Complete Works of Henrik Ibsen (372 page)

NILS LYKKE
(med et smil)
.
Spår I det, fru Inger?

FRU INGER.
Tilvisse! Hvad skal man vel sige, kære herre? Menneskene er så klaffersyge nuomstunder. Mere end én spottefugl vil digte smædeviser om eder. Inden et halvt år vil I være i folkemunde; man vil standse og se efter eder på alfar vej; man vil sige: se; se, der rider herr Nils Lykke, som drog op til Østråt for at fange Inger Gyldenløve, men som blev hængende i sin egen snare. – Nå, nå, ikke så utålmodig, herr ridder! Det er jo ikke min mening; men så vil alle slemme og ondskabsfulde mennesker dømme. Og dem gives der, desværre, nok af! – Ja, det er ilde; men det er sandt og visst, – spot vil blive eders løn, – spot over, at en kvinde var snildere end I. „Listig som en ræv sneg han sig ind på Østråt”, vil man sige, – „skamfuld som en hund lusked han igen afgårde”. – Og endnu ét: mener I ej, at Peder Kanzler og hans venner vil bede sig fri for eders bistand, når det rygtes, at jeg ikke trøster mig til at stride under eders mærke?

NILS LYKKE.
I taler viseligen, frue! Og for ej at udsætte mig for spot, – endvidere, for ej at bryde samvirket med alle de kære venner i Sverig, så nødes jeg til –

FRU INGER
(hurtigt)
.
– at forlænge eders ophold på Østråt?

OLAF SKAKTAVL
(der har lyttet)
.
Nu går han i fælden!

NILS LYKKE.
Nej, min ædle frue; – jeg nødes til at komme overens med eder endnu i denne time.

FRU INGER.
Men ifald det nu ikke skulde lykkes?

NILS LYKKE.
Det vil lykkes.

FRU INGER.
I er sikker i eders sag, som det lader.

NILS LYKKE.
Hvad vædder vi, at I går med på mine og Peder Kanzlers anslag?

FRU INGER.
Østråt gård mod eders knæspænder!

NILS LYKKE
(slår sig på brystet og råber)
:
Olaf Skaktavl, – her ser I herren på Østråt!

FRU INGER.
Herr rigsråd! –

OLAF SKAKTAVL
(rejser sig fra bordet)
.
Hvad nu?

NILS LYKKE
(til fru Inger)
.
Væddemålet modtager jeg ikke; thi om et øjeblik skænker I mig gerne Østråt gård og mere til, for at fri eder ud af snaren, hvori ikke jeg men I selv er hildet.

FRU INGER.
Eders skæmt begynder at blive noget lystig, herre!

NILS LYKKE.
Den bliver lystigere endnu, – idetmindste for mig. I pukker på at have overlistet mig. I truer med at dynge på mig alle menneskers hån og spot. Ah, I skulde vel vogte jer for at ægge min hævnlyst; thi jeg kan med to ord bøje eder i knæ for mine fødder.

FRU INGER.
Ha-ha – –!
(standser pludselig som greben af en anelse.)
Og disse to ord, Nils Lykke? Disse to ord –?

NILS LYKKE.
– er hemmeligheden om eders og Sten Stures søn.

FRU INGER
(med et skrig)
.
O, Jesus Krist –!

OLAF SKAKTAVL.
Inger Gyldenløves søn! Hvad siger I?

FRU INGER
(halvt i knæ for Nils Lykke)
.
Nåde! O, vær barmhjertig –!

NILS LYKKE
(løfter hende op)
.
Kom til eder selv, og lad os tale besindigt sammen.

FRU INGER
(med lav stemme og halvt forvildet)
.
Hørte I det, Olaf Skaktavl? Eller var det kun en drøm? Hørte I, hvad han sagde?

NILS LYKKE.
Det var ingen drøm, fru Inger!

FRU INGER
(slår hænderne sammen)
.
Og I véd det! I, – I! – Men hvor har I ham da? Hvor har I ham? Hvad vil I gøre med ham?
(skriger:)
Dræb ham ikke, Nils Lykke! Giv mig ham igen! Dræb ham ikke for mig!

OLAF SKAKTAVL.
Ah, jeg begynder at begribe –

FRU INGER.
Og denne angst –; denne kvælende rædsel –. Jeg har båret på det i mangfoldige år, – – og så skulde det briste alt tilhobe, og jeg får friste slig nød og kvide! – Herre min Gud, er dette ret af dig? Var det derfor, du gav mig ham?
(hun tager sig sammen og siger med tilkæmpet fatning:)
Nils Lykke, – sig mig én ting. Hvor har I ham? Hvor er han?

NILS LYKKE.
Hos sin fosterfader.

FRU INGER.
Endnu hos sin fosterfader. O, denne ubønhørlige mand –! Altid har han nægtet mig –. Men det må ikke længer blive således ved! Hjælp mig, Olaf Skaktavl!

OLAF SKAKTAVL.
Jeg?

NILS LYKKE.
Det vil ej være fornødent, såfremt I kun –

FRU INGER.
Hør mig, herr rigsråd! Hvad I véd, det skal I vide tilbunds. Og I også, gamle trofaste ven! – Nu vel da! I minded mig før om hin usalige dag, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo. I minded mig om det løfte, jeg gjorde, da jeg stod ved liget mellem Norges gæveste mænd. Jeg var knapt fuldvoksen dengang; men jeg kendte Guds kraft i mig, og jeg mente, hvad mange har ment sidenefter, at Herren selv havde sat sit mærke på mig og kåret mig til at stride forrest for land og rige. Var det hovmod? Eller var det en åbenbarelse ovenfra? Jeg er aldrig kommen tilbunds i det. Men ve hver den, som har fået en stor gerning at bære på. I syv år tør jeg sige, at jeg trolig holdt, hvad jeg havde lovet. Jeg stod sammen med mine landsmænd i trængsler og nød. Alle mine legesøstre sad som hustruer og mødre trindt om i landet. Jeg alene turde ikke høre på nogen bejler. Ikke på nogen. I véd det bedst, Olaf Skaktavl! Da så jeg første gang Sten Sture. Fagrere mand havde jeg aldrig set tilforn.

NILS LYKKE.
Ah, det går op for mig! Sten Sture var den tid i Norge i et hemmeligt ærende. Vi Danske turde ikke vide, at han var velsindet mod eders venner.

FRU INGER.
Forklædt som en ringe svend leved han en vinter under tag med mig. Den vinter tænkte jeg mindre og mindre på rigets velfærd. – – Så fager en mand havde jeg aldrig set. Og jeg var bleven henimod de fem og tyve år – – Næste høst kom Sten Sture igen. Og da han atter drog bort, tog han med sig i al løndom et spædt barn. Det var ikke menneskenes onde tunger, som jeg frygted, men det vilde have skadet vor sag, ifald det havde rygtedes, at Sten Sture stod mig så nær. Barnet blev sat til opfostring hos Peder Kanzler. Jeg vented på bedre tider, som snart skulde komme. Aldrig kom de. Sten Sture gifted sig to år efter i Sverig, og da han døde, efterlod han sig enke –

OLAF SKAKTAVL.
– og med hende en lovlig arving til sit navn og sine rettigheder.

FRU INGER.
Gang efter gang skrev jeg til Peder Kanzler og bønfaldt ham om at give mig mit barn tilbage. Men han vægred sig stadigen. „Slut eder fast og ubrydelig til os”, svared han, „så sender jeg eders søn til Norge; før ikke”. Hvor skulde jeg vove det? Vi misfornøjede var dengang ilde set af mange frygtagtige her i landet. Dersom disse fik nys i sagen – o, jeg véd det! for at stække moderen, skulde de gerne have beredt barnet den samme skæbne, som kong Kristjern skulde fristet, om ikke flugten havde frelst ham. Men foruden det, var også Danskerne virksomme. De forsømte hverken trusler eller løfter for at drive mig over på sin side.

OLAF SKAKTAVL.
Begribeligt. Alles øjne vogted på eder, som på den vindfløj, de skulde sejle efter.

FRU INGER.
Nu kom Herluf Hydefads oprør. Mindes I hin tid, Olaf Skaktavl? Var det ikke, som om en solfuld vår gik over hele landet! Stærke røster maned mig at komme udenfor; – men jeg turde det ikke. Jeg sad tvivlrådig – langt fra striden – på min ensomme gård. Stundom var det, som om Gud Herren selv råbte på mig; men da kom denne dræbende angst igen og lamslog al vilje. „Hvem vil sejre?” se, det var spørgsmålet, som idelig ringed for mine øren. Det var en kortvarig vår, som dengang brød frem over Norge. Herluf Hydefad, og mangfoldige med ham, lagdes på stejle og hjul i de måneder, som fulgte på. Mig kunde ingen kræve til regnskab. Og dog mangled det ikke på forblommede trusler fra Danmark. Hvad, om de kendte hemmeligheden? Tilslut vidste jeg ikke at tyde det anderledes, end at de kendte den. I slig en kvidefuld tid var det, at rigshovmester Gyldenløve kom herop og forlangte mig tilægte. Lad en ængstet moder tænke sig i mit sted –! En måned efter var jeg rigshovmesterens hustru, – og hjemløs i mine landsmænds hjerter. Så kom de stille år. Ingen rejste sig mere. Herrerne kunde trykke os ned så dybt og så tungt de lysted. Der var stunder, da jeg væmmedes over mig selv. Thi hvad havde jeg at gøre? Intet, uden at ængstes, forhånes og føde døtre til verden. Mine døtre! Gud må forlade mig det, ifald jeg ikke har en moders hjerte for dem. Mine pligter som hustru var mig et hoveriarbejde. Hvor kunde jeg så elske mine døtre? O, med min søn var det anderledes! Han var min sjæls eget barn. Han var den eneste, som minded mig om den tid, da jeg var kvinde og intet andet end kvinde. – Og ham havde de taget fra mig! Han vokste op mellem fremmede, som måske såede fordærvelsens sæd i ham! Olaf Skaktavl, – havde jeg, som I, vandret jaget og forladt på højfjeldet, i vinter og uvejr, – hvis jeg havde havt mit barn i mine arme, – tro mig, jeg skulde ikke have sørget og grædt så sårt, som jeg har sørget og grædt for ham fra hans fødsel og til denne time!

OLAF SKAKTAVL.
Der er min hånd. Jeg har dømt eder for hårdt, fru Inger! Byd og råd over mig som før. Jeg skal lystre. – Ja, ved alle hellige, – jeg véd, hvad det vil sige at sørge for sit barn.

FRU INGER.
Voldsmænd slog eders. Men hvad er døden mod en hvileløs angst gennem alle de lange år?

NILS LYKKE.
Nu vel; det står i eders magt at ende denne angst. Forson de stridende parter, så tænker ingen af dem på at tilegne sig eders barn som borgen for eders troskab.

FRU INGER
(hen for sig)
.
Dette er himlens hævn – –
(ser på ham.)
Sig kort og godt, hvad I fordrer.

NILS LYKKE.
Først fordrer jeg, at I skal kalde den nordenfjeldske almue under våben for at støtte de misfornøjede i Sverig.

FRU INGER.
Og dernæst –?

NILS LYKKE.
– at I virker for, at den unge grev Sture kan blive indsat i sin slægts rettigheder som Sverigs styrer.

FRU INGER.
Han? I fordrer, at jeg –?

OLAF SKAKTAVL
(sagte)
.
Det er mange Svenskers ønske. Også vi vilde være vel tjent dermed.

NILS LYKKE.
I betænker eder, min frue? I skælver for eders søns sikkerhed. Hvor kan I da ønske noget bedre, end at se hans halvbroder på tronen?

FRU INGER
(tankefuld)
.
Vel sandt; – vel sandt –

NILS LYKKE
(betragter hende skarpt)
.
Medmindre der skulde være andre anslag igære –

FRU INGER.
Hvad mener I?

NILS LYKKE.
At Inger Gyldenløve pønsed på at blive – kongemoder.

FRU INGER.
Nej, nej! Giv mig mit barn tilbage, så kan I give kronerne til hvem I vil. Men véd I da også, om grev Sture er villig –?

NILS LYKKE.
Derom kan han selv forvisse eder.

FRU INGER.
Han selv? Og når?

NILS LYKKE.
I denne time.

OLAF SKAKTAVL.
Hvordan?

FRU INGER.
Hvad siger I?

NILS LYKKE.
Med ét ord, at grev Sture befinder sig på Østråt.

OLAF SKAKTAVL.
Her?

NILS LYKKE
(til fru Inger)
.
Det blev eder måske berettet, at jeg red selv anden gennem porten? Greven var min følgesvend.

FRU INGER
(sagte)
.
Jeg er i hans vold. Her er intet valg længer.
(ser på ham og siger:)
Godt, herr rigsråd, – I skal få min forsikring om bistand.

NILS LYKKE.
Skriftlig?

FRU INGER.
Som I begærer.
(hun går over til bordet på venstre side, sætter sig og tager skrivesager frem af skuffen.)

NILS LYKKE
(afsides, ved bordet til højre)
.
Endelig sejrer jeg da!

FRU INGER
(efter et øjebliks betænkning, vender sig pludselig over stolen mod Olaf Skaktavl og hvisker:)
Olaf Skaktavl, – nu véd jeg det med visshed, – Nils Lykke er en forræder!