Complete Works of Henrik Ibsen (391 page)

SIGURD
(dæmpet)
.
Den kvæld, da kvinderanet gik for sig hos din fader, – du mindes vel –

DAGNY.
Om jeg mindes!

SIGURD.
Det er om det jeg vil tale.

DAGNY
(spændt)
.
Hvad er det; sig frem!

SIGURD.
Du véd, der havde været gilde; tidligt gik du til sovestuen; men Hjørdis blev siddende ved drikkebordet mellem mændene. Flittigt gik hornet rundt, og allehånde stærke løfter blev svorne. Jeg svor at føre en fager mø fra Island, når jeg rejste; Gunnar svor det samme som jeg og gav drikken til Hjørdis. Da tog hun ved hornet, stod op og gjorde det løfte, at ingen kæmpe skulde eje hende til viv, undtagen den, som gik til hendes bur, dræbte hvidbjørnen, som der stod bunden ved døren, og bar hende bort på sine arme.

DAGNY.
Ja ja, det véd jeg!

SIGURD.
Men alle mente de, at det var ugørligt; thi bjørnen var det vildeste udyr; ingen uden Hjørdis kunde komme den nær, og den havde tyve mænds styrke.

DAGNY.
Men Gunnar fældte den dog, og blev navnkundig over alle lande for den dåd.

SIGURD
(dæmpet)
.
Det blev han, – men – jeg øved dåden!

DAGNY
(med et udråb)
.
Du!

SIGURD.
Da mændene gik fra gildestuen, bad Gunnar mig følge med til enetale i soverummet. Da sagde han: „Hjørdis er mig kærere, end alle kvinder; jeg kan ikke leve uden hende.” Jeg svared ham; „Så gå til hendes bur; du véd de vilkår hun har sat.” Men han sagde: „Kvindekær mand skatter livet højt; uvisst blev udfaldet, om jeg gik mod bjørnen, og jeg ræddes for at lade livet nu; thi så mistede jeg Hjørdis med.” Længe talte vi sammen, og enden blev, at Gunnar gjorde sit skib rede, men jeg drog mit sværd, tog Gunnars hærklæder på og gik til buret.

DAGNY
(med stolt glæde)
.
Og du – du blev bjørnens bane!

SIGURD.
Det blev jeg. I buret var mørkt, som under ravnens vinger; Hjørdis mente det var Gunnar, som sad hos hende, – hed var hun af mjøden, – hun drog en ring af sin arm og gav mig; – det er den, du nu bærer.

DAGNY
(nølende)
.
Og du blev natten over i buret hos Hjørdis?

SIGURD.
Mit sværd lå draget mellem os.
(kort ophold.)
Før dagen gryede, bar jeg Hjørdis til Gunnars skib; vor list mærked hun ikke, og han sejled bort med hende. Derpå gik jeg til din sovestue og fandt dig der blandt dine kvinder; – nu, hvad siden fulgte, det véd du; jeg foer fra Island med en fager mø, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt mig, hvor jeg stævned hen.

DAGNY
(i bevægelse)
.
Bolde husbond! Du øved hin stordåd; – o, det burde jeg tænkt: ingen, uden du, var dertil istand! Hjørdis, denne stolte og ypperlige kvinde, kunde du vundet, og kåred dog mig! Tifold kærere måtte du være mig nu, ifald du ikke alt var mig det kæreste i verden!

SIGURD.
Dagny, min gode hustru, nu véd du alt – hvad som trænges. Jeg måtte vare dig; thi ringen, – lad den aldrig komme Hjørdis for øje! Vil du gøre mig til vilje, så kast den ud – dybt på havbunden!

DAGNY.
Nej, Sigurd, dertil er den mig for kær; den er jo en skænk fra dig! Men vær du tryg, jeg skal dølge den for alles øjne, og aldrig skal jeg røbe, hvad du her har sagt mig.
(Thorolf kommer fra skibene med Sigurds mænd.)

THOROLF.
Alt er rede til gildefærden!

DAGNY.
Kom da, Sigurd, – du ædle, djærve kæmpe!

SIGURD.
Rolig, Dagny, – rolig! I din magt står det nu, om færden skal endes med fred eller mandefald!
(raskt til de øvrige.)
Afsted alle til gildet i Gunnars gård!
(går med Dagny til højre; de andre følger efter.)

ANDEN AKT

(Gildestuen hos Gunnar herse. Udgangsdøren er i baggrunden; mindre døre på sidevæggene. I forgrunden til venstre det store højsæde, ligeoverfor dette, til højre, det mindre. Midt på gulvet brænder en stokild på en muret grue. I baggrunden på begge sider af døren er forhøjninger for husets kvinder. Fra begge højsæder langs stuevæggene op mod baggrunden strækker sig to lange borde med bænke om. Det er mørkt udenfor; stokilden oplyser stuen.)

(Hjørdis og Dagny kommer ind fra højre.)

DAGNY.
Nej, Hjørdis, jeg skønner mig ikke på dig; nu har du vist mig om i gården; jeg véd ikke den ting det skorter dig på, og alt det du ejer er skønt og ypperligt; – hvor kan du så klage?

HJØRDIS.
Hm, sæt en ørn i bur og den vil bide i stængerne, enten de så er af jern eller guld.

DAGNY.
I en ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din lille gut.

HJØRDIS.
Bedre ingen afkom, end en, der er uhæderlig født.

DAGNY.
Uhæderlig?

HJØRDIS.
Mindes du ikke, hvad din fader sagde? Egil er en frillesøn; så var hans ord.

DAGNY.
Et ord i vrede, – hvor vil du agte på det!

HJØRDIS.
Jo, jo, Ørnulf havde ret; Egil er veg; det kendes på ham, at han er ufrels født.

DAGNY.
Hjørdis, hvor kan du –!

HJØRDIS
(uden at agte på hende)
.
Således mægter da skændselen at suge sig ind i blodet, ligesom edderen efter et ormebid. Der er andet malm i fribårne heltesønner; jeg har hørt om en dronning, som tog sin søn og syede ham kjortelen fast i kødet, uden at han blinked med øjnene derved.
(med et ondskabsfuldt udtryk.)
Dagny, det vil jeg prøve med Egil!

DAGNY
(oprørt)
.
Hjørdis, Hjørdis!

HJØRDIS
(leende)
.
Ha, ha, ha! Tænker du, det var mit alvor?
(forandrer tonen)
. Men du må nu tro mig eller ikke, så kommer der stundom over mig en – en fristende lyst til slige gerninger; det må vel ligge i ætten, – thi jeg er jo af jøtunslægt, siges der. – Nå, sæt dig, Dagny; vidt har du faret om i de fem lange år; – sig mig, – i kongsgårdene var du vel mangengang til gæst?

DAGNY.
Det var jeg, – fornemmelig hos Ædhelstan i England.

HJØRDIS.
Og var højt hædret overalt; sad på de ypperste sæder ved bordet?

DAGNY.
Det kan du vide. Som Sigurds hustru –

HJØRDIS.
Ja, javist, – en berømmelig mand er Sigurd – skønt Gunnar står over ham.

DAGNY.
Gunnar?

HJØRDIS.
Én dåd øved Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve derpå; – nå, lad det være; – men sig mig, når Sigurd foer i viking og du var med, – når du hørte sværdene suse i den hvasse leg, når blodet damped rødt på skibsdækket, – kom der så ikke over dig en utæmmelig lyst efter at strides blandt mændene; klædte du dig så ikke i hærklæder og tog våben i hånd?

DAGNY.
Aldrig! Hvad tænker du på? Jeg, en kvinde?

HJØRDIS.
En kvinde, en kvinde, – hm, der er ingen, som véd, hvad en kvinde er istand til! – Nu, en ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det må du sikkert vide: Når en mand favner den kvinde, han har kær, – er det sandt, at da brænder hendes blod, hendes bryst banker, – svimler hun i sælsom fryd derved?

DAGNY
(rødmende)
.
Hjørdis, hvor kan du –!

HJØRDIS.
Nu da, sig mig –!

DAGNY.
Det tænker jeg forvisst du har fornummet.

HJØRDIS.
Ja, en gang, kun en eneste; det var hin nat, da Gunnar sad hos mig i buret; han krysted mig i favn, så brynjen brast, og da, da –!

DAGNY
(udbrydende)
.
Hvad! Sigurd –!

HJØRDIS.
Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gunnar, – hin nat, da kvinderanet –

DAGNY
(fatter sig)
.
Ja ja, jeg mindes, – jeg véd vel –

HJØRDIS.
Det var den eneste gang; aldrig, aldrig siden! Jeg tænkte, at jeg var slagen med trolddom; thi at Gunnar så kunde favne en kvinde, det –
(standser og ser på Dagny.)
Er du syg? Mig tykkes, du blir bleg og rød!

DAGNY.
Visst ikke, visst ikke!

HJØRDIS
(uden at agte på hende)
.
Nej, i lystig ledingsfærd skulde jeg gået; det havde været bedre for mig, og – kan hænde for os alle. Det havde været et liv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i enrum med mig i stuen, nu da det er mørkt? Får du ikke de tanker, at jeg må være død i den lange tid, og at det er en genganger, som her står hos dig?

DAGNY
(uhyggeligt tilmode)
.
Kom – lad os gå – til de andre!

HJØRDIS
(tager hende i armen)
.
Nej bliv! Skønner du det, Dagny, at et menneske kan leve efter at have siddet her i fem nætter?

DAGNY.
Fem nætter?

HJØRDIS.
Her nordpå er hver nat en vinter lang.
(raskt med forandret udtryk.)
Tro ellers ikke andet, end at her er vakkert nok! Du skal se syner her, som du aldrig har set i Englands kongsgårde; vi vil være sammen som søstre den tid du gæster mig; ned til havet skal vi gå, når uvejret ret begynder igen; du skal se bølgerne flyve mod land som vilde, hvidmankede heste, – og så hvalerne langt derude! De går mod hinanden, som kæmper i stål og plade! Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hvalens ryg, at ride foran snekken, vække uvejr og lokke mændene i dybet ved fagre galdrekvad!

DAGNY.
O fy, Hjørdis, hvor kan du tale så!

HJØRDIS.
Kan du kvæde galder, Dagny?

DAGNY
(med afsky)
.
Jeg!

HJØRDIS.
Ja, jeg tænkte det; hvormed lokked du da Sigurd?

DAGNY.
Skændigt taler du mig til; jeg vil gå!

HJØRDIS
(holder hende tilbage)
.
Fordi jeg skæmter! Nej, hør kun videre! Tænk dig, Dagny, at sidde om kvælden her ved lugen og høre på draugen, der græder i bådhuset; at sidde og vente og lytte på de døde mænds hjemfærd; thi her nordpå, her må de forbi. Det er de djærve mænd, der faldt i strid, de stærke kvinder, der ikke fristed livet tamt, som du og jeg; i storm og uvejr suser de gennem luften på sorte heste, med ringlende bjælder!
(slår armene om hende og trykker hende vildt op til sig.)
Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste færd på så god en ganger!

DAGNY
(idet hun river sig løs)
.
Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre på dig!

HJØRDIS
(leende)
.
Veg er du af sind og let at skræmme!
(Gunnar kommer fra baggrunden med Sigurd og Thorolf.)

GUNNAR.
Ja, forsandt, nu er mine kår de bedste jeg véd; dig, Sigurd, min ærlige bolde broder har jeg fundet igen, fuldt så trofast som før; jeg har Ørnulfs ætling under mit tag, og gubben selv følger snart efter, ej så?

THOROLF.
Det loved han.

GUNNAR.
Så fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme.

THOROLF.
Du har nok gutten kær; thi du nævner ham så tidt.

GUNNAR.
Det har jeg; han er jo den eneste; og fager og vennesæl vil han blive.

HJØRDIS.
Men ingen kæmpe.

GUNNAR.
Nu, nu, – det skal du ikke sige.

SIGURD.
Men at du skikked ham fra dig –

GUNNAR.
Gid jeg ikke havde gjort det!
(halv sagte.)
Men, Sigurd, det véd du nok: umandigt handler stundom den, der har en kær over alle ting.
(højt.)
Få mænd havde jeg på gården, og ingen af os kunde være tryg på livet, da det rygtedes, at Ørnulf lagde til landet med hærskib.

HJØRDIS.
En ting véd jeg, som bør frelses først, livet siden.

THOROLF.
Og det er?

HJØRDIS.
Hæder og rygte blandt mænd.

GUNNAR.
Hjørdis!

SIGURD.
Ej skal det siges Gunnar på, at han har forspildt sin hæder ved denne gerning.

GUNNAR
(strengt)
.
Det lykkes ingen at ægge mig mod Ørnulfs frænder!

HJØRDIS
(smilende)
.
Hm; sig mig, Sigurd, – kan dit skib sejle med al slags vind?

SIGURD.
Ja, når det styres med kløgt.

HJØRDIS.
Godt, jeg vil også styre mit skib med kløgt, og skal vel komme did, jeg ønsker.
(går op i stuen.)

DAGNY
(sagte og urolig)
.
Sigurd, lad os fare herfra – endnu ikvæld!

SIGURD.
Nu er det for sent; det var dig selv, som –

DAGNY.
Dengang havde jeg Hjørdis kær; men nu –; jeg har hørt ord af hende, som jeg ræddes ved at tænke på.
(Sigurds mænd samt andre gæster, mænd og kvinder, huskarle og terner fra baggrunden.)

GUNNAR
(efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o. s. v.)
.
Nu til drikkebordet! Min fornemste gæst, Ørnulf fra Fjordene, kommer siden; det har Thorolf tilsagt mig.

HJØRDIS
(til husfolkene)
.
Lad øl og mjød bæres om, så løses tungen og sindet gøres lystigt.
(Gunnar fører Sigurd til højsædet til højre. Dagny sætter sig ved Sigurds højre side, Hjørdis ligeover for ham på den anden side af samme bord. Thorolf anvises plads på samme måde ved det andet bord og sidder altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. De øvrige tager plads opad mod baggrunden.)

HJØRDIS
(efter et ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over bordet)
.
Sjelden hændes, at så mange djærve mænd sidder sammen, som nu ikvæld i stuen her. Godt vilde det derfor sømme sig at øve den gamle morskab: Lad hver mand nævne sine bedrifter, så må alle dømme sig imellem, hvo der er den ypperste.

GUNNAR.
Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred derved.

HJØRDIS.
Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd.

SIGURD.
Det tænker forvisst ingen; men sent blev vi færdige, skulde vi nævne vore bedrifter, så mange vi her er. Fortæl os heller, Gunnar, om din Bjarmelandsrejse; det er fuldgod bedrift at fare så langt nord, og gerne hører vi på dig.

HJØRDIS.
Bjarmelandsrejsen er farmands værk og lidet sømmelig at nævne mellem kæmper. Nej, begynd du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke, at du nødig hører min husbond prises, så begynd! Sig frem; nævn den dåd du har øvet, og som du højest skatter.

SIGURD.
Nu, siden du tvinger mig, får det vel så være. Det er da at nævne, at jeg lå i viking under Orknø; der kom fiender imod os, men vi rydded skibene, og jeg stred alene mod otte mænd.

HJØRDIS.
God var den dåd; men var du fuldt rustet?

SIGURD.
Fuldt rustet, med økse, spyd og skjold.

HJØRDIS.
God var dåden endda. Nu må du, min husbond, nævne, hvad der tykkes dig hæderligst af dine bedrifter.

GUNNAR
(uvillig)
.
Jeg vog to bersærker, som havde røvet et handelsskib; derpå sendte jeg de fangne farmænd hjem og gav dem skibet frit uden løsepenge. Kongen i England tyktes godt om den bedrift, sagde, jeg havde handlet hæderligt, og gav mig tak og gode gaver derfor.

HJØRDIS.
Forsandt, Gunnar, bedre bedrift kunde du dog nævne.

GUNNAR
(heftigt)
.
Jeg roser mig ikke af anden bedrift! Siden jeg sidst foer fra Island, har jeg levet i fred og drevet farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere herom!