Complete Works of Henrik Ibsen (403 page)

FRØKEN SKÆRE.
Ja, kærlighedens blomst behøver større
og mindre regnskyl for at holdes frisk.

FALK.
Den dør, såsnart den bringes på det tørre;
for såvidt har den lighed med en fisk –

SVANHILD.
Nej, kærligheden lever jo af luften –

FRØKEN SKÆRE.
Og den må fisken dø i –

FALK.
Ganske sandt.

FRØKEN SKÆRE.
Der kan De se, vi Deres tunge bandt!

FRU STRÅMAND.
Den the er god, det kender man på duften.

FALK.
Nå, lad det blive da ved blomsterlignelsen.
Den er en blomst; thi nægtes den velsignelsen
af himlens regn, så hartad den går fløjten – –
(standser.)

FRØKEN SKÆRE.
Hvad da?

FALK
(med et galant buk)
.
Da kommer tanterne med sprøjten. –
Men lignelsen har digterne nu brugt,
og godtfolk gennem snese slægter slugt, –
og endda er den for de fleste tåget;
thi blomstervrimmelen er stor og broget.
Sig, hvilken særlig blomst er kærligheden?
Nævn den, som har den største lighed med den.

FRØKEN SKÆRE.
Den er en rose; Gud, det véd enhver; –
den låner livet jo et rosenskær.

EN UNG DAME.
Den er en hvidvejs, vokser under sneen;
først når den springer ud, får verden se’en.

EN TANTE.
Den er en løvetand, som trives bedst,
når den blir knust af mandshæl eller hest,
ja skyder skud, når nedtrådt den er blevet,
som digter Pedersen så smukt har skrevet.

LIND.
Vårklokken er den; i dit unge sind
den ringer livets pindsehøjtid ind.

FRU HALM.
Nej, den er eviggrønt, som ej står brun i
december selv, så lidt som midt i juni.

GULDSTAD.
Nej, den er islandsk mos i godvejr høstet:
den læger frøkener med ondt for brystet.

EN HERRE.
Den er en vild kastanje, – meget priselig
som kakkelovnsved, men frugten er uspiselig.

SVANHILD.
Nej, en kamelia; som før konvallerne,
den er jo damers hovedpynt på ballerne.

FRU STRÅMAND.
Nej, den er lig en blomst, som var så net; –
bi lidt – den var nok grå – nej, violet; –
hvad hed den nu –? Lad se – den ligned dem,
som – –;
nej, det er mærkeligt, hvor jeg er glemsom.

STYVER.
Hvert blomsterbilled går på halte ben.
Den ligner snarere en blomsterpotte;
ad gangen har den ikkun plads for en,
men efterhånden kan den rumme otte.

STRÅMAND
(i børneflokken)
.
Nej, kærligheden er et pæretræ;
om våren pære-blomster-hvid, som sne;
lidt udpå året blomsterne sig arter
til fler og flere store grønne karter;
af faderstammens safter de sig nærer; –
med gudshjælp blir de allesammen pærer.

FALK.
Så mange hoveder, så mange sind!
Nej, alle famler de på gale veje.
Hver lignelse er skæv; men hør nu min; –
den kan på hver en vis De sno og dreje.
(rejser sig i talerstilling.)
Der gror en plante i det fjerne øst;
dens odelhjem er solens fætters have –

DAMERNE.
Å, det er theen!

FALK.
Ja.

FRU STRÅMAND.
Han har en røst,
som Stråmand, når han –

STRÅMAND.
Bring ham ej af lave.

FALK.
Den har sit hjem i fabellandets dale,
vel tusind mile bagom ørkner golde; –
fyld koppen, Lind! Så tak. Nu skal jeg holde
om the og kærlighed en thevandstale.
(Gæsterne rykker nærmere sammen.)
Den har sit hjem i eventyrets land;
ak, der har også kærligheden hjemme.
Kun solens sønner, véd vi, fik forstand
på urtens dyrkning, på dens røgt og fremme.
Med kærligheden er det ligeså.
En dråbe solblod må i åren slå,
hvis kærlighed skal skyde rod derinde,
skal grønnes, gro, og frem til blomstring vinde.

FRØKEN SKÆRE.
Men Kina er et meget gammelt land,
så theens ælde deraf sluttes kan –

STRÅMAND.
Den var visst til før Tyrus og Jerusalem.

FALK.
Ja den var kendt, da salig herr Methusalem
i billedbogen bladed på sin skammel –

FRØKEN SKÆRE
(triumferende)
.
Og kærlighedens væsen er jo ungt!
at finde lighed her, vil falde tungt.

FALK.
Nej, kærligheden er og meget gammel;
den læresætning underskriver vi jo
så troende, som folk i Kap og Rio; –
ja, fra Neapel og til nord for Brevig
der gives dem, der påstår den er evig; –
nå, deri er vel nogen overdrivelse, –
men gammel er den over al beskrivelse.

FRØKEN SKÆRE.
Men kærlighed og kærlighed er et;
af the der gives både god og slet.

FRU STRÅMAND.
Ja, man har the i mange kvaliteter.

ANNA.
De grønne forårsspirer allerførst –

SVANHILD.
Den slags er kun for solens døttres tørst.

EN UNG DAME.
Man skildrer den berusende som æther –

EN ANDEN.
Som lotos duftende, og sød som mandelen.

GULDSTAD.
Den forekommer aldrig her i handelen.

FALK
(som imidlertid er trådt ned fra altanen)
.
Ak, mine damer, hver i sin natur
har og et særligt lidet „himmelsk rige”.
Der knopped sig af spirer tusind slige
bag blyheds faldende kinesermur.
Men fantasiens små kineserdukker,
som sidder i kioskens ly og sukker,
som drømmer vidt – så vidt –, med slør om
lænderne,
med gyldne tulipaners flor i hænderne, –
til dem I førstegrødens knopper sanked;
jer var det et, hvad høst der siden vanked.
Se, derfor nåer til os, med grus og stilke, –
en efterslæt, mod hin, som hamp mod silke, –
en høst, som fås af træet ved at sparke det –

GULDSTAD.
Det er den sorte the.

FALK
(med et nik)
.
Den fylder markedet.

EN HERRE.
Så taler Holberg om en the de beuf –

FRØKEN SKÆRE
(snærpet)
.
Den er visst ubekendt for nutidsganer.

FALK.
Der gives og en kærlighed de beuf;
den slår sin mand for panden – i romaner,
og skal nok spores fra og til i tøf-
felhæren under ægteskabets faner.
Kort, der er lighed, hvor De mindst det tror.
Således siger jo et gammelt ord,
at theen lider, mister noget af et
aroma, som i plantens indre bor,
ifald til os den føres over havet.
Igennem ørknen må den, over bakkerne, –
må svare told til Russen og Kosakkerne; –
de stempler den, så får den vidre fare,
så gælder den blandt os for ægte vare.
Men går ej kærligheden samme vej?
Igennem livets ørk? Hvad blev vel følgerne,
hvad skrig, hvad verdens dom, hvis De, hvis jeg
bar kækt vor elskov over frihedsbølgerne!
„Gud, den har tabt moralens krydderi!”
„Legalitetens duft er rent forbi!”

STRÅMAND
(rejser sig)
.
Ja, gudskelov – i sædelige lande
er slige varer endnu kontrabande!

FALK.
Ja, skal den hertillands passere frit,
så må den gennem reglernes Siberien,
hvor ingen havluft skade kan materien; –
så må den vise segl og sort på hvidt
fra kirkeværge, organist og klokker,
fra slægt og venner, kendinger og pokker,
og mange andre brave mænd, foruden
det fripas, som den fik af selve guden. –
Og så det sidste store lighedspunkt;
se, hvor kulturens hånd har lagt sig tungt
på „himmelriget” i det fjerne østen;
dets mur forfalder, og dets magt er sprængt,
den sidste ægte mandarin er hængt,
profane hænder alt besørger høsten.
Snart „himlens rige” er en saga blot,
et eventyr, som ingen længer tror på;
den hele verden er et gråt i gråt; –
vidunderlandet har vi kastet jord på.
Men har vi det, – hvor er da kærligheden?
Ak, da er også den jo vandret heden!
(løfter koppen ivejret.)
Nå, lad forgå, hvad tiden ej kan bære; – –
en thevandsskål til salig Amors ære!
(drikker ud; stærk uvilje og bevægelse i selskabet.)

FRØKEN SKÆRE.
Det var en meget sælsom brug af ordet!

DAMERNE.
At kærligheden skulde være død –!

STRÅMAND.
Her sidder den jo sund og rund og rød
i alskens skikkelser om thevandsbordet.
Her har vi enken i sin sorte dragt –

FRØKEN SKÆRE.
Et trofast ægtepar –

STYVER.
Hvis elskovspagt
kan lægge mangt et håndfast pant irette.

GULDSTAD.
Derefter kommer kærlighedens lette
kavalleri, – de mange slags forlovede.

STRÅMAND.
Først veteranerne, hvis forbund vovede
at trodse tidens tand –

FRØKEN SKÆRE
(afbryder)
.
Og så eleverne
i første klasse, – parret fra igår –

STRÅMAND.
Kort, her er sommer, vinter, høst og vår;
den sandhed kan De tage på med næverne,
med øjne se, og høre den med øren –

FALK.
Nu ja?

FRØKEN SKÆRE.
Og endda viser De den døren!

FALK.
De har nok højlig misforstået mig, frøken.
Når har jeg nægtet disse ting var til?
Men De må komme vel ihug, at røgen
er ikke altid just bevis på ild.
Jeg véd så såre vel, man tar til ægte,
familje stiftes, og deslige ting;
De skal visst aldrig høre mig benægte,
at der i verden findes kurv og ring,
at rosenrøde små billetter skrives
og lukkes med et duepar, som – kives,
at der går kærester i hver en gade,
at gratulanterne får chocolade,
at skik og brug har formet et reskript
med egne regler for enhver „forliebt”; – –
men Herregud, vi har jo og majorer,
et arsenal med stort materiel,
her findes trommer, huggerter og sporer, –
men hvad beviser så det hele vel?
Blot at vi ejer folk med sværd ved belte,
men ingenlunde at vi ejer helte.
Ja, selv om hele lejren fuld af telte stod, –
var det da derfor sagt der gaves heltemod?

STRÅMAND.
Nå, billighed i alt; oprigtigt talt
det er ej altid just i sandheds tjeneste,
når unge folks forelskelse blir malt
så stærk og så, – ja, som det var den eneste.
På den er ej til hver en tid at bygge;
nej, først i ægteskabets huslig-hygge
står kærligheden grundet på en klippe,
som aldrig svigter og som ej kan glippe.

FRØKEN SKÆRE.
Da er jeg af en ganske anden mening.
Jeg skulde tro to hjerters fri forening,
som løses kan idag, men årvis varer,
dog kærlighedens ægthed bedst forsvarer.

ANNA
(med varme)
.
O, nej, – et forhold, som er friskt og ungt,
er dog på kærne mere rigt og tungt.

LIND
(tankefuld)
.
Hvem véd om ej det dufter af ideen,
som frøknens hvidvejs, ikkun under sneen.

FALK
(pludselig udbrydende)
.
Du faldne Adam! Det var hjemve-tanken,
som søgte Eden bagom gærdeplanken!

LIND.
Hvad snak!

FRU HALM
(krænket, til Falk, idet hun rejser sig)
.
Det er just intet venskabsstykke,
at vække tvist, hvor vi har stiftet fred;
frygt ej for Deres ven og for hans lykke –

NOGLE DAMER.
Nej, den er viss!

ANDRE.
Ja, det vi sikkert véd.

FRU HALM.
Vel har hun ej lært kogebog i skolen,
men det skal læres endnu denne høst.

FRØKEN SKÆRE.
Til brylluppet hun selv broderer kjolen.

EN TANTE
(klapper Anna på hovedet)
.
Og blir fornuftig så det er en lyst.

FALK
(ler højt)
.
O, du fornuft-karrikatur, som dræber
med galskabs hallingdans på vennelæber!
Var det fornuftighed, han vilde finde?
Var det en kogebogs professorinde?
Han kom herind som vårens glade svend,
han kåred havens unge vilde rose.
I drog den op for ham; – han kom igen; –
hvad bar så busken? Hyben!