Complete Works of Henrik Ibsen (685 page)

ELLA RENTHEIM
(uden at svare)
.

Og så lever han altså deroppe så ganske alene. Så rent for sig selv.

FRU BORKMAN.
Ja, han gør vel det. Jeg hører rigtignok sige, at der kommer en gammel kopist eller extraskriver op til ham en gang imellem.

ELLA RENTHEIM.
Å så; det er visst en, som heder Foldal. For jeg véd, at de to var ungdomsvenner.

FRU BORKMAN.
Ja, de var nok det, tror jeg. Jeg kender forresten ikke noget til ham. For han kom aldrig med i vor selskabskreds. Dengang vi havde nogen –

ELLA RENTHEIM.
Men nu kommer han altså til Borkman?

FRU BORKMAN.
Ja, han er ikke kræsnere end som så. Men, det forstår sig, han kommer nu bare i mørkningen da.

ELLA RENTHEIM.
Denne Foldal, – han var også en af dem, som led tab da banken gik overstyr.

FRU BORKMAN
(henkastende)
.

Ja, jeg synes, jeg kan huske, at han misted nogen penge, han også. Men det var visst så rent ubetydeligt –

ELLA RENTHEIM
(med let eftertryk)
.

Det var alt det, han ejed.

FRU BORKMAN
(smiler)
.

Nå, men Herregud, – det, han ejed, det var da visst virkelig så forsvindende lidet, du. Ikke nogenting at snakke om.

ELLA RENTHEIM.
Der blev heller ikke snakket om det, – af Foldal, under processen.

FRU BORKMAN.
Og, for øvrigt, så kan jeg fortælle dig det, at Erhart har gi’t så rundelig erstatning for den ubetydelighed.

ELLA RENTHEIM
(forundret)
.

Har Erhart! Hvorledes har Erhart kunnet det?

FRU BORKMAN.
Han har taget sig af Foldals yngste datter. Og læst med hende, – så hun kanske kan bli’ til noget og sørge for sig selv engang. Se, – det er visst meget mere, du, end fa’ren kunde ha’ gjort for hende.

ELLA RENTHEIM.
Ja, fa’ren, han sidder vel i små kår, han, kan jeg tro.

FRU BORKMAN.
Og så har Erhart maget det så, at hun får lære musik. Hun er nu alt ble’t så flink, at hun kan komme op til – til ham deroppe på salen, og spille for ham.

ELLA RENTHEIM.
Så han holder da af musik fremdeles?

FRU BORKMAN.
Å ja, han gør vel det. Han har jo det pianoet, som du skikked herud – da han var i vente –

ELLA RENTHEIM.
Og på det spiller hun for ham?

FRU BORKMAN.
Ja, sådan en gang imellem. Om aftenerne. Det har også Erhart fåt istand.

ELLA RENTHEIM.
Men må da den stakkers pige gå den lange vejen her ud? Og så hjem til byen igen?

FRU BORKMAN.
Nej, det behøver hun ikke. Erhart har ordnet det så, at hun får være hos en dame, som bor her i nærheden. Det er en fru Wilton –

ELLA RENTHEIM
(levende)
.

Fru Wilton!

FRU BORKMAN.
En meget rig dame. En, som du ikke kender.

ELLA RENTHEIM.
Jeg har hørt navnet. Fru Fanny Wilton, tror jeg –

FRU BORKMAN.
Ja, ganske rigtig.

ELLA RENTHEIM.
Erhart har flere gange skrevet om hende. – Bor hun her ude nu?

FRU BORKMAN.
Ja, hun har lejet en villa her. Og så er hun flyttet ud fra byen for en tid siden.

ELLA RENTHEIM
(lidt nølende)
.

De siger, folk, at hun skal være skilt fra sin mand.

FRU BORKMAN.
Manden er nok død for flere år siden.

ELLA RENTHEIM.
Ja, men de blev skilt –. Han lod sig skille –

FRU BORKMAN.
Han rejste fra hende, gjorde han. Skylden var visst ikke hendes.

ELLA RENTHEIM.
Kender du noget nærmere til hende, Gunhild?

FRU BORKMAN.
Å ja såmænd. Hun bor jo lige i nærheden. Og så ser hun ind til mig en gang imellem da.

ELLA RENTHEIM.
Og du synes kanske godt om hende?

FRU BORKMAN.
Hun er så ualmindelig forstående. Så mærkværdig klar i sin dom.

ELLA RENTHEIM.
I sin dom om mennesker, mener du?

FRU BORKMAN.
Ja, mest om mennesker. Erhart har hun nu formelig studeret. Sådan rigtig tilbunds, – ind i sjælen. Og derfor så forguder hun ham da også, – som rimeligt er.

ELLA RENTHEIM
(lidt lurende)
.

Så kender hun kanske Erhart endnu nøjere, end hun kender dig?

FRU BORKMAN.
Ja, Erhart traf hende som oftest inde i byen. Før hun flytted her ud.

ELLA RENTHEIM
(uoverlagt)
.

Og så flytted hun fra byen alligevel?

FRU BORKMAN
(studser og ser hvasst på hende)
.

Alligevel! Hvad mener du med det?

ELLA RENTHEIM
(undvigende)
.

Nå, Herregud, – mener –?

FRU BORKMAN.
Du sa’ det på en så underlig måde. Der var noget, du mente med det, Ella!

ELLA RENTHEIM
(ser hende fast i øjnene)
.

Ja, det var det også, Gunhild. Der var virkelig noget, jeg mente med det.

FRU BORKMAN.
Nå, så sig det da rent ud!

ELLA RENTHEIM.
Først vil jeg sige dig det, at jeg synes, jeg også har ligesom en slags ret til Erhart. Eller finder du kanske ikke det?

FRU BORKMAN
(ser henad værelset)
.

Bevar’s vel. Efter de summer, du har kostet på ham, så –

ELLA RENTHEIM.
Å sletikke derfor, Gunhild. Men fordi jeg holder af ham –

FRU BORKMAN
(smiler hånligt)
.

Af min søn? Kan du det? Du? Trods alt?

ELLA RENTHEIM.
Ja, jeg kan det. Trods alt. Og jeg gør det. Jeg holder af Erhart. Så meget, som jeg overhodet kan holde af et menneske – nu for tiden. I min alder.

FRU BORKMAN.
Nå ja, ja, lad så være; men –

ELLA RENTHEIM.
Og derfor, ser du, så blir jeg bekymret så snart jeg mærker noget, som truer ham.

FRU BORKMAN.
Truer Erhart! Ja, men hvad truer ham? Eller hvem truer ham da?

ELLA RENTHEIM.
Det gør nok for det første du, – på din vis –

FRU BORKMAN
(udbryder)
.

Jeg!

ELLA RENTHEIM.
– og så denne fru Wilton også, – er jeg bange for.

FRU BORKMAN
(ser en stund målløs på hende)
.

Og sligt noget kan du tro om Erhart! Om min egen gut! Han, som har sin store mission at fuldbyrde!

ELLA RENTHEIM
(henkastende)
.

Å hvad, mission –!

FRU BORKMAN
(oprørt)
.

Og det tør du sige så hånligt!

ELLA RENTHEIM.
Tror du, at et ungt menneske, i Erharts alder, – sund og glad, – tror du, at han går hen og ofrer sig for – for sligt noget som en „mission”!

FRU BORKMAN
(stærk og fast)
.

Erhart gør det! Det véd jeg så visst.

ELLA RENTHEIM
(ryster på hodet)
.

Du hverken véd det eller du tror det, Gunhild.

FRU BORKMAN.
Tror jeg det ikke!

ELLA RENTHEIM.
Det er bare noget, som du går og drømmer om. For havde du ikke det at klynge dig fast til, så synes du vel, at du måtte rent fortvile.

FRU BORKMAN.
Ja, da måtte jeg rigtignok fortvile.
(hæftig.)
Og det er kanske det, du helst så, du, Ella!

ELLA RENTHEIM
(med løftet hode)
.

Ja, jeg så det helst – ifald du ikke kan fri dig på anden måde, end at det skal gå ud over Erhart.

FRU BORKMAN
(truende)
.

Du vil træde imellem os! Mellem mor og søn! Du!

ELLA RENTHEIM.
Jeg vil fri ham ud af din magt, – din vold, – dit herredømme.

FRU BORKMAN
(triumferende)
.

Det kan du ikke mere! Du havde ham i dine garn – lige til hans femtende år. Men nu har jeg vundet ham igen, ser du!

ELLA RENTHEIM.
Så vil jeg vinde ham igen fra dig!
(hæst; halvt hviskende.)
Vi to, vi har kæmpet på liv og død om et menneske før, vi, Gunhild!

FRU BORKMAN
(ser hoverende på hende)
.

Ja, og jeg vandt sejr.

ELLA RENTHEIM
(hånsmiler)
.

Synes du endnu, at den sejr blev til vinding for dig?

FRU BORKMAN
(mørk)
.

Nej; – det har du så blodig ret i.

ELLA RENTHEIM.
Det blir ingen vinding for dig dennegang heller.

FRU BORKMAN.
Ingen vinding, det, at beholde en mors magt over Erhart!

ELLA RENTHEIM.
Nej; for det er bare magten over ham, du vil ha’.

FRU BORKMAN.
Og du da!

ELLA RENTHEIM
(varmt)
.

Jeg vil ha’ hans kærlige sind, – hans sjæl, – hans hele hjerte –!

FRU BORKMAN
(udbryder)
.

Det får du aldrig mere i denne verden!

ELLA RENTHEIM
(ser på hende)
.

Har du kanske sørget for det?

FRU BORKMAN
(smiler)
.

Ja, det har jeg rigtignok tilladt mig. Har du ikke kunnet læse det ud af hans breve?

ELLA RENTHEIM
(nikker langsomt)
.

Jo. Hele du var i hans breve tilslut.

FRU BORKMAN
(tirrende)
.

Jeg har nyttet disse otte år – da jeg har havt ham under øjne, ser du.

ELLA RENTHEIM
(behersket)
.

Hvad har du sagt Erhart om mig? Går det an, at du fortæller mig det?

FRU BORKMAN.
Ja, det går så godt an.

ELLA RENTHEIM.
Så gør det da!

FRU BORKMAN.
Jeg har bare sagt ham det, som sandt er.