Complete Works of Henrik Ibsen (409 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
4.53Mb size Format: txt, pdf, ePub

SVANHILD.
Nej, intet binder.

 

FRU HALM.
Nu godt; så kender du en datters pligt –

 

SVANHILD.
Råd over mig.

 

FRU HALM.
Tak, barn.
(med et tegn mod Guldstad.)
Han er et rigt
parti, og når der intet er til hinder –

 

SVANHILD.
Jo, ét forlanger jeg ved denne pagt:
at flytte bort –

 

FRU HALM.
Det er jo just hans agt.

 

SVANHILD.
Og frist –

 

FRU HALM.
Hvorlænge da? Husk, lykken kalder.

 

SVANHILD
(smiler stille)
.
Å, ikke længe; blot til løvet falder.
(hun går hen imod altanen; fru Halm opsøger Guldstad.)

 

STRÅMAND
(mellem gæsterne)
.
Et, kære venner, har vi lært idag:
om tvivlsmål tidt os hårdelig belejrer,
så vinder over slangen sandheds sag,
og kærligheden sejrer.

 

GÆSTERNE.
Ja, den sejrer!
(de omfavnes og kysses parvis. Udenfor til venstre høres latter og sang.)

 

FRØKEN SKÆRE.
Hvad er nu det?

 

ANNA.
Studenterne!

 

LIND.
Kvartetten,
som går tilfjelds; – og jeg, som rent har glemt
at sende afbud –
(Studenterne kommer ind til venstre og blir stående ved indgangen.)

 

EN STUDENT
(til Lind)
.
Her er vi på pletten!

 

FRU HALM.
Så det er Lind, De søger?

 

FRØKEN SKÆRE.
Det er slemt;
han er forlovet nu –

 

EN TANTE.
Så De kan skønne,
han intet har at gøre i det grønne.

 

STUDENTEN.
Forlovet!

 

ALLE STUDENTERNE.
Gratulerer!

 

LIND.
Mange tak.

 

STUDENTEN
(til kammeraterne)
.
Der ligger altså sangerskuden bak.
Hvad gør vi nu? Vi mangler vor tenor.

 

FALK
(der kommer fra højre, sommerklædt, med studenterhue, skræppe og stav)
.
Den synger jeg i Norges ungdoms kor!

 

STUDENTERNE.
Du, Falk! Hurra!

 

FALK.
Tilfjelds i Guds natur,
som bien jager fra sit vinterbur!
Jeg har en dobbelt sangbund i mit bryst,
en langelek med underspundne strenge,
med tvefold klang, en høj for livets lyst,
og en, som dirrer under, dybt og længe.
(til enkelte mellem studenterne.)
Du har paletten? – Du papir til noder?
Godt; sværm da, biflok, i det grønne løv,
hjem bær vi engang hjemmets blomsterstøv
til kubens dronning, til vor store moder!
(henvendt til selskabet, idet studenterne går og koret fra første akt istemmes dæmpet udenfor.)
Tilgiv mig alt, det større, som det mindre,
jeg intet huske vil;
(sagte.)
men alt erindre.

 

STRÅMAND
(i overstadig glæde)
.
Pyt, nu er lykkepotten atter hel!
Min kone har et håb, et sødt, forjættende –
(trækker ham hviskende tilside.)
Nyss hun betroede mig, den kære sjæl –
(uhørligt imellem.)
Hvis alt går godt ... til mikkelsdag ... det trettende!

 

STYVER
(med frøken Skære under armen, vender sig til Falk, smiler hoverende, og siger, idet han tyder mod presten)
:
Jeg får de hundred daler, sætter bo –

 

FRØKEN SKÆRE
(nejer ironisk)
.
Ved juletider kaster jeg min pigekjole.

 

ANNA
(ligeså, idet hun tar kærestens arm)
.
Min Lind blir her, lad troen være tro –

 

LIND
(dølger sin forlegenhed)
.
og søger plads som lærer på en pigeskole.

 

FRU HALM.
Jeg øver Anna op i alskens dueligheder –

 

GULDSTAD
(alvorlig)
.
Jeg går til arbejds med et bramfrit digt –
om en, som lever for en hellig pligt.

 

FALK
(med et smil udover mængden)
.
Og jeg går opad – til en fremtids muligheder!
Farvel!
(dæmpet til Svanhild.)
Gud signe dig, min livsvårs viv; –
hvor langt jeg går, skal dog min gerning nå dig!
(svinger huen og følger studenterne.)

 

SVANHILD
(ser en kort stund efter ham og siger stille men stærk)
.
Nu er jeg færdig med mit friluftsliv;
nu falder løvet; – lad nu verden få mig.
(I dette øjeblik spilles op til dans ved pianoet, og champagnen knalder i baggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine damer under armen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun farer et øjeblik sammen, men fatter sig og rækker ham hånden. Fru Halm og den nærmeste familje, som spændt har iagttaget scenen, iler til og omringer dem under høj glæde, der overdøves af musiken og munterheden blandt de dansende længere inde i haven.)
(Men langt oppe fra landet, og klingende igennem dansemusiken, lyder kraftigt og kækt)
:

 

KOR AF FALK OG STUDENTERNE.
Og har jeg end sejlet min skude på grund,
o, så var det dog dejligt at fare!

 

DE FLESTE PÅ SCENEN.
Hurra!
(dans og jubel; teppet falder.)

 

PERSONERNE

 

HÅKON HÅKONSSØN, kongevalgt af Birkebejnerne.
INGA FRA VARTEJG, hans moder.
SKULE JARL.
FRU RAGNHILD, hans hustru.
SIGRID, hans søster.
MARGRETE, hans datter.
GUTHORM INGESSØN.
SIGURD RIBBUNG.
NIKOLAS ARNESSØN, bisp i Oslo.
DAGFINN BONDE, Håkons stallare.
IVAR BODDE, hans hirdprest.
VEGARD VÆRADAL, en af hans hirdmænd.
GREGORIUS JONSSØN, lendermand.

 

PÅL FLIDA, lendermand.
INGEBJØRG, Andres Skjaldarbands hustru.
PETER, hendes søn, en ung prest.
SIRA VILJAM, huskapellan hos bisp Nikolas.
MESTER SIGARD fra Brabant, en læge.
JATGEJR SKALD, en Islænding.
BÅRD BRATTE, en høvding fra det Trondhjemske.
ALMUE og BYMÆND i Bergen, Oslo og Nidaros.
KORSBRØDRE, PRESTER, MUNKE OG NONNER.
GÆSTER, HIRDMÆND OG FRUER.
KRIGSFOLK o. s. v.

 

Handlingen foregår i første halvdel af det trettende århundrede.

 

FØRSTE AKT

 

(Kristkirkegården i Bergen. I baggrunden ligger kirken, hvis højportal vender fremover mod tilskuerne. Til venstre i forgrunden står Håkon Håkonssøn, Dagfinn Bonde, Vegard af Værdalen, Ivar Bodde samt flere lendermænd og høvdinger. Lige over for ham står Skule jarl, Gregorius Jonssøn, Pål Flida og andre af jarlens mænd. Længere tilbage på samme side ses Sigurd Ribbung med sit følge og bortenfor ham Guthorm Ingessøn med flere høvdinger. Kirkens tilgange er besatte med vagt; almuen fylder hele kirkegården; mange sidder oppe i træerne og på kirkemuren; alle synes i højeste spænding at vente på noget, som skal ske. Fra byens kirketårne ringer det fjern og nær.)

 

SKULE JARL
(dæmpet og utålmodig til Gregorius Jonssøn)
.
Hvad bier de efter så længe derinde?

 

GREGORIUS JONSSØN.
Stille; nu begynder salmen.
(Inde fra den lukkede kirke høres til basuners lyd:)

 

KOR AF MUNKE OG NONNER.
Domine coeli etc. etc.
(Under sangen åbnes kirkedøren indenfra; i forhallen ses bisp Nikolas omgiven af prester og klosterbrødre.)

 

BISP NIKOLAS
(træder frem i døren og forkynder med opløftet stav)
:
Nu bærer Inga fra Vartejg jernbyrd for Håkon kongs-emne!
(Kirken lukkes igen; sangen vedbliver derinde.)

 

GREGORIUS JONSSØN
(dæmpet til jarlen)
.
Kald på den hellige kong Olaf for det, som ret er.

 

SKULE JARL
(hurtigt og afværgende)
.
Ikke nu. Bedst, ikke at minde ham om mig.

 

IVAR BODDE
(griber Håkon om armen)
.
Bed til Herren din Gud, Håkon Håkonssøn.

 

HÅKON.
Behøves ikke; jeg er viss på ham.
(Sangen fra kirken lyder stærkere; alle blotter hovederne, mange falder på knæ og beder.)

 

GREGORIUS JONSSØN
(til jarlen)
.
Dette er en stor time for dig og mange.

 

SKULE JARL
(ser spændt mod kirken)
.
En stor time for Norge.

 

PÅL FLIDA
(nær ved jarlen)
.
Nu holder hun jernet.

 

DAGFINN BONDE
(over hos Håkon)
.
De kommer kirkegulvet nedover.

 

IVAR BODDE.
Krist skærme dine skære hænder, Inga kongsmoder!

 

HÅKON.
Denne stund skal hun visselig lønnes for al min tid.

 

SKULE JARL
(som spændt har lyttet, udbryder pludseligt)
.
Skreg hun? Slap hun jernet?

 

PÅL FLIDA
(går opover)
.
Jeg véd ikke, hvad det var.

 

GREGORIUS JONSSØN.
Kvinderne græder højt i forhallen.

 

KORET FRA KIRKEN
(falder jublende ind)
.
Gloria in excelsis deo!
(Portalen springer op; Inga kommer ud, fulgt af nonner, prester og munke.)

 

INGA
(på kirketrappen)
.
Gud har dømt! Se disse hænder; med dem bar jeg jernet!

 

STEMMER BLANDT MÆNGDEN.
De er skære og hvide, som før!

 

ANDRE STEMMER.
Endda fagrere!

 

HELE ALMUEN.
Han er visselig Håkon Sverressøns søn!

 

HÅKON
(omfavner hende)
.
Hav tak, tak, du højt velsignede!

 

BISP NIKOLAS
(stryger forbi jarlen)
.
Uklogt var det at fremme jernbyrden.

 

SKULE JARL.
Nej, herre bisp, Gud måtte tale i denne sag.

 

HÅKON
(dybt bevæget, holder Inga ved hånden)
.
Nu er det da altså gjort, det, som hver en evne i mig har råbt højt imod, – det, som mit hjerte har vridt og vendt sig under –

 

DAGFINN BONDE
(ud mod mængden)
.
Ja, se på denne kvinde og tænk jer om, så mange som I her er! Hvo har tvivlt om hendes ord, før enkelte havde brug for at der skulde tvivles?

 

PÅL FLIDA.
Tvivlen har hvisket i hvert kot fra den stund Håkon kongs-emne blev båren som barn ind i kong Inges gård.

 

GREGORIUS JONSSØN.
Og sidste vinter vokste den til et skrig og gik lydt over landet, nord og sør; det tænker jeg hver mand kan vidne.

 

HÅKON.
Bedst kan jeg selv vidne det. Derfor har jeg også givet efter for mange trofaste venners råd og bøjet mig så dybt, som ingen anden kongevalgt mand har gjort på lange tider. Jeg har bevist med jernbyrd min fødsel, bevist min ret, som Håkon Sverressøns søn, til at tage land og rige i arv. Ikke vil jeg her granske nøjere, hvem der har fostret tvivlen og gjort den så højmælt, som jarlens frænde siger; men det véd jeg, at bittert har jeg lidt under den. Jeg har været kongevalgt fra barn af, men liden kongsære blev mig vist, selv der, hvor det skulde tykkes, at jeg tryggest turde vente det. Jeg vil kun minde om sidst palmesøndag i Nidaros, da jeg gik op til alteret for at ofre, og erkebispen vendte sig om og lod som han ikke så mig, for at slippe at hilse, som det er skik at hilse konger. Dog, sligt skulde jeg let vidst at bære, men åben krig var nær ved at bryde løs i landet og den måtte jeg hindre.

 

DAGFINN BONDE.
Godt kan det være for konger at lytte til kloge råd; men var mit råd hørt i denne sag, da havde det ikke været med hedt jern men med koldt stål, at Håkon Håkonssøn skulde skiftet ret mellem sig og sine uvenner.

 

HÅKON.
Styr dig, Dagfinn; det sømmer sig for den mand, som skal styre fremst i riget.

 

SKULE JARL
(med et let smil)
.
Kongens uven er det så nemt at kalde hver den, som er kongens vilje imod. Jeg mener nu, den er kongen værst, som råder ham fra at godtgøre sin ret til kongsnavnet.

 

HÅKON.
Hvem véd. Var det min ret alene, som her handledes om, så kunde det hænde, at jeg ikke havde købt den så dyrt; men vi får se højere op; her gælder det kald og pligt. Jeg kender det højt og varmt indeni mig, og jeg blyges ikke ved at sige det, – jeg alene er den, som kan styre landet frem til det bedste i disse tider; – kongefødsel avler kongepligt –

 

SKULE JARL.
Der er flere her, som giver sig selv sligt fagert skudsmål.

 

SIGURD RIBBUNG.
Jeg gør det, og med ligeså fuld grund. Min farfader var kong Magnus Erlingssøn –

 

HÅKON.
Ja, hvis din fader, Erling Stejnvæg, var kong Magnus’s søn; men de fleste nægter det, og endnu er der ikke båret nogen jernbyrd i den sag.

 

SIGURD RIBBUNG.
Ribbungerne tog mig til konge og gjorde det med fri vilje, mens Dagfinn Bonde og andre Birkebejnere truede sig til et kongsnavn for dig.

 

HÅKON.
Ja, så ilde havde I stellt med Norge, at Sverres ætling måtte true sig frem.

 

GUTHORM INGESSØN.
Sverres ætling er jeg ligeså fuldt som du –

 

DAGFINN BONDE.
Men ikke i lige række mand efter mand.

 

BISP NIKOLAS.
Der er kvindeled imellem, Guthorm.

 

GUTHORM INGESSØN.
Det véd jeg dog, at Inge Bårdssøn, min fader, var lovligt tagen til konge over Norge.

 

HÅKON.
Fordi der ikke var nogen, som kendte til at Sverres sønnesøn var ilive. Fra den dag det blev vitterligt, styrede han riget som værge for mig, ikke anderledes.

 

SKULE JARL.
Så kan ikke siges med sandhed; Inge var hele sin tid konge med al lovlig magt og uden forbehold. At Guthorm liden ret har, kan være sandt nok; thi han er uægte født; men jeg er kong Inges ægtefødte broder, og loven er for mig, når jeg kræver og tager fuld arv efter ham.

 

DAGFINN BONDE.
Å, herre jarl, fuld arv har I visselig taget, og det ikke eders faders slægtseje alene, men alt, hvad Håkon Sverressøn af gods lod efter sig.

 

BISP NIKOLAS.
Ikke alt, gode Dagfinn. Ær sandheden; – kong Håkon har beholdt en sylgje og den guldring, han bærer om armen.

 

HÅKON.
Lad det være som det vil; med Guds hjælp skal jeg vinde gods igen. Og nu, I lendermænd og lagmænd, I kirkebrødre og høvdinger og hirdfolk, nu er det tid at sætte rigsmødet, som vedtaget er. Med bundne hænder har jeg siddet til denne dag; jeg mener ingen mand vil fortænke mig i, at jeg længter efter at få dem løste.

 

SKULE JARL.
Det går flere, som jer, Håkon Håkonssøn.

 

HÅKON
(blir opmærksom)
.
Herre jarl, hvad mener I?

 

SKULE JARL.
Jeg mener, at alle vi kongs-emner har samme skel til at længte. Alle har vi været lige stramt bundne; thi ingen af os har vidst hvor langt hans ret strak.

 

BISP NIKOLAS.
Utrygt har det været med kirkens sager som med landets; men nu får den hellige kong Olafs lov dømme.

 

DAGFINN BONDE
(halvlydt)
.
Nye kneb!
(Håkons mænd rykker nærmere sammen.)

 

HÅKON
(tvinger sig til rolighed og går et par skridt frem mod jarlen)
.
Jeg vil tro, at jeg ikke har fattet eders mening. Jernbyrden har godtgjort min odelsret til riget, og derfor skønner jeg ikke bedre, end at rigsmødet kun har at give lovskraft til mit kongevalg, som alt gik for sig på Ørething for seks år siden.

 

FLERE BLANDT JARLENS OG SIGURDS MÆND.
Nej, nej, – det nægter vi!

 

SKULE JARL.
Så var aldrig tanken, da det blev vedtaget at holde rigsmøde her. Ved jernbyrden har I endnu ikke vundet riget, men kun bevist eders adkomst til idag at møde frem med os andre kongs-emner og gøre gældende det krav, som I mener at have –

 

HÅKON
(tvinger sig)
.
Det vil da kort og grejdt sige, at i seks år har jeg urettelig båret kongsnavn, og i seks år har I, herre jarl, urettelig rådet landet som værge for mig.

 

SKULE JARL.
Ingenlunde så. En måtte bære kongsnavnet, da min broder var død. Birkebejnerne, og mest Dagfinn Bonde, var virksomme for eders sag og fik jert valg fremmet, før vi andre kunde komme frem med vore fordringer.

 

BISP NIKOLAS
(til Håkon)
.
Jarlen mener, at hint valg kun gav jer brugsret ikke ejendomsret til kongemagten.

 

SKULE JARL.
I har siddet inde med alle rettigheder; men både Sigurd Ribbung og Guthorm Ingessøn og jeg mener os at være fuldt så nære arvinger, som I, og nu skal loven dele mellem os og sige, hvo der skal tage arven fast for alle tider.

 

BISP NIKOLAS.
Sandt at sige har nok jarlen god grund for sin mening.

 

SKULE JARL.
Både jernbyrd og rigsmøde har mere end engang været på tale i disse år, men altid er der kommet noget imellem. Og, herr Håkon, dersom I mente, at eders ret stod uryggelig fast ved det første kongevalg, hvorfor gav I da jert minde til at jernbyrden nu blev fremmet?

 

DAGFINN BONDE
(forbitret)
.
Brug værget, kongsmænd, og lad det dele!

 

MANGE AF HIRDEN
(stormer frem)
.
Bær våben på kongens uvenner!

 

SKULE JARL
(råber til sine)
.
Dræb ingen! Sår ingen! Bare hold dem fra livet.

 

HÅKON
(holder sine tilbage)
.
Ind med værget hver mand, som drog det! – Ind med værget, siger jeg!
(rolig.)
I gør det tifold værre for mig med slig fremfærd.

 

SKULE JARL.
Slig farer mænd frem mod mænd hele landet rundt. Der ser I, Håkon Håkonssøn; nu tænker jeg det bedst viste sig, hvad I har at gøre, ifald landets fred og mænds liv ligger jer på hjerte.

 

HÅKON
(efter en kort betænkning)
.
Ja – jeg ser det.
(tager Inga ved hånden og vender sig til en af dem, som står om ham.)
Torkell, du var en trofast mand i min faders hird; tag denne kvinde hjem i dit herberge og vær god mod hende; – hun var Håkon Sverressøn såre kær. – Gud signe dig, min moder, – jeg får møde til rigsstævne nu.
(Inga trykker hans hånd og går med Torkell. Håkon tier lidt, træder derpå frem og siger med klarhed:)
Loven skal dømme; den alene. I Birkebejnere, som var med på Ørething og tog mig til konge, I er nu løste fra den ed, I svor mig der. Du, Dagfinn, er ikke min stallare mere; jeg vil ikke møde frem med stallare eller med hird, ikke med kongsmænd eller med svorne kæmper; jeg er en fattig mand; al min arv er en sylgje og denne guldring; – det er ringe gods at lønne så mange gode mænds tjeneste med. Nu, I andre kongs-emner, nu står det lige mellem os; jeg vil intet have forud for jer undtagen den ret, som jeg har ovenfra, – den hverken kan eller vil jeg dele med nogen. – Lad blæse til rigsstævne, og så dømme Gud og den hellige kong Olafs lov.
(Går ud med sine mænd til venstre der blæses i horn og lur langt borte.)

Other books

Borderland by S.K. Epperson
Talon/Xavier (Bayou Heat) by Wright, Laura, Ivy, Alexandra
The Mistress by Tiffany Reisz
The Only Ones by Aaron Starmer
The UnKnown (A Novel) by Lara Henley
Brunswick Gardens by Anne Perry
Stay With Me by Patrick, Elyssa
Found Guilty at Five by Ann Purser