Complete Works of Henrik Ibsen (693 page)

ELLA RENTHEIM.
Tak, tak for offeret endda! – Men så har jeg én ting til at be’ dig om. En stor ting for mig, Borkman.

BORKMAN.
Nå, så bare sig det.

ELLA RENTHEIM.
Du vil kanske finde det barnagtigt af mig, – ikke kunne forstå det –

BORKMAN.
Sig det, – sig det da!

ELLA RENTHEIM.
Når jeg nu snart går bort, så efterlader jeg mig ikke så ganske lidet –

BORKMAN.
Nej, du gør vel ikke det.

ELLA RENTHEIM.
Og det er min agt at la’ det altsammen gå over på Erhart.

BORKMAN.
Ja, du har jo egentlig ikke nogen nærmere.

ELLA RENTHEIM
(varmt)
.

Nej, jeg har visselig ingen nærmere end ham.

BORKMAN.
Ingen af din egen slægt. Du er den sidste.

ELLA RENTHEIM
(nikker langsomt)
.

Ja, så er det netop. Når jeg dør, – så dør navnet Rentheim også. Og det er mig en så kvælende tanke. Udslettes af tilværelsen – lige til navnet –

BORKMAN
(farer op)
.

Ah, – jeg ser, hvor du vil hen!

ELLA RENTHEIM
(lidenskabeligt)
.

Lad ikke det få ske! Lad Erhart få bære navnet efter mig!

BORKMAN
(ser hårdt på hende)
.

Jeg forstår dig nok. Du vil fri min søn fra at bære sin fars navn. Det er sagen.

ELLA RENTHEIM.
Aldrig det! Jeg skulde selv så trodsig og gladelig ha’ båret det sammen med dig! Men en mor, som snart skal dø –. Et navn binder mere end du tror og véd, Borkman.

BORKMAN
(kold og stolt)
.

Godt og vel, Ella. Jeg skal være mand for at bære mit navn alene.

ELLA RENTHEIM
(griber og trykker hans hænder)
.

Tak, Tak! Nu er der fuldt opgør mellem os! Jo, jo, lad så være, det! Du har gjort godt igen, hvad du kunde. For når jeg er ude af livet, så lever Erhart Rentheim efter mig!

(Tapetdøren slås op. Fru Borkman, med det store tørklæde over hodet, står i døråbningen.)

FRU BORKMAN
(i voldsomt oprør)
.

Aldrig i evighed skal Erhart hede så!

ELLA RENTHEIM
(viger tilbage)
.

Gunhild!

BORKMAN
(hårdt og truende)
.

Her op til mig har ingen lov til at komme!

FRU BORKMAN
(et skridt indenfor)
.

Jeg ta’r mig lov til det.

BORKMAN
(imod hende)
.

Hvad er det, du vil mig?

FRU BORKMAN.
Jeg vil kæmpe og stride for dig. Værge dig imod de onde magter.

ELLA RENTHEIM.
De værste magter er i dig selv, Gunhild!

FRU BORKMAN
(hårdt)
.

Lad så være med det.
(truende, med oprakt arm.)
Men det siger jeg, – sin fars navn skal han bære! Og bære det højt frem til ære igen! Og jeg alene vil være hans mor! Jeg alene! Mit skal min søns hjerte være. Mit og ingen andens.

(hun går ud gennem tapetdøren og lukker efter sig.)

ELLA RENTHEIM
(rystet og oprevet)
.

Borkman, – Erhart kommer til at gå til grunde i dette uvejr. Det må komme til en forståelse mellem dig og Gunhild. Vi må straks ned til hende.

BORKMAN
(ser på hende)
.

Vi? Jeg også, mener du?

ELLA RENTHEIM.
Både du og jeg.

BORKMAN
(ryster på hodet)
.

Hun er hård, du. Hård, som den malm, jeg engang drømte om at bryde ud af fjeldene.

ELLA RENTHEIM.
Så prøv det da nu!

BORKMAN
(svarer ikke; står og ser uviss på hende)
.

TREDJE AKT

(Fru Borkmans dagligstue. Lampen brænder fremdeles foran på kanapébordet. Inde i havestuen er der slukket og mørkt.)

(Fru Borkman, med tørklædet over hodet, kommer i hæftigt indre oprør ind gennem forstuedøren, går hen til vinduet og trækker forhænget lidt tilside; derpå går hun hen og sætter sig ved kakkelovnen, men springer snart op igen og går hen og ringer på klokkestrængen. Står ved kanapéen og venter en stund. Ingen kommer. Derpå ringer hun igen; dennegang hæftigere.)

(Lidt efter kommer stuepigen ind fra forstuen. Hun ser grætten og søvnig ud og synes at have klædt sig på i en fart.)

FRU BORKMAN
(utålmodig)
.

Hvor bli’r De da af, Malene? Jeg har gået her og ringet to gange!

STUEPIGEN.
Ja, frue, jeg hørte det nok.

FRU BORKMAN.
Og så kommer De ikke alligevel.

STUEPIGEN
(studs)
.

Jeg måtte da først få kaste lidt klæ’r på mig, véd jeg.

FRU BORKMAN.
Ja, De får klæ’ Dem ordentlig på. Og så må De straks løbe hen og hente min søn.

STUEPIGEN
(ser forbauset på hende)
.

Skal jeg hente studenten?

FRU BORKMAN.
Ja, De skal bare sige, at han må komme hjem til mig straks, for jeg vil tale med ham.

STUEPIGEN
(surmulende)
.

Så er det vel bedst, jeg vækker kusken hos forvalteren da.

FRU BORKMAN.
Hvorfor det?

STUEPIGEN.
For at han kan spænde for slæden. Så’nt et fælt snøvejr, som det er ude ikveld.

FRU BORKMAN.
Å, det gør ingenting. Bare skynd Dem og gå! Det er jo lige her om hjørnet.

STUEPIGEN.
Nej men, frue, det er da ikke lige om hjørnet, det.

FRU BORKMAN.
Jo visst er det så. Véd De da ikke, hvor advokat Hinkels villa ligger?

STUEPIGEN
(spydig)
.

Å ja-så, er det der, at studenten er ikveld?

FRU BORKMAN
(studser)
.

Ja, hvor skulde han ellers være?

STUEPIGEN
(trækker på smilet)
.

Nej, jeg tænkte bare, han var der, han plejer, jeg.

FRU BORKMAN.
Hvor, mener De?

STUEPIGEN.
Hos denne her fru Wilton, som de kalder hende.

FRU BORKMAN.
Fru Wilton? Min søn plejer da ikke komme så ofte der.

STUEPIGEN
(halvt mumlende)
.

Jeg synes dem siger, han kommer der dagstødt, jeg.

FRU BORKMAN.
Det er bare noget snak, Malene. Gå altså hen til advokat Hinkels og se at få ham fat.

STUEPIGEN
(kaster på nakken)
.

Ja, Gud bevar’s; jeg skal nok gå.

(hun vil gå ud gennem forstuen. I det samme åbnes døren til denne. Ella Rentheim og Borkman viser sig på tærskelen.)

FRU BORKMAN
(vakler et skridt tilbage)
.

Hvad skal dette her betyde!

STUEPIGEN
(forskrækket, folder uvilkårlig hænderne)
.

I Jøssu’ navn da!

FRU BORKMAN
(hvisker til pigen)
.

Sig, at han må komme straks på timen!

STUEPIGEN
(sagte)
.

Ja da, frue.

(Ella Rentheim og, efter hende, Borkman kommer ind i værelset. Stuepigen smyger sig bag dem ud gennem døren og lukker efter sig.)

(Kort taushed.)

FRU BORKMAN
(atter behersket, vender sig til Ella)
.

Hvad er det, han vil her nede hos mig?

ELLA RENTHEIM.
Han vil prøve på at komme til forståelse med dig, Gunhild.

FRU BORKMAN.
Det har han aldrig prøvet på før.

ELLA RENTHEIM.
Iaften vil han det.

FRU BORKMAN.
Sidste gang vi stod overfor hinanden, – det var i retten. Da jeg blev indkaldt for at gi’ forklaring –

BORKMAN
(går nærmere)
.

Og iaften er det mig, som vil gi’ forklaring.

FRU BORKMAN
(ser på ham)
.

Du!

BORKMAN.
Ikke om det, jeg har forgået mig i. For det kender jo al verden.

FRU BORKMAN
(drager et bittert suk)
.

Ja, det er et sandt ord. Al verden kender det.

BORKMAN.
Men den kender ikke, hvorfor jeg har forgåt mig. Hvorfor jeg måtte forgå mig. Menneskene skønner ikke, at jeg måtte det, fordi jeg var mig selv, – fordi jeg var John Gabriel Borkman, – og ikke nogen anden. Og det er det, jeg vil prøve på at gi’ dig en forklaring over.

FRU BORKMAN
(ryster på hodet)
.

Nytter ikke noget. Tilskyndelser frikender ingen. Indskydelser ikke heller.

BORKMAN.
I ens egne øjne kan de frikende.

FRU BORKMAN
(slår afvisende ud med hånden)
.

Å, lad være med dette her! Jeg har tænkt så rundelig nok over disse dine mørke sager.

BORKMAN.
Jeg også. I de fem endeløse år i cellen – og andetsteds – havde jeg tid til det. Og i de otte år ovenpå i salen havde jeg endnu bedre tid. Jeg har taget hele retssagen op igen til fornyet behandling – for mig selv. Gang efter gang har jeg taget den op. Jeg har været min egen anklager, min egen forsvarer og min egen dommer. Mere upartisk, end nogensomhelst anden, – det tør jeg nok sige. Jeg har gået deroppe på salsgulvet og krænget og endevendt hver eneste en af mine handlinger. Betragtet dem både forfra og bagfra lige så skånselløst, lige så ubarmhjertigt, som nogen advokat. Og det domsresultat, jeg stadig kommer til, det er det, at den eneste, jeg har forbrudt mig imod, – det er mig selv.

FRU BORKMAN.
End imod mig da? Og imod din søn?

BORKMAN.
Du og han kommer ind under det, jeg mener, når jeg siger mig selv.

FRU BORKMAN.
Og så de mange hundrede andre da? De, som folk siger, at du skal ha’ ruineret?

BORKMAN
(heftigere)
.

Jeg havde magten! Og så den ubetvingelige kaldelse indeni mig da! De bundne millioner lå der udover landet, dybt i fjeldene, og råbte på mig! Skreg til mig om befrielse! Men ingen af alle de andre hørte det. Bare jeg alene.

FRU BORKMAN.
Ja, til brændemærke for navnet Borkman.

BORKMAN.
Gad vide, jeg, hvis de andre havde havt magten, om de ikke havde handlet akkurat ligesom jeg?

FRU BORKMAN.
Ingen, ingen uden du havde gjort det!

BORKMAN.
Kanske ikke. Men så var det, fordi de ikke havde evner som jeg. Og havde de gjort det, så havde de ikke gjort det med mine formål for øje. Handlingen var da ble’t en anden. – Kort og godt, jeg har frikendt mig selv.

ELLA RENTHEIM
(blødt og bønligt)
.

Å, men tør du sige det så trygt, Borkman?

BORKMAN
(nikker)
.

Frikendt mig for så vidt. Men så kommer den store, knugende selvanklage.

FRU BORKMAN.
Hvilken er det?

BORKMAN.
Jeg har gået deroppe og sløset bort hele otte kostbare år af mit liv! Samme dag, jeg kom på fri fod, skulde jeg gåt ud i virkeligheden, – ud i den jernhårde, drømmeløse virkelighed! Jeg skulde begyndt nedenfra og svunget mig op til højderne påny, – højere, end nogensinde før, – trods alt det, som ligger imellem.

FRU BORKMAN.
Å, det blev bare at leve det samme liv om om igen, – tro du mig.

BORKMAN
(ryster på hodet og ser belærende på hende)
.

Der sker ingenting nyt. Men det, som er sket, – det gentager sig heller ikke. Det er øjet, som forvandler handlingen. Det genfødte øje forvandler den gamle handling.
(afbryder.)
Nå, det forstår du ikke.

FRU BORKMAN
(kort)
.

Nej, jeg forstår det ikke.

BORKMAN.
Nej, det er just forbandelsen, at jeg aldrig har fundet forståelse hos nogen eneste menneskesjæl.

ELLA RENTHEIM
(ser på ham)
.

Aldrig, Borkman.

BORKMAN.
Undtagen hos én – kanske. For længe, længe siden. I de dage, da jeg ikke syntes, at jeg havde forståelse behov. Ellers, siden, aldrig hos nogen! Ingen har jeg havt, som var årvågen nok til at være påfærde og kalde på mig, – ringe for mig som en morgenklokke, – mane mig op til frejdigt arbejde påny –. Og så prænte mig ind, at jeg intet ubodeligt har bedrevet.

FRU BORKMAN
(ler hånligt)
.

Så det behøver du da alligevel at indpræntes udenfra?

BORKMAN
(i svulmende harme)
.

Ja, når hele verden hvæser i kor, at jeg er en uoprejselig mand, så kan der komme stunder over mig, da jeg selv er nær ved at tro det.
(hæver hodet.)
Men så stiger min inderste, sejrende bevidsthed op igen. Og den frikender mig!

FRU BORKMAN
(ser hårdt på ham)
.

Hvorfor kom du aldrig og spurgte mig efter det, som du kalder forståelse?

BORKMAN.
Havde det nyttet – om jeg var kommen til dig?

FRU BORKMAN
(afvisende, slår ud med hånden)
.

Du har aldrig elsket noget udenfor dig selv, – det er kærnen i det hele.

BORKMAN
(stolt)
.

Jeg har elsket magten –

FRU BORKMAN.
Magten, ja!

BORKMAN.
– magten til at skabe menneskelykke vidt, vidt omkring mig!

FRU BORKMAN.
Du havde engang magten til at gøre mig lykkelig. Har du brugt den til det?

BORKMAN
(uden at se på hende)
.

Nogen må som oftest bukke under – i et skibbrud.

FRU BORKMAN.
Og din egen søn! Har du brugt din magt – eller har du levet og åndet for at gøre ham lykkelig?

BORKMAN.
Ham kender jeg ikke.

FRU BORKMAN.
Nej, det er sandt. Du kender ham ikke engang.

BORKMAN
(hårdt)
.

Det har du, – du, hans mor, sørget for.