Complete Works of Henrik Ibsen (405 page)

TREDJE AKT

(Aften og klart måneskin. Rundt om på træerne brænder farvede lamper. I baggrunden borde med opdækning af vinflasker, glasse, kager o. s. v. Inde fra huset, hvor alle vinduer er oplyste, høres dæmpet pianofortespil og sang under de følgende optrin. Svanhild står ved altanen. Falk kommer fra højre med nogle bøger og en skrivemappe under armen. Oppasseren følger efter med en kuffert og en vadsæk.)

FALK.
Det er jo resten?

OPPASSEREN.
Ja, nu tror jeg neppe
det fattes andet, end en liden skræppe
og sommerfrakken.

FALK.
Godt; det tar jeg med
på ryggen, når jeg går. Kom så afsted; –
se her er mappen.

OPPASSEREN.
Der er lås for, ser jeg.

FALK.
Ja, der er lås for, Sivert.

OPPASSEREN.
Godt.

FALK.
Den ber jeg,
du straks vil brænde.

OPPASSEREN.
Brænde?

FALK.
Ja, til kul –
(smilende.)
med alle veksler på poetisk guld.
Og bøgerne, – dem kan du selv beholde.

OPPASSEREN.
Å nej da; skal jeg slig bekostning volde?
Men når herr Falk kan bøger bortforære,
så er han færdig da med al sin lære?

FALK.
Alt, hvad af bøger læres, har jeg lært –
og endda mere.

OPPASSEREN.
Mere? Det var svært.

FALK.
Ja, skynd dig; bærerne står udfor døren; –
nu får du hjælpe dem at læsse børen.
(Oppasseren går ud til venstre.)

FALK
(nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde)
.
Vi har en time, Svanhild, for os selv,
i lys af Gud og sommernattens stjerner.
Se, hvor de glittrer gennem løvets hvælv,
lig frugt på gren, de verdenstræets kerner.
Nu har jeg brudt det sidste trældomsbånd,
nu har for sidste gang mig svøben rammet;
som Jacobs æt, med vandringsstav i hånd
og rejseklædt, jeg står for påskelammet.
Du sløve slægt, hvis syn er stængt og lukt
for løftets land bag ørkensandets flugt,
du travle ridderslagne træl af tiden,
mur du kun kongegrav i pyramiden, –
jeg går til frihed gennem døgnets ørk,
for mig er fremkomst selv i havets fjære;
men fiendens fylking, løgnens fule lære,
skal finde der sin gravtomt, dyb og mørk!
(kort ophold; han ser på hende og tar hendes hånd.)
Du er så stille, Svanhild!

SVANHILD.
Og så glad!
O, lad mig drømme, lad mig stille drømme.
Tal du for mig; frem går da, som på rad,
min tankes knopper, sprungne ud til kvad,
lig modne liljer over tjernets strømme.

FALK.
Nej, sig det engang til med sandheds rene
usvigelige røst, at du er min!
O, sig det, Svanhild, sig –

SVANHILD
(kaster sig om hans hals)
.
Ja, jeg er din!

FALK.
Du sangfugl, sendt af Gud til mig alene!

SVANHILD.
Jeg var en hjemløs i min moders hus,
jeg var en ensom i mit eget indre,
en ubedt gæst i glædens glans og sus, –
gjaldt intet der – ja stundom endnu mindre.
Se da kom du! For første gang på jord
jeg fandt min tanke bag en andens ord;
hvad spredt jeg drømte, vidste du at samle!
du ungdomskække mellem livets gamle!
Halvt stødte du mig bort med hvas forstand,
halvt vidste du med solblink mig at drage,
som havet drages af en løvklædt strand,
og skæret skyver sjøerne tilbage.
Nu har jeg set til bunden af din sjæl,
nu har du mig udelelig og hel;
du løvtræ over bølgeleg, du kære,
mit hjertes flugt har flod, men aldrig fjære!

FALK.
Og takket være Gud, at han har døbt
min kærlighed i smertens bad. Jeg vidste
knapt selv hvad trang mig drog, før dyrekøbt
jeg så i dig den skat, jeg skulde miste.
Ja priset han, som i min livsensbog
med sorgens indsegl har min elskov adlet,
som gav os fribrev på vort sejerstog,
og bød os jage hjemad gennem skog,
som adelspar, på vingehesten sadlet!

SVANHILD
(peger mod huset)
.
Derinde er der fest i alle sale,
der lyser lamper for de unge to,
der lyder glade venners sang og tale.
Fra alfarvejen skulde hvermand tro,
at der er lykken – blandt de glade røster.
(medlidende.)
Du verdens lykkebarn, – du stakkels søster!

FALK.
Du siger stakkels?

SVANHILD.
Har hun ikke delt
sit sjæleguld med ham og alle frender,
sat ud sin kapital på hundred hænder,
så ingen skylder hende summen helt?
Hos ingen af dem har hun alt at kræve,
for ingen af dem har hun helt at leve.
O, jeg er tifold rigere end hun;
jeg har en eneste i verden kun.
Tomt var mit hjerte, da med sejersfaner,
med tusindfoldig sang du drog derind;
du råder der på alle tankens baner;
lig vårens vellugt fylder du mit sind.
Ja, jeg må takke Gud i denne time,
at jeg var ensom indtil dig jeg fandt, –
at jeg var død og hørte klokken kime,
som kaldte mig til lys fra livets tant.

FALK.
Ja vi, de venneløse to i verden,
vi er de rige; vi har lykkens skat,
vi, som står udenfor og ser på færden
igennem ruden i den stille nat;
lad lamper lyse og lad toner klinge,
lad dem derinde sig i dansen svinge; –
se opad, Svanhild, – opad i det blå; –
der lyser også tusind lamper små –

SVANHILD.
Lyt, stilt, du elskte, – i den svale kveld
går gennem lindens løv et tonevæld –

FALK.
Det er for os de tindrer højt i salen –

SVANHILD.
Det er for os det synger gennem dalen!

FALK.
Jeg føler mig som Guds forlorne barn;
jeg svigted ham og gik i verdens garn.
Da vinked han mig hjem med milde hænder;
og nu, jeg kommer, nu han lampen tænder,
bereder højtid for den fundne søn,
og skænker mig sit bedste værk i løn.
Fra denne stund jeg sværger, ej at svigte, –
men stå som væbnet vagt i lysets lejr.
Vi holder sammen, og vort liv skal digte
en højsang stærk om kærlighedens sejr!

SVANHILD.
Og se, hvor let det er for to at vinde,
når han er mand –

FALK.
Og hun er heltud kvinde; –
det var ugørligt at to slige faldt!

SVANHILD.
Så op til kamp mod savnet og mod sorgen;
(viser Falks ring, som hun bær på fingeren.)
i denne stund fortæller jeg dem alt!

FALK
(hurtigt)
.
Nej, Svanhild, ikke nu; vent til imorgen!
Ikveld vi plukker lykkens roser røde;
at gå til dagværk nu, var helligbrøde.
(Døren til havestuen åbnes.)
Din moder kommer! Skjul dig! Som min brud
skal intet øje dig iaften møde!
(de går ud mellem træerne ved lysthuset. Fru Halm og Guldstad kommer ud på altanen.)

FRU HALM.
Han flytter virkelig!

GULDSTAD.
Det ser så ud.

STYVER
(kommer)
.
Han flytter, frue!

FRU HALM.
Ja, du gode Gud, –
vi véd det nok!

STYVER.
Det er en slem omstændighed.
Han holder ord; jeg kender hans ubændighed.
Han sætter os i bladet allesammen;
min kæreste blir trykt i flere oplag,
imellem kurve, tvillinger og opslag.
Hør, véd De hvad: hvis ej det var for skammen,
jeg foreslog forlig, en våbenstilstand –

FRU HALM.
Det tror De han går ind på?

STYVER.
Ja, jeg tror.
Der er indicier, der er visse spor,
som viser, at da nys det store ord
han førte, var han i beskænket tilstand.
Ja, der er et prov, som, om just ikke fældende,
dog taler meget stærkt imod angældende;
det er ham overført, at efter bordet
han indfandt sig i Linds og egen bolig,
og viste der en adfærd højst urolig,
slog sønder – –

GULDSTAD
(ser et glimt af Falk og Svanhild, som skilles, idet Falk går op mod baggrunden; Svanhild blir stående skjult ved lysthuset.)
Stop, vi er på rette sporet!
Et øjeblik, fru Halm! Falk flytter ikke,
og gør han det, da gør han det som ven.

STYVER.
Så? Tror De også –?

FRU HALM.
Å, hvor vil De hen!

GULDSTAD.
Ej længer, frue, end det kan sig skikke;
jeg klarer sagen til gensidigt held.
Blot et minut på tomandshånd –

FRU HALM.
Nu vel!
(de går sammen ud i haven; under det følgende ser man dem fra og til i baggrunden i ivrig samtale.)

STYVER
(stiger ned i haven, idet han opdager Falk, som står og ser ud over vandet)
.
De herrer digtere er hævnsog hads-mænd;
men vi regeringsfolk er fine statsmænd;
jeg vil arbejde for mig selv –
(ser presten, som kommer fra havestuen.)
Se så!

STRÅMAND
(på altanen)
.
Han flytter virkelig!
(går ned til Styver.)
Å, kære, – gå,
gå ind et lidet øjeblik i stuen
og hold min kone –

STYVER.
Skal jeg holde fruen!

STRÅMAND.
Med selskab, mener jeg. Vi og de små,
vi er så vante til at være sammen,
og aldrig –
(idet fruen og børnene viser sig i døren.)
Nå, der er de alt på trammen!

FRU STRÅMAND.
Hvor er du, Stråmand?

STRÅMAND
(sagte til Styver)
.
Find på et par ord, som
kan fængsle dem, – en ting, som er lidt morsom!

STYVER
(går op på altanen)
.
Har fruen læst departementets bønskrift?
Det er et mønster på stilistisk skønskrift; –
(tar en bog op af lommen.)
nu skal jeg in extenso referere –
(nøder dem høfligt ind i stuen, og går selv med. Falk kommer frem i haven; han og Stråmand mødes; de ser en stund på hinanden.)

STRÅMAND.
Nu?

FALK.
Nu?

STRÅMAND.
Herr Falk!

FALK.
Herr pastor!

STRÅMAND.
Er De mere
medgørlig nu, end da vi skiltes?

FALK.
Nej,
jeg går min ufravigelige vej –

STRÅMAND.
Selv om De træder næstens lykke ned?

FALK.
Jeg planter sandheds urt i lykkens sted.
(smilende.)
Forresten tænker De nok på avisen
for elskende?

STRÅMAND.
Nå, var det kanske spøg?

FALK.
Ja, trøst Dem med, det værk går op i røg;
i gerning, ej på prent, jeg bryder isen.

STRÅMAND.
Og om De sparer mig, så véd jeg visst en
person, som ikke slipper mig så let;
han nytter overtaget, han, kopisten, –
og det er Deres skyld, og det er slet,
De rørte op i gamle sværmerier,
og De kan bande på, han ikke tier
med dem, ifald jeg mukker blot et ord
mod kravet, som de skråler på i kor.
Regeringsfolket har en svare magt
i pressen nuomstunder, er mig sagt.
En styverfængeropsats kan mig fælde,
hvis den blir prentet i det store blad,
som slår med Samsons håndgevær og vælde,
og går ivej med både hov og vad,
besynderlig mod slutten af kvartalerne –

FALK
(indrømmende)
.
Ja – hørte Deres saga til skandalerne – –

STRÅMAND
(forsagt)
.
Alligevel. Det blad har mange spalter;
pas på: der offres jeg på hævnens alter.

FALK
(med lune)
.
På straffens, mener De, – og vel fortjent.
Der går en Nemesis igennem livet;
den rammer sikkert, skønt den rammer sent, –
at rømme væk fra den, er ingen givet.
Har en forsyndet sig imod ideen,
så kommer pressen, dens årvågne vagt,
og man får finde sig i efterveen.

STRÅMAND.
Men Herregud, når slutted jeg kontrakt
med den „ide”, som føres her i munden!
Jeg er jo ægtemand, familjefar, –
husk på, at tolv umyndige jeg har; –
jeg er jo af min dagliggerning bunden,
jeg har annexer og en vidtstrakt gård,
en talrig stamhjord, åndelige får, –
se, de skal plejes, klippes, røgtes, fores;
der tærskes skal og i komposten klores;
man spør om mig i stalden og i kveen; –
når får jeg tid at leve for ideen?