Complete Works of Henrik Ibsen (683 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
ALLMERS.
Hvad vil du gøre med dem her?
RITA.
Jeg vil ta’ dem til mig.
ALLMERS.
Vil du?
RITA.
Ja, det vil jeg. Fra den dag, da du er rejst, skal de være her, allesammen, – som om de var mine egne.
ALLMERS
(oprørt)
.
I vor lille Eyolfs sted!
RITA.
Ja, i vor lille Eyolfs sted. De skal få bo i Eyolfs stuer. De skal få læse i hans bøger. Få lege med hans småsager. De skal skiftes til at sidde på hans stol ved bordet.
ALLMERS.
Dette her er jo det rene vanvid at høre på! Jeg véd ikke det menneske i verden, som er mindre skikket til sligt noget, end du.
RITA.
Så får jeg opdrage mig til det. Oplære mig. Opøve mig.
ALLMERS.
Hvis det er dit ramme alvor, – alt det, du der siger, så må der være foregåt en forvandling med dig.
RITA.
Det er der også, Alfred. Det har du sørget for. Du har skabt en tom plads indeni mig. Og den må jeg prøve på at fylde ud med noget. Noget, som kunde ligne en slags kærlighed.
ALLMERS
(står en stund tankefuld; ser på hende)
.
I grunden har vi ikke gjort meget for de fattige folk dernede.
RITA.
Vi har ingenting gjort for dem.
ALLMERS.
Knapt nok tænkt på dem engang.
RITA.
Aldrig tænkt på dem i medfølelse.
ALLMERS.
Vi, som havde „guldet og de grønne skoge” –
RITA.
Vi havde lukkede hænder for dem. Og lukkede hjerter også.
ALLMERS
(nikker)
.
Så det er jo kanske nokså rimeligt alligevel, at de ikke satte livet på spil for at redde lille Eyolf.
RITA
(sagte)
.
Tænk dig om, Alfred. Er du så sikker på, at – at vi selv havde vovet det?
ALLMERS
(uroligt afvisende)
.
Men tvil da aldrig på det, Rita!
RITA.
Å, vi er jordmennesker, du.
ALLMERS.
Hvad tænker du egentlig, at du vil gøre for alle de forkomne børnene?
RITA.
Jeg får vel nærmest prøve på, om jeg kunde mildne – og forædle deres livsskæbne.
ALLMERS.
Kan du det gøre, så har ikke Eyolf været født forgæves.
RITA.
Og er ikke taget fra os forgæves heller.
ALLMERS
(ser fast på hende)
.
Vær klar over én ting, Rita. Det er ikke kærlighed, som driver dig til dette her.
RITA.
Nej, det er det ikke. I alle fald ikke endnu.
ALLMERS.
Nå, hvad er det så egentlig?
RITA
(halvt undvigende)
.
Du har jo så ofte talt med Asta om det menneskelige ansvar –
ALLMERS.
Om bogen, som du haded.
RITA.
Jeg hader den bogen endnu. Men jeg sad og hørte på, når du fortalte. Og nu vil jeg prøve mig videre frem selv. På min måde.
ALLMERS
(ryster på hodet)
.
Det er ikke for den ufærdige bogens skyld –
RITA.
Nej, jeg har en grund til.
ALLMERS.
Hvilken da?
RITA
(sagte, tungsindigt smilende)
.
Jeg vil smigre mig ind hos de store, åbne øjnene, ser du.
ALLMERS
(slået, fæster blikket på hende)
.
Kanske jeg kunde få være med? Og hjælpe dig, Rita?
RITA.
Vilde du det?
ALLMERS.
Ja, – hvis jeg bare vidste, at jeg kunde.
RITA
(nølende)
.
Men så måtte du jo bli’ her da.
ALLMERS
(sagte)
.
Lad os forsøge, om ikke det kunde gå.
RITA
(neppe hørligt)
.
Lad os det, Alfred.
(Begge tier. Derpå går Allmers hen til stangen og hejser flaget helt op. Rita står ved lysthuset og ser stille på ham.)
ALLMERS
(kommer fremover igen)
.
Det vil bli’ en tung arbejdsdag foran os, Rita.
RITA.
Du skal se, – der vil falde søndagsstilhed over os en gang imellem.
ALLMERS
(stille, bevæget)
.
Da fornemmer vi åndernes besøg, kanske.
RITA
(hviskende)
.
Åndernes?
ALLMERS
(som før)
.
Ja. Da er de kanske om os, – de, som vi har mistet.
RITA
(nikker langsomt)
.
Vor lille Eyolf. Og din store Eyolf også.
ALLMERS
(stirrer frem for sig)
.
Kan hænde, vi endnu engang imellem, – på livsvejen – får se ligesom et glimt af dem.
RITA.
Hvor hen skal vi se, Alfred –?
ALLMERS
(fæster øjnene på hende)
.
Opad.
RITA
(nikker bifaldende)
.
Ja, ja, – opad.
ALLMERS.
Opad, – imod tinderne. Mod stjernerne. Og imod den store stilhed.
RITA
(rækker ham hånden)
.
Tak!
JOHN GABRIEL BORKMAN, forhenværende bankchef.
FRU GUNHILD BORKMAN, hans hustru.
STUDENT ERHART BORKMAN, deres søn.
FRØKEN ELLA RENTHEIM, fru Borkmans tvillingsøster.
FRU FANNY WILTON.
VILHELM FOLDAL, extraskriver i et regeringskontor.
FRIDA FOLDAL, hans datter.
FRU BORKMANS STUEPIGE.
(Handlingen foregår en vinteraften på den Rentheimske familiegård udenfor hovedstaden.)
(Fru Borkmans dagligstue, udstyret med gammeldags, falmet pragt. En åben skydedør fører ind i en havestue med vinduer og glasdør i baggrunden. Derigennem udsigt til haven, hvor snevejret fyger i tusmørket. På højre sidevæg indgangsdør fra forstuen. Længere fremme en stor,gammel jernovn med ild i. Til venstre, noget tilbage, en enkelt, mindre dør. Foran på samme side et vindu, dækket af tykke forhæng. Mellem vinduet og døren en kanapé med hestehårs betræk og med et tæppe-belagt bord foran. På bordet en tændt lampe med skærm. Ved ovnen en højrygget lænestol.)
(Fru Gunhild Borkman sidder på kanapéen med sit hækletøj. Hun er en ældre dame af koldt, fornemt udseende, med stiv holdning og ubevægelige ansigtstræk. Hendes rige hår er stærkt grånet. Hænderne fine, gennemsigtige. Klædt i en tyk mørk silkedragt, som oprindelig har været elegant, men nu noget slidt og medtagen. Uldsjal over skuldrene.)
(Hun sidder en stund opret og urørlig ved hækletøjet. Så høres udenfor bjældeklang fra en forbikørende slæde.)
FRU BORKMAN
(lytter op; det tindrer af glæde i hendes øjne og hun hvisker uvilkårligt)
:
Erhart! Endelig!
(Hun rejser sig og ser ud gennem forhænget. Synes skuffet og sætter sig igen på kanapéen til sit arbejde.)
(Stuepigen kommer lidt efter ind fra entréen med et visitkort på en liden brikke.)
FRU BORKMAN
(hurtig)
.
Kom studenten alligevel?
STUEPIGEN.
Nej, frue. Men her er en dame ude –
FRU BORKMAN
(lægger hækletøjet tilside)
.
Nå, fru Wilton altså –
STUEPIGEN
(går nærmere)
.
Nej, det er en fremmed dame –
FRU BORKMAN
(rækker efter kortet)
.
Lad mig se –
(læser; rejser sig hurtig og ser stivt på pigen.)
Er De viss på, at det er til mig?
STUEPIGEN.
Ja, jeg forstod det, som det var til fruen.
FRU BORKMAN.
Bad hun om at få tale med fru Borkman?
STUEPIGEN.
Jaha, det gjorde hun.
FRU BORKMAN
(kort; besluttet)
.
Godt. Så sig, at jeg er hjemme.
(Stuepigen åbner døren for den fremmede dame og går selv ud.)
(Frøken Ella Rentheim kommer ind i stuen. Hun ligner søsteren af udseende; men hendes ansigt har et mere lidende end hårdt udtryk. Det bærer endnu præg af stor, karakterfuld skønhed i tidligere år. Det svære hår er strøget op i naturlige bukler fra panden og er ganske sølvhvidt. Hun er klædt i sort fløjl med hat og peltsfodret kåbe af samme stof.)
(Begge søstrene står en stund i taushed og ser prøvende på hinanden. Hver af dem venter øjensynlig, at den anden skal tale først.)
ELLA RENTHEIM
(som har holdt sig i nærheden af døren)
.
Ja, du ser nok forundret på mig, du, Gunhild.
FRU BORKMAN
(står ubevægelig oprejst mellem kanapéen og bordet og støtter fingerspidsene mod tæppet)
.
Går du ikke fejl? Forvalteren bor jo i sidebygningen, véd du.
ELLA RENTHEIM.
Det er ikke forvalteren, jeg skal tale med i dag.
FRU BORKMAN.
Er det da mig, du vil noget?
ELLA RENTHEIM.
Ja. Jeg må tale nogen ord med dig.
FRU BORKMAN
(kommer frem på gulvet)
.
Nå, – så sæt dig ned da.
ELLA RENTHEIM.
Tak; jeg kan godt stå så længe.
FRU BORKMAN.
Ganske som du selv vil. Men løs ialfald lidt på overtøjet.
ELLA RENTHEIM
(knapper kåben op)
.
Ja, her er svært varmt –
FRU BORKMAN.
Jeg fryser altid.
ELLA RENTHEIM
(står en stund og ser på hende med armen hvilende på ryggen af lænestolen)
.
Ja, – Gunhild, det er nu snart otte år siden vi sidst såes.
FRU BORKMAN
(koldt)
.
Siden vi taltes ved ialfald.
ELLA RENTHEIM.
Rettere sagt, taltes ved, ja. – For du har vel set mig en gang imellem, – når jeg måtte gøre min årsrejse hid til forvalteren.
FRU BORKMAN.
En gang eller to, tror jeg.
ELLA RENTHEIM.
Jeg har også et par gange set et skimt af dig. I vinduet der.
FRU BORKMAN.
Bag forhængene må det ha’ været. Du har gode øjne, du.
(hårdt og skærende.)
Men sidste gang vi taltes ved, – det var her inde i stuen hos mig –
ELLA RENTHEIM
(afværgende)
.
Ja, ja, jeg véd det, Gunhild!
FRU BORKMAN.
– ugen før han, – før han slap ud.
ELLA RENTHEIM
(går opover gulvet)
.
Å, rør da ikke ved det!
FRU BORKMAN
(fast men dæmpet)
.
Det var ugen før han, – bankchefen kom på fri fod igen.
ELLA RENTHEIM
(fremover gulvet)
.
Å ja, ja, ja! Jeg glemmer nok ikke den stund! Men det er så altfor knugende at tænke på. Bare det, at dvæle ved det et eneste øjeblik – åh!
FRU BORKMAN
(dumpt)
.
Og så får tankerne aldrig lov til at kredse om noget andet alligevel!
(i udbrud; slår hænderne sammen.)
Nej, jeg skønner det ikke! Aldrig i verden! Jeg fatter ikke, at noget sådant noget, – noget så forfærdeligt kan overgå en enkelt familie! Og så, tænk, – vor familie! En så fornem familie, som vor! Tænke sig til, at det just skulde ramme den!
ELLA RENTHEIM.
A, Gunhild, – det var nok mange, mange flere end vor familie, som det slag rammed.
FRU BORKMAN.
Nå ja; men alle disse her andre bryr jeg mig ikke så stort om. For det var da jo bare nogen penge – eller nogen papirer, – som det gik ud over for dem. Men for os –! For mig! Og så for Erhart! Det barn, som han dengang var!
(i stigende oprør.)
Skammen over os to uskyldige! Vanæren! Den stygge, forfærdelige vanære! Og så rent ruineret til og med!
ELLA RENTHEIM
(varsomt)
.
Sig mig, Gunhild, – hvorledes bærer han det?
FRU BORKMAN.
Erhart, mener du?
ELLA RENTHEIM.
Nej, – han selv. Hvorledes bærer han det?
FRU BORKMAN
(blæser hånligt)
.
Tror du, jeg spør’ efter det?
ELLA RENTHEIM.
Spør’? Du behøver da vel ikke at spørge –
FRU BORKMAN
(ser forbauset på hende)
.
Du tror da vel aldrig, at jeg omgås ham? Kommer sammen med ham? Ser noget til ham?
ELLA RENTHEIM.
Ikke det engang!
FRU BORKMAN
(som før)
.
Han, som har måttet sidde under lås og lukke i fem år!
(slår hænderne for ansigtet.)
Å, slig en knusende skam!
(farer op.)
Og så tænke på, hvad navnet John Gabriel Borkman havde at betyde før i tiden! – Nej, nej, nej, – aldrig se ham mere! – Aldrig!
ELLA RENTHEIM
(ser en stund på hende)
.
Du har et hårdt sind, Gunhild.
FRU BORKMAN.
Imod ham, ja.
ELLA RENTHEIM.
Han er jo dog din mand.
FRU BORKMAN.
Har han ikke sagt for retten, at det var mig, som begyndte med at ruinere ham? At jeg brugte så altfor mange penge –?
ELLA RENTHEIM
(forsigtig)
.
Men var der ikke noget sandt i det?
FRU BORKMAN.
Men var det ikke netop ham selv, som vilde ha’ det således! Alting skulde jo være så rent meningsløst overdådigt –
ELLA RENTHEIM.
Det véd jeg nok. Men just derfor skulde du ha’ holdt igen. Og det gjorde du nok ikke.
FRU BORKMAN.
Vidste da jeg, at det ikke var hans egne penge, – de, som han gav mig til at rutte med? Og som han rutted med selv også. Tifold værre end jeg!
ELLA RENTHEIM
(stilfærdig)
.
Nå, det førte vel hans stilling med sig, kan jeg tro. For en stor del da.
FRU BORKMAN
(hånligt)
.
Ja, det hed sig altid, at vi måtte „repræsentere”. Og så repræsenterte han da også rigtig tilgavns! Kørte med firspand, – som om han var en konge. Lod folk bukke og skrabe for sig, som for en konge.
(ler)
Og så kaldte de ham ved fornavn, – hele landet udover – akkurat som om han var kongen selv. „John Gabriel”, „John Gabriel”. Alle så vidste de, hvad „John Gabriel” var for en størrelse!
ELLA RENTHEIM
(fast og varmt)
.
Han var en størrelse dengang, du.
FRU BORKMAN.
Ja, det så jo slig ud. Men aldrig med et eneste ord satte han mig ind i, hvorledes hans stilling egentlig var. Aldrig lod han sig forlyde med, hvor han tog midlerne fra.
ELLA RENTHEIM.
Nej, nej, – det aned nok ikke de heller.
FRU BORKMAN.
Det fik nu være det samme med de andre. Men mig havde han pligtet at sige sandheden. Og det gjorde han aldrig! Han bare løj, – løj så bundløst for mig –
ELLA RENTHEIM
(afbrydende)
.
Det gjorde han visst ikke, Gunhild! Han fortied kanske. Men han løj visst ikke.
FRU BORKMAN.
Ja, ja, kald det, som du vil. Det kommer jo ganske ud på et. – Men så ramled det da også sammen. Alting. Hele herligheden tilslut.
ELLA RENTHEIM
(hen for sig)
.
Ja, alting ramled sammen – for ham, – og for andre.
FRU BORKMAN
(retter sig truende ivejret)
.
Men det siger jeg dig, Ella, – jeg gi’r mig ikke endda! Jeg skal nok vide at skaffe mig oprejsning. Det kan du forlade dig på!
ELLA RENTHEIM
(spændt)
.
Oprejsning? Hvad mener du med det?
FRU BORKMAN.
Oprejsning for navn og ære og velfærd! Oprejsning for hele min forkludrede livsskæbne, det mener jeg! Jeg har en i baghånden, jeg, skal du vide. – En, som skal tvætte rent alt det, som – som bankchefen har tilsmudset.
ELLA RENTHEIM.
Gunhild! Gunhild!
FRU BORKMAN
(stigende)
.
Der lever en hævner, du! En, som skal gøre godt igen alt det, som hans far har forbrudt imod mig!
