Complete Works of Henrik Ibsen (442 page)

SKOLEMESTEREN
(dæmpet)
.
Jeg kan vel være tryg for livet?

EN ANDEN MAND.
Hvad blir min del af sejrens løn?

EN KVINDE.
Jeg mister da vel ej min søn?

KLOKKEREN.
Er sejren os før tirsdag givet?

BRAND
(ser sig forvildet om i flokken)
.
Hvad spørges om? Hvad vil I vide?

KLOKKEREN.
Først om hvorlænge vi skal stride; –
derefter nævn vort stridsforlis,
og endelig – vor sejers pris!

BRAND.
Det spørges om?

SKOLEMESTEREN.
Ja vel; dernede
vi fik ej ret på tingen rede.

BRAND
(oprørt)
.
Så skal I få det nu!

MÆNGDEN
(stimler tættere sammen)
.
Tal! Tal!

BRAND.
Hvorlænge striden vare skal?
Den vare skal til livets ende,
til I har alle offre bragt,
og løst jer fra akkordens pagt, –
til I har viljen hel ihænde,
til alle fejge tvivlsmål faldt
for budet: intet eller alt!
Og stridsforliset? Alle guder,
hver halvheds-ånd på højtids-hylden,
hver jordtræls-kæde, blank og gylden,
al eders slapheds sovepuder!
Og sejersprisen? Viljens renhed,
i troen flugt, i sjælen enhed, –
hin offerlydighed, som gav
med jubel indtil død og grav, –
en tornekrans om hvermands tinding, –
se, det skal vorde eders vinding!

MÆNGDEN
(under rasende skrig)
.
Forrådt, forrådt! Bedraget! Sveget!

BRAND.
Jeg har ifra mit ord ej veget.

ENKELTE.
Du sejr har lovet os ihænde; –
nu vil du den til offer vende!

BRAND.
Jeg sejr har lovet, – og jeg svær,
den vindes skal igennem jer.
Men hver, som går i første række,
må falde for sin fagre sag;
tør ej han det, så lad ham strække
sit våben inden kampens dag.
I fiendevold er dømt det flag,
som værges af en vilje svag;
hvis du af offerskrækken lammes, –
dødsmærket er du, før du rammes!

MÆNGDEN.
Vort eget fald han kræver frækt
til fromme for en ufødt slægt!

BRAND.
Igennem offrets ørkenvidder
går vejen til vort Kanaan.
Til sejr i fald! Hver slægtens mand
jeg byder op som Herrens ridder!

KLOKKEREN.
Jo, her vi dejligt i det sidder!
I bygden er vi sat i ban –

SKOLEMESTEREN.
Didned vi aldrig vende kan.

KLOKKEREN.
Og fremad, fremad ingen gider!

NOGLE.
Slå ham ihjel!

SKOLEMESTEREN.
Nej, det blev værre!
vi trænger jo en overherre!

KVINDER
(peger forskrækket nedover vejen)
.
Hu, provsten!

SKOLEMESTEREN.
Lad jer blot ej skræmme!

PROVSTEN
(kommer, fulgt af nogle af de tilbageblevne)
.
O, mine børn! O, mine får!
Lyt til den gamle hyrdes stemme!

SKOLEMESTEREN
(til mængden)
.
Ej mer vi har i bygden hjemme;
bedst at vi over vidden går!

PROVSTEN.
O, at I kan så tungt mig græmme,
og slå mit bryst så dybe sår!

BRAND.
Du såred sjæle år for år!

PROVSTEN.
Hør ikke på ham! Han jer mader
med hule løfter.

FLERE.
Det er sandt!

PROVSTEN.
Men vi er milde; vi forlader,
hvor vi oprigtig anger fandt.
O, gå dog i jer selv tilsidst,
og se den sorte helvedslist,
hvormed han folket om sig flokked!

MANGE.
Ja, det er sikkert; han os lokked!

PROVSTEN.
Og tænk jer om; hvad mægter I,
en ringe flok i vråen bårne?
Er I til noget storværk kårne?
Kan I de bundne gøre fri?
I har jer lille hverdagsdont;
hvad der går over den, er ondt.
Kan eders arm på valen nytte?
I værge skal jer lave hytte.
Hvad vil I mellem falk og ørn?
Hvad vil I mellem ulv og bjørn?
I blir kun overmagtens bytte, –
o, mine får, – o, mine børn!

MÆNGDEN.
Ja, ve os, – det er sandheds ord!

KLOKKEREN.
Og dog, da vi fra bygden foer,
vi lukked bag os hyttens dør; –
der er ej hjemmet nu, som før.

SKOLEMESTEREN.
Nej, han har lyst for folkets øjne,
har pegt på brist og sot og løgne;
ej længer menigheden sover;
det liv, som fordum var os nok,
blev uliv for den vågne flok.

PROVSTEN.
Ak, tro I mig, det går snart over.
Alt kommer i de gamle folder,
når blot en stund I stilt jer holder.
Jeg borger for at menigheden
skal snart fornemme fortidsfreden.

BRAND.
Vælg, mænd og kvinder!

NOGLE.
Vi vil hjem!

ANDRE.
For sent, for sent; langs vidden frem!

FOGDEN
(kommer ilsomt)
.
O, lykketræf at jeg jer finder!

KVINDERNE.
Å, kære, vakkre, vær ej vred!

FOGDEN.
Ej nu, ej nu; kom bare med;
En bedre tid for bygden rinder; –
hvis I fornuftigt laer jer sige,
er alle mand før kvelden rige!

FLERE.
Hvorledes det?

FOGDEN.
En fiskestim
på millioner står i fjorden!

MÆNGDEN.
Hvad siger han!

FOGDEN.
Gør alt iorden!
Sky viddens uvejr, sludd og rim.
Før styred stimen aldrig hid; –
nu, venner, for vor del af Norden
der rinder op en bedre tid!

BRAND.
Vælg mellem Herrens råb og hans!

FOGDEN.
Følg eders egen sunde sans!

PROVSTEN.
O, her er et mirakel hændt;
et fingerpeg fra himlen sendt!
Ak, jeg har drømt det jævnt og tidt,
men tænkte det var mareridt; –
nu ser vi klart hvorhen det sigter –

BRAND.
Jer selv I taber, hvis I svigter!

MANGE.
En fiskestim!

FOGDEN.
På millioner!

PROVSTEN.
Brød, guld til eders børn og koner!

FOGDEN.
Nu ser I vel, det ej er tid
at spilde eders kraft i strid,
især imod en overmagt,
som gør herr provsten selv forsagt.
Nu har I andre mål for øje,
end tomt at hige mod det høje,
Vorherre hytter nok sig selv;
befæstet er jo himlens hvælv.
Bland ej jer op i andres trætte,
men skynd jer, havets skat at lette;
det er et praktisk gøremål,
som øves uden blod og stål;
det bringer eder velstands-stoffer,
og kræver ej personligt offer!

BRAND.
Just offret står med lueskrift,
som Herrens krav, bag skyens rift!

PROVSTEN.
Ak, føler I til offer drift,
så kom kun trygt til mig en skøn dag, –
som for exempel næste søndag; –
jeg skal min sandten –

FOGDEN
(afbrydende)
.
Ja, ja, ja!

KLOKKEREN
(sagte til provsten)
.
Beholder jeg min post som klokker?

SKOLEMESTEREN
(ligeså)
.
Blir skolen tagen mig ifra?

PROVSTEN
(dæmpet)
.
Ifald I mængdens stivsind rokker,
så vil man vistnok være mild –

FOGDEN.
Afsted, afsted; ej tiden spild!

KLOKKEREN.
Tilbåds, tilbåds, hver, som er klog!

NOGLE.
Men presten –?

KLOKKEREN.
Presten? Slip den gale!

SKOLEMESTEREN.
I ser jo her Vorherres tale,
som i en åben prentet bog.

FOGDEN.
Svig presten; det er ret og pligt;
han dåred jer med tant og digt –

FLERE.
Han løj for os!

PROVSTEN.
Hans tro er vrang;
og tænk, han har ej laud engang!

NOGLE.
Hvad har han?

FOGDEN.
Dårlig karakter!

KLOKKEREN.
Ja, det er sandt; det klart vi ser!

PROVSTEN.
Hans gamle moer forgæves vented!
han nægted hende sakramentet!

FOGDEN.
Han fast tog livet af sit barn!

KLOKKEREN.
Af konen med!

KVINDER.
Tvi, tvi, det skarn!

PROVSTEN.
Slet søn, slet faer, slet ægtemand! –
mon værre kristen gives kan!

MANGE STEMMER.
Vor gamle kirke rev han ned!

ANDRE.
I baglås han den nye vred!

ATTER ANDRE.
Han slang os på en havsnøds-planke!

FOGDEN.
Han stjal min dårekiste-tanke!

BRAND.
Jeg mærket ser på hvermands pande.
Jeg ser, hvor denne slægt vil lande.

HELE FLOKKEN
(brølende)
.
Hej, hør ham ej! Af bygden driv
den helvedbrand med sten og kniv!
(Brand drives med stenkast indover i ødemarkerne. Forfølgerne vender efterhånden tilbage.)

PROVSTEN.
O, mine børn! O, mine får!
Nu vender I til hjemmets arne;
lad anger eders øjne klarne,
og I skal se at godt det går.
Vi véd, Vorherre er så god;
han kræver ej uskyldigt blod; –
og vor regering er tillige
så mild, som knapt i noget rige;
og øvrigheden, amtmand, foged,
vil ikke gøre jer det broget,
og selv jeg er så kærlig, som
vor tids humane kristendom; –
jer overmænd vil allesammen
med eder bo i fred og gammen.

FOGDEN.
Men hvis her findes nogen brist,
så må den heles, det er visst.
Når først vi kommer lidt til ro,
så vælger vi en kommission,
som prøve skal i hvilket mon
der bødes kan på lys og tro.
Den bør bestå af nogle prester,
som jeg og provsten kalder til, –
desuden, dersom så I vil,
af klokker og af skolemester
samt andre mænd af folkets kreds,
så I kan slå jer trygt tilfreds.

PROVSTEN.
Ja, vi skal lette al jer byrde,
som I den gamle sjælehyrde
idag har lettet for hans angst.
Den tanke gøre hvermand stærk,
at her er hændt et underværk.
Farvel; god lykke til jer fangst!

KLOKKEREN.
Ak, det er folk med kristen mildhed!

SKOLEMESTEREN.
De går sin gang i bramfri stilhed.

KVINDER.
De er så snilde og så pene!

ANDRE.
Så rigtig folkelig gemene!

KLOKKEREN.
De kræver ikke ulivssår.

SKOLEMESTEREN.
De folk véd mer end Fadervor?
(Flokken drager nedover.)

PROVSTEN
(til fogden)
.
Ak, dette vil forbedre tonen.
Nu er i alt et omslag nær;
thi, Gud ske lov, der noget er,
som bærer navn af reaktionen.

FOGDEN.
Mit værk det var, at alt spektakel
blev kvalt i selve fødselstimen.

PROVSTEN.
Ak, mest vi skylder hint mirakel –

FOGDEN.
Hvad for mirakel?

PROVSTEN.
Fiskestimen.

FOGDEN
(blæser)
.
Det var en løgn naturligvis!

PROVSTEN.
Ja så? En løgn?

FOGDEN.
Jeg gav til pris,
hvad vrøvl mig først i munden faldt; –
kan sligt vel lastes, hvor det galdt
så vigtig sag?