Complete Works of Henrik Ibsen (440 page)

BRAND.
Vel muligt, ja; men hvad så mer?
I død jeg undergang ej ser.
Og tror De da så fuldt og visst,
at hine bygværksmænd tilsidst,
med samme sprog og samme sind,
var lykkedes at bygge ind
i himlen Babels-tårnets tind?

PROVSTEN.
I himlen? Nej, det er just tingen,
at helt til himlen rækker ingen.
Det er den anden halve kærne,
som gemmes under fablens skal,
at hvert et bygværk står for fald,
som toppes vil ved himlens stjerne.

BRAND.
Til himlen rak dog Jakobs-stigen;
til himlen rækker sjælens higen.

PROVSTEN.
På den manér! Ja, Gud bevares!
Derom al vidre snak kan spares.
Naturligvis er himlen løn
for velført levnet, tro og bøn.
Men liv er et og tro et andet;
det skader begge, blir de blandet; –
seks dage skal ens gerning gøres,
den syvende skal hjertet røres;
stod kirken åben hele ugen,
var det forbi med søndagsbrugen.
De svækker ordets lutringsduft,
hvis ej det spares med fornuft;
thi religion, så vel som kunst,
må ikke flyde ud i dunst.
De trygt kan idealet se,
fra prækestolens hellige læ, –
men lægg det af med prestekjolen,
så fort De kommer ud i solen.
Som sagt, der er en lov i alt,
en lov, der kræver streng begrænsning,
og det er til fornøden rensning
af dette punkt at jeg har talt.

BRAND.
Et er mig klart, for mig ej passer
de statens tusend sjælekasser.

PROVSTEN.
Jo, ven, De vil just prægtigt fylde, –
men på en meget højere hylde; –
De må tilvejrs –

BRAND.
Det nåes ej ved
at søle mig i dyndet ned.

PROVSTEN.
Hvo sig fornedrer, skal ophøjes;
skal krogen gribe, må den bøjes.

BRAND.
Skal manden bruges, må han dødes!

PROVSTEN.
Gud fri os vel; hvor kan De tro,
at jeg har sligt isinde?

BRAND.
Jo!
Så skal det være! Først forblødes!
Man passer kun som benrad stiv
for eders gustne blegsot-liv!

PROVSTEN.
Jeg vil, ved Gud, ej årelade
en kat engang, langt mindre Dem;
men jeg har tænkt, det ej kan skade
at lukke døren lidt på klem
til vejen, hvor jeg selv gik frem.

BRAND.
Og skønner De, hvad De har krævet?
At jeg på statens hanegal
fornægte skal det ideal,
hvorfor til denne dag jeg leved!

PROVSTEN.
Fornægte, ven? Hvem kræver sligt?
Jeg har kun pegt på Deres pligt;
jeg vil at De skal i Dem sluge,
hvad Deres samfund ej kan bruge.
Behold det hele, hvis De vil, –
men luk det blot hermetisk til;
flyv, sværm, i Herrens navn, indvendigt,
men ikke åbenlyst for mængden;
tro mig, det straffer sig i længden
at te sig envist og ubændigt.

BRAND.
Ja, skræk for straf og håb om vinding
er Kains-mærket på din tinding;
det skriger at du, verdensklog,
dit hjertes rene Abel slog!

PROVSTEN
(sagte)
.
Nu siger han min sandten „du”;
det går for vidt!
(højt.)
Jeg vil ej nu
forlænge denne strid, men må
dog atter bede Dem forstå,
at vil De frem, så bør De vide,
hvad land De lever i, hvad tid;
thi ingen fanger sejr i strid,
har han ej tiden på sin side.
Se blot til kunstnerne, se digterne!
Tør de foragte samtidspligterne?
Se vore krigere! En sabel
med sleben egg er her en fabel!
Hvorfor? Fordi der er en lov,
som byder, agt dit lands behov.
Sin særlighed må hvermand tæmme,
ej højne sig og ej gå fremme,
men jævnt sig midt i massen gemme.
Human er tiden, siger fogden;
og dersom blot humant De tog den,
De kunde vorde noget stort.
Men af må alle kanter slibes,
og af må alle kviste knibes;
glat må De være, lig de andre,
og aldrig nogen særvej vandre,
skal værket varigt vorde gjort.

BRAND.
Væk, væk herfra!

PROVSTEN.
Ja, ganske visst;
en mand, som De er, må tilsidst
ind i en bedre virkekreds;
men skal De finde Dem tilfreds
i store forhold, som i små,
må tids-munduren trækkes på.
Af korporal med hånd om stokken
må takten bankes ind i flokken;
thi tidens fører-ideal
er hertillands en korporal.
Som korporalen fører sine
i kirken ind afdelingsvis,
så skal og presten føre sine
i sognevis til paradis.
Alt er så let; til grund for tro
De har auktoriteten jo;
og da den er på lærdom bygt,
så kan den følges blindt og trygt;
og hvordan troen frem skal bæres,
af lov og ritual jo læres.
Altså, min broder – ej forknyt;
til eftertanke tiden nytt;
gransk stillingen, og ængst Dem ikke! –
Jeg vil i kirken prøve nøjere,
om jeg kan stemme tonen højere;
man er ej vant til resonans, –
den er så sjelden hertillands.
Farvel, farvel; jeg skal prædike
om menneske-naturens splid
og Gude-billedets forviskning. –
Men nu jeg tror det er på tid
at tage sig en let forfriskning.
(går.)

BRAND
(står en stund som forstenet i sine tanker)
.
Alt har jeg offret for mit kald,
for Guds, som jeg forblindet mente;
så skingred døgntrompetens skrald
og viste mig, hvad ånd jeg tjente.
Nej, endnu ej! De har mig ikke!
Hin kirketomt fik blod at drikke;
mit lys, mit liv her lagdes ned; –
men sjælen får de ikke med!
Forfærdeligt at stå alene, –
hvorhen jeg ser, at skimte død;
forfærdeligt at rækkes stene,
så hedt jeg hungrer efter brød.
Hvor sandt, hvor rædsels-sandt han talte, –
og lige vel, hvor afgrunds-hult.
Guds klarheds due sidder skjult;
ve, aldrig over mig den dalte. –
O, mødte mig kun én i tro –
og gav mig tryghed, gav mig ro!
(Ejnar, bleg, udtæret, sortklædt, kommer forbi på vejen og standser ved synet af Brand.)

BRAND
(skriger ud)
.
Du, Ejnar?

EJNAR.
Ja, så er mit navn.

BRAND.
Just nu jeg tørsted efter en,
hvis bryst ej var af træ og sten!
O, kom; kom inderst i min favn!

EJNAR.
Behøves ej; jeg er i havn.

BRAND.
Du bærer nag for hvad som hændte,
da sidstegang vi mødtes –

EJNAR.
Nej;
du har ej skyld. Jeg ser i dig
det blinde redskab, Herren sendte,
da vild jeg foer på verdens vej.

BRAND
(viger tilbage)
.
Hvad sprog er dette?

EJNAR.
Hvilens sprog, –
det sprog, som læres, når en trækkes
af syndens søvn og genfødt vækkes.

BRAND.
Forunderligt! Jeg havde hørt,
at du på ganske andre veje
var slået ind –

EJNAR.
Jeg var forført
af hovmod, tro på egen styrke.
De guder, verden plejer dyrke,
talentet, som jeg sagdes eje,
min sangerrøst var lutter farer,
som drog mig ind i Satans snarer.
Men Gud ske lov; han var mig god;
sit svage får han ej forlod;
han tog sig af mig, da det galdt.

BRAND.
På hvilken vis?

EJNAR.
Jo, jeg forfaldt.

BRAND.
Forfaldt? Hvortil?

EJNAR.
Til svir og spil;
han gav mig smag på kort og terninger –

BRAND.
Og det du kalder Herrens gerninger?

EJNAR.
Det var det første skridt til frelsen.
Derefter tog han fra mig helsen.
Jeg misted ganske mit talent;
min lyst til munterhed var endt;
jeg blev på hospitalet sendt, –
lå længe syg, lå som i luer, –
jeg syntes jeg i alle stuer
så tusender af store fluer, –
kom siden ud og blev bekendt
med nogle søstre, tre i antal,
som står i himlens sold og mandtal,
og disse, samt en theolog,
fik løst mig helt af verdens åg
og trukket mig af syndens garn
og gjort mig til Vorherres barn.

BRAND.
Ja så.

EJNAR.
Forskellige er stierne;
en går i dalen, en i lierne.

BRAND.
Men siden?

EJNAR.
Siden? Det er sandt;
så blev jeg afholdsprædikant;
men dette væsen stundom er
med fristelser formeget blandet;
jeg derfor greb til noget andet,
og rejser nu som missionær –

BRAND.
Hvorhen?

EJNAR.
Til Haleneger-landet.
Men det var bedst, om af vi brak!
min tid er dyr –

BRAND.
Du vil ej dvæle?
Se, her er fest idag.

EJNAR.
Nej tak;
min plads er hos de sorte sjæle.
Farvel!
(vil gå.)

BRAND.
Og intet mindes skimmer
dig standser her og byder spørge –?

EJNAR.
Hvorom?

BRAND.
Om en, som vilde sørge
ved svælget mellem nu og sidst –

EJNAR.
Nu aner jeg; du tænker visst
på dette unge fruentimmer,
som holdt mig under lystens net,
før jeg blev ren i troens tvætt.
Ja, hvordan står det til med hende?

BRAND.
Hun blev min hustru året efter.

EJNAR.
Det er uvæsentligt; jeg hefter
ej min opmærksomhed ved sligt;
det vigtige jeg kun vil kende.

BRAND.
Vort samliv blev velsignet rigt
med sorg og glæde; barnet døde –

EJNAR.
Det er uvæsentligt.

BRAND.
Å ja;
det var jo mere lån end gave,
og engang dages jo et møde.
Men siden gik hun selv herfra;
derinde grønnes begge grave.

EJNAR.
Det er uvæsentligt –

BRAND.
Det med?

EJNAR.
Om sligt jeg kræver ej besked;
jeg vide vil hvordan hun døde.

BRAND.
Med håbet om en morgenrøde,
med hjertets hele rige skat,
med viljen stærk til sidste nat; –
med tak for alt, hvad livet gav
og livet tog, hun gik i grav.

EJNAR.
Alt sådant er kun tant og skrømt;
nævn, hvordan hendes tro så ud.

BRAND.
Uryggelig.

EJNAR.
På hvem?

BRAND.
På Gud!

EJNAR.
Ak, kun på ham; så er hun dømt.

BRAND.
Hvad siger du?

EJNAR.
Fordømt, desværre.

BRAND
(rolig)
.
Gå, slyngel!

EJNAR.
Helveds overherre
får også dig i sine kløer; –
så fuldt som hun, du evigt dør.

BRAND.
Du, usling, dømme tør til pølen!
Nys lå du selv i syndesølen –

EJNAR.
Ved mig der klæber ingen plet;
jeg skyllet er i troens tvætt;
afgneden er hver søleskvætt
på hellighedens vaskebret;
jeg renset har min Adams-ble
ved hjælp af vaktheds banketræ;
jeg som en messesærk ser ud
ved brug af bønnens sæbelud.

BRAND.
Tvi!

EJNAR.
Tvi igen. Her lugter svovl,
og jeg ser glimt af djævlens horn.
Jeg er et himlens hvedekorn, –
du avnen er på dommens skovl.
(går.)

BRAND
(ser en stund efter ham, med en gang lyser hans øjne op og han udbryder)
:
Det var manden, som jeg trængte!
Nu er alle lænker sprængte;
eget flag skal om mig bølge,
selv om ikke én vil følge!

FOGDEN
(kommer ilsomt)
.
Kære pastor, skynd Dem bare!
Kirkeprocessionens skare
er i orden til at fare –

BRAND.
Lad dem komme.

FOGDEN.
Uden Dem!
Husk Dem om og skynd Dem hjem!
Folket vil ej vente længer;
hele menigheden trænger,
lig et elvebrudd om våren,
stimlende til prestegården,
råber, de vil presten se.
Hør kun; atter råb på presten!
Skynd Dem; thi jeg frygter næsten
de skal inhumant sig te!

BRAND.
Aldrig jeg mit åsyn dølge
vil i eders flok og følge;
her jeg bliver.

FOGDEN.
Er De gal?

BRAND.
Eders vej er mig for smal.