Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
GREGERS.
Ja, så løselig.
RELLING.
Å, det er herr Werle junior. Ja, vi to har været i totterne på hinanden oppe på Højdalsværket. De er nok netop flyttet ind?
GREGERS.
Jeg flytted ind nu imorges,
RELLING.
Og nedenunder bor Molvik og jeg, så De har ikke langt til doktor og prest, om De skulde få brug for slige nogen.
GREGERS.
Tak, det kunde nok hænde; for igår var vi tretten til bords.
HJALMAR.
Å, kom nu ikke ind på det uhyggelige igen!
RELLING.
Du kan ta’ det med ro, Ekdal; for dig træffer det s’gu ikke.
HJALMAR.
Det vil jeg ønske for min familjes skyld. Men la’ os nu sætte os og spise og drikke og være glade.
GREGERS.
Skal vi ikke vente på din far?
HJALMAR.
Nej, han vil ha’ sit ind til sig siden. Kom så!
(Herrerne sætter sig til frokostbordet, spiser og drikker. Gina og Hedvig går ud og ind og varter op.)
RELLING.
Igår var Molvik stygt på støvlerne, fru Ekdal.
GINA.
Så? Igår igen?
RELLING.
Hørte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham inat?
GINA.
Nej, jeg kan ikke sige det.
RELLING.
Det var bra’; for inat var Molvik fæl.
GINA.
Er det sandt, Molvik?
MOLVIK.
La’ os slå en streg over nattens hændelser. Sligt afhænger jo ikke af mit bedre jeg.
RELLING
(til Gregers)
.
Det kommer over ham som en indskydelse; og så må jeg ud med ham på rangel. For kandidat Molvik er dæmonisk, ser De.
GREGERS.
Dæmonisk?
RELLING.
Molvik er dæmonisk, ja.
GREGERS.
Hm.
RELLING.
Og dæmoniske naturer er ikke skabt til at gå lige på benene gennem verden; de må ud på afveje en gang iblandt. – Nå, og De holder altså ud der oppe på det fæle svarte værket endnu?
GREGERS.
Jeg har holdt ud indtil nu.
RELLING.
Og fik De så inkasseret den fordringen, De gik omkring med?
GREGERS.
Fordringen?
(forstår ham.)
Nå så.
HJALMAR.
Har du inkasseret fordringer, Gregers?
GREGERS.
Å snak.
RELLING.
Jo såmænd har han så; han gik omkring i alle husmandshytterne og præsenterte noget, som han kaldte „den ideale fordring”.
GREGERS.
Jeg var ung dengang.
RELLING.
De har ret i det; De var svært ung. Og den ideale fordringen – den fik De da aldrig honoreret så længe jeg var der oppe.
GREGERS.
Ikke siden heller.
RELLING.
Nå, så er De vel ble’t så klog at slå lidt af på beløbet da, kan jeg tænke.
GREGERS.
Aldrig når jeg står foran et ægte, virkeligt menneske.
HJALMAR.
Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt. – Lidt smør, Gina.
RELLING.
Og så et stykke flæsk til Molvik.
MOLVIK.
Uh, ikke flæsk!
(det banker på loftsdøren.)
HJALMAR.
Luk op, Hedvig; far vil ud.
(Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ind med et friskt kaninskind; hun lukker efter ham.)
EKDAL.
God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt en stor en.
HJALMAR.
Og så har du flådd den før jeg kom –!
EKDAL.
Har saltet den også. Det er godt, mørt kød, det kaninkødet; og så er det sødt; smager som sukker. God appetit, mine herrer!
(går ind i sit værelse.)
MOLVIK
(rejser sig)
.
Undskyld –; jeg kan ikke –; jeg må ned som snarest –
RELLING.
Drik sodavand, menneske!
MOLVIK
(skynder sig)
.
Uh – uh!
(ud gennem gangdøren.)
RELLING
(til Hjalmar)
.
Lad os tømme en dram for den gamle jægersmand.
HJALMAR
(klinker med ham)
.
For idrætsmanden på gravens bred, ja.
RELLING.
For den gråhærdede –.
(drikker.)
Ja, sig mig, –er det gråt hår, han har, eller er det hvidt?
HJALMAR.
Det er visst så midt imellem; for resten har han nok ikke ret mange hårstrå igen på sin isse.
RELLING.
Nå, med forlorent kommer man også igennem verden. Ja, du er da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakkre livsopgaven at stræve for –
HJALMAR.
Og jeg stræver også, kan du tro.
RELLING.
Og så har du din flinke kone, som lunter så lunt ud og ind på filtsko og vagger i hofterne og hygger og steller for dig.
HJALMAR.
Ja, Gina –
(nikker til hende.)
du er en bra’ ledsagerinde, at ha’ med på livsvejen, du.
GINA.
Å, sid nu ikke der og ressensér om mig.
RELLING.
Og så din Hedvig, du Ekdal?
HJALMAR
(bevæget)
.
Barnet, ja! Barnet først og fremst. Hedvig, kom hid til mig.
(stryger hende over håret.)
Hvad er det for en dag imorgen, du?
HEDVIG
(rusker i ham)
.
Å nej, du skal ikke sige noget, far!
HJALMAR.
Det stinger mig som en kniv igennem hjertet, når jeg tænker på, at det skal bli’ så ringe; bare en liden festlig tilstelning inde på loftet –
HEDVIG.
Å, men det blir just dejligt, det!
RELLING.
Og vent så bare til den mærkelige opfindelsen kommer til verden, Hedvig!
HJALMAR.
Ja da – da skal du se! Hedvig, jeg har besluttet at sikkre din fremtid. Du skal få det godt så længe du lever. Jeg vil forlange noget for dig, et eller andet. Det skal være den fattige opfinders eneste løn.
HEDVIG
(hvisker med armen om hans hals)
.
Å, du snille, snille far!
RELLING
(til Gregers)
.
Nå, synes De ikke ganske bra’ om det, til en forandring, at sidde ved et godt besat bord i en lykkelig familjekreds?
HJALMAR.
Ja, disse timer ved bordet sætter jeg virkelig pris på.
GREGERS.
Jeg, for min del, trives ikke i sumpluft.
RELLING.
Sumpluft?
HJALMAR.
Å, kom nu ikke med den snak igen!
GINA.
Her er, ved Gud, ingen sumplugt, herr Werle; for jeg lufter såmænd ud hver evige dag.
GREGERS
(går fra bordet)
.
Den stank, jeg mener, den lufter De visst ikke ud.
HJALMAR.
Stank!
GINA.
Ja, hvad synes du, Ekdal!
RELLING.
Om forladelse, – det skulde vel ikke være Dem selv, som bringer stanken med der oppe fra gruberne?
GREGERS.
Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind i huset.
RELLING
(går hen til ham)
.
Hør, herr Werle junior, jeg har Dem stærkt mistænkt for, at De går med „den ideale fordring” uforkortet i baglommen endnu.
GREGERS.
I brystet går jeg med den.
RELLING.
Ja, hvor fanden De så har den, så vil jeg ikke rå’ Dem til at spille inkassator her, så længe jeg er inde.
GREGERS.
Og hvis jeg gør det alligevel?
RELLING.
Så kommer De på hodet ned over trapperne; nu véd De det.
HJALMAR
(rejser sig)
.
Nej men, Relling!
GREGERS.
Ja, kast De mig bare ud –.
GINA
(går imellem dem)
.
Det får De ikke lov til, Relling. Men det må jeg sige Dem, herr Werle, at De, som gjorde alt det fæle inde i kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om stank.
(det banker på gangdøren.)
HEDVIG.
Mor, der er nogen, som banker.
HJALMAR.
Se så; nu skal vi ha’ det rend også!
GINA.
La’ bare mig –.
(går hen og åbner døren, studser, farer sammen og viger tilbage.)
Åh! Uf da!
(Grosserer Werle, i pelsfrakke, træder et skridt indenfor.)
WERLE.
Be’r undskylde; men min søn skal nok bo her i huset.
GINA
(svælger vejret)
.
Ja.
HJALMAR
(går nærmere)
.
Vil ikke herr grossereren være så artig –?
WERLE.
Tak; jeg ønsker blot at tale med min søn.
GREGERS.
Ja, hvad godt? Her står jeg.
WERLE.
Jeg ønsker at tale med dig i dit værelse.
GREGERS.
l mit værelse – nå –
(vil gå.)
GINA.
Nej, der er, ved Gud, ikke i den stand at –
WERLE.
Nå, så ude på gangen da; jeg ønsker en samtale under fire øjne.
HJALMAR.
Det kan ske her, herr grosserer. Kom ind i dagligstuen, Relling.
(Hjalmar og Relling går ind til højre; Gina tar Hedvig med sig ud i køkkenet.)
GREGERS
(efter et kort ophold)
.
Ja, nu er vi altså under fire øjne.
WERLE.
Du lod falde nogen yttringer igår aftes –. Og såsom du nu har lejet dig ind hos Ekdals, så må jeg næsten formode, at du har et eller andet i sinde imod mig.
GREGERS.
Jeg har i sinde at åbne Hjalmar Ekdals øjne. Han skal se sin stilling, som den er; – det er det hele.
WERLE.
Er det den livsopgaven, du talte om igår?
GREGERS.
Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden.
WERLE.
Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers.
GREGERS.
Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg tænker ikke på alt det med mor –. Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg går og jages og nages under en skyldbetynget samvittighed.