Complete Works of Henrik Ibsen (449 page)

PEER GYNT.
Det er galmands snak!

DET ÆLDSTE HOFTROLD.
Det er Dovregubbens tale;
han er den vise og du den gale!

DOVREGUBBEN.
Tænk efter, hvor megen fortræd og plage
du kan fri dig for mellem år og dage.
Kom dog ihug, at synet er kilden
til grådens argende beske lud.

PEER GYNT.
Sandt nok; og der står i huspostillen:
forarger dig øjet, så slå det ud.
Hør! Sig mig, når heles så synet igen
til menneskesyn?

DOVREGUBBEN.
Ingensinde, min ven.

PEER GYNT.
Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.

DOVREGUBBEN.
Hvad vil du udenfor?

PEER GYNT.
Gå min vej.

DOVREGUBBEN.
Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!
men udad går ikke Dovregubbens grind.

PEER GYNT.
Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?

DOVREGUBBEN.
Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!
Du har gaver for troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu så temmelig troldeligt?
Og trold vil du være?

PEER GYNT.
Ja-Gud vil jeg så.
For en brud og et velskøttet rige på købet
kan jeg finde mig i at noget går i løbet.
Men alting i verden er der måde på.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;
brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igen få den på mig knappet.
Og sagtens kan jeg også få losset båden
for denne dovriske levemåden.
Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;
en ed kan en altid jo æde i sig; –
men det, at vide, at en aldrig kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt menneske kan dø,
at gå som et bergtrold alle sine dage, –
dette her, at en aldrig kan træde tilbage,
som der står i bogen, det lægger du vind på;
men det er noget, som jeg aldrig går ind på.

DOVREGUBBEN.
Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;
og da er jeg ikke til at gantes med.
Du dagblakke pilt! Véd du hvem jeg er?
Først så kommer du min datter for nær –

PEER GYNT.
Det er løgn i din hals!

DOVREGUBBEN.
Du må hende ægte.

PEER GYNT.
Tør du sige mig på, at –?

DOVREGUBBEN.
Hvad? Kan du nægte,
hun var i din attrå og i din begær?

PEER GYNT
(blæser)
.
Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?

DOVREGUBBEN.
Mennesket blir sig dog altid ligt.
Ånden bekender I alle med kæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med næverne.
Så du mener, at attråen intet gælder?
Vent; du skal snart få syn for sagn –

PEER GYNT.
Du fisker mig ikke med løgnens agn!

DEN GRØNKLÆDTE.
Min Peer, du er faer før året hælder.

PEER GYNT.
Luk op; jeg skal ud.

DOVREGUBBEN.
I et bukkeskind
får du ungen efter dig.

PEER GYNT
(tørrer sveden af sig)
.
Gid jeg var vågnet!

DOVREGUBBEN.
Skal han skikkes til kongsgården?

PEER GYNT.
Skik ham på sognet!

DOVREGUBBEN.
Godt, prins Peer; den sagen blir din.
Men den ting er sikker, at gjort er gjort,
item at din afkom vil vokse;
sligt blandingskræ vokser urimelig fort –

PEER GYNT.
Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;
vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.
Du skal vide, jeg er hverken prins eller rig; –
og enten du så vil måle eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
(Den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger.)

DOVREGUBBEN
(ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han)
Hiv ham i knas mod bergvæggen, børn!

TROLDUNGERNE.
Å, faer, må vi først lege hubro og ørn!
Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!

DOVREGUBBEN.
Ja, men fort. Jeg er arrig og søvnig. Godnat!
(går.)

PEER GYNT
(jaget af troldungerne)
.
Slip mig, djævelstøj!
(vil op gennem skorstenspiben.)

TROLDUNGERNE.
Tomtegubber! Nisser!
bid ham bag!

PEER GYNT.
Au!
(vil ned gennem kælderlemmen.)

TROLDUNGERNE.
Stæng alle ridser!

HOFTROLDET.
Hvor de morer sig, de små!

PEER GYNT
(kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre)
.
Vil du slippe, dit skarn!

HOFTROLDET
(slår ham over fingrene)
.
Tag varsomt, slyngel, på et kongeligt barn!

PEER GYNT.
Et rottehul –!
(løber derhen.)

TROLDUNGERNE.
Nissebroer! Det må du spærre!

PEER GYNT.
Den gamle var fæl; men de unge er værre!

TROLDUNGERNE.
Flæng ham!

PEER GYNT.
Ak; den der var liden, som en mus!
(løber om.)

TROLDUNGERNE
(myldrer omkring ham)
.
Stæng gærde! Stæng gærde!

PEER GYNT
(grædende)
.
Ak; var jeg en lus!
(falder om.)

TROLDUNGERNE.
Nu i synet på ham!

PEER GYNT
(begravet i trolddyngen)
.
Hjælp, moer, jeg dør!
(Kirkeklokker ringer langt borte.)

TROLDUNGERNE.
Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!
(Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder.)

(Bælmørke.)
(Peer Gynt høres at hugge og slå omkring sig med en stor gren.)

PEER GYNT.
Giv svar! Hvem er du?

(En stemme i mørket.)
Mig selv.

PEER GYNT.
Af vejen!

STEMMEN.
Gå udenom, Peer! Den er stor nok, hejen.

PEER GYNT
(vil igennem på et andet sted, men støder imod)
.
Hvem er du?

STEMMEN.
Mig selv. Kan du sige det samme?

PEER GYNT.
Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit sverd kan ramme!
Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!
Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!
(slår og hugger.)
Hvem er du?

STEMMEN.
Mig selv.

PEER GYNT.
Det dumme svar
kan du gemme; det gør ikke sagen klar.
Hvad er du?

STEMMEN.
Den store Bøjgen.

PEER GYNT.
Nå, så!
Før var gåden svart; nu tykkes den grå.
Af vejen, Bøjg!

STEMMEN.
Gå udenom, Peer!

PEER GYNT.
Igennem!
(slår og hugger.)
Han faldt!
(vil frem, men støder imod.)
Hå, hå! Er her fler?

STEMMEN.
Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som fik mén.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.

PEER GYNT
(kaster grenen)
.
Værget er troldsmurt; men jeg har næver!
(slår sig igennem.)

STEMMEN.
Ja, lid på næverne; lid på kroppen.
Hi-hi, Peer Gynt, så rækker du toppen.

PEER GYNT
(kommer igen)
.
Atter og fram, det er lige langt; –
ud og ind, det er lige trangt!
Der er han! Og der! Og rundt om svingen!
Ret som jeg er ude, står jeg midt i ringen. –
Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?

STEMMEN.
Bøjgen.

PEER GYNT
(famler omkring)
.
Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget.
Ingen skikkelse heller! Det er som at tørne
i en dynge af knurrende halvvågne bjørne!
(skriger.)
Slå fra dig!

STEMMEN.
Bøjgen er ikke gal.

PEER GYNT.
Slå!

STEMMEN.
Bøjgen slår ikke.

PEER GYNT.
Kæmp! Du skal!

STEMMEN.
Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.

PEER GYNT.
Var her bare en nisse, som kunde mig prikke!
Var her bare så meget, som et årsgammelt trold!
Bare noget at slås med. Men det er her ikke. –
Nu snorker han! Bøjg!

STEMMEN.
Hvad godt?

PEER GYNT.
Brug vold!

STEMMEN.
Den store Bøjgen vinder alting med lempe.

PEER GYNT
(bider sig i arme og hænder)
.
Klør og flængende tænder i kødet!
Jeg må kende dryppet af mit eget blod.
(der høres som vingeslag af store fugle.)

FUGLESKRIG.
Kommer han, Bøjg?

STEMMEN I MØRKET.
Ja! fod for fod.

FUGLESKRIG.
Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!

PEER GYNT.
Skal du berge mig, jente, så gør det snart!
Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. –
Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!

FUGLESKRIG.
Han vimrer!

STEMMEN.
Vi har ham.

FUGLESKRIG.
Systre! Skyd fart!

PEER GYNT.
For dyrt, at købe sig livet til
for slig en times tærende spil.
(synker sammen.)

FUGLENE.
Bøjg, der stupte han! Tag ham! Tag ham!
(Klokkeringning og salmesang høres langt borte.)

BØJGEN
(svinder ind til intet og siger i et gisp)
Han var for stærk. Der stod kvinder bag ham.

(Solopgang. På fjeldet udenfor Åses sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille.)
(Peer Gynt ligger sovende udenfor sætervæggen.)

PEER GYNT
(vågner, ser sig om med et sløvt og trægt øjekast. Han spytter)
.
Den, som havde sig en ramsaltet sild!
(spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med en nistebomme.)
Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?

HELGA.
Det er Solvejg –

PEER GYNT
(springer op)
.
Hvor er hun?

HELGA.
Bag sætervæggen.

SOLVEJG
(skjult)
.
Kommer du nær, så sætter jeg på sprang!

PEER GYNT
(standser)
.
Kanske du er ræd, jeg skal ta’e dig i fang?

SOLVEJG.
Skam dig!

PEER GYNT.
Véd du, hvor jeg var inat? –
Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.

SOLVEJG.
Da var det vel, der blev ringet med klokker.

PEER GYNT.
Peer Gynt er ikke den gut, de lokker. –
Hvad siger du?

HELGA
(grædende)
.
Å, hun taer benene fat!
(løber efter.)
Vent!

PEER GYNT
(griber hende i armen)
.
Se her, hvad jeg har i lommen!
En sølvknap, unge! Den skal du få,
bare snak godt for mig!