Complete Works of Henrik Ibsen (402 page)

LIND.
Ja, digt for mig i hvad du vil; men vent
ej derfor, at min svigermor er tjent
med tabet af de malede gardiner.

FALK.
Hvad! Hun, som offrer alt på de logerende,
selv søsterbørn og døttre, – skulde hun
ta’e slig en småting op med sure miner!

LIND
(vred)
.
Det er usømmeligt i bund og grund,
ja for os begge to kompromitterende!
Dog hun og du om det; men lampen var
min ejendom med både glas og kuppel –

FALK.
Å pyt, – den volder mig da ingen skruppel;
du har Vorherres sommer lys og klar, –
hvad skal så lampen til?

LIND.
Du er mærkværdig;
du glemmer rent, at sommeren er kort.
Jeg tænker nok, skal jeg til jul bli færdig,
det gælder, ej at sløse tiden bort.

FALK
(med store øjne)
.
Du tænker fremad?

LIND.
Ja, det gør jeg rigtignok;
jeg skulde tro, examen er en vigtig nok –

FALK.
Men husk iaftes! Husk: Du går og lever;
berust i nuet intet mer du kræver, –
selv ej et middelmådigt
haud
til jul; –
du har jo fanget lykkens fagre fugl;
du har en følelse, som om du stod
med verdens rigdom drysset for din fod!

LIND.
Det har jeg sagt; men sligt er at forstå,
naturligvis,
cum grano salis
–

FALK.
Nå!

LIND.
Om formiddagen vil jeg nyde lykken,
det er jeg fast bestemt på.

FALK.
Det er kækt!

LIND.
Jeg må jo hilse på min nye slægt,
så tiden går alligevel tilspilde;
men nogen yderligere forrykken
af timeplanen lønned sig nok ilde.

FALK.
Og endda vilde du i forrige uge
gå i den vide verden ud med sang.

LIND.
Ja, men jeg skønte turen blev for lang;
de fjorten dage kan jeg bedre bruge.

FALK.
Nej, du blev hjemme af en anden grund;
du snakked noget om at dalens bund
for dig har højfjeldsluft og fuglekvidder.

LIND.
Ja vistnok, – luften her er meget sund;
men den kan nydes, om man også sidder
i regelmæssigt arbejd med sin bog.

FALK.
Men bogen var det jo, der ej forslog,
som himmelstige –

LIND.
Uf, hvor du er stædig;
sligt siger man, når man er løs og ledig –

FALK
(ser på ham og folder hænderne i stille forbauselse)
.
Du også, Brutus!

LIND
(med et anstrøg af forlegenhed og ærgrelse)
.
Kom dog vel ihu,
at jeg har andre pligter, jeg, end du.
Jeg har min kæreste. Se alle andre
forlovede, selv folk med lang erfaring,
som du forhåbentlig dog ej vil klandre, –
de påstår alle, dersom to skal vandre
igennem livet, så –

FALK.
Spar din forklaring.
Hvem gav dig den?

LIND.
Å, for exempel Styver,
og det er dog en mand, som ikke lyver.
Og frøken Skære, som er så erfaren,
hun siger –

FALK.
Nå, men presten og hans Maren?

LIND.
Ja, det er mærkeligt med disse to;
der hviler over dem en sindets ro –
tænk dig, hun kan ej huske sin forlovelse,
har ganske glemt, hvad den ting er, at elske.

FALK.
Ja, det er følgen af enhver forsovelse, –
erindringsfuglene blir rent rebelske.
(lægger hånden på hans skulder og ser ironisk på ham.)
Du, kære Lind, du sov visst sødt inat?

LIND.
Til langt på dag; jeg gik tilsengs så mat,
og dog på samme tid i slig en rørelse;
jeg frygted næsten, jeg var bleven gal.

FALK.
Å ja, du led jo af et slags forgørelse.

LIND.
Men Gud ske lov, så vågned jeg normal.
(Under dette optrin har Stråmand af og til vist sig spadserende i bag-grunden i ivrig samtale med Anna; fru Stråmand og børnene følger bagefter. Frøken Skære viser sig nu også; tilligemed hende fru Halm og endel andre damer.)

FRØKEN SKÆRE
(endnu før indtrædelsen)
.
Herr Lind!

LIND
(til Falk)
.
Der er de efter mig igen!
Kom, lad os gå.

FRØKEN SKÆRE.
Nej bi; hvor skal De hen?
Lad os ihast få ende på uenigheden,
som De og Deres kæreste er kommen i.

LIND.
Er vi uenige?

FRØKEN SKÆRE
(viser mod Anna, som står længere inde i haven)
.
Ja, læs selv dommen i
hint tårerige blik. Det gælder menigheden
der over i Amerika.

LIND.
Men, Gud,
hun var jo villig –

FRØKEN SKÆRE
(spodsk)
.
Jo, det ser så ud!
Nej, kære, De vil anderledes dømme,
når vi får drøftet sagen mer i ro.

LIND.
Men denne strid for troen, den er jo
min fremtids bedste drøm!

FRØKEN SKÆRE.
Å, hvem vil tro
i vor civiliserte tid på drømme?
Se, Styver drømte nu forleden nat,
der kom et brev, som var så selsomt kantet –

FRU STRÅMAND.
At drømme sligt er forbud for en skat.

FRØKEN SKÆRE
(med et nik)
.
Ja, – næste dag han blev for byskat pantet.
(Damerne slår kreds om Lind og går samtalende med ham opover i haven.)

STRÅMAND
(fortsættende til Anna, der næsten søger at undgå ham)
.
Af disse grunde, kære unge barn,
af disse grunde, hentet fra fornuften,
ja fra moralen og tildels fra skriften,
De indser nu, at slig en meningsskiften
må kaldes ganske greben ud af luften.

ANNA
(halvt grædende)
.
Ja, Gud, – jeg er endnu så uerfaren – –

STRÅMAND.
Og det er så naturligt, at man har en
utidig frygt for faren og for snaren;
men lad ej tvivlen få Dem i sit garn, –
vær uforsagt; spejl Dem i mig og Maren!

FRU STRÅMAND.
Ja, jeg har hørt idag af Deres Moder,
at jeg var ligeså forknyt, som De,
da vi fik kaldet –

STRÅMAND.
Det var og fordi
hun skulde bort fra hovedstadens goder;
men da vi havde samlet nogle skillinger,
og da vi havde fåt de første tvillinger,
så gik det over.

FALK
(sagte til Stråmand)
.
Bravo! De er stor
som taler!

STRÅMAND
(nikker til ham og vender sig atter til Anna)
.
Hold De derfor Deres ord!
Skal mennesket forsage? Falk fortæller,
at kaldet ikke er så ringe heller; –
så var det jo?

FALK.
Nej, pastor –

STRÅMAND.
Jo, ved Gud –!
(til Anna.)
Så noget visst kan deraf gøres ud.
Og er det så, hvi skal vi da forsage?
sku om Dem i de længst fremfarne dage!
Se Adam, Eva, dyrene i arken –
se liljerne i luften – fuglene på marken –
de fugle små – de fugle små – de fiske – –
(vedbliver dæmpet, idet han fjerner sig med Anna.)

FALK
(idet frøken Skære og tanterne kommer med Lind)
.
Hurra! Der kommer kærnetropper friske;
den hele gamle garde i gevær!

FRØKEN SKÆRE.
Nå, det er godt vi finder hende her.
(dæmpet.)
Vi har ham, Falk! – nu til veninden der.
(nærmer sig Anna.)

STRÅMAND
(med en afværgende bevægelse)
.
Hun trænger ingen verdslig overtalelse;
ej gøres der, hvor ånden har gjort sit,
behov at verden –
(beskeden.)
har jeg virket lidt,
så fik jeg kraft – –!

FRU HALM.
Nå, uden al forhalelse
forsoning da!

TANTERNE
(rørte)
.
O Gud, hvor det er smukt!

STRÅMAND.
Ja, gives vel et sind, så døvt og lukt,
at ej det finder sligt et optrin gribende?
det er så skærpende, det er så slibende,
det er så vækkende, at se et ungt
umyndigt barn, som bringer offret, tungt,
men villigt dog på pligtens alter.

FRU HALM.
Ja,
men hendes slægt har også været virksom.

FRØKEN SKÆRE.
Ja, jeg og tanterne, – det véd jeg da!
De, Lind, De ejer hendes hjertes nøgle;
men vi, veninderne, vi har en dirk, som
kan lukke op, hvor nøglen ej forslår; –
(trykker hans hånd)
.
og hvis det trænges i de senere år,
så kom til os, – vort venskab kan ej gøgle.

FRU HALM.
Ja, vi er om jer, hvor I står og går –

FRØKEN SKÆRE.
Og skærmer jer mod tvedragts fæle øgle.

STRÅMAND.
O, denne klynge! Kærlighed og venskab!
en stund, så glad, og dog så vemoddryssende!
(vender sig til Lind.)
Men, unge mand, lad tingen få en endskab?
(fører Anna til ham.)
Tag hen din brud, – din brud tag hen – og kys
hende!

LIND
(rækker Anna hånden)
.
Jeg rejser ej!

ANNA
(på samme tid)
.
Jeg følger med!

ANNA
(forbauset)
.
Du rejser ej?

LIND
(ligeså)
.
Du følger?

ANNA
(med et hjælpeløst blik på de omstående)
.
Men, Gud, så skilles vi jo ligefuldt!

LIND.
Ja, hvad er det?

DAMERNE.
Hvad nu!

FRØKEN SKÆRE
(ivrig)
.
Nej, her sig dølger
en misforståelse –

STRÅMAND.
Hun loved huldt,
at rejse med!

FRØKEN SKÆRE.
Og Lind svor højt at blive!

FALK
(leende)
.
De begge føjed sig; hvad fattes da?

STRÅMAND.
Nej, de forviklinger er mig for stive!
(går op mod baggrunden.)

TANTERNE
(i munden på hverandre)
.
Men Herregud, hvem kommer striden fra?

FRU HALM
(til Guldstad og Styver, som har spadseret udenfor i haven og nu nærmer sig)
.
Her er uenighed på alle kanter.
(taler sagte med dem.)

FRU STRÅMAND
(til frøken Skære, idet hun ser, at havebordet dækkes)
.
Nu får vi thevand.

FRØKEN SKÆRE
(kort)
.
Gudskelov.

FALK.
Hurra
for venskab, thevand, kærlighed og tanter!

STYVER.
Men dersom sagen hænger sådan sammen,
så kan den endes let til alles gammen.
Processen hviler på en paragraf,
som siger: konen skal sin husbond følge.
Dens ord er klare, det kan ingen dølge –

FRØKEN SKÆRE.
Ja så; men hvor blir da forliget af?

STRÅMAND.
Hun lyde må en lov, som kom fraoven –

STYVER.
Men så kan Lind jo eludere loven; –
(henvendt til Lind.)
Hal rejsen ud, og rør Dem ej af pletten.

TANTERNE
(glade)
.
Ja det går an!

FRU HALM.
Ja visst!

FRØKEN SKÆRE.
Så skilles trætten.
(Svanhild og pigerne har imidlertid dækket thebordet nedenfor altantrappen. På fru Halms opfordring sætter damerne sig om bordet. Det øvrige selskab tager plads dels på altanen og i lysthuset, dels rundt om i haven. Falk sidder på altanen. Under det følgende drikkes the.)

FRU HALM
(smilende)
.
Så trak det lille uvejr da forbi.
Slig sommerregn gør godt, når den er over;
da skinner solen dobbelt smukt, og lover
en eftermiddagsstund for skyer fri.