Complete Works of Henrik Ibsen (686 page)

ELLA RENTHEIM.
Nå?

FRU BORKMAN.
Jeg har idelig og altid indpræntet ham, at han, vær’sgo’, får huske på, at det er dig, vi må takke for, at vi kan leve såpass, som vi gør. At vi overhodet kan leve.

ELLA RENTHEIM.
Ikke andet end det!

FRU BORKMAN.
Å, sligt noget bider, du. Det føler jeg på mig selv.

ELLA RENTHEIM.
Men det er jo omtrent bare det, som Erhart vidste i forvejen.

FRU BORKMAN.
Da han kom hjem igen til mig, bildte han sig ind, at du gjorde altsammen af et godt hjerte.
(ser skadefro på hende.)
Nu tror han ikke det længer, Ella.

ELLA RENTHEIM.
Hvad tror han da nu?

FRU BORKMAN.
Han tror det, som sandt er. Jeg spurgte ham, hvorledes han forklarte sig det, at tante Ella aldrig rejste hid for at besøge os –

ELLA RENTHEIM
(afbrydende)
.

Det vidste han før!

FRU BORKMAN.
Han véd det bedre nu. Du havde bildt ham ind, at det var for at skåne mig og – og ham, som går deroppe på salen –

ELLA RENTHEIM.
Det var det også.

FRU BORKMAN.
Det tror ikke Erhart en smule på nu længer.

ELLA RENTHEIM.
Hvad har du da nu fåt ham til at tro om mig?

FRU BORKMAN.
Han tror, som sandt er, at du skammer dig over os, – foragter os. Eller gør du kanske ikke det? Har du ikke engang pønset på at få rive ham helt løs fra mig? Tænk dig om, Ella. Du husker det visst.

ELLA RENTHEIM
(afvisende)
.

Det var i skandalens værste tid. Da sagen stod for retten. – Jeg nærer ikke de tanker længer nu.

FRU BORKMAN.
Det vilde ikke nytte dig noget heller. For hvad blev der så ellers af hans mission! Å nej tak, du! Det er mig, Erhart behøver, – ikke dig. Og derfor er han som død for dig! Og du for ham!

ELLA RENTHEIM
(koldt, besluttet)
.

Vi skal se. For nu blir jeg her ude.

FRU BORKMAN
(stirrer på hende)
.

Her på gården?

ELLA RENTHEIM.
Ja, her.

FRU BORKMAN.
Her – hos os? Hele natten over?

ELLA RENTHEIM.
Her ude blir jeg hele resten af mine dage, om så skal være.

FRU BORKMAN
(fatter sig)
.

Ja ja, Ella, – gården er jo din.

ELLA RENTHEIM.
Å hvad –!

FRU BORKMAN.
Alt sammen er jo dit. Den stol, jeg sidder på, er din. Den seng, jeg ligger og vælter mig søvnløs i, den tilhører dig. Den mad vi spiser, den får vi gennem dig.

ELLA RENTHEIM.
Kan ikke ordnes på anden vis, det. Borkman kan ikke ha’ egen ejendom. For der vilde straks komme nogen og ta’ det fra ham.

FRU BORKMAN.
Jeg véd det nok. Vi får finde os i at leve på din nåde og barmhjertighed.

ELLA RENTHEIM
(koldt)
.

Jeg kan ikke hindre dig i at se det fra den side, Gunhild.

FRU BORKMAN.
Nej, det kan du ikke. – Når vil du, vi skal flytte ud?

ELLA RENTHEIM
(ser på hende)
.

Flytte ud?

FRU BORKMAN
(i ophidselse)
.

Ja, du bilder dig da vel aldrig ind, at jeg vil bli’ boende her under tag med dig! – Nej, så heller i fattighuset eller ud på landevejen!

ELLA RENTHEIM.
Godt. Så giv mig Erhart med –

FRU BORKMAN.
Erhart! Min egen søn! Mit barn!

ELLA RENTHEIM.
Ja, – for så rejser jeg straks hjem igen.

FRU BORKMAN
(efter kort betænkning; fast)
.

Erhart skal selv vælge mellem os.

ELLA RENTHEIM
(ser tvilende og usikker på hende)
.

Han vælge? Ja, – tør du det, Gunhild?

FRU BORKMAN
(med hård latter)
.

Om jeg tør! La’ min gut vælge mellem sin mor og dig! Ja, det tør jeg rigtignok.

ELLA RENTHEIM
(lyttende)
.

Kommer der nogen? Jeg synes, jeg hører –

FRU BORKMAN.
Så er det vel Erhart –

(Det banker raskt på forstuedøren, som derpå uden videre blir åbnet. Fru Wilton, selskabsklædt og i overtøj, kommer ind. Bag efter hende stuepigen, som ikke har fået tid til at melde og ser rådvild ud. Døren blir stående halvt åben. Fru Wilton er en påfaldende smuk, yppig dame i tretiårene. Brede, røde, smilende læber. Spillende øjne. Rigt, mørkt hår.)

FRU WILTON.
Godaften, kæreste fru Borkman!

FRU BORKMAN
(noget tørt)
.

Godaften, frue.
(til pigen; peger mod havestuen.)
Tag lampen ud derinde og tænd den.

(Stuepigen henter og går ud med lampen.)

FRU WILTON
(ser Ella Rentheim)
.

Å, om forladelse, – her er fremmede –

FRU BORKMAN.
Bare min søster, som er kommen tilrejsende –

(Erhart Borkman slår den halvåbne forstuedør helt op og stormer ind.Han er et ungt menneske med lyse, frejdige øjne. Elegant klædt. Begyndende knebelsbart.)

ERHART BORKMAN
(glædestrålende; på dørtærskelen)
.

Hvad for noget! Er tante Ella kommen?
(imod hende; griber hendes hænder)
Tante, tante! Nej, er det muligt! Er du her?

ELLA RENTHEIM
(slår armene om hans hals)
.

Erhart! Min kære, snille gut! Nej, hvor stor du er ble’t! Å, hvor det gør godt at få se dig igen!

FRU BORKMAN
(skarpt)
.

Hvad skal det sige, Erhart, – står du og gemmer dig i forstuen?

FRU WILTON
(hurtig)
.

Erhart – Borkman kom sammen med mig.

FRU BORKMAN
(måler ham med øjnene)
.

Ja så, Erhart. Du kommer ikke først til din mor?

ERHART.
Jeg måtte bare indom til fru Wilton et øjeblik, – for at hente lille Frida.

FRU BORKMAN.
Er denne frøken Foldal også med?

FRU WILTON.
Ja, vi har hende stående udenfor i entréen.

ERHART
(taler ud gennem døren)
.

Gå De bare ovenpå, Frida.

(Ophold. Ella Rentheim iagttager Erhart. Han synes forlegen og noget utålmodig; hans ansigt antager et spændt og koldere udtryk.)

(Stuepigen bringer den tændte lampe ind i havestuen, går ud igen og lukker døren efter sig.)

FRU BORKMAN
(med tvungen høflighed)
.

Ja, fru Wilton, – hvis De altså vil slå Dem ned her iaften, så –

FRU WILTON.
Nej tusend tak, kære frue. Det tænker jeg sletikke på. Vi har en anden indbydelse. Vi skal ned til advokat Hinkels.

FRU BORKMAN
(ser på hende)
.

Vi? Hvilke vi mener De?

FRU WILTON
(leende)
.

Nå, egentlig mener jeg da bare mig selv. Men jeg fik i opdrag af husets damer at ta’ student Borkman med, – hvis jeg tilfældigvis skulde få øje på ham.

FRU BORKMAN.
Og det fik De da, som jeg ser.

FRU WILTON.
Ja heldigvis. Siden han var så elskværdig at se indom til mig, – for lille Fridas skyld.

FRU BORKMAN
(tørt)
.

Du, Erhart, – jeg vidste ellers ikke, at du kendte den familie, – disse Hinkels.

ERHART
(irriteret)
.

Nej, egentlig kender jeg dem jo ikke heller.
(tilføjer lidt utålmodig.)
Du véd visst selv bedst, du mor, hvad folk jeg kender og ikke kender.

FRU WILTON.
Å pyt! I det hus blir man snart kendt! Glade, lystige, gæstfri folk. Fuldt op af unge damer.

FRU BORKMAN
(med eftertryk)
.

Kender jeg min søn ret, så er ikke det egentlig noget selskab for ham, fru Wilton.

FRU WILTON.
Men Herregud, kære frue, han er da ung, han også!

FRU BORKMAN.
Ja lykkeligvis er han ung. Det vilde ikke være godt andet.

ERHART
(dølger sin utålmodighed)
.

Ja, ja, ja, mor, – det er jo en selvfølge, at jeg ikke går der hen til disse Hinkels iaften. Jeg blir naturligvis her hos dig og tante Ella.

FRU BORKMAN.
Det vidste jeg nok, min kære Erhart.

ELLA RENTHEIM.
Nej, Erhart, – for min skyld må du endelig ikke la’ dig afholde –

ERHART.
Jo visst da, kære tante; der kan ikke være tale om andet.
(ser usikkert på fru Wilton.)
Men hvorledes klarer vi det? Går det egentlig an? De har jo svaret ja – på mine vegne.

FRU WILTON
(muntert)
.

Hvad snak! Skulde det ikke gå an? Når jeg nu kommer derned i de lyse, festlige saloner, – ensom og forladt – tænk bare! så svarer jeg nej – på Deres vegne.

ERHART
(langtrukket)
.

Ja, når De altså mener, at det går an, så –

FRU WILTON
(let og fejende)
.

Jeg har så mangen god gang svaret både ja og nej – på egne vegne. Og skulde De gå fra Deres tante nu da hun lige netop er kommen? Fy da, mosjø Erhart, – vilde det være sønligt handlet af Dem?

FRU BORKMAN
(ilde berørt)
.

Sønligt?

FRU WILTON.
Nå, plejesønligt da, fru Borkman.

FRU BORKMAN.
Ja, det får De nok føje til.

FRU WILTON.
Å, jeg synes, man har mere at takke en god plejemor for, end ens egen rigtige mor, jeg.

FRU BORKMAN.
Har De selv erfaret det?

FRU WILTON.
Å Gud bedre, – min mor har jeg kendt så lidet til. Men havde jeg havt en så god plejemor, jeg også, – så var jeg kanske ikke ble’t så – så uskikkelig, som folk siger, at jeg er.
(vender sig til Erhart.)
Ja, så blir man altså pent hjemme hos mamma og tante – og drikker te, herr student!
(til damerne.)
Farvel, farvel, kære frue! Farvel, frøken!

(Damerne hilser stumt. Hun går mod døren.)