Complete Works of Henrik Ibsen (600 page)

HJALMAR
(ler)
.

Ha-ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du så være for noget?

GREGERS.
Kunde jeg vælge, så vilde jeg allerhelst være en flink hund.

GINA.
En hund!

HEDVIG
(uvilkårligt)
.

Å nej da!

GREGERS.
Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som går til bunds efter vildænder, når de dukker under og bider sig fast i tang og tarre nede i mudderet.

HJALMAR.
Nej, véd du hvad, Gregers, – dette her skønner jeg ikke et ord af.

GREGERS.
Å nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men imorgen tidlig altså – så flytter jeg ind.
(til Gina.)
De skal ikke få noget bryderi af mig; for jeg gør alting selv.
(til Hjalmar.)
Resten snakker vi om imorgen. – Godnat, fru Ekdal.
(nikker til Hedvig.)
Godnat!

GINA.
Godnat, herr Werle.

HEDVIG.
Godnat.

HJALMAR
(som har tændt et lys)
.

Bi lidt; jeg må lyse dig; der er visst mørkt på trapperne.

(Gregers og Hjalmar går ud gennem gangdøren.)

GINA
(ser hen for sig, med sytøjet i fanget)
.

Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde være en hund?

HEDVIG.
Jeg skal sige dig en ting, mor, – jeg tror, at han mente noget andet med det.

GINA.
Hvad skulde det være for noget?

HEDVIG.
Nej, jeg véd ikke; men det var ligesom han mente noget andet, end det han sa’ – hele tiden.

GINA.
Tror du det? Ja underlig var det.

HJALMAR
(kommer tilbage)
.

Lampen brændte endnu.
(slukker lyset og sætter det fra sig.)
Ah, endelig kan man da få sig en bid mad i livet.
(begynder at spise smørrebrød.)
Nå, ser du det, Gina, – når man bare er om sig, så –

GINA.
Hvorledes om sig?

HJALMAR.
Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det værelset lejet bort en gang. Og så, tænk, – til et menneske som Gregers, – en gammel god ven.

GINA.
Ja, jeg véd ikke, hvad jeg skal sige, jeg.

HEDVIG.
Å mor, du skal se, det blir så morsomt

HJALMAR.
Du er da også besynderlig. Før var du så forhippet på at få lejet ud; og nu liker du det ikke.

GINA.
Jo, Ekdal; hvis det bare havde været til en anden en, så –. Men hvad tror du, grossereren vil sige?

HJALMAR.
Gamle Werle? Det rager da ikke ham.

GINA.
Men du kan da vel skønne, at der er kommet noget på tvers imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du véd jo, hvorledes de to har det med hinanden.

HJALMAR.
Ja, det kan gerne være, men –

GINA.
Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har ståt bag ved –

HJALMAR.
Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort overmåde meget for mig; Gud bevar’s, – det erkender jeg. Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af ham.

GINA.
Men, snille Ekdal, det kan komme til at gå ud over gamle-far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten, han har hos Gråberg.

HJALMAR.
Jeg havde nær sagt: gid det var så vel! Er det ikke noget ydmygende for en mand, som jeg, at se sin gråhærdede far gå som et skumpelskud? Men nu kommer snart tidens fylde, tænker jeg.
(tar et nyt stykke smørrebrød.)
Har jeg så sandt en opgave i livet, så skal jeg også udføre den!

HEDVIG.
Å ja far! Gør det!

GINA.
Hys; væk ham bare ikke!

HJALMAR
(sagtere)
.

Jeg skal udføre den, siger jeg. Der skal nok engang komme den dag, da –. Og derfor er det godt, vi fik værelset lejet ud; for så er jeg mere uafhængig stillet. Og det må den mand være, som har en opgave i livet.
(henne ved lænestolen, bevæget.)
Stakkers gamle hvidhårede far. – Lid på din Hjalmar, du. – Han har brede skuldre, han; – kraftfulde skuldre i al fald. – Du skal nok en vakker dag vågne op og –.
(til Gina.)
Tror du det kanske ikke?

GINA
(rejser sig)
.

Jo visst gør jeg så; men lad os først se at få ham til køjs.

HJALMAR.
Ja, lad os det.

(De tar varligt fat på den gamle.)

TREDJE AKT

(Hjalmar Ekdals atelier. Det er morgen; dagslyset falder ind gennem det store vindu i skråtaget: forhænget er fratrukket.)

(Hjalmar sidder ved bordet beskæftiget med at retouchere et fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter kommer Gina i hat og kåbe ind gennem gangdøren; hun har en lågkurv på armen.)

HJALMAR.
Er du alt der igen, Gina?

GINA.
Å ja, en får nok rappe sig.

(sætter kurven på en stol og tar tøjet af.)

HJALMAR.
Så du indom til Gregers?

GINA.
Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han har fåt det svært pent hos sig med det samme han kommer.

HJALMAR.
Nå da?

GINA.
Jo, han vilde jo hjælpe sig selv, sa’ han. Så skulde han nu lægge i ovnen også; og så har han skruet spjeldet for, så hele værelset er ble’t fuldt af røg. Uf, der var en stank, slig at –

HJALMAR.
Å nej da.

GINA.
Men så kommer det bedste; for så skal han nu slukke, og så slår han alt vaskevandet ind i ovnen, så gulvet driver over af det værste svineri.

HJALMAR.
Det var da kedeligt.

GINA.
Jeg har nu fåt portkonen op til at skure efter ham, den grisen; men der blir ikke værendes der inde før i eftermiddag.

HJALMAR.
Hvor har han så gjort af sig imens?

GINA.
Han gik ud lidt, sa’ han.

HJALMAR.
Jeg var også inde hos ham et øjeblik – efter du var gåt.

GINA.
Jeg hørte det. Du har jo bedt ham ind til frokost.

HJALMAR.
Bare sådan en liden smule formiddagsfrokost, forstår du. Det er jo første dagen –; vi kan ikke godt undgå det. Du har vel altid noget i huset.

GINA.
Jeg får jo se at finde lidt.

HJALMAR.
Men lad det endelig ikke bli’ for knapt. For Relling og Molvik kommer nok også herop, tror jeg. Jeg traf just Relling på trappen, ser du, og så måtte jeg jo –

GINA.
Nå, skal vi ha’ de to også?

HJALMAR.
Herregud, – et par stykker mere eller mindre; det gør da hverken fra eller til.

GAMLE EKDAL
(åbner sin dør og ser ind)
.

Hør her, du Hjalmar –
(bemærker Gina.)
Nå så.

GINA.
Er det noget, som bedstefar vil ha’?

EKDAL.
Å nej; det kan være det samme. Hm!

(går ind igen.)

GINA
(tar kurven)
.

Pas endelig godt på ham, så han ikke går ud.

HJALMAR.
Ja, ja, det skal jeg nok. – Hør du, Gina; lidt sildesalat vilde være svært bra’; for Relling og Molvik har nok været ude på rangel inat.

GINA.
Bare de ikke kommer for snart over mig, så –

HJALMAR.
Nej visst ikke; gi’ du dig tid.

GINA.
Ja ja da; og så kan du jo få arbejde lidt imens.

HJALMAR.
Jeg sidder jo og arbejder! Jeg arbejder jo alt, hvad jeg årker!

GINA.
For så har du det fra hånden, ser du.

(hun går med kurven ud i køkkenet.)

HJALMAR
(sidder en stund og pensler på fotografiet; det går trægt og med ulyst)
.

EKDAL
(kikker ind, ser rundt om i atelieret og siger dæmpet)
.

Har du det travlt, du?

HJALMAR.
Ja, jeg sidder jo her og stræver med disse billederne –

EKDAL.
Ja ja, Gud bevar’s – når du har det så travlt, så –. Hm!

(går ind igen; døren blir stående åben.)

HJALMAR
(fortsætter en stund i taushed; derpå lægger han penselen fra sig og går hen til døren)
.

Har du det travlt, far?

EKDAL
(brummer indenfor)
.

Når du har det travlt, så har jeg det også travlt. Hm!

HJALMAR.
Ja ja da.

(går til sit arbejde igen.)

EKDAL
(lidt efter, kommer atter frem i døren)
.

Hm; ser du, Hjalmar, så svært travlt har jeg det jo ikke.

HJALMAR.
Jeg synes du sad og skrev.

EKDAL.
For fanden, kan ikke han, Gråberg, vente en dags tid eller to? Det står da ikke om livet, véd jeg.

HJALMAR.
Nej; og du er da ikke nogen træl heller.

EKDAL.
Og så var det dette her andet derinde –

HJALMAR.
Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke op for dig?

EKDAL.
Vilde rigtig ikke være af vejen.

HJALMAR
(rejser sig)
.

For så havde vi det fra hånden.

EKDAL.
Just så, ja. Skal jo være færdig til imorgen tidlig. For det er jo imorgen? Hm?

HJALMAR.
Ja visst er det imorgen.

(Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdør til side. Morgensolen skinner derind gennem taggluggerne; nogle duer flyver frem og tilbage, andre går og kurrer på stilladserne; hønsene kagler en gang imellem længere inde på loftet.)

HJALMAR.
Nå, så får du gå ivej da, far.

EKDAL
(går indenfor)
.

Kommer ikke du med?

HJALMAR.
Jo, véd du hvad, – jeg tror næsten –
(ser Gina i køkkendøren.)
Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg må arbejde. – Men så var det mekanismen –

(Han trækker i en snor; indefra glider ned et forhæng, hvis nedre del består af en stribe gammel sejldug, resten, oventil, af et stykke udspændt fiskegarn. Loftsgulvet er således ikke længer synligt.)

HJALMAR
(går hen til bordet)
.

Se så; nu kan jeg da vel få sidde i fred en stund.

GINA.
Skulde han nu der ind og grassere igen?

HJALMAR.
Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madam Eriksen?
(sætter sig.)
Er det noget, du vil? Du sa’ jo –

GINA.
Jeg vilde bare spørge, om du tror, vi kan dække frokostbordet her?

HJALMAR.
Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen så tidlig?

GINA.
Nej, jeg venter ikke andre end de to kæresterne, som skal sidde sammen.

HJALMAR.
Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag!

GINA.
Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, når du sover.

HJALMAR.
Nå, så er det jo bra’. Ja, så spiser vi her.

GINA.
Ja ja da; men det haster ikke med at dække endnu; du kan godt bruge bordet en stund til.

HJALMAR.
Å jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det jeg kan!

GINA.
For så er du fri siden, ser du.

(går ud i køkkenet igen.)

(kort ophold.)

EKDAL
(i loftsdøren, indenfor garnet)
.

Hjalmar!

HJALMAR.
Nå?

EKDAL.
Er ræd, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel.

HJALMAR.
Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden.

EKDAL.
Hm-hm-hm.

(går fra døren igen.)

HJALMAR
(arbejder lidt, skotter mod loftet og rejser sig halvt)
.

(Hedvig kommer ind fra køkkenet.)

HJALMAR
(sætter sig hurtig ned igen)
.

Hvad er det du vil?

HEDVIG.
Jeg vilde bare ind til dig, far.

HJALMAR
(lidt efter)
.

Jeg synes, du går sådan og snuser omkring. Skal du passe på kanske?

HEDVIG.
Nej slet ikke det.

HJALMAR.
Hvad tar mor sig til derude nu?

HEDVIG.
Å, mor står midt oppe i sildesalaten, hun.
(går hen til bordet.)
Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjælpe dig med, far?

HJALMAR.
Å nej. Det er bedst, jeg bli’r alene om det alt sammen, – så længe kræfterne slår til. – Det har ingen nød, Hedvig; når bare din far må få beholde sin helse, så –

HEDVIG.
Å nej, far; nu skal du ikke snakke så stygt.

(Hun går lidt omkring, standser ved døråbningen og ser ind i loftsrummet.)

HJALMAR.
Hvad er det, han tar sig for, du?

HEDVIG.
Det skal visst bli’ en ny vej op til vandtrauget.

HJALMAR.
Aldrig i verden klarer han det på egen hånd! Og så skal jeg være fordømt til at sidde her –!

HEDVIG
(går hen til ham)
.

Lad mig få penselen, far; jeg kan nok.

HJALMAR.
Å snak; du bare fordærver øjnene med det.

HEDVIG.
Langt ifra. Kom her med penselen.

HJALMAR
(rejser sig)
.

Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to.

HEDVIG.
Pyt, hvad skulde det så gøre?
(tar penselen.)
Se så.
(sætter sig.)
Og her har jeg et at se efter.

HJALMAR.
Men ikke fordærv øjnene! Hører du det? Jeg vil ikke ha’ noget ansvar; du må selv ta’ ansvaret på dig, – det siger jeg dig.

HEDVIG
(retoucherer)
.

Ja ja, det skal jeg nok.

HJALMAR.
Du er svært flink, Hedvig. Bare et par minutter forstår du.

(Han smyger sig gennem kanten af forhænget ind på loftet. Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal høres at disputere derinde.)

HJALMAR
(kommer frem indenfor garnet)
.

Hedvig, å ræk mig den knibetangen, som ligger på hylden. Og så hugjernet, du.
(vender sig indover.)
Jo, nu skal du bare se, far. Lad mig da først få lov til at vise dig, hvorledes jeg mener det!

HEDVIG
(har hentet det forlangte værktøj fra reolen og stikker det ind til ham)
.