Complete Works of Henrik Ibsen (401 page)

SVANHILD.
De svaret véd:
På Deres veje kan jeg aldrig nå Dem.

FALK
(koldt afbrydende)
.
Så nok om den ting; lad så verden få Dem.

SVANHILD
(har i taushed vendt sig fra ham. Hun støtter hænderne mod altanensrækværk og hviler hovedet på dem)
.

FALK
(går nogle gange frem og tilbage, tar en cigar op, standser nær ved hende og siger efter en pause)
:
De finder visst, at det er meget latterligt,
hvad jeg har underholdt Dem med ikveld?
(holder inde som for at vente på svar. Svanhild tier.)
Jeg har forløbet mig, jeg ser det vel;
De kan kun føle søsterligt og datterligt; –
herefter taler jeg med handsker på,
slig vil vi to hinanden bedst forstå. – –
(venter lidt; men da Svanhild blir ubevægelig stående, vender han sig og går over til højre.)

SVANHILD
(løfter hovedet efter en kort taushed, ser fast på ham og nærmer sig)
.
Nu vil jeg sige Dem et alvorsord
til tak for frelsens hånd, De vilde rakt mig.
De brugte før et billed, som har vakt mig
til klar forstand på Deres „flugt fra jord”.
De ligned Dem med falken, der må stævne
mod vinden, dersom den skal højden nå;
jeg var det vift, der bar Dem mod det blå, –
foruden mig var magtløs Deres evne. –
Hvor jammerligt! Hvor småt i et og alt, –
ja latterligt, som selv tilslut De aned!
I frugtbar jordbund lignelsen dog faldt;
thi for mit syn en anden frem den maned,
der ej, som Deres, hinker lam og halt.
Jeg så Dem, ej som falken, men som dragen,
som digterdrage, dannet af papir,
hvis eget jeg en biting er og blir,
mens sejlgarnssnoren udgør hovedsagen.
Den brede brystning var som skreven fuld
af fremtidsveksler på poetisk guld;
hver vinge var en bundt af epigrammer,
som slår i vejr og vind, men ingen rammer;
den lange hale var et tidens digt,
der skulde synes slægtens fejl at pidske,
men som kun drev det til så småt at hviske
om et og andet, der har brudt sin pligt.
Slig lå De magtesløs for mig og bad:
„Å, sæt mig op i vester eller øster!
Å, lad tilvejrs mig gå med mine kvad,
selv om det koster skænd af mor og søster!”

FALK
(knytter hænderne i stærk indre bevægelse)
.
Ved Gud i himmelen –!

SVANHILD.
Nej, tro mit ord,
til slig en børneleg er jeg for stor:
men De, som fødtes til en åndens dåd, –
De nøjes med en flugt mod skyens kyster
og hænger Deres digtliv i en tråd,
som jeg kan slippe når og hvor jeg lyster!

FALK
(raskt)
.
Hvad skriver vi idag?

SVANHILD
(mildere)
.
Se, det er smukt;
lad denne Dag en mærkedag Dem være;
lad farten gå for egne vingers flugt,
så får det enten briste eller bære.
Papirets digtning hører pulten til,
og kun den levende er livets eje;
kun den har færdselsret på højdens veje;
men vælg nu mellem begge den De vil.
(nærmere ved ham.)
Nu har jeg gjort, som før De bad mig om:
jeg sunget har min sidste sang fra grenen;
det var min eneste; nu er jeg tom;
hvis nu De lyster, kan De kaste stenen!
(hun går ind i huset; Falk blir ubevægelig stående og ser efter hende; langt ude på vandet skimtes en båd, derfra høres fjernt og dæmpet følgende:)

KOR.
Jeg spiler min vinge, hejser mit sejl,
suser som ørn over livssjøens spejl;
agter går mågernes skare.
Overbord med fornuftens ballast kun!
Kanhænde jeg sejler min skude på grund;
men så er det dog dejligt at fare!

FALK
(adspredt, farer op af sine tanker)
.
Hvad? sang? Nå ja – det er nok Linds kvartet,
den øver jublen ind; se det er ret!
(til Guldstad, som kommer ud med en støvfrakke på armen.)
Nå, herr grosserer, – lister man sig væk?

GULDSTAD.
Ja. Lad mig bare først få på mig frakken;
vi upoeter tåler ikke træk,
hos os slår aftenluften sig på nakken.
Godnat!

FALK.
Grosserer! Før De går, – et ord!
Peg på en gerning for mig, men en stor –!
På livet løs – –!

GULDSTAD
(med ironisk eftertryk)
.
Nå, gå De løs på livet,
så skal De se, det går på livet løs.

FALK
(ser tankefuld på ham og siger langsomt)
.
Der er i kort begreb programmet givet.
(udbryder livligt.)
Nu er jeg vågnet af den tomme døs,
nu har jeg kastet livets store tærning,
og De skal se, – ja fanden ta’e mig –

GULDSTAD.
Fy,
band ikke; sligt gør ej en flue sky.

FALK.
Nej, ikke ord, men gerning, bare gerning!
Vorherres arbejdsplan jeg vender om; –
seks ugedage spildtes med at gabe;
min verdensbygning ligger endnu tom; –
imorgen, søndag – hej, da vil jeg skabe!

GULDSTAD
(leende)
.
Ja, lad mig se, at De med kraft tar fat;
men gå nu ind og læg Dem først, godnat!
(går ud til venstre. Svanhild ses i værelset over verandaen, hun lukker vinduet og ruller gardinet ned.)

FALK.
Nej, nu til dåd; forlænge har jeg sovet.
(ser op til Svanhilds vindu og udbryder som greben af en stærk beslutning:)
Godnat! Godnat! Drøm sødt i denne nat;
imorgen, Svanhild, er vi to forlovet.
(går raskt ud til højre; fra vandet lyder atter:)

KORET.
Kanhænde du sejler din skude på grund;
men så er det dog dejligt at fare!
(Båden glider langsomt videre, idet teppet falder.)

ANDEN AKT

(Søndag eftermiddag. Pyntede damer og herrer drikker kaffe på altanen. Gennem de åbne glasdøre ses flere af gæsterne inde i havestuen; derfra høres følgende:)

KOR.
Velkommen i vort, de forlovedes, lag!
Nu kan I elske for åbne døre,
nu kan I favnes den lange dag,
nu kan I kysses efter behag; –
frygt ikke lytterens øre.
Nu kan I sværme så dejligt, I to;
det har I lov til ude og hjemme.
Nu kan jer kærlighed frit sætte bo;
plej den og vand den og lad den så gro;
vis os nu pent I har nemme!

FRØKEN SKÆRE
(inde i stuen)
.
Nej, at jeg ikke skulde vidst det, Lind;
jeg skulde drillet Dem!

EN DAME
(sammesteds)
.
Uf, ja hvor græmmeligt!

EN ANDEN DAME
(i døren)
.
Han skrev vel, Anna?

EN TANTE.
Nej!

FRØKEN SKÆRE.
Det gjorde min.

EN DAME
(på altanen)
.
Anna, hvor længe har det været hemmeligt?
(løber ind i stuen.)

FRØKEN SKÆRE.
Imorgen må du ud og købe ring.

FLERE DAMER
(ivrigt)
.
Vi skal ta’e mål af ham!

FRØKEN SKÆRE.
Snak om en ting;
det skal hun selv.

FRU STRÅMAND
(på altanen, til en dame med håndarbejde)
.
De syr med attersting?

HUSJOMFRUEN
(i døren, med en brikke)
.
En halv kop kaffe til?

EN DAME.
Ja tak, en dråbe.

FRØKEN SKÆRE.
Hvor heldigt, at du får din nye kåbe
til næste uge, når I skal omkring.

EN ALDRENDE DAME
(i stuen ved vinduet)
.
Når går vi så i udstyrsmagasinet?

FRU STRÅMAND.
Hvad er vel prisen nu på postelinet?

EN HERRE
(til nogle damer på altanen)
.
Læg mærke til herr Lind med Annas handske.

NOGLE AF DAMERNE
(med højrøstet glæde)
.
Ved Gud, han kyssed den!

ANDRE
(ligeså, idet de springer op)
.
Hvad! Er det sandt!

LIND
(viser sig, rød og forlegen indenfor døren)
.
Å hvilken snak!
(fjerner sig.)

FRØKEN SKÆRE.
Jo visst, jeg så det grant!

STYVER
(i døren med en kaffekop i den ene hånd og en tvebak i den anden)
.
Nej, man må ikke faktum så forvanske;
jeg attesterer, vidnerne tar fejl.

FRØKEN SKÆRE
(indenfor og uden at ses)
.
Kom, Anna; stil dig foran dette spejl!

NOGLE DAMER
(råbende)
.
De også, Lind!

FRØKEN SKÆRE.
Ryg imod ryg! Lidt nøjere!

DAMERNE PÅ ALTANEN.
Kom, lad os se, hvor meget han er højere.
(Alle løber ind i havestuen; latter og højrøstet passiar høres en stund derinde.)

FALK
(som under det foregående optrin har spadseret omkring i haven, kommer nu frem i forgrunden, standser og ser ind, til larmen nogenlunde har lagt sig)
.
Der slagter de en elskovs poesi. –
Hin fusker, som stak koen ubehændigt,
så den i døden pintes unødvendigt,
han fik sit vand og brød i dage ti;
men disse – disse der –, de slipper fri.
(knytter hånden.)
Jeg kunde fristes til –; hys, tomt er ordet;
kun handling fra idag, det har jeg svoret.

LIND
(kommer hastigt og forsigtigt ud af døren)
.
Nå, Gud ske lov, nu taler de om smagen;
nu kan jeg slippe –

FALK.
Hej, du er da tryg
på lykken; ønskesværmen, tæt, som myg,
har surret op og ned her hele dagen.

LIND.
De mener det så vel, den hele flok;
skønt noget mindre kunde være nok.
Den andel, som de tar, er næsten trættende;
at slippe bort en stund vil være lettende.
(vil gå ud til højre.)

FALK.
Hvor går du?

LIND.
Ned på hyblen, har jeg tænkt.
Bank på, ifald du finder døren stængt.

FALK.
Men skal jeg ikke hente Anna ud til dig?

LIND.
Nej – vil hun noget, sender hun nok bud til mig.
Vi taltes ved igår til langt på nat;
da fik jeg hende sagt omtrent det vigtigste;
desuden synes jeg, det er det rigtigste,
at omgås sparsomt med sin lykkes skat.

FALK.
Ja, du har ret; man bør for dybt ej gribe
til dagligbrug –

LIND.
Hys, lad mig komme væk.
Nu skal jeg få mig en fornuftig pibe;
jeg har ej røgt tre hele døgn i træk.
Mit blod har været i en slig bevægelse;
jeg gik og skalv for at hun skulde vrage mig –

FALK.
Ja, du kan trænge til lidt vederkvægelse.

LIND.
Og du kan tro, at knasteren skal smage mig.
(går ud til højre. Frøken Skære og nogle andre damer kommer fra havestuen.)

FRØKEN SKÆRE
(til Falk)
.
Det var visst ham, der gik?

FALK.
Ja, det var vildtet.

NOGLE DAMER.
At løbe fra os!

ANDRE.
Fy, det er da skam!

FALK.
Han er lidt sky endnu, men blir nok tam,
når han en ugestid har båret skiltet.

FRØKEN SKÆRE
(ser sig om)
.
Hvor sidder han?

FALK.
Nu sidder han på kvisten
i havehuset, i vor fælles rede;
(bønligt.)
men De må ikke drive ham dernede;
å, lad ham puste ud!

FRØKEN SKÆRE.
Nu vel; men fristen
blir ikke lang.

FALK.
Å, giv ham et kvarter, –
så kan De forfra jo begynde legen.
Nu er han inde i en engelsk præken –

FRØKEN SKÆRE.
En engelsk –?

DAMERNE.
Å, De narrer os! De ler!

FALK.
For ramme alvor. Han er fast bestemt på
at modta’e kald etsteds blandt emigranterne,
og derfor –

FRØKEN SKÆRE
(forskrækket)
.
Gud, han har da ikke gemt på
det gale indfald?
(til damerne.)
Råb på alle tanterne!
Hent Anna og fru Stråmand og fru Halm!

NOGLE DAMER
(i bevægelse)
.
Ja, sligt må hindres!

ANDRE.
Vi må gøre kvalm!

FRØKEN SKÆRE.
Der er de; gudskelov;
(til Anna, der kommer fra havestuen sammen med presten, hans kone og børn, Styver, Guldstad, fru Halm og de øvrige gæster.)
Véd du, hvad Lind
er fast bestemt på i sit stille sind?
At gå som prest derover –

ANNA.
Ja, jeg véd.

FRU HALM.
Og du har lovet ham –!

ANNA
(forlegen)
.
At rejse med.

FRØKEN SKÆRE
(oprørt)
.
Så har han snakket for dig!

DAMERNE
(slår hænderne sammen)
.
Nej, – hvor snedig!

FALK.
Men husk den indre trang hos ham –!

FRØKEN SKÆRE.
Ja, Gud;
den følger man, når man er løs og ledig;
men en forlovet følger blot sin brud. –
Nej, søde Anna, tænk dig om itide;
du er i hovedstaden barnefødt –?

FALK.
At lide for ideen er dog sødt!

FRØKEN SKÆRE.
Skal man for kærestens ideer lide?
Til sligt er man, ved Gud, dog ikke nødt!
(til damerne.)
Kom allesammen!
(tar Anna under armen.)
Vent; nu skal du høre; –
lad så ham vide, hvad han har at gøre.
(de går op mod baggrunden og ud til højre i ivrig samtale med flere af damerne; de øvrige gæster spreder sig i forskellige grupper rundt om i haven. Falk standser Stråmand, hvis kone og børn stedse holder sig i hans nærhed. Guldstad går fra og til under den følgende samtale.)

FALK.
Herr pastor, hjælp den unge troens kæmpe,
før de får frøken Anna stemt imod ham.

STRÅMAND
(i embedstone)
.
Ja kvinden bør sig efter manden lempe; – –
(betænkelig.)
Men dersom jeg i middags ret forstod ham,
så hviler kaldet på en uviss grund,
og offeret, som bringes, er nok tvilsomt –

FALK.
Å nej, herr pastor, døm dog ej for ilsomt.
Jeg tør forsikkre Dem med hånd og mund,
hans kald er meget stort og ubestrideligt –

STRÅMAND
(opklaret)
.
Ja, – er han sikkret noget visst pålideligt
for året, – da er det en anden sag.

FALK
(utålmodig)
.
De stiller foran, hvad jeg sætter bag;
jeg mener kaldet, – trangen, – ikke gagen!

STRÅMAND
(med et følelsesfuldt smil)
.
Foruden den kan ingen vidne i
Amerika, Europa eller Asien, –
kort ingensteds. Ja, dersom han var fri,
min kære unge ven, – hvis han var enlig,
var løs og ledig, – nå, da gik det an;
men Lind, som er i fuld forlovet stand, –
for ham er slig bestilling ikke tjenlig.
Tænk efter selv; han er en kraftig mand,
med tiden må han stifte lidt familje; –
jeg forudsætter han har bedste vilje; –
men midlerne, min ven –? „Byg ej på sand”,
så siger skriften. Tingen var en anden,
hvis offeret – –

FALK.
Ja, det er ikke ringe,
det véd jeg nok.

STRÅMAND.
Ja se, – det hjælper manden!
Når offeret man villig er at bringe,
og rigeligt –

FALK.
Han villig er som få.

STRÅMAND.
Han? Hvordan skal jeg Deres ord forstå?
I standens medfør skal han offer tage,
men ikke bringe –

FRU STRÅMAND
(ser ud i baggrunden)
.
Der er de tilbage.

FALK
(stirrer et øjeblik forbauset på ham, forstår ham pludselig og brister ilatter)
.
Hurra for offeret; – ja det, som blir
til højtids bragt – i struttende papir!

STRÅMAND.
For går man året rundt I tøm og trindse,
så har man det igen til jul og pindse.

FALK
(lystig)
.
Og „kaldet” lydes – når det er tilstrækkeligt, –
selv om man hører til familjeskafferne!

STRÅMAND.
Forstår sig; er man sikkret noget klækkeligt,
så bør man vidne selv blandt Zulukafferne.
(dæmpet.)
Nu skal jeg tage hende med det gode.
(til en af småpigerne.)
Min lille Mette, hent mig ud mit hode.
Klodshodet mener jeg, mit barn, forstå mig –
(føler bag i frakkelommen.)
nej, vent et øjeblik; – jeg har det på mig.
(går opover og stopper sin pibe, fulgt af kone og børn.)

GULDSTAD
(kommer nærmere)
.
De spiller nok en smule slange her
i elskovsparadiset, kan jeg skønne!

FALK.
Å, kundskabstræets karter er så grønne;
de frister ingen.
(til Lind, som kommer fra højre.)
Nåda, – er du der?

LIND.
Men Gud forbarme sig, hvor der ser ud
på værelset; der ligger lampen knækket,
gardinet revet ned, vor stålpen brækket,
og over kakkelovnspladen flyder blækket –

FALK
(slår ham på skuldren)
.
Det hærværk bær min livsvårs første bud.
Forlænge har jeg siddet bag gardiner
og digtet skriftlig under lampen tændt;
nu er min døde stuedigtning endt; –
med Herrens solskin jeg i dagen triner; –
min vår er kommen og min sjæls forvandling;
herefter digter jeg i dåd og handling.