –

(Ella Rentheim lægger kåbe og hat fra sig på en stol ved indgangsdøren.)

ELLA RENTHEIM.
Træffer du aldrig til at møde ham udenfor huset?

FRU BORKMAN
(ler bittert)
.

I selskabslivet, mener du?

ELLA RENTHEIM.
Jeg mener, når han går ud i den friske luft. Inde på stierne i skoven, eller –

FRU BORKMAN.
Bankchefen går aldrig ud.

ELLA RENTHEIM.
Ikke i mørkningen engang?

FRU BORKMAN.
Aldrig.

ELLA RENTHEIM
(bevæget)
.

Det kan han ikke overvinde sig til?

FRU BORKMAN.
Kan vel ikke det. Han har sin store slængkappe og filthatten hængende i væggeskabet. I forstuen, véd du –

ELLA RENTHEIM
(hen for sig)
.

– det skabet, vi legte i da vi var små –

FRU BORKMAN
(nikker)
.

Og en gang imellem, – om aftenen sent, – så kan jeg høre, at han kommer ned – for at ta’ på sig og gå ud. Men så standser han gerne midtvejs i trappen, – og vender om. Og så går han op igen på salen.

ELLA RENTHEIM
(stille)
.

Kommer aldrig nogen af hans gamle venner derop og ser til ham?

FRU BORKMAN.
Han har ingen gamle venner.

ELLA RENTHEIM.
Han havde dog så mange – engang.

FRU BORKMAN.
Hm! Dem sørged han jo så pent for at skaffe sig af med. Han blev sine venner en dyr ven, – han, John Gabriel.

ELLA RENTHEIM.
Å ja, det kan du jo nok ha’ ret i, Gunhild.

FRU BORKMAN
(heftig)
.

For resten må jeg sige, at det er lumpent, lavt, usselt, småligt at lægge så svær vægt på den smule tab, de kan ha’ lidt ved ham. Pengetab var det da jo bare. Ikke andet.