Complete Works of Henrik Ibsen (441 page)

FOGDEN.
Den blir smalere, jo længer
menigheden frem sig trænger.
Se, der stormer de min sandten!
Provst og prester, embedsmænd,
trænges ud på grøftekanten –;
kom dog, kom dog, kære ven;
brug indflydelses-krabasken!
Ha, for sent; de bryder hegnet;
processionen går i vasken!
(Mængden strømmer ind og bryder sig i vild uorden vej gennem festtoget fremover til kirken.)

ENKELTE STEMMER.
Prest!

ANDRE
(peger op mod kirketrappen, hvor Brand står, og råber)
:
Se der!

ATTER ANDRE.
Giv åbningstegnet!

PROVSTEN
(klemt i trængslen)
.
Foged, hold dem inden grændser!

FOGDEN.
Ej min myndighed de ændser!

SKOLEMESTEREN
(til Brand)
.
Tal, og kast en lysning ind
i de urofyldte sind!
Er det stygt, hvad heller stort,
det, som her skal vorde gjort?

BRAND.
O, så går der dog en strømning
over folkets lummerstille!
Mænd, I står på vejens skille!
Helt I må det nye ville, –
alle rådne værkers rømning, –
før den store tempelhal
rejses, som den bør og skal!

EMBEDSMÆND.
Presten raser!

PRESTER.
Han er gal!

BRAND.
Ja, jeg var det, da jeg mente,
I på sæt og vis dog tjente
ham, som ånd og sandhed vil!
Og jeg var det, da jeg tænkte,
at jeg ham til eder lænkte
gennem prutnings leflespil.
Liden var den gamle kirke,
og jeg slutted fejgt som så:
dobbelt op, – det må forslå;
femfold op, – jo, det må virke!
O, jeg så ej, at det galdt
enten intet eller alt.
På akkordens vej jeg slingred; –
men idag har Herren talt.
Domsbasunen over huset
har i denne time skingret, –
og jeg lytted angst-omsuset, –
knust, som David stod for Nathan, –
slagen, vejret bort af skræk –;
nu er alle tvivlsmål væk.
Folk! Akkordens ånd er Satan!

MÆNGDEN
(under stigende gæring)
.
Bort med dem, som har os blindet!
Ned med dem, som stjal vor marg!

BRAND.
Bag jer selv boer fienden arg,
som har listet på jer bindet.
Høkret har I med jer kræfter,
kløvet eder selv itu;
derfor kommer spredthed efter
med sin hele hulheds-gru.
Hvad vil I ved kirken nu?
Stasen, stasen eder lokker, –
sang af orgel og af klokker, –
lysten til at gennemrisles
af en højheds-tales ild,
der den læspes, der den hvisles,
der den flommer, tordner, hegler,
efter alle kunstens regler!

PROVSTEN
(sagte)
.
Fogdens snak han sigter til!

FOGDEN
(ligeså)
.
Det er provstens væv, han snerter!

BRAND.
Helligstundens tændte kerter,
ydersiden kun I vil.
Og så hjem igen i sløvhed,
hjem til slæb og slid i døvhed,
sjælen klædt i hverdags-brogen,
som jer krop, – og livsensbogen
gemt og glemt på kistebunden
indtil næste helg er runden!
O, det var ej så jeg drømte,
da jeg offerkalken tømte!
Stort jeg vilde kirken bygge,
så dens hvælving kunde skygge,
ej blot over tro og lære,
men udover alt i livet,
som af Gud er livsret givet, –
over døgnets hverdagsdyst,
kveldens hvile, nattens kummer,
ungdomsblodets friske lyst,
alt, hvad ringt og rigt et bryst
lovligt som sit eget rummer.
Elven, som dernede skummer,
fossen, som i kløften brummer,
tonerne fra stormens lunger,
røsterne, hvor havet runger,
skulde smelte, sjælefangen,
sammen fuldt med orgelsangen
og med kvad fra folketunger.
Væk med værket her er gjort!
Kun i løgnen er det stort;
alt i ånden faldefærdigt,
eders usle vilje værdigt.
I vil alle spirers kvæling
gennem arbejdets fordeling;
under ugens dage seks
haler I Guds flag tildæks,
og det er kun på den syvende,
at det ses mod himlen flyvende!

STEMMER FRA MÆNGDEN.
Før os! Der er storm i vejret!
Før os, du, så har vi sejret!

PROVSTEN.
Hør ham ej, han har ej tro,
som det sømmer sig en kristen!

BRAND.
Nej, der nævnte du just bristen, –
bristen for os begge to,
bristen for det spredte hele!
Troen ejes kun af sjæle;
peg på én, som er en sjæl!
Peg på én, som ej har kastet
bort sin egen bedste del,
der han famled, der han hasted!
Gennem lystens spræl og sparken,
under gøgler-pibers lyd,
sløves I for livets fryd;
først, som udbrændt, sjæle-knarken
træder dansen foran arken!
Er af krøbling og af tåbe
bægret tømt til sidste dråbe, –
hej, da er det tid at håbe,
tid i bøn og bod at råbe.
Først I præget af jer slider,
lever jer til tobens-dyr, –
så til nådens port I tyr,
søger Gud – som invalider!
Derfor må hans rige ramle.
Hvad skal han med sjæle gamle
rundtom sine fødders skamle?
Har han ikke sagt det højt, –
kun med blodets friske sprøjt
gennem alle sindets årer
han dig til sin arving kårer.
Kun som barn du riget vinder?
did får ingen ind sig lirke.
Kom da, både mænd og kvinder, –
mød med friske barnekinder
frem i livets store kirke!

FOGDEN.
Luk da op!

MÆNGDEN
(skriger som i angst)
.
Nej! Ikke denne!

BRAND.
Kirken har ej mål og ende.
Gulvet er den grønne jord,
vidde, vang, og hav og fjord;
himlen kun kan hvælvet spænde
over, så den vorder stor.
Der skal al din gerning gøres,
så det tør i koret høres;
du med ugens værk kan møde,
øver dog ej helligbrøde.
Den skal dække alt, som barken
dækker træets alt i stammen;
liv og tro skal smelte sammen.
Den skal døgnets gerning bære
enheds-helt med lov og lære.
Der skal dagens yrke være
et med flugt på stjernebanen,
barnets leg om julegranen,
kongedansen foran arken!
(der går som en storm gennem mængden; nogle viger; de fleste stimler tæt sammen om Brand.)

TUSEND STEMMER.
Lys er tændt, hvor før var mørke; –
et er: liv – og Gud at dyrke!

PROVSTEN.
Ve, han hjorden fra os lokker!
Foged, skriver, lensmand, klokker!

FOGDEN
(dæmpet)
.
Skrig dog ikke så for pokker!
Hvem vil stanges med en stud?
Lad ham først få raset ud.

BRAND
(til mængden)
.
Bort herfra! Her er ej Gud, –
kan ej være mellem slige;
frihedsfagert er hans rige.
(vrider kirkedøren ilås og tager nøglerne i hånden.)
Her er jeg ej længer prest.
Gaven kalder jeg tilbage; –
af min hånd skal ingen tage
nøglerne til eders fest!
(kaster dem ud i elven.)
Vil du ind, du træl af muldet, –
kryb igennem kælderhullet;
myg din ryg er; kryb og buk;
lad i mørkets kvalm dit suk
stryge gifttungt langs med jorden,
lig et magtløst tærings-gisp!

FOGDEN
(sagte og lettet)
.
Ha, der røg hans ridderorden!

PROVSTEN
(ligeledes)
.
Så; nu blir han aldrig bisp!

BRAND.
Kom, du unge, – kom du friske;
lad et livspust af dig viske
støvet fra den skumle krog.
Følg mig på mit sejerstog!
Engang må du vågne dog;
engang må du, adelsvorden,
bryde freden med akkorden; –
ud af usseldommens nød;
ud af hele halvheds-røret; –
slå din fiende på øret;
byd ham krig på liv og død!

FOGDEN.
Holdt! Jeg læser oprørsakten!

BRAND.
Læs! Med jer jeg bryder pagten.

MÆNGDEN.
Vis os vejen! Vi skal følge!

BRAND.
Over viddens frosne bølge!
Gennem landet vil vi fare,
løse hver en sjælesnare,
folket sidder fanget i, –
luttre, løfte, gøre fri, –
knuse alle sløvheds-rester,
være mænd og være prester,
præge nyt det slidte stempel,
hvælve riget til et tempel!
(Mængden, hvoriblandt klokkeren og skolemesteren, stimler sammen om ham. Brand hæves i vejret på mændenes skuldre.)

MANGE STEMMER.
Stor er tiden! Store syner
gennem lyse dagen lyner!
(Menneskemassen strømmer opigennem dalen; få blir tilbage.)

PROVSTEN
(til de bortdragende)
.
O, forblindede, hvad vil I?
Ser I ej, at Satans spil i
al hans tale ligger skjult!

FOGDEN.
Hej! Vend om; I hører til i
bygdens farvand, stilt og smult;
Godtfolk, stands, – I går tilgrunde! –
Hm, de svarer ej, de hunde!

PROVSTEN.
Tænk på eders hus og hjem!

RØSTER FRA MÆNGDEN.
Større hus skal voxe frem!

FOGDEN.
Tænk på eders eng og aker;
tænk på eders får og kør!

RØSTER.
Himlens dugg gav manna-kager,
da de kårne hungred før!

PROVSTEN.
Eders kvinder bag jer skriger!

RØSTERNE
(langt borte)
.
Ej vi kender dem, som sviger!

PROVSTEN.
Barnet klager: faer forlod os!

HELE SKAREN.
Enten med os eller mod os!

PROVSTEN
(ser en stund med foldede hænder efter dem og siger fortabt)
:
Uden hjord, med savnets byrde,
står den gamle sognehyrde
plyndret ud til bare skjorten!

FOGDEN
(truer efter Brand)
.
Hans blir skammen; hans blir torten!
Snart, herr provst, er sejren vor!

PROVSTEN
(grædefærdigt)
.
Sejren? De er fra os dragne –!

FOGDEN.
Ja, men vi er ikke slagne,
hvis jeg kender mine får!
(følger efter.)

PROVSTEN.
Hvor monstro dog fogden går?
Efter dem, så sandt jeg lever!
Ha, sig atter modet hæver.
Jeg vil også med deroppe, –
slå i flok og gøre fanger!
Lægg mig sadlen på min ganger; – –
skaf en sikker fjeldvant hoppe!
(de går.)

(Ved den øverste sæter i bygden. Landskabet højner sig i baggrunden og går over i store og øde fjeldvidder. Det er regnvejr.)
(Brand, fulgt af mængden, – mænd, kvinder og børn, – kommer opover bakkerne.)

BRAND.
Se fremad; did går sejrens flugt!
I dybet ligger bygden lukt,
og vejret har fra fjeld til fjeld
spændt over den sit tåge-tjeld.
Glem døsen i den skumle grænd;
flyv frit, flyv højt, I Herrens mænd!

EN MAND.
Vent, vent; min gamle faer er træt.

EN ANDEN.
Jeg fra igår har intet ædt –

FLERE.
Ja, stil vor sult og sluk vor tørst!

BRAND.
Frem, fremad over fjeldet først!

SKOLEMESTEREN.
Hvad vej?

BRAND.
Hver vej er lige god,
når kun den målet bær imod.
Følg efter her –

EN MAND.
Nej, der er brat;
vi vinder ikke frem før nat!

KLOKKEREN.
Iskirken ligger og derborte.

BRAND.
Den bratte vejen er den korte.

EN KVINDE.
Mit barn er sygt!

EN ANDEN.
Min fod er sår.

EN TREDJE.
Hvor finder jeg en læsknings-tår?

SKOLEMESTEREN.
Mæt mængden, prest; – se modet vakler.

MANGE STEMMER.
Prest, gør mirakler! Gør mirakler.

BRAND.
O, stygt jer trældom har jer mærket;
I lønnen vil forinden værket.
Op, ryst jer dødnings-sløvhed af, –
hvis ej, så gå igen i grav!

SKOLEMESTEREN.
Ja, han har ret; først frem til striden;
vi véd jo, vi får lønnen siden!

BRAND.
Det får I, folk, så sandt en Gud
ser klarsynt over verden ud!

MANGE RØSTER.
Han er profet! Han er profet!

FLERE I FLOKKEN.
Hør sig os, prest, – blir striden hed?

ANDRE.
Og blir den lang? Og blir den blodig?

EN MAND.
Prest, kræves det at være modig?