Complete Works of Henrik Ibsen (390 page)

ØRNULF.
Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!

SIGURD.
For en fuldtro ven kan ingen mand gøre formeget.

ØRNULF.
Give dit halve gods og eje!

SIGURD
(indstændigt)
.
Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der er mit, og lad mig fare med dig til Island som den fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?

ØRNULF
(betænker sig)
.
To gode langskibe, våben og løsøre, – af gods får ingen mand for meget, men –,
(heftigt)
nej, nej, – Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tog din ejendom!

SIGURD.
Men hør dog først –

ØRNULF.
Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde.

KÅRE
(træder nærmere)
.
Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder, så længe Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde mig.

ØRNULF.
Hævn? Hvad råder du da til?

SIGURD.
Til ondt, det ser jeg nok!

DAGNY
(til Ørnulf)
.
Hør ikke på ham!

KÅRE.
Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil hun stå mig efter livet; lover du at værge mig siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og brænde folkene inde. Er det efter dit sind?

SIGURD.
Niding!

ØRNULF
(roligt)
.
Efter mit sind? Véd du, Kåre, hvad der er mere efter mit sind?
(tordnende)
At hugge næse og øren af dig, du usle træl! Lidet kender du gamle Ørnulf, ifald du mener, at han vil være halvt om slig skændselsgerning!

KÅRE
(der er vegen tilbage)
.
Falder ikke du over Gunnar, så falder han over dig!

ØRNULF.
Det har jeg næver og våben til at hindre.

SIGURD
(til Kåre)
.
Og nu, bort fra os! Hæderlige mænd har skam af dit samkvem!

KÅRE
(ved udgangen)
.
Ja ja, jeg får da værge mig selv så godt jeg kan; men det siger jeg: angre vil I, om I farer frem med lempe; jeg kender Hjørdis, – og skal vel vide at ramme hende!
(går ned til søen.)

DAGNY.
Han pønser på hævn. Sigurd, det må hindres!

ØRNULF
(fortrædelig)
.
Å, lad ham gøre hvad ham lyster; hun er ikke bedre værd!

DAGNY.
Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende.

ØRNULF.
Usalig var den time jeg tog hende under mit tag; det begynder at gå som Jøkul sagde.

SIGURD.
Jøkul?

ØRNULF.
Jøkul, hendes fader. Da jeg gav ham banehugget, faldt han flad ned på græsvolden, så på mig og kvad:
Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve paa alle veje;
hvo der ejer Jøkuls skatte
skal ej glædes ved sit eje!
Da han så havde kvædet, taug han stille en stund og lo, og derpå døde han.

SIGURD.
Det skal du lidet agte.

ØRNULF.
Ja ja, hvem véd! Der går et sikkert sagn om at Jøkul engang gav sine børn et ulvehjerte at æde, så at de blev gramme i hu; Hjørdis har forvisst fået sin del, det kendes på hende
(standser ved at se ud til højre.)
Gunnar! – Skal vi to stedes til møde igen!

GUNNAR
(kommer)
.
Ja, Ørnulf, du får tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles fra dig som din uven.

ØRNULF.
Hvad er din agt?

GUNNAR.
At række dig hånden til fred, før du rejser. Hør mig alle; følg mig hjem og bliv som gæster hos mig sålænge det lyster eder. På soverum og gildekost skorter det ikke, og om vor tvist skal hverken tales idag eller imorgen.

SIGURD.
Men Hjørdis?

GUNNAR.
Føjer sig efter min vilje; hun skifted sind på hjemvejen og mente som jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I vilde gæste os.

DAGNY.
Ja, ja; så må det være!

SIGURD
(tvivlrådig)
.
Men jeg véd dog ikke om –

DAGNY.
Gunnar er din fosterbroder; forsandt, jeg måtte kende dig ilde, ifald du vægrer dig.

GUNNAR
(til Sigurd)
.
Venskab har du vist mig hvorhelst vi færdedes; du vil ikke dennegang være mig imod!

DAGNY.
Og at fare fra landet, medens Hjørdis sidder med had igen; – nej, nej, det må vi ikke!

GUNNAR.
Stor uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er gjort godt igen, får jeg ikke fred for mig selv.

SIGURD
(heftigt)
.
Alt andet kan jeg gøre for dig, Gunnar, kun ikke at blive her!
(fatter sig.)
Jeg er kong Ædhelstans håndgangne mand, og jeg må til ham i England endnu i vinter.

DAGNY.
Men det kan du jo lige godt!

GUNNAR.
Ingen véd hvad lod mænd kan møde; kan hænde, Sigurd, at det er sidste gang vi træffes, og angre vil du da, at du ikke var mig hjælpsom i det længste.

DAGNY.
Og sent vil du se mig glad, hvis du sejler bort idag.

SIGURD
(bestemt)
.
Vel, lad så være! Det skal ske som I ønsker, endskønt, – dog, nu står det fast; der er min hånd; jeg bliver her, og skal gæste dig og Hjørdis.

GUNNAR
(ryster hans hånd)
.
Tak, Sigurd, det vidste jeg vel. – Og du, Ørnulf, du siger som han?

ØRNULF
(tvær)
.
Jeg skal tænke på det; bittert har Hjørdis krænket mig; – idag vil jeg ikke svare.

GUNNAR.
Ja ja, gamle kæmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide at glatte din pande. Nu bereder jeg gildet; far med fred sålænge, og vel mødt i min hal!
(går ud til højre.)

SIGURD
(for sig selv)
.
Hjørdis har skiftet sind, sagde han! Da kender han hende lidet; snarere må jeg tro, at hun pønser på –
(afbryder og vender sig til mændene.)
Nu, følg mig alle til skibene; gode gaver vil jeg vælge for Gunnar og hans husfolk.

DAGNY.
Gaver af det bedste vi ejer. Og du, min fader, – ja du får ikke fred for mig, før du føjer dig.
(Hun går med Sigurd og mændene ned til søen i baggrunden.)

ØRNULF.
Føjer mig? Ja, havde Gunnar ingen kvindfolk i huset, så – ha, vidste jeg ret at ramme hende! – Thorolf, kommer du hid!

THOROLF
(der raskt er trådt ind)
.
Som du ser! Er det sandt der spørges, har du været til møde med Gunnar herse?

ØRNULF.
Ja!

THOROLF.
Og har nu strid med ham?

ØRNULF.
Hm, i det mindste med Hjørdis.

THOROLF.
Så vær trøstig; nu får du hævn!

ØRNULF.
Hævn? Hvem hævner mig?

THOROLF.
Hør kun; jeg stod på skibet, da kom en mand løbende med en stav i hånden og råbte: „Hører du til Ørnulfs hærskib, så hils ham fra Kåre bonde og sig, at nu tager jeg hævn for os begge.” Derpå gik han i en båd og roede bort, idet han sagde: „Tyve fredløse mænd ligger i fjorden; med dem går jeg sørpå, og inden kvældstid skal ikke Hjørdis have nogen afkom at rose sig af.”

ØRNULF.
Det sagde han! Ha, ha, nu skønner jeg; Gunnar har skikket sin søn bort, Kåre ligger i ufred med ham –

THOROLF.
Og nu roer han efter og dræber gutten!

ØRNULF
(rask besluttet)
.
Afsted alle; det bytte vil vi strides om!

THOROLF.
Hvad har du isinde?

ØRNULF.
Lad mig om det; det skal blive mig, og ikke Kåre, som tager hævn!

THOROLF.
Jeg går med dig!

ØRNULF.
Nej, du følger Sigurd og din søster til Gunnars gård.

THOROLF.
Sigurd? Er han her i landet?

ØRNULF.
Der ser du hans hærskibe; vi er forligte; – du følger ham.

THOROLF.
Til dine uvenner?

ØRNULF.
Gå du kun til gildet. Nu skal Hjørdis lære gamle Ørnulf at kende! Men hør, Thorolf, for ingen nævner du det, jeg nu har isinde; hører du, for ingen!

THOROLF.
Det lover jeg.

ØRNULF
(tager hans hånd og ser kærligt på ham)
.
Farvel da, min vakkre gut; te dig høvisk i gildehuset, så jeg har hæder af dig. Unødig tale skal du ikke føre; men det du mæler, skal være hvast som en sværdsæg. Vær vennesæl sålænge godt vises dig; men ægges du, da skal du ikke tie dertil. Drik ikke mere end du kan bære; men vis heller ikke hornet fra dig, når det bydes med måde, på det at du ikke skal holdes for en kvindekarl.

THOROLF.
Nej, vær du tryg!

ØRNULF.
Så, gå nu til gildet i Gunnars gård. Jeg kommer også til gilde, og det på den vis, som mindst ventes.
(muntert til de andre.)
Afsted, ulvunger; slib jeres tænder, – nu skal I få blod at drikke!
(Han går med de ældre sønner til højre i baggrunden.)
(Sigurd og Dagny kommer i prægtige gildeklæder fra stranden, fulgte af to mænd, der bærer en kiste; mændene går straks tilbage igen.)

THOROLF
(ser efter faderen)
.
Nu farer de alle ud for at slåes, og jeg må ikke gå med; det er tungt at være den yngste i ætten. – Dagny, hil og sæl dig, søster min!

DAGNY.
Thorolf! Alle gode vætter, – du er jo bleven voksen!

THOROLF.
Nu ja, i fem år skulde jeg vel mene –

DAGNY.
Ja ja, du siger sandt.

SIGURD
(rækker ham hånden)
.
I dig får Ørnulf en rask svend, hvis jeg ikke fejler.

THOROLF.
Vilde han bare prøve mig, så –

DAGNY
(smilende)
.
Men han sparer dig mere, end du har sind til; jeg mindes nok, han har dig fast altfor kær.

SIGURD.
Hvor gik han hen?

THOROLF.
Ned til skibet; – afsted nu, han kommer siden!

SIGURD.
Jeg venter på mine mænd, de bringer varer op og fæster skibene.

THOROLF.
Der må jeg hjælpe til!
(går ned til søen.)

SIGURD
(efter en kort betænkning)
.
Dagny, min hustru, nu er vi i enrum; jeg har ting at sige dig, som ikke længer må dølges.

DAGNY
(forundret)
.
Hvad mener du?

SIGURD.
Farlig tør den blive, denne færd til Gunnars gård.

DAGNY.
Farlig? Tænker du at Gunnar –?

SIGURD.
Gunnar er bold og brav; nej nej, – men bedre var det, ifald jeg havde faret herfra uden at gæste ham.

DAGNY.
Du gør mig ræd! Sigurd, hvad er det!

SIGURD.
Svar mig først på ét. Den guldring, som jeg engang gav dig, hvor har du den?

DAGNY
(viser den frem)
.
Her om armen; du bød mig bære den.

SIGURD.
Kast den på havets bund, så dybt at den aldrig findes; thi den kan blive mange mænds bane!

DAGNY,
Ringen!