Complete Works of Henrik Ibsen (384 page)

FRU KIRSTEN.
Så række da brud og brudgom hinanden hænder for at gå til gildesbordet og derfra til kirken.

ARNE
(afsides)
.
Ha, ha, nu kan Hemming se til, om fru Kirsten sviger mig.

HEMMING
(sagte)
.
O, så er det da forbi med mig; en dåre var jeg, at jeg stolede på hende.

FRU KIRSTEN.
Men på denne frydelige dag bør det sig os at glæde så mange som ske kan. Og derfor har jeg en bøn til eder, herr Arne!

ARNE.
Sig frem! Kan jeg føje jer, så sker det gerne.

HEMMING
(afsides)
.
Hvad agter hun sig nu til?

FRU KIRSTEN.
Der er endnu et par unge folk, som gerne gad følges til brudeskamlen ikveld; de er indbyrdes enige, efter hvad jeg hører. Bruden skal jeg sørge for, men brudgommen må I hjælpe tilrette; det er Hemming, eders svend, og Alfhild!

INGEBORG
(med et udråb)
.
Hemming!

OLAF
(ligeså)
.
Alfhild!

HEMMING.
O, ve! ve! nu forstår jeg –

GÆSTERNE
(på samme tid)
.
Hemming og Alfhild! Fjeldjenten!
(latter og hvisken.)

OLAF.
Alfhild! I vil gifte hende bort med – Nej, nej, det skal ikke ske! Aldrig, aldrig!

FRU KIRSTEN.
Stille! – Olaf, min Søn! vær stille! jeg beder dig.

ARNE
(for sig selv)
.
Hvad nu! Ja, forsandt, Hemming havde ret, der er noget mellem Olaf og Alfhild.
(hviskende.)
Ej, fru Kirsten! jeg skønner eders færd. Nu véd jeg, hvi Olaf var tre døgn på fjeldet, og nu skal Hemming skille jer af med hende. Ha, ha!

FRU KIRSTEN
(med tvungen fatning)
.
Herr Arne! hvor kan I tro sligt?

ARNE
(dæmpet)
.
O, jeg ser grant! Nu skulde jeg vel mene, jeg har skellig grund til at bryde forliget.

FRU KIRSTEN
(sagte og forskrækket)
.
Bryde forliget! Jeg beder jer! Vil I beskæmme os alle?
(de taler sagte sammen.)

HEMMING
(til Ingeborg, med hvem han imidlertid har hvisket)
.
Så hænger det sammen, det sværger jeg eder til! Fru Kirsten og jeg har ikke forstået hinanden.

INGEBORG.
Men så sig fra! Du skal! Jeg byder dig.

HEMMING.
Nej, nej! det tør jeg ikke; hun vil da mærke, at det var eder, jeg tænkte på.

INGEBORG.
Godt, så vil jeg.
(højt.)
Hemming skal ikke for alteret med Alfhild; – han er for god til at ægte anden mands frille!

OLAF
(med et udråb)
.
Beskæmmet!

GÆSTERNE.
Frille!

ARNE
(til Ingeborg)
.
Hvad siger du?

FRU KIRSTEN.
Himlen stå os bi!

OLAF.
Forbandelse over mig! Beskæmmet er hun!

INGEBORG.
Ja, højt nævner jeg ordet: Hun er anden mands frille! Lad den modsige mig, som tør.

ARNE.
Ingeborg!
(afsides.)
Hvad går der af hende?

FRU KIRSTEN
(sagte)
.
Sådan er det fat! Hende, hende er det, som har Hemming kær!
(sagte og bestemt til Arne.)
Agter I nu længere at bryde forliget? Der ser I selv på jer datters færd, hvad årsag jeg havde til at få Hemming gift!

ARNE
(forbløffet)
.
Min datter! Kunde I tænke jer, at hun –

FRU KIRSTEN.
Stil jer kun ikke slig an! Ingeborg har sind til eders huskarl; nu skulde jeg mene, at jeg har skellig grund til at bryde vort forlig!

ARNE.
Bryde, bryde –! Hvad tænker I på! At volde mig slig tort!

FRU KIRSTEN
(spottende)
.
Ja, for ellers vilde jo I gøre det!

ARNE
(hurtigt)
.
Nej, nej, jeg har betænkt mig; det er bedst, vi tier, begge to!

FRU KIRSTEN
(for sig selv)
.
Se så, nu har jeg vundet! Jeg kender Olaf; en forhånet kvinde vil ikke friste ham!

TIENDE SCENE.
De forrige. Alfhild
(kommer ubemærket ud fra staburet i glimrende brudedragt med krone og udslået hår)
.

ARNE
(afsides)
.
Dette har været mig en forbandet dag! O, det er dog en listig hund, den Hemming! han vidste, at Ingeborg havde sind til ham, derfor var det ham så lidet tilpas, at Olaf fik hende.

FRU KIRSTEN
(der imidlertid har genvundet sin fatning)
.
Og nu til gildesalen! Hemming kan vi siden tænke på. – Olaf, tag bruden ved hånd!

ARNE
(uvillig, da han ser Ingeborg hviske til Hemming)
.
Hvor er bruden? Træd frem, træd frem!

ALFHILD OG INGEBORG
(på engang, idet hver af dem griber en af Olafs hænder)
.
Her er jeg!

GÆSTERNE.
Hvordan, hun tager Olaf?
(almindelig forbauselse.)

FRU KIRSTEN
(afsides)
.
Så vidt har han da drevet det!
(højt til Alfhild.)
Du fejler! Det er ikke din brudgom!

ALFHILD.
Jovisst, det er jo Olaf!

INGEBORG
(slipper hans hånd)
.
Han har da lovet hende –!

FRU KIRSTEN
(i stærkt oprør)
.
Olaf er ikke din brudgom, siger jeg. Sig hende det selv, min søn!

OLAF
(tier)
.
(Fru Kirstens frænder ser forlegne på hinanden. Arnes slægtninge nærmer sig mørke og truende.)

FRU KIRSTEN
(med hævet stemme)
.
Olaf Liljekrans! Svar højt og lydt! Det kræves med rette af dig.

OLAF
(fortvilet, kæmpende med sig selv)
.
Det ske da, som I vil, min moder! Ja, ved alle helgene! jeg skal svare. Alfhild! du fejler! Jeg er ikke din brudgom.
(pegende på Ingeborg.)
Der – der står min brud!

ALFHILD
(træder som forstenet et skridt tilbage og stirrer på ham)
.
Hun! Din – –

OLAF
(med stigende ophidselse)
.
Alfhild! gå bort herfra? Gå, gå, langt ind på fjeldet igen; det tjener dig bedst. Jeg har været syg og forvildet i sind, da jeg gik deroppe! Hvad jeg har sagt dig, mindes jeg lidet af! Jeg véd det ikke, og jeg vil ikke vide det! Hører du, jeg vil ikke! – Guldkronen kan du beholde! Behold alt, både sølv og guld, som du der er klædt i. Mere, ja tifold mere skal du få. – Nu! hvi ser du sådan på mig?

ALFHILD
(tager kronen og de øvrige smykker af og lægger dem for Olafs fødder, idet hun vedbliver ufravendt at stirre på ham)
.

OLAF.
Kanhænde jeg bildte dig ind, at du skulde være min brud ikveld, kanhænde du troede mig! Kanhænde du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte en – en – hvordan var det, I kaldte hende?
(stammed foden.)
Se ikke sådan på mig, siger jeg! Jeg kender dig nok, du har forhekset mig. Jeg glemte, hvad slægt jeg var af; jeg glemte min brud, min fæstemø! hun, som der står.
(griber Alfhild med heftighed i armen.)
Se på hende, Alfhild! Ha, ha, ha! hende er det, jeg har kær!

ALFHILD
(synker på knæ og bedækker ansigtet med sine hænder)
.

OLAF.
Rejs dig, Alfhild! rejs dig, siger jeg! Dersom du tør sørge så, da slår jeg dig ihjel! – Hvi er du ikke glad? Vær lystig og vild som jeg! – Og I andre! Hvi står I der så tause og ser på hinanden? Ler, ler dog, så det kan runge i gården! – Alfhild! hvi svarer du ikke? Har jeg ikke sagt dig nok endnu! Ha, ha! så sig hende et ord, I andre med! Læg også I et ord med i laget; fru Kirsten vil det! Le dog ad hende, forhån hende, træd hende under fødder!
(med skingrende latter.)
Ha, ha, ha! Hun er jo Olafs frille!

ALFHILD
(synker mod jorden således, at hun kommer til at hvile i en liggende stilling ved stenbænken til venstre. Et stærkt lyn oplyser scenen, tordenen ruller; under det følgende tiltager mørket og uvejret mere og mere, indtil aktens slutning).

OLAF.
Se, se! Det må jeg lide; nu stemmer de i med derovenfra! Ret nu vil jeg til kirken med min brud! Kom, jomfru Ingeborg! Men først vil vi drikke, ja drikke, drikke! Hid med krus og horn – nej derinde –! Tænd lys i kirken! Orgelet skal spille op til dans – ikke klagelige salmer – fy, fy, nej, dans!
(lyn og torden.)
Ha, ha! Det spørges i himlen, at Olaf Liljekrans holder brudefærd!
(styrter ud til højre.)

ARNE.
Krist fri mig! hans forstand er borte!

FRU KIRSTEN.
Ej, vær kun trøstig; det er snart forbi, – jeg kender ham.
(trækker Arne med sig.)

ARNE
(truer sagte til Hemming i forbigående)
.
O, Hemming, Hemming! Du er en listig hund!

GÆSTERNE
(går stille og forstemte ud til højre; tyendet til venstre)
.

INGEBORG
(holder Hemming tilbage)
.
Hemming! jeg går ikke til kirken med Olaf Liljekrans!

HEMMING.
Ak, hvordan skal det hindres?

INGEBORG.
Kommer det derpå an, så siger jeg nej, nej for alteret selv, i alles påsyn!

HEMMING.
Ingeborg!

INGEBORG.
Hold min hest sadlet og rede!

HEMMING.
Hvad! I vil –!

INGEBORG.
Jeg vil! Nu véd jeg først, hvor kær du er mig, nu jeg står fare for at miste dig. Gå, gør som jeg siger og var mig ad, når tid er.
(går ud til højre.)

HEMMING.
Ja, nu er jeg stærk; nu tør jeg friste, hvad det skal være!
(går ud til venstre.)

ELLEVTE SCENE.
Alfhild. Senere Hemming, Ingeborg og flere til forskellige tider.

ALFHILD
(bliver en tid lang ubevægelig liggende med ansigtet skjult i hænderne. Endelig hæver hun sig halvt i vejret; ser sig forvildet om, rejser sig og siger med stille, afbrudt latter:)
Én falk kan hvile sig på dronningens arm,
en anden må lide stor nød og harm!
Én fugl fik fjære både røde og blå,
en anden må nøjes med hammen grå!
Jeg har vidst, at tårernes varme flod
husvaler, når verden går tungt imod;
men nu har jeg fristet så vild en ve,
at jeg kunde mig derover tildøde le!
(Det er nu ganske mørkt. Kirkens vinduer bliver oplyste. Alfhild går hen til huset og lytter, medens det følgende kor høres dæmpet indenfor.)

KOR AF BRYLLUPSGÆSTER.
     Hil og sæl både brudgom og brud,
     de sidder i lyst og gammen herinde.
     Herr Olaf er sig en ridder prud,
     skøn Ingeborg så ven en kvinde!

HEMMING
(lister sig under koret ind fra venstre)
.
Hesten står opsadlet! Nu et lønligt tegn til Ingeborg og så afsted!
(går ud til højre bag huset.)

ALFHILD.
De drikker ham til af sølverne krus,
bruden er bænket højt ved hans side;
på alteret tændes op de gule vokslys,
snart skal de til kirken udride!
Derinde de sidder ved gildebord
og taler så mangt et skemteligt ord!
Jeg må færdes alene i uvejr og nat,
ak, har mig da alle forstødt og forladt!
Olaf! Stormen slider i mit hår!
Olaf! Regnen mig pisker og slår!
Olaf, Olaf! Kan du se mig lide
al den unævnelige angst og kvide!
(ler.)
Regn og storm, det er ringe ting,
lidet at agte mod det hvasse sting
her i min venstre side. –
Mit hjem, min fader, alt gav jeg hen
for at følge Olaf, min hjertensven!
Han svor mig til, du skal vorde min brud!
og jeg kom – Guds kærlighed var i mit hjerte;
men han jog mig fra sig, han stødte mig ud;
så højt han lo, da jeg vred mig i smerte!
Lig en hund må jeg sidde ved gildehusets port
i uvejrsnatten. Jeg vil bort, jeg vil bort!
(vil gå, men standser.)
Nej, jeg mægter det ikke; jeg kan ikke gå,
her må jeg våndes, her må jeg blive!
Så lidet markens urter formå
selver sig med rod oprive!
hos Olaf har jeg vokset mig fast med rod,
enten han er mig falsk eller god!
(Pause. – Huskarlene kommer fra venstre med fakler.)