Complete Works of Henrik Ibsen (374 page)

NILS LYKKE
(står alene igen)
.
Hvem? Ja, ve dig; – sejren blir dyrekøbt. Jeg vasker mine hænder. Det er ikke mig, som myrder ham. Men mit bytte undslipper mig ligefuldt. Og oprøret vokser og breder sig! – Ah, det er et dumdristigt, et afsindigt spil, jeg her har indladt mig i!
(han lytter ved vinduet.)
Der rider de raslende ud igennem porten. – Nu stænges der efter dem; – og her står jeg igen som fange. Ikke nogen mulighed for at slippe bort! Inden en halv time falder Svenskerne over ham. Han har treti vel væbnede ryttere med sig. Det vil gå på livet løst. Men hvis de nu alligevel fangede ham levende? – Var jeg blot fri, så kunde jeg indhente Svenskerne, inden de nåede grænsen, og få ham udleveret.
(går op mod vinduet i baggrunden og ser ud.)
Fordømt. Vagt udenfor allevegne. Skulde der da ingen udvej være?
(går hurtigt nedover gulvet igen; pludselig standser han og lytter.)
Hvad er det? Sang og strengeleg. Det kommer ligesom over fra jomfru Elines kammer. Ja, det er hende, som synger. Altså oppe endnu – –
(en tanke synes at gennemfare ham.)
Eline! Ah, hvis det gik an! Hvis det lod sig gøre, at –. Og hvorfor skulde det ikke lade sig gøre? Er jeg ikke endnu mig selv? I visen heder det:
Hver en skøn-jomfru sukker så mod: Gud give,
Nils Lykke var mig huld og god!
Og hun –? – – Eline Gyldenløve skal frelse mig!
(han går raskt men listende henimod den forreste dør til venstre.)

FEMTE AKT

(Riddersalen. Det er fremdeles nat. Salen oplyses kun svagt af en armstage, der står på bordet til højre i forgrunden.)

(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet, fordybet i tanker.)

FRU INGER
(efter et ophold)
.
Den kløgtigste i landet kalder de mig. Jeg tror, jeg er det også. Den kløgtigste –. Der er ingen, som véd, hvorfor jeg er den kløgtigste. I mere end tyve år har jeg stridt for mit barns frelse. Det er nøglen til gåden. Det gir vid i panden, det! Vid? Hvor er min kløgt bleven af inat? Hvor har jeg min omtanke henne? Det ringer og suser for mine øren. Jeg ser skikkelser for mig, så livagtigt, at jeg kunde gribe i dem.
(hun springer op.)
Herre min Jesus, – hvad er dette? Er jeg ikke længer rådig over min forstand? Skulde det komme dertil, at jeg –?
(hun presser hænderne sammen om hovedet; derpå sætter hun sig atter og siger roligere:)
O, det er intet. Det går over. Det har ingen nød; – det går over. Hvor her er fredsælt i salen inat. Hverken fædre eller frænder ser truende på mig. Det trænges ikke at hænge dem indad imod væggen.
(hun rejser sig igen.)
Ja, vel var det, at jeg endelig tog mod til mig. Vi vil sejre; – og så står jeg ved målet. Jeg får mit barn igen.
(hun tager lyset for at gå, men standser og siger hen for sig:)
Ved målet? Ved målet? At få ham tilbage? Kun det, – og så intet videre?
(sætter atter stagen på bordet.)
Dette flygtige ord, som Nils Lykke således kasted hen i vind og vejr –. Hvorledes kunde han se min ufødte tanke?
(sagtere.)
Kongemoder. – Kongemoder, sagde han. – Og hvorfor ikke? Har ikke min slægt før mig rådet som konger, om de end ikke bar kongenavnet? Har ikke min søn den samme adkomst til Sture-slægtens rettigheder, som den anden? I Guds øjne har han det, – såsandt der ellers er retfærd i himlen. Og disse rettigheder har jeg i angstens stund fraskrevet ham. Jeg har med ødsel hånd bortskænket dem, som løsepenge for hans frihed. Om de nu kunde vindes tilbage? – Vilde det fortørne himlen, om jeg –? Skal jeg tro, det kunde kalde nye trængsler ned over mig, ifald jeg –? – Hvem véd; – hvem véd! Det tør være sikrest at forsage.
(hun tager atter lyset.)
Jeg får jo mit barn igen. Det må være nok. Jeg vil søge hvile. Alle de forvovne tanker, – dem vil jeg sove fra mig.
(går mod baggrunden, men standser oppe på gulvet og siger grublende:)
Kongemoder!
(hun går langsomt ud til venstre i baggrunden.)
(Efter et kort ophold kommer Nils Lykke og Eline Gyldenløve lydløst ind fra den forreste dør til venstre. Nils Lykke har en liden lygte i hånden.)

NILS LYKKE
(lyser spejdende omkring og hvisker)
:
Alt er stille. Jeg må afsted.

ELINE.
O, så lad mig endnu en eneste gang se dig ind i øjnene, førend du forlader mig.

NILS LYKKE
(omfavner hende)
.
Eline!

ELINE
(efter et lidet ophold)
.
Kommer du aldrig mere til Østråt?

NILS LYKKE.
Hvor kan du tvivle på det? Er du ikke fra nu af min trolovede? – Men vil du også være mig tro, Eline? Vil du ikke forglemme mig, inden vi atter mødes?

ELINE.
Om jeg vil være dig tro? Har jeg da længer nogen vilje? Mægted jeg vel at være dig utro, selv om jeg vilde det? – Du kom ved nattetid; du banked på min dør; – og jeg lukked dig ind. Du talte til mig. Hvad var det du talte? Du stirred mig ind i øjet. Hvad var det for en gådefuld magt, der dåred mig og kogled mig ind som i et trolddoms-næt?
(hun skjuler hurtigt sit ansigt ved hans skulder.)
O, se ikke på mig, Nils Lykke! Du må ikke se på mig efter dette – –. Tro, siger du? Du har mig jo. Jeg er jo din; – må være det – i al evighed.

NILS LYKKE.
Nu, ved min ridder-ære, så skal du også, inden året er omme, sidde som frue i min fædreneborg!

ELINE.
Ingen løfter, Nils Lykke! Sværg mig intet til.

NILS LYKKE.
Hvad fattes dig? Hvorfor ryster du så sørgmodigt med hovedet?

ELINE.
Fordi jeg véd, at de bløde ord, som dåred mit sind, dem har du tilhvisket mangfoldige før mig. Nej, nej, vredes ikke, du elskede! Jeg bebrejder dig intet, således som jeg gjorde, da jeg endnu ikke kendte dig. Nu skønner jeg jo, hvor højt du sigter over alle andre. Hvor kan elskov være dig andet end en leg og kvinden et legetøj?

NILS LYKKE.
Eline, – hør mig!

ELINE.
Jeg er vokset op under lyden af dit navn. Jeg hadede dette navn, fordi mig tykkedes, at alle kvinder krænkedes ved din færd. Og dog, – hvor forunderligt, – når jeg i drømme bygged op mit eget vordende liv, da var altid du min helt, uden at jeg selv vidste det. Nu skønner jeg det hele. Hvad var det ikke jeg følte. Det var en anende, gådefuld længsel efter dig, du eneste, – efter dig, som engang skulde komme for at forklare mig al livets herlighed.

NILS LYKKE
(afsides, idet han sætter lygten fra sig på bordet)
.
Hvorledes er det fat med mig? Denne svimle, hendragende magt –. Er det således at føle kærlighed, da har jeg aldrig vidst det før i denne stund. – Skulde det ikke endnu være tid –? Ah, dette forfærdelige med Lucia!
(han synker ned i stolen.)

ELINE.
Hvad er det? Så tungt et suk –

NILS LYKKE.
O, intet, – intet! Eline, – nu vil jeg skrifte ærligt for dig. Jeg har bedraget både med ord og med øjne, og til mangfoldige har jeg sagt, hvad jeg i denne nat har tilhvisket dig. Men tro mig –

ELINE.
Stille! Ikke mere derom. Min kærlighed er jo intet vederlag for den, du skænker mig. O nej; jeg elsker dig, fordi ethvert af dine øjekast er et kongebud, som byder det.
(hun lægger sig ned for hans fødder.)
O, lad mig endnu engang præge dette kongebud dybt i mit sind, skønt jeg vel véd, at herinde står det prentet for tid og for evighed. Du gode Gud, – hvor jeg har været blind for mig selv! Endnu iaftes sagde jeg til min moder: „for at kunne leve må jeg bevare min stolthed”. Hvad er da min stolthed? Er det at vide mine landsmænd fri, eller min slægt hædret over lande og riger? O, nej; nej! Min kærlighed er min stolthed. Den lille hund er stolt, når den tør sidde ved sin herres fødder og snappe brødsmuler af hans hånd. Således er også jeg stolt, sålænge jeg tør sidde ved dine fødder, medens dine ord og dine øjne nærer mig med livsens brød. Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder: „for at kunne leve må jeg bevare min kærlighed”; thi i den ligger min stolthed nu og alle dage.

NILS LYKKE
(drager hende op på sit skød)
.
Nej, nej, – ikke for mine fødder, men ved min side er din plads, – og det, hvor højt skæbnen end kunde falde på at stille mig. Ja, Eline, – du har ført mig ind på en bedre vej; og vorder det mig engang forundt ved en berømmelig dåd at sone, hvad jeg i min vilde ungdom har øvet, da skal hæderen være din og min tilhobe.

ELINE.
O, du taler, som om jeg endnu var den Eline, der iaftes slængte blomsterkosten for din fod. I mine bøger har jeg læst om det brogede liv i fjerne lande. Under hornets klang stævner ridderen ud i den grønne lund med falken på sin hånd. Således stævner også du gennem livet; – dit navn klinger foran dig, hvor du drager hen. – Alt, hvad jeg begærer af denne herlighed, er at få hvile som falken ved din arm. Som den var også jeg blind for lyset og for livet, indtil du løste bindet fra mine øjne og lod mig svinge mig op over løvtoppene. – Men, tro mig, – hvor dristigt jeg end spiler mine vinger, så vender jeg dog altid tilbage til mit bur.

NILS LYKKE
(rejser sig)
.
Så byder jeg også forgangenheden trods! Se her; – tag denne ring, og vær min for Gud og mennesker, – min – selv om de døde skulde få urolige drømme derover.

ELINE.
Du gør mig ilde tilmode. Hvad er det, som –?

NILS LYKKE.
Det er intet. Kom nu; lad mig sætte ringen på din finger. – Se så; – nu har jeg fæstet dig!

ELINE.
Jeg Nils Lykkes brud! Det tykkes mig som en drøm, alt, hvad her er hændt i denne nat. O, men det er en fager drøm! Jeg er så let om brystet. Der er ikke længer bitterhed og had i min hu. Jeg vil gøre al min uret god igen. Jeg har været ukærlig mod min moder. Imorgen går jeg ind til hende; hun må forlade mig, hvad jeg har fejlet.

NILS LYKKE.
Og give sit minde til vor pakt.

ELINE.
Det vil hun. O, jeg tror det visst. Min moder er god; alle mennesker er gode; – jeg bærer ikke længere nag til nogen, – undtagen én.

NILS LYKKE.
Undtagen én?

ELINE.
Ak, det er en sørgelig fortælling. Jeg havde en søster –

NILS LYKKE.
Lucia?

ELINE.
Kendte du Lucia?

NILS LYKKE.
Nej, nej; jeg har kun hørt hende nævne.

ELINE.
Også hun gav sit hjerte til en ridder. Han bedrog hende; – nu er hun i himlen.

NILS LYKKE.
Og du –?

ELINE.
Jeg hader ham.

NILS LYKKE.
Had ham ikke! Er der barmhjertighed i dit sind, så tilgiv ham, hvad han har syndet. Tro mig, han bærer straffen i sit eget bryst.

ELINE.
Ham tilgiver jeg aldrig! Jeg kan ikke, selv om jeg vilde det; thi så dyrt har jeg svoret – –
(lyttende.)
Hys! Kan du høre –?

NILS LYKKE.
Hvilket? Hvor?

ELINE.
Udenfor; langt borte. Der rider mange mænd på landevejen.

NILS LYKKE.
Ah, det er dem! Og jeg, som glemmer –! Hidover kommer de. Så er der stor fare! Jeg må afsted!

ELINE.
Men hvorhen? O, Nils Lykke, hvad dølger du –?

NILS LYKKE.
Imorgen, Eline –; thi, ved Gud, da kommer jeg igen. – Nu hurtig, – hvor er løngangen, som du nævnte?

ELINE.
Gennem gravkælderen. Se, – her er lemmen –

NILS LYKKE.
Gravkælderen!
(for sig selv.)
Lige godt; reddes må han!

ELINE.
(ved vinduet)
.
Rytterne er lige udenfor –
(hun rækker ham lygten.)

NILS LYKKE.
Nu velan –
(han begynder at stige ned.)

ELINE.
Gå frem gennem gangen indtil kisten med dødningehovedet og det sorte kors; det er Lucias –

NILS LYKKE
(stiger hurtigt op og slår lemmen i)
.
Lucias! Fy –!

ELINE.
Hvad siger du?

NILS LYKKE.
O, intet. Det var liglugten, som gjorde mig svimmel.

ELINE.
Hør; nu hamrer de på porten!

NILS LYKKE
(lader lygten falde)
.
Ah, det er for sent –!
(Kammersvenden Bjørn kommer ilsomt med lys i hånden fra højre.)

ELINE
(imod ham)
.
Hvad er det, Bjørn? Hvad er det?

BJØRN.
Overfald! Grev Sture – –

ELINE.
Grev Sture? Hvad han?

NILS LYKKE.
Har de dræbt ham?

BJØRN
(til Eline)
.
Hvor er eders moder?

TO HUSKARLE
(indstyrtende fra højre)
.
Fru Inger! Fru Inger!

FRU INGER GYLDENLØVE,
(med en tændt armstage i hånden, kommer ind gennem den øverste dør til venstre og siger hurtigt:)
Jeg véd alting. Ned i borggården med jer! Hold porten åben for vore venner, men lukket for alle andre.
(hun sætter stagen på bordet til venstre. Bjørn og begge huskarlene går ud igen til højre.)

FRU INGER
(til Nils Lykke)
.
Det var altså snaren, herr rigsråd!

NILS LYKKE.
Inger Gyldenløve, tro mig –!

FRU INGER.
Et baghold, som skulde fange ham op, så snart I havde fået hint tilsagn, der kan fælde mig!

NILS LYKKE
(idet han tager papiret frem og river det istykker)
.
Her er eders tilsagn. Jeg beholder intet, som kan vidne imod eder.

FRU INGER.
Hvad gør I?