Complete Works of Henrik Ibsen (689 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
9Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

BORKMAN.
Så? Hvorfor det?

 

FOLDAL
(brister ud)
.

 

De derhjemme – de foragter mig.

 

BORKMAN
(farer op)
.

 

Foragter –!

 

FOLDAL
(visker øjnene)
.

 

Jeg har længe mærket det. Men idag kom det rigtig frem.

 

BORKMAN
(tier lidt)
.

 

Du gjorde visst et dårligt valg, da du gifted dig.

 

FOLDAL.
Der var jo omtrent intet valg for mig. Og desuden, – gifte sig vil en jo gerne, når en begynder at trække på årene. Og så reduceret, så dybt på knæerne, som jeg dengang var –

 

BORKMAN
(springer op i vrede)
.

 

Skal dette her være en sigtelse til mig? En bebrejdelse –!

 

FOLDAL
(ængstelig)
.

 

Nej, for Guds skyld, John Gabriel –!

 

BORKMAN.
Jo, du sidder og tænker på al den ulykke, som brød ind over banken –!

 

FOLDAL
(beroligende)
.

 

Men jeg gi’r da ikke dig skylden for det! Gud bevare mig vel –!

 

BORKMAN
(brummende, sætter sig igen)
.

 

Nå, det var da endda godt.

 

FOLDAL.
For resten må du ikke tro, det er min hustru, jeg beklager mig over. Hun har jo liden dannelse, stakker, det er sandt. Men nokså bra’ er hun alligevel. – Nej, det er børnene, du –

 

BORKMAN.
Kunde tænke det.

 

FOLDAL.
For børnene, – de har jo mere kultur, de. Og flere fordringer til livet altså.

 

BORKMAN
(ser deltagende på ham)
.

 

Og derfor så foragter de ungerne dig, Vilhelm?

 

FOLDAL
(trækker på skuldrene)
.

 

Jeg har jo ikke gjort videre karriere, ser du. Det må jo indrømmes –

 

BORKMAN
(rykker nærmere og lægger hånden på hans arm)
.

 

Véd de da ikke, at du har skrevet et sørgespil i din ungdoms dage?

 

FOLDAL.
Jo, naturligvis véd de det. Men det lader ikke til at gøre synderlig indtryk på dem.

 

BORKMAN.
Så er de uforstående, du. For dit sørgespil er godt. Det tror jeg fuldt og fast.

 

FOLDAL
(opklarende)
.

 

Ja, synes ikke du, der er adskillig godt i det, John Gabriel? Herregud, når jeg nu endelig engang kunde få det anbragt –
(begynder ivrigt at åbne og blade i mappen.)
Se her! Nu skal jeg vise dig noget, som jeg har forandret –

 

BORKMAN.
Har du det med dig?

 

FOLDAL.
Ja, jeg tog det med. Det er så længe siden, jeg læste det for dig nu. Og så tænkte jeg, det kanske kunde adsprede dig at høre en akt eller to –

 

BORKMAN
(afværgende, rejser sig)
.

 

Nej, nej, lad heller være til en anden gang.

 

FOLDAL.
Ja, ja, som du vil da.

 

(Borkman går ud på gulvet, frem og tilbage. Foldal pakker manuskriptet ind igen.)

 

BORKMAN
(standser foran ham)
.

 

Du har ret i det, du nylig sa’, – at du ingen karriere har gjort. Men det lover jeg dig, Vilhelm, at når engang oprejsningens time er slåt for mig –

 

FOLDAL
(vil rejse sig)
.

 

Å, tak skal du ha’ –!

 

BORKMAN
(med håndbevægelse)
.

 

Du må gerne bli’ siddende.
(stigende ophidset)
. Når oprejsningens time slår for mig –. Når de indser, at de ikke kan undvære mig –. Når de kommer her op til mig på salen – og kryber til korset og trygler mig om at ta’ bankens tøjler igen –! Den nye bank, som de har grundet – og ikke kan magte –
(stiller sig ved skrivebordet ligesom før og slår sig for brystet.)
Her vil jeg stå og ta’ imod dem! Og det skal høres og spørges videnom i landet, hvad betingelser John Gabriel Borkman stiller for at –
(standser pludselig og stirrer på Foldal.)
Du ser så tvilende på mig! Tror du kanske ikke, at de kommer? At de må, må, må komme til mig engang? Tror du ikke det!

 

FOLDAL.
Jo, det véd Gud jeg gør, John Gabriel.

 

BORKMAN
(sætter sig igen i sofaen)
.

 

Jeg tror det så fast. Véd det så uryggelig visst – at de kommer. – Havde jeg ikke havt den visshed, – så havde jeg for længe siden skudt mig en kugle gennem hodet.

 

FOLDAL
(angst)
.

 

Å nej, for alt i verden –!

 

BORKMAN
(hoverende)
.

 

Men de kommer! De kommer nok! Pas på! Hver dag, hver time kan jeg vente dem her. Og du ser, jeg holder mig parat til at ta’ imod dem.

 

FOLDAL
(med et suk)
.

 

Bare de vilde komme rigtig snart.

 

BORKMAN
(urolig)
.

 

Ja du, tiden går; årene går; livet, – uh nej – det tør jeg ikke tænke på!
(ser på ham.)
Véd du, hvorledes jeg undertiden føler mig?

 

FOLDAL.
Nå?

 

BORKMAN.
Jeg føler mig som en Napoleon, der blev skudt til krøbling i sit første feltslag.

 

FOLDAL
(lægger hånden på mappen)
.

 

Den fornemmelse kender jeg også.

 

BORKMAN.
Å ja, det er nu sådan i det mindre, det.

 

FOLDAL
(stilfærdig)
.

 

Min lille digterverden har stor værdi for mig, John Gabriel.

 

BORKMAN
(hæftig)
.

 

Ja, men jeg, som kunde ha’ skabt millioner! Alle bergværkerne, som jeg vilde lagt under mig! Nye gruber i det uendelige! Vandfaldene! Stenbruddene! Handelsveje og skibsforbindelser hele den vide verden udover. Alt, alt skulde jeg alene ha’ fåt istand!

 

FOLDAL.
Ja, jeg véd det nok. Der var ikke den ting, du veg tilbage for.

 

BORKMAN
(knuger hænderne)
.

 

Og så må jeg sidde her som en skamskudt storfugl og se på, at de andre kommer mig i forkøbet, – og ta’r det fra mig, stykke for stykke!

 

FOLDAL.
Så går det mig også, du.

 

BORKMAN
(uden at agte på ham)
.

 

Tænke sig til. Så lige var jeg ved målet. Havde jeg bare fåt otte dages frist til at område mig. Alle deposita skulde da været indløste. Alle de værdier, som jeg med modig hånd havde gjort brug af, de skulde da igen ha’ ligget på sin plads, som før. De svimlende store aktieselskaber var dengang lige på et hængende hår kommet istand. Ingen eneste en skulde ha’ tabt en øre –

 

FOLDAL.
Ja Herregud, – så yderlig nær, som du var –

 

BORKMAN
(i kvalt raseri)
.

 

Og så kom forræderiet over mig! Netop lige midt i afgørelsens dage!
(ser på ham.)
Véd du, hvad jeg holder for den infameste forbrydelse, et menneske kan begå?

 

FOLDAL.
Nej, sig mig det.

 

BORKMAN.
Det er ikke mord. Ikke røveri eller natligt indbrud. Ikke falsk ed engang. For alt sligt noget, det øves jo mest imod folk, som en hader eller som er en ligegyldige og ikke kommer en ved.

 

FOLDAL.
Men det infameste da, John Gabriel?

 

BORKMAN
(med eftertryk)
.

 

Det infameste er vens misbrug af vens tillid.

 

FOLDAL
(lidt betænkelig)
.

 

Ja men hør nu her –

 

BORKMAN
(opfarende)
.

 

Hvad er det, du vil sige! Jeg ser det på dig. Men det slår ikke til. De folk, som havde sine værdipapirer i banken, de skulde fåt alt sit tilbage. Hver eneste smule! – Nej, du, – det infameste, et menneske kan begå, det er at misbruge en vens breve, – lægge frem for alverden det, som bare var betroet til en eneste, på tomandshånd, ligesom en hvisken i et tomt, mørkt, låset værelse. Den mand, som kan gribe til slige midler, han er helt igennem forgiftet og forpestet af overskurkens moral. Og en slig ven har jeg havt. – Og han var den, som knuste mig.

 

FOLDAL.
Jeg aner jo nok, hvem du sigter til.

 

BORKMAN.
Der var ikke en fold i hele min vandel, som jeg ikke turde lægge åben for ham. Og da så øjeblikket var inde, da vendte han de våben imod mig, som jeg selv havde givet ham i hænde.

 

FOLDAL.
Jeg har aldrig kunnet begribe, hvorfor han –. Ja, der blev jo rigtignok ymtet om adskilligt dengang.

 

BORKMAN.
Hvad blev der ymtet om? Sig det. Jeg véd jo ingenting. For jeg kom jo straks i – i isolation. Hvad ymted folk om, Vilhelm?

 

FOLDAL.
Du skulde jo været minister, blev der sagt.

 

BORKMAN.
Det blev mig tilbudt. Men jeg afslog.

 

FOLDAL.
Stod ham altså ikke i vejen.

 

BORKMAN.
Å nej; det var ikke derfor, han forrådte mig.

 

FOLDAL.
Ja, da begriber jeg så sandelig ikke –

 

BORKMAN.
Jeg kan gerne sige det til dig, Vilhelm.

 

FOLDAL.
Nå?

 

BORKMAN.
Det var – sådan et slags kvindehistorie, du.

 

FOLDAL.
En kvindehistorie? Nej men, John Gabriel –?

 

BORKMAN
(afbrydende)
.

 

Ja, ja, ja, – de gamle, dumme historier snakker vi ikke mere om. – Nå, minister blev da hverken han eller jeg.

 

FOLDAL.
Men højt tilvejrs kom han.

 

BORKMAN.
Og jeg i afgrunden.

 

FOLDAL.
Å, det er et frygteligt sørgespil –

 

BORKMAN
(nikker til ham)
.

 

Næsten lige så frygteligt som dit, synes jeg, når jeg tænker på det.

 

FOLDAL
(troskyldig)
.

 

Ja, mindst lige så frygteligt.

 

BORKMAN
(ler stille)
.

 

Men fra en anden side betragtet, så er det virkelig en slags komedie også.

 

FOLDAL.
En komedie? Dette her?

 

BORKMAN.
Ja slig, som det lader til at arte sig nu. For nu skal du bare høre –

 

FOLDAL.
Nå da?

 

BORKMAN.
Ja, du traf jo ikke Frida, da du kom.

 

FOLDAL.
Nej.

 

BORKMAN.
Mens vi to sidder her, så sidder hun nede og spiller til dans hos ham, som forrådte og ruinerte mig.

Other books

City of Masks by Kevin Harkness
Fare Play by Barbara Paul
Whispers by Lisa Jackson
The Scarlet Lion by Elizabeth Chadwick
Outlaws Inc. by Matt Potter
To Wed A Highlander by Michele Sinclair
Hot Pursuit by Suzanne Brockmann