Complete Works of Henrik Ibsen (398 page)

LIND
(ligeså)
.
Og det skal være højt og helligt svoret,
at jeg vil elske hende til min død,
så varmt som nu: – ja, for hun er så sød!

FALK.
Forlovet! Derfor var det da, du slang
på hylden både loven og profeterne.

LIND
(leende)
.
Og du, som trode, at det var din sang –!

FALK.
Min ven, så stærk en tro har tidt poeterne.

LIND
(alvorligt)
.
Tro ellers ikke, Falk, at theologen
er fra min lykkes time dreven ud.
Der er den forskel kun, at ikke bogen
forslår som jakobsstige til min Gud.
Nu må jeg ud og søge ham i livet;
jeg føler mig i hjertet mere god,
jeg elsker strået, krybet for min fod;
det er jo også del i lykken givet.

FALK.
Men sig mig nu –

LIND.
Nu har jeg sagt det hele, –
min rige gåde, som vi tre vil dele.

FALK.
Ja, men jeg mener, har du tænkt lidt fremad?

LIND.
Jeg tænkt? Tænkt fremad? Nej, fra denne stund
jeg lever i det vårlige sekund.
Jeg vender øjet mod min lykke hjemad;
der holder skæbnens tømmer jeg og hun.
Ej du, ej Guldstad, – ja, ej selv fru Halm
tør sige til min friske livsblomst: „Falm!”
Thi jeg har vilje, hun har varme øjne,
og derfor må den, skal den opad højne!

FALK.
Ret så, min broder, dig har lykken brug for!

LIND.
Mit livsmod brænder lig en vilter sang;
jeg kender mig så stærk; lå der et slug for
min fod, – hvor gabende, – jeg over sprang!

FALK.
Det sige vil i simpelt prosasprog:
Din kærlighed har gjort dig til et rensdyr.

LIND.
Nå, – farer jeg med renens vilde tog,
jeg véd, til hvem min længselsfugl imens flyr!

FALK.
Så får den alt imorgen til at flyve;
du følger med kvartetten jo tilfjelds.
Jeg lover for, du trænger ingen pels –

LIND.
Kvartetten! Pyt, – lad den alene klyve!
For mig er højfjeldsluft i dalens bund;
her har jeg blomsterne og fjordens vidder,
her har jeg løvsalsang og fuglekvidder,
og lykkens huldre, – ja for her er hun!

FALK.
Ak, lykkens huldre her i Akersdalen
er sjelden, som en elg; hold fast i halen.
(med et blik mod huset.)
Hyss, – Svanhild –

LIND
(trykker hans hånd)
.
Godt; jeg går, – lad ingen kende,
hvad der er mellem dig og mig og hende.
Tak for du tog min hemlighed! Begrav den
i hjertet, – dybt og varmt, som jeg dig gav den.
(Han går ud i baggrunden til de andre.)
(Falk ser et øjeblik efter ham og går et par gange op og ned i haven, under synlig bestræbelse for at bekæmpe det oprør, han er i. Lidt efter kommer Svanhild ud fra huset med et tørklæde på armen og vil gå mod baggrunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt; Svanhild standser.)

SVANHILD
(efter et kort ophold)
.
De ser så visst på mig –?

FALK
(halvt for sig selv)
.
Ja der er trækket;
i øjets sjø det skygger over bunden,
det leger skjul med spottens alf om munden,
det er der.

SVANHILD.
Hvad? De gør mig halvt forskrækket.

FALK.
De heder Svanhild?

SVANHILD.
Ja, det véd De vel.

FALK.
Men véd De, frøken, at det navn er latterligt?
Gør mig til vilje; kast det bort ikveld!

SVANHILD.
Fy, – det var egenmægtigt, lidet datterligt –

FALK
(ler)
.
Hm, „Svanhild” – „Svanhild” – –
(pludselig alvorlig.)
Hvorfor fik De sligt
memento mori alt fra De var liden?

SVANHILD.
Er det da stygt?

FALK.
Nej, dejligt som et digt,
men altfor stort og stærkt og strængt for tiden.
Hvor kan en nutidsfrøken fylde ud
den tanke, navnet „Svanhild” i sig fatter?
Nej, kast det bort, som et forældet skrud.

SVANHILD.
De tænker nok på sagakongens datter –

FALK.
Som skyldfri knustes under hestens hov.

SVANHILD.
Men sligt er jo forbudt i vor tids lov.
Nej, højt i sadlen! I min stille tanke
jeg drømte tidt mig båren på dens ryg,
jog ud i verden vidt, jog kæk og tryg,
mens vinden slog som frihedsflag dens manke!

FALK.
Ja det er gammelt. I den „stille tanke”,
der ændser ingen af os grind og skranke,
der ræddes ingen for at bruge sporen; –
i gerning holder vi os smukt til jorden;
thi livet er igrunden hvermand kært,
og der er ingen, som et dødsspring vover.

SVANHILD
(livligt)
.
Jo, peg på målet, og jeg sætter over!
Men da må målet være springet værd.
Et Kalifornien bag ørkensandet, –
hvis ikke, blir man, hvor man er, i landet.

FALK
(spottende)
.
Nå, jeg forstår Dem; det er tidens fejl.

SVANHILD
(varm)
.
Ja netop tidens! Hvorfor sætte sejl,
når ingen luftning stryger over fjorden?

FALK
(ironisk)
.
Ja hvorfor slide pidsken eller sporen,
når ingen gylden indsats står som skænk
til den, der river sig fra bord og bænk
og jager fremad, båren højt i sadlen?
Slig færd for færdens skyld tilhører adlen,
og adelsfærd i vor tid kaldes tant;
så var nok meningen?

SVANHILD.
Ja, ganske sandt,
se pæretræet, som ved gærdet står, –
hvor det er goldt og blomsterløst iår.
Ifjor De skulde set, hvor det stod kækt
med kronen krøget under frugtens vægt.

FALK
(noget uviss)
.
Det vil jeg tro; men hvad er deraf læren?

SVANHILD
(med finhed)
.
Å, iblandt andet, at det fast er frækt,
når vor tids Zacharias kræver pæren.
Har træet overblomstret sig ifjor,
så må iår ej fordres samme flor.

FALK.
Jeg vidste nok, De fandt det rette spor igen
i romantiken – bagud i historien.

SVANHILD.
Ja – vor tids dyd er af en anden slags.
Hvem ruster sig for sandhed nutildags?
Hvem er personens indsats vel tillags?
Hvor findes helten?

FALK
(ser skarpt på hende)
.
Og hvor er valkyrien?

SVANHILD
(ryster på hovedet)
.
Valkyrien bruges ej i dette land!
Da troen truedes ifjor i Syrien,
gik De da did som korsets svorne mand?
Nej, på papiret var De varm som taler, –
og sendte „kirketidenden” en daler.
(Pause. Falk synes at ville svare, men holder inde og går opover haven.)

SVANHILD
(betragter ham en stund, nærmer sig og spørger blidt)
.
Falk, er De vred?

FALK.
Nej visst; jeg går og sturer, –
se, det er alt.

SVANHILD
(med tankefuld deltagelse)
.
De er som to naturer, –
to uforligte – –

FALK.
Ja, det véd jeg vel.

SVANHILD
(heftigt)
.
Men grunden!

FALK
(med udbrud)
.
Grunden? Jo, fordi jeg hader
at gå omkring med frækt udringet sjæl,
lig godtfolks kærlighed i alle gader, –
at gå omkring med blottet hjertevarme,
som unge kvinder går med nøgne arme!
De var den eneste, – De, Svanhild, De –
så tænkte jeg, – nå, den ting er forbi –
(vender sig efter hende, idet hun går over mod lysthuset og ser ud.)
De lytter –?

SVANHILD.
Til en anden røst, som taler,
hys! Hører De! hver kveld, når solen daler,
da kommer flyvende en liden fugl, –
se der, – der kom den frem af løvets skjul –
véd De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den,
som her på jord blev nægtet sangens gave,
hun fik af Gud en liden fugl til ven –
for én kun skabt og for den enes have.

FALK
(tager en sten op fra jorden)
.
Da gælder det, at fugl og ejer mødes,
skal ej dens sang i fremmed have ødes.

SVANHILD.
Ja det er sandt; men jeg har fundet min.
Jeg fik ej ordets magt, ej sangerstemme;
men kviddrer fuglen i sit grønne gemme,
det er som digte daled i mit sind – –
nu ja – de dvæler ej – de flyver bort –
(Falk kaster stenen med heftighed; Svanhild udstøder et skrig.)
o Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!
(iler ud til højre og kommer snart ind igen.)
O det var syndigt, syndigt!

FALK
(i lidenskabeligt oprør)
.
Nej – kun øje
for øje, Svanhild, – ikkun tand for tand!
Nu får De ingen hilsen fra det høje,
og ingen gave mer fra sangens land.
Se, det er hævnen over Deres værk!

SVANHILD.
Mit værk?

FALK.
Ja Deres! Indtil denne time
slog i mit bryst en sangfugl kæk og stærk.
Se – nu kan klokken over begge kime, –
De har den dræbt!

SVANHILD.
Har jeg?

FALK.
Ja, da De slog
min unge, glade sejrstro til jorden –
(foragteligt.)
da De forloved Dem!

SVANHILD.
Men sig mig dog!

FALK.
Å ja, den ting er sagtens i sin orden;
han tar examen, får sig strax en stilling, –
han går jo til Amerika som prest –

SVANHILD
(i samme tone)
.
Og arver nok en ganske vakker skilling; –
ja, for det er vel Lind De mener?

FALK.
Bedst
må De vel vide –

SVANHILD
(med dæmpet smil)
.
Ja, som brudens søster
bør jeg jo –

FALK.
Gud! Det er ej Dem – –!

SVANHILD.
Som høster
hin lykkens overflod? Ak nej desværre!

FALK
(med næsten barnlig glæde)
.
Det er ej Dem! O, priset være Gud!
O, han er god og kærlig dog, Vorherre!
Jeg får ej se Dem som en andens brud; –
det var kun smertens lys han vilde tænde – –
(vil gribe hendes hånd.)
O hør mig, Svanhild – hør mig –

SVANHILD
(peger raskt mod baggrunden)
.
Se derhenne!
(hun går henimod huset. Fra baggrunden kommer i det samme fru Halm, Anna, frøken Skære, Guldstad, Styver og Lind. Under det foregående optrin er solen gået ned; landskabet ligger i tusmørke.)

FRU HALM
(til Svanhild)
.
Nu har vi prestens lige på minuttet.
Hvor blev du af?

FRØKEN SKÆRE
(efter et blik på Falk)
.
Du synes så betuttet.

SVANHILD.
Lidt ondt i hodet; det går over snart.

FRU HALM.
Og endda går du her med håret bart?
Hold theen færdig; ryd så op i stuen;
pent må her være, for jeg kender fruen.
(Svanhild går ind i huset.)

STYVER
(til Falk)
.
Véd du besked om prestens politik?

FALK.
Jeg tror ej han for dyrtidstillæg stemmer.

STYVER.
Men dersom nu et lidet vink han fik
om versene, som jeg i pulten gemmer?

FALK.
Det muligt hjalp.

STYVER.
Ja gid, – for, tro du mig,
det kniber for os nu, vi bo skal sætte.
De elskovssorger, de er ikke lette.

FALK.
Tilpas; hvad vilde du på den gallej!

STYVER.
Er elskov en gallej?

FALK.
Nej ægteskabet,
med lænker, trælleliv og frihedstabet.

STYVER
(da han ser, at frøken Skære nærmer sig)
.
Du kender ej den kapital, som bor
i kvindens tanker og i kvindens ord.