Complete Works of Henrik Ibsen (602 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
3.8Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

GINA.
Å, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg.

 

GREGERS.
Så du er altså ble’t jæger, du også, Hjalmar?

 

HJALMAR.
Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars skyld, kan du skønne.

 

GINA.
Mandfolk er nu så underlige, de; de skal altid ha’ noget at dividere sig med.

 

HJALMAR
(arrig)
.

 

Ja rigtig, ja; vi skal altid ha’ noget at divertere os med.

 

GINA.
Ja, det er jo akkurat det jeg siger.

 

HJALMAR.
Nå; hm!
(til Gregers.)
Jo, ser du, og så træffer det sig så heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan høre det, når vi skyder.
(lægger pistolen på den øverste reolhylde.)
Ikke rør pistolen, Hedvig! Det ene løbet er ladt; husk på det.

 

GREGERS
(ser ind gennem garnet)
.

 

Jagtgevær har du også, ser jeg.

 

HJALMAR.
Det er fars gamle gevær. Det kan ikke skydes med længer; for der er noget galt fat med låsen. Men det er ganske morsomt at ha’ det alligevel; for vi kan ta’ det fra hinanden og gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og skrue det sammen igen –. Ja, det er jo mest far, som pusler med sligt noget.

 

HEDVIG
(henne ved Gregers)
.

 

Nu kan De da rigtig se vildanden.

 

GREGERS.
Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene vingen, synes jeg.

 

HJALMAR.
Nå, det er da ikke så underligt; hun har jo været skamskudt.

 

GREGERS.
Og så slæber hun lidt på foden. Eller er det ikke så?

 

HJALMAR.
Kanske en bitte liden smule.

 

HEDVIG.
Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i.

 

HJALMAR.
Men hun har slet ingen lyde og mén for resten; og det er virkelig mærkværdigt for en, som har fåt en ladning haggel i kroppen og som har været mellem hundetænder –

 

GREGERS
(med et øjekast til Hedvig)
.

 

– og som har været på havsens bund – så længe.

 

HEDVIG
(smiler)
.

 

Ja.

 

GINA
(steller ved bordet)
.

 

Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser nok for.

 

HJALMAR.
Hm; – er det snart dækket kanske?

 

GINA.
Ja straks på timen. Hedvig, nu må du komme og hjælpe mig.

 

(Gina og Hedvig går ud i køkkenet.)

 

HJALMAR
(halv højt)
.

 

Jeg tror ikke, det er værdt, du står der og ser på far; han liker det ikke.

 

GREGERS
(går fra loftsdøren)
.

 

HJALMAR.
Og så er det bedst jeg stænger, før de andre kommer ind.
(skræmmer med hænderne.)
Hysch – hysch; vil I væk med jer!
(i det han hejser forhænget op og trækker døren sammen.)
Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig ganske morsomt at ha’ sligt noget at stelle med og gøre i stand, når det går i stykker. Og så er det desuden aldeles nødvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha’ kaniner og høns ind i atelieret.

 

GREGERS.
Nej, nej; og det er kanske din kone, som står for styret her?

 

HJALMAR.
Jeg overlader hende i almindelighed de løbende forretninger; for så kan jeg imens ty ind i dagligstuen og tænke over de ting, som vigtigere er.

 

GREGERS.
Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar?

 

HJALMAR.
Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det før. Eller kanske du ikke har hørt tale om opfindelsen?

 

GREGERS.
Opfindelsen? Nej.

 

HJALMAR.
Så? Du har ikke det? Å nej, der oppe i skogtrakterne og ødemarkerne –

 

GREGERS.
Du har altså gjort en oprindelse!

 

HJALMAR.
Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder på med det. Du kan jo nok tænke dig, at da jeg beslutted at offre mig for fotografien, så var det ikke for at gå her og ta’ portrætter af alskens hverdagsmennesker.

 

GREGERS.
Nej, nej, det sa’ også din kone nu nylig.

 

HJALMAR.
Jeg svor, at skulde jeg vie mine kræfter til den håndtering, så skulde jeg også hæve den så højt, at den blev både til en kunst og til en videnskab. Og så beslutted jeg at gøre den mærkelige opfindelsen.

 

GREGERS.
Og hvad består så den opfindelsen i? Hvad går den ud på?

 

HJALMAR.
Ja, kære, du må ikke spørge således om enkeltheder endnu. Det tar tid, ser du. Og så skal du ikke tro det er forfængelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke for min egen skyld. Å nej, det er livsopgaven, som står for mig nat og dag.

 

GREGERS.
Hvilken livsopgave da?

 

HJALMAR.
Glemmer du gubben med sølvhåret?

 

GREGERS.
Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gøre for ham?

 

HJALMAR.
Jeg kan opvække hans selvfølelse fra de døde, i det jeg hæver det ekdalske navn til ære og værdighed igen.

 

GREGERS.
Det er altså din livsopgave.

 

HJALMAR.
Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han allerede da uvejret brød løs over ham. Da disse forfærdelige undersøgelserne stod på, var han ikke længer sig selv. Pistolen der henne, du, – den, som vi bruger til at skyde kaniner med, – den har spillet en rolle i den ekdalske slægts tragedie.

 

GREGERS.
Pistolen! Så?

 

HJALMAR.
Da dommen var afsagt og han skulde sættes fast, – da havde han pistolen i sin hånd –

 

GREGERS.
Havde han –!

 

HJALMAR.
Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Så forkommet, så ruineret på sjælen var han ble’t allerede dengang. Å, kan du begribe det? Han, en militær, han, som havde skudt ni bjørne, og som stammed ned fra to oberstløjtnanter, – ja, fra den ene efter den anden, naturligvis –. Kan du begribe det, Gregers?

 

GREGERS.
Ja, jeg begriber det godt.

 

HJALMAR.
Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor slægts historie. Da han havde fåt den grå klædning på og sad under lås og lukke, – å, det var forfærdelige tider for mig, kan du tro. Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden og le og snakke om ligegyldige ting Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom under en solformørkelse.

 

GREGERS.
Slig følte jeg det også, da mor var død.

 

HJALMAR.
I en sådan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit eget bryst.

 

GREGERS.
Du tænkte også på at –!

 

HJALMAR.
Ja.

 

GREGERS.
Men du skød ikke?

 

HJALMAR.
Nej. I det afgørende øjeblik vandt jeg sejr over mig selv. Jeg blev i live. Men du kan tro, der hører mod til at vælge livet under de vilkår.

 

GREGERS.
Ja, det er som man tar det.

 

HJALMAR.
Jo, ubetinget, du. Men det var bedst så; for nu nu gør jeg snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg, at far kan få lov til at bære uniformen igen. Jeg vil fordre det som min eneste løn.

 

GREGERS.
Så det er det med uniformen, som han –?

 

HJALMAR.
Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke forestille dig, hvorledes det skærer mig i hjertet for ham. Hver gang vi fejrer en liden familjefest – som Ginas og min bryllupsdag, eller hvad det nu kan være – da træder oldingen her ind iført sin løjtnantsuniform fra lykkens dage. Men banker det så bare på gangdøren, – for han tør jo ikke vise sig for fremmede, véd du, – da piler han ind i sit kammers igen, så fort som de gamle ben vil bære ham. Sligt er sønderslidende for et sønnehjerte at se på, du!

 

GREGERS.
Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli’ færdig?

 

HJALMAR.
Nej, Herregud, du må ikke spørge mig om sådanne enkeltheder som tiden. En opfindelse, det er noget, som en ikke helt og holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an på inspirationen, – på en indskydelse, – og det er næsten umulig på forhånd at beregne, hvad tid den indtræder.

 

GREGERS.
Men fremad går det da vel?

 

HJALMAR.
Ja visst går det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, når jeg har spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan gruble i ro. Men man må bare ikke jage på mig; for det nytter ikke til noget; det siger Relling også.

 

GREGERS.
Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde på loftet dra’r dig bort og spreder dig for meget?

 

HJALMAR.
Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige noget sådant. Jeg kan da ikke evig og altid gå her og hænge over de samme anstrængende tankerne. Jeg må ha’ noget ved siden af, som kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser du, – når den kommer, så kommer den alligevel.

 

GREGERS.
Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har noget af vildanden i dig.

 

HJALMAR.
Af vildanden? Hvorledes det, mener du?

 

GREGERS.
Du har dukket under og bidt dig fast i bundgræsset.

 

HJALMAR.
Sigter du kanske til det næsten dødbringende skud, som har rammet far i vingen – og mig også?

 

GREGERS.
Ikke nærmest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt; men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fåt en snigende sot i kroppen, og så er du gåt tilbunds for at dø i mørke.

 

HJALMAR.
Jeg? Dø i mørke! Nej, véd du hvad, Gregers, du skal virkelig la’ være med slig snak.

 

GREGERS.
Vær bare rolig; jeg skal nok se at få dig op igen. For jeg har også fåt en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igår.

 

HJALMAR.
Ja, det kan gerne være; men du skal bare la’ mig bli udenfor. Jeg kan forsikkre dig, at – fraregnet min let forklarlige melankoli naturligvis – så befinder jeg mig så vel, som noget menneske kan ønske det.

 

GREGERS.
At du det gør, det kommer også af forgiften.

 

HJALMAR.
Nej, kære smile Gregers, snak nu ikke mere om sot og forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting.

 

GREGERS.
Nej, det skal du nok få mig til at tro.

 

HJALMAR.
Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft, som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget lavt, det véd jeg nok, – og mine kår er ringe. Men jeg er en opfinder, du, – og jeg er familjeforsørger tillige. Det bærer mig oppe over de små vilkår. – Ah, der kommer de med frokosten!

 

(Gina og Hedvig bringer ølflasker, brændevinskaraffel, glasse og andet tilbehør. I det samme kommer Relling og Molvik ind fra gangen; de er begge uden hat og overtøj; Molvik er sortklædt.)

 

GINA
(sætter sagerne på bordet)
.

 

Nå, de to kommer da rigtig til rette tid.

 

RELLING.
Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og så var han ikke til at holde. – Godmorgen for anden gang, Ekdal.

 

HJALMAR.
Gregers, må jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor –, ja, Relling kender du jo?

Other books

The Eighth Witch by Maynard Sims
Perfect Contradiction by Peggy Martinez
Tomorrow's Paradise World: Colonize by Armstrong, Charles W.
The Gulf by David Poyer
Forever...: a novel by Judy Blume
Branded by Jenika Snow
Code Name: Luminous by Natasza Waters
Billionaire's Retreat by Eddie Johnson