Complete Works of Henrik Ibsen (386 page)

OLAF.
Alfhild! Dit ord falder knusende tungt!
O, Gud! dit sind var så friskt og ungt – –
forlad mig min brøde, forglem din ve!

ALFHILD
(med et stærkt og stigende udtryk af forvildelse.)
Tys, tal ikke til mig! Se, Olaf, se!
De bærer et lig til graven frem;
men der er ingen moder, ingen søskende fem,
der er ingen bolster, hverken røde eller blå, –
Alfhild ligger på spåner og strå!
Aldrig skal jeg køres i himmelens karm
for at vågne i Gud Faders arm.
Jeg har ingen moder, hvis hjerte vil briste,
jeg har ingen, som sørger ved den sorte kiste;
jeg har i verden vide hverken store eller små,
som græder for mig ved graven.
Der er ingen engle, som drysser perler blå
alt for min fod i himmelhaven,
og aldrig jeg kommer til det dejlige sted,
der den døde drømmer og sover!

OLAF.
Alfhild!

ALFHILD.
Nu sænkes jeg i jorden ned!
nu kaster de muldet derover!
Og her må jeg ligge med al min nød,
må leve og lide, skøndt jeg er død:
må vide, at alt er for mig forbi,
og kan dog ikke glemme, kan ej kæmpe mig fri;
må høre, når han, som min elskov jeg gav,
rider til kirken over min grav!
Må høre ham våndes i vildene flammer,
og kan ikke mildne hans jammer!
O, hvor mit bryst er trangt sluttet inde!
Jeg er gåen Guds engle af minde!
Ingen af dem hører mig klage og bede –
jeg er stængt ude bag livets port –
grav mig op igen! Lad mig ikke ligge hernede!
(iler ud til venstre.)

OLAF.
Alfhild! Alfhild! O, Krist, hvad har jeg gjort?
(følger ilsomt efter.)

FJERDE SCENE.
Ingeborg og Hemming
(kommer efter en kort pause ind fra højre.)

INGEBORG.
Se så, nu er vi da heroppe! Hvor her er dejligt og lyst og fredsomt.

HEMMING.
Ja, her skal vi leve godt tilsammen!

INGEBORG.
Men mærk dig vel, at du er min svend, ikke andet, – sålænge til min fader har givet sit minde.

HEMMING.
Det gør han aldrig!

INGEBORG.
Vær du rolig, vi finder nok på råd. – Men nu må vi tænke på at vælge os en stue til at bo i.

HEMMING.
Her er nok af dem. Over hele dalen ligger øde huse; alt står endnu, som den gang de sidste mennesker døde bort i den store landfarsot for mange år siden.

INGEBORG.
Her huer det mig godt! Derhenne ligger også slig en gammel stue; vandet har vi nærved, og skoven er visst rig på vildt. Du kan fiske og jage; ja, vi skal leve et dejligt liv!

HEMMING.
Ja, forvisst, et dejligt liv! Jeg fisker og jager, og du sanker bær imens og ser huset tilrette.

INGEBORG.
Gør jeg? Nej, det må du tage vare på!

HEMMING.
Ja, ja da, som du vil. O, et lysteligt liv skal vi leve!
(standser og tilføjer noget forknyt.)
Men når jeg ret tænker mig om; – jeg har hverken bue eller fiskeredskab med.

INGEBORG
(ligeledes med et udtryk af forsagthed.)
Og det falder mig ind, her er ingen terner, som kan gå mig tilhånde.

HEMMING.
Det gør jeg så gerne!

INGEBORG.
Nej, ellers tak. – Og alle mine gode klæder – Jeg tog ikke andet med end brudestakken, som jeg står og går i.

HEMMING.
Det var ilde betænkt af dig!

INGEBORG.
Sandt nok, Hemming! Og derfor skal du en nat liste dig ned til Guldvik og tage med dig af klæder og andre ting, så meget jeg har brug for.

HEMMING.
Og blive hængt som tyv!

INGEBORG.
Nej, derfor skal du vare dig vel, det byder jeg.
(betænkeligt.)
Men når så den lange vinter kommer? Ingen mennesker er heroppe, dans og sang får vi aldrig at høre – Hemming! skal vi blive her eller – –

HEMMING.
Ja, hvor skulde vi ellers ty hen?

INGEBORG
(utålmodigt)
.
Ja, men der kan jo ingen mennesker leve her.

HEMMING.
Jovisst kan de leve!

INGEBORG.
Ej, du ser jo selv, de er døde allesammen! Hemming! jeg mener, det er bedst, jeg rejser ned til min fader.

HEMMING.
Men hvad skal der blive af mig?

INGEBORG.
Du skal ride i krigen!

HEMMING.
I krigen! Og blive slået ihjel!

INGEBORG.
Visst ikke! Du skal udføre en berømmelig gerning, så bliver du riddersmand, og så vil ikke min fader være dig imod.

HEMMING.
Ja, men om de nu slår mig ihjel?

INGEBORG.
Nu, det kan vi altid tænke på. Idag og imorgen får vi vel blive her; sålænge sidder gæsterne i gildehuset og tærer bryllupskosten, – søger de efter os, så sker det vel rundt om i bygden; heroppe kan vi være trygge og – –
(standser og lytter.)
(Udenfor til højre høres langt borte følgende:)

KOR.
     Afsted, afsted at finde
     Alfhild, den onde kvinde;
     for vor sorg og møde
     skal hun med livet bøde!

HEMMING.
Ingeborg! Ingeborg! De er efter os!

INGEBORG.
Hvor skal vi ty hen?

HEMMING.
Ja, hvor kan jeg vide –

INGEBORG.
Gå ind i stuen; gør døren tilrette, så den kan stænges indenfra.

HEMMING.
Ja, men –

INGEBORG.
Gør som jeg siger! Jeg går op på bakken imens og ser efter, om de er langt borte.
(går ud til højre.)

HEMMING.
Ja, ja da! Ak, bare de ikke får os fat.
(går ind i huset.)

FEMTE SCENE.
Olaf
(kommer fra skoven til venstre)
. Straks efter Ingeborg
(fra højre)
.

OLAF
(ser sig om og kalder med dæmpet stemme)
.
Alfhild! Alfhild! Intet sted er hun at se! Som en fugl smuttede hun mig afsyne inde i skoven og jeg –

INGEBORG.
De er lige herved og –
(standser forskrækket.)
Olaf Liljekrans!

OLAF.
Ingeborg!

HEMMING
(stikker ubemærket hovedet ud af døren og får øje på Olaf)
.
Herr Olaf! Så! Nu er det da vel forbi med mig!
(trækker sig ilsomt tilbage.)

INGEBORG
(afsides)
.
Han må være redet i forvejen.

OLAF
(afsides)
.
Hun må være kommen her op med sin fader for at lede om mig.

INGEBORG
(afsides.)
Men jeg følger ikke med!

OLAF
(afsides)
.
Jeg viger ikke herfra!

INGEBORG
(højt, idet hun træder nærmere)
.
Olaf Liljekrans! Du har mig nu fat; men ilde gør du, om du tænker at tvinge mig.

OLAF.
Det er sålidet min agt!

INGEBORG.
Hvi kommer du da hid, sammen med mine frænder?

OLAF.
Gør jeg det? Det er jo tvertom dig, som –

INGEBORG.
Det påfund dårer mig ikke; jeg så jo nylig hele følget –

OLAF.
Hvem? Hvem?

INGEBORG.
Min fader og vore slægtninge!

OLAF.
Heroppe?

INGEBORG.
Javisst, lige her ved!

OLAF.
Ha, da er min moder med dem.

INGEBORG.
Ja, det er hun rigtignok; men hvor kan det skrække dig?

OLAF.
Jo, det er mig, de søger!

INGEBORG.
Nej, det er mig!

OLAF
(forbauset)
.
Dig!

INGEBORG
(begynder at fatte sammenhængen)
.
Eller – bi lidt – Ha, ha, ha! hvad falder mig ind! – Hør, skal vi to være ærlige mod hinanden?

OLAF.
Ja, det var just min agt!

INGEBORG.
Nu godt, så sig mig, hvad tid kom du herop?

OLAF.
Inat!

INGEBORG.
Jeg ligeså!

OLAF.
Du!

INGEBORG.
Javisst, javisst! Og du drog bort, uden at nogen vidste derom?

OLAF.
Ja!

INGEBORG.
Jeg ligeså!

OLAF.
Men så sig mig –

INGEBORG.
Tys, vi har knap tid! Og du flygtede herop, fordi du havde kun ringe lyst til at følge mig for alteret?

OLAF.
Ej, hvor kan du tro –

INGEBORG.
Jo, det kan jeg godt tro. Sig kun frem; vi skulde jo tales ærligt ved.

OLAF.
Nuvel da, det var derfor jeg –

INGEBORG.
Godt, godt, jeg gjorde ligeså!

OLAF.
Du, Ingeborg!

INGEBORG.
Og nu ser du vel nødig, at nogen kommer dig på spor?

OLAF.
Ja, det skal ikke nægtes!

INGEBORG.
Jeg ligeså! Ha, ha, ha! det er et lystigt træf; jeg flygtede for dig, og du for mig! Begge flygtede vi hidop, og nu mødes vi, just som vore frænder er efter os! Hør, Olaf Liljekrans! det er et ord, vi forråder ikke hinanden!

OLAF.
Det er et ord!

INGEBORG.
Men nu må vi skilles ad!

OLAF.
Jeg forstår!

INGEBORG.
Thi fandt de os sammen, så –

OLAF.
Ja, så vilde det falde dig sværere at blive fri for mig!

INGEBORG.
Farvel! Kommer jeg engang til at holde bryllup, så skal du være min brudesvend.

OLAF.
Og skulde sligt times mig, så vil du nok være mig til vilje på samme vis.

INGEBORG.
Det forstår sig! Farvel! Farvel! og vær ikke umildt sindet mod mig.

OLAF.
Visst ikke; jeg skal række dig hånden, hvor vi mødes!

INGEBORG.
Jeg ligeså! Hvor vi mødes – bare ikke for alteret.
(går ind i huset. Olaf ind i skoven til højre i baggrunden,)

SJETTE SCENE.
Fru Kirsten, Arne fra Guldvik, bryllupsgæster, bønder og huskarle
(fra højre)
.

FRU KIRSTEN.
Se, her vil vi begynde jagten. Vore folk må spredes ad og søge rundt om vandet; – hun skal herfrem og da – ve, ve hende! der er ikke nåde og barmhjertighed i mit sind.

ARNE.
Hvad vil I da gøre?

FRU KIRSTEN.
Holde dom over hende – lige på stedet, der hun træffes! Den udåd, hun har øvet på mine enemærker, har jeg magt og myndighed til at straffe efter ret og skøn.

ARNE.
Ja, hvad hjælper det til? Hvad som er tabt vindes ikke derved tilbage.

FRU KIRSTEN,
Nej, men jeg får hævn over hende, og det er ingen ringe vinding. Hævn, hævn må jeg have, ifald jeg skal bære og overleve mit tab og al den skam, hun har påført mig. Uvejret inat har fordærvet hele årets grøde for mig, ikke et uskadt strå står igen på min ager, og herinde, hvor hun selv har sagt, at hun holder til, her blomstrer og trives det alt så rigt, som jeg aldrig har set! Er det ikke hemmelige kunsters virkning? Olaf har hun hildet så fast i sit djævelske garn, at han inat i det vildeste uvejr flygtede af bygden for at følge hende. Mit hus har hun brændt af lige til grunden; alle luger og døre havde hun stængt udenfra; – det var et Guds under, at huskarlene bragte betimelig hjælp!