Complete Works of Henrik Ibsen (446 page)

(Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbage. Mange gæster. Dansen går livligt borte på græsvolden. Spillemanden sidder på et bord. Køgemesteren står i døren. Kokkekoner går frem og tilbage mellem bygningerne; ældre folk sidder hist og her i samtale.)

EN KONE
(tager plads i en klynge, siddende på nogle tømmerstokke)
.
Bruden? Å, ja visst græder hun lidt;
men det skal en aldrig ændse.

KØGEMESTEREN
(i en anden flok)
.
Nu får I, godtfolk, på dunken lænse.

EN MAND.
Tak, som byder; men du skænker for tidt.

EN GUT
(til spillemanden, idet han flyver forbi med en jente ved hånden)
.
Hejsan, Guttorm, spar ikke strengene!

JENTEN.
Stryg, så det ljomer ud over engene!

JENTER
(i ring om en gut, som danser)
.
Gildt kast var det!

EN JENTE.
Han er spænstig i læggen!

GUTTEN
(dansende)
.
Her er højt til loftet og vidt til væggen!

BRUDGOMMEN
(smågrædende, nærmer sig faderen, som står i samtale med et par andre, og trækker ham i trøjen)
.
Hun vil ikke, faer; hun er så kaut!

FADEREN.
Hvad vil hun ikke?

BRUDGOMMEN.
Hun har stængt sig inde.

FADEREN.
Nå, så se du kan nøglen finde.

BRUDGOMMEN.
Jeg véd ikke vejen.

FADEREN.
Du er et naut!
(vender sig til de andre igen. Brudgommen driver bortover tunet.)

EN GUT
(fra bagsiden af huset)
.
Jenter! Nu kommer der liv i tingen!
Peer Gynt er på gården!

SMEDEN
(der nys er trådt til)
.
Hvem har bedt ham?

KØGEMESTEREN.
Ingen.
(går mod huset.)

SMEDEN
(til jenterne)
.
Snakker han til jer, så hør ikke på ham!

EN JENTE
(til de andre)
.
Nej; vi lader, som vi aldrig så ham.

PEER GYNT
(kommer livfuld og hed, standser midt for flokken og slår i hænderne)
.
Hvem er den sprækeste jente i ringen?

EN ENKELT
(til hvem han nærmer sig)
.
Ikke jeg.

EN ANDEN
(ligeså)
.
Ikke jeg.

EN TREDJE.
Ja, jeg ikke heller.

PEER GYNT
(til en fjerde)
.
Så kom da du, før en bedre sig melder.

JENTEN
(vender sig)
.
Har ikke tid.

PEER GYNT
(til en femte)
.
Så du!

JENTEN
(idet hun går)
.
Jeg skal hjem.

PEER GYNT.
Ikveld? Er du rent fra sans og samling.

SMEDEN
(lidt efter, halvhøjt)
.
Peer; der går hun til dans med en gamling.

PEER GYNT
(vender sig rask til en ældre mand)
.
Hvor er de ledige, du!

MANDEN.
Find dem frem.
(går fra ham.)
(Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skjult og sky mod flokken. Alle ser på ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre klynger. Hvor han kommer bliver der taushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.)

PEER GYNT
(sagte)
.
Øjekast; sylhvasse tanker og smil.
Det gnisler, som sagbladet under en fil!
(han stryger sig langs gærdet. Solvejg, med lille Helga ved hånden, kommer ind på tunet i følge med forældrene.)

EN MAND
(til en anden i nærheden af Peer Gynt)
.
Se indflytterfolket.

DEN ANDEN.
De vesterfra?

FØRSTE.
Ja, de fra Hedalen.

ANDEN.
Rigtig! ja.

PEER GYNT
(træder ivejen for de kommende, peger på Solvejg og spørger manden)
Får jeg danse med datter din?

MANDEN
(stille)
.
Får så; men først
må vi ind og hilse på folk i huset.
(de går ind.)

KØGEMESTEREN
(til Peer Gynt, idet han byder drikke)
.
Er du kommen, så skal du vel stikke på kruset!

PEER GYNT
(ser ufravendt efter de gående)
.
Tak; jeg skal danse. Jeg har ingen tørst.
(Køgemesteren går fra ham. Peer Gynt ser mod huset og ler.)
Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!
Skotted ned på skoen og det hvide sprede –!
Og så holdt hun i moderens skørteflig,
og bar en salmebog svøbt i et klæde –!
Jeg må se på den jenten.
(vil ind i stuen.)

EN GUT
(kommer med flere derfra)
.
Peer, går du alt
fra dansen?

PEER GYNT.
Nej.

GUTTEN.
Men så stævner du galt!
(tager ham i akslen for at vende ham.)

PEER GYNT.
Lad mig slippe forbi!

GUTTEN.
Er du ræd for smeden?

PEER GYNT.
Jeg ræd?

GUTTEN.
Ja, du minds vel på Lunde forleden?
(Flokken ler og går ned til dansepladsen.)

SOLVEJG
(i døren)
.
Du er visst den gutten, som vilde danse?

PEER GYNT.
Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?
(tager hende i hånden.)
Kom så!

SOLVEJG.
Ikke for langt, sa’e moer!

PEER GYNT.
Sa’e moer? Sa’e moer! Er du født ifjor?

SOLVEJG.
Du gør nar –!

PEER GYNT.
Du er dog en unge næsten.
Er du voksen?

SOLVEJG.
Jeg gik ivåres til presten.

PEER GYNT.
Sig navnet dit, tøs, så snakker vi lettere.

SOLVEJG.
Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du?

PEER GYNT.
Peer Gynt.

SOLVEJG
(trækker hånden til sig)
.
Å, kors da!

PEER GYNT.
Hvad er det nu?

SOLVEJG.
Mit strømpebånd er løst; jeg må binde det tættere.
(går fra ham.)

BRUDGOMMEN
(trækker i sin moder)
.
Moer, hun vil ikke –!

MODEREN.
Vil ikke? Hvad?

BRUDGOMMEN.
Vil ikke, moer!

MODEREN.
Hvad?

BRUDGOMMEN.
Lette på låsen.

FADEREN
(sagte og arrig)
.
Å, du var værd at binde i båsen!

MODEREN.
Nå, skæld ikke. Stakkar, han blir nok bra’.
(de går bortover.)

EN GUT
(som kommer med en hel sværm fra dansepladsen)
.
Lidt brændevin, Peer?

PEER GYNT.
Nej.

GUTTEN.
Bare lidt?

PEER GYNT
(ser mørkt på ham)
.
Har du noget?

GUTTEN.
Det kunde nok hænde.
(trækker en lommeflaske frem og drikker.)
Ah! hvor det river! – Nå?

PEER GYNT.
Lad mig kende.
(drikker.)

EN ANDEN.
Nu får du også smage på mit.

PEER GYNT.
Nej!

DEN SAMME.
Å, snak; vær nu ingen tåbe.
Drik du, Peer!

PEER GYNT.
Så giv mig en dråbe.
(drikker igen.)

EN JENTE
(halvsagte)
.
Kom, lad os gå.

PEER GYNT.
Er du ræd for mig, tøs?

EN TREDJE GUT.
Hvem er ikke ræd for dig!

EN FJERDE.
På Lunde viste du jo hvad konster du kunde.

PEER GYNT.
Jeg kan mer end som så, når jeg først slår mig løs!

FØRSTE GUT
(hviskende)
.
Nu kommer han sig!

FLERE
(slår kreds om ham)
.
Fortæl; fortæl! Hvad kan du?

PEER GYNT.
Imorgen –!

ANDRE.
Nej, nu ikveld!

EN JENTE.
Kan du hekse, Peer?

PEER GYNT.
Jeg kan mane fanden!

EN MAND.
Det har bedstemoer kunnet før jeg blev født!

PEER GYNT.
Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden.
Jeg har engang manet ham ind i en nødd.
Den var ormstukken, ser I!

FLERE
(leende)
.
Det er grejdt at skønne!

PEER GYNT.
Han banded og græd og vilde mig lønne
med ligt og uligt –

EN I FLOKKEN.
Men måtte derind?

PEER GYNT.
Ja vel. Jeg dytted hullet med en pind.
Hej! I skulde hørt ham surre og rumle!

EN JENTE.
Nej, tænk!

PEER GYNT.
Det var plent som en hører en humle.

JENTEN.
Har du ham endnu i nødden?

PEER GYNT.
Nej,
nu er den djævel strøgen sin vej.
Det er hans skyld at smeden har lagt mig for had.

EN GUT.
Så, du?

PEER GYNT.
Jeg gik til smidjen og bad
han vilde knække den nøddeskallen.
Det lovte han! lagde den bort på pallen;
men Aslak er nu så hårdhændt, han; –
og stødt så skal han nu bruge slæggen –

EN STEMME FRA FLOKKEN.
Slog han fanden ihjæl?

PEER GYNT.
Han slog som en mand.
Men fanden hytted sig, foer som en brand
tvers gennem taget og kløvte væggen.

FLERE.
Og smeden –?

PEER GYNT.
Stod der med stegte hænder.
Siden den dag var vi aldrig venner.
(almindelig latter.)

NOGLE.
Den ræglen er god!

ANDRE.
Den er snart hans bedste!

PEER GYNT.
Tror I, jeg digter ihob?

EN MAND.
Å nej,
det er du fri for; jeg kender det meste
fra farfaer –

PEER GYNT.
Løgn! Det er hændt med mig!

MANDEN.
Det er jo alting.

PEER GYNT
(med et slæng)
.
Hej, jeg kan ride
rakt gennem luften på gilde heste!
Å, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide.
(Skoggerlatter igen.)

EN I FLOKKEN.
Peer, rid lidt i luften!

MANGE.
Ja, kære Peer Gynt –

PEER GYNT.
I har ikke nødig at trygle så tyndt.
Jeg skal ride som et uvejr over jer alle!
Hele sognet skal mig tilfode falde!