Complete Works of Henrik Ibsen (470 page)

THORA.
Jo visst; kom; Selma vil det endelig.

KAMMERHERREN.
Ja, ja, så får jeg vel føje mig.
(dæmpet idet de går.)
Det er dog sørgeligt med Lundestad; han begynder virkelig at blive sløv; tænk, han har sletikke forstået, hvad Stensgård –

THORA.
O, kom, kom; nu skal vi lege!
(Hun drager ham med ind i kredsen, hvor legen er i fuld gang mellem de unge.)

ERIK BRATSBERG
(råber fra sin plads)
.
Herr Hejre, De er udnævnt til pantdommer!

DANIEL HEJRE.
He-he; det er såmæn min første udnævnelse i verden.

STENSGÅRD
(ligeledes i kredsen)
.
På grund af Deres bekendtskab med justitsen, herr Hejre!

DANIEL HEJRE.
Å, mine elskelige unge venner, det skulde være mig en fryd at dømme jer allesammen –; noksagt!

STENSGÅRD
(smutter hen til Lundestad, som står i forgrunden til venstre)
.
De talte med kammerherren. Hvad var det om? Var det noget om mig?

LUNDESTAD.
Desværre; det var om dette her igåraftes –

STENSGÅRD
(vrider på sig)
.
Død og plage!

LUNDESTAD.
Han syntes, De havde været forskrækkelig grov, sa’e han.

STENSGÅRD.
Ja, tror De ikke det piner mig –

LUNDESTAD.
De kunde nu bøde på det.

ERIK BRATSBERG
(råber ned)
.
Herr Stensgård, raden er til Dem!

STENSGÅRD.
Jeg kommer!
(hurtigt, til Lundestad.)
Hvorledes bøde på det?

LUNDESTAD.
Finder De lejlighed, så gør kammerherren en undskyldning.

STENSGÅRD.
Det skal jeg, ved Gud, gøre!

SELMA.
Skynd Dem; skynd Dem!

STENSGÅRD.
Jeg kommer, frue! Her er jeg!
(Legen fortsættes under latter og lystighed. Nogle ældre herrer spiller kort til højre. Lundestad sætter sig til venstre; Daniel Hejre nær ved.)

DANIEL HEJRE.
Den hvalp siger, jeg har havt med justitsen at gøre!

LUNDESTAD.
Han er noget uvorren i sin mund, det kan ikke nægtes.

DANIEL HEJRE.
Derfor går også hele familjen og logrer for ham. He-he; det er ynkeligt at se, hvor rædde de er.

LUNDESTAD.
Nej, der ser De galt, herr Hejre; kammerherren er ikke ræd.

DANIEL HEJRE.
Ikke det? Tror De jeg er blind, højstærede?

LUNDESTAD.
Nej, men –; ja, De kan da vel tie? Godt; jeg skal sige Dem, hvorledes det hænger sammen. Kammerherren tror, det var Monsen, det gjaldt igår.

DANIEL HEJRE.
Monsen? Å, visvas!

LUNDESTAD.
Minsæl, herr Hejre! Ringdal eller frøkenen har vel bildt ham det ind –

DANIEL HEJRE.
Og så går han hen og be’r ham til stor middag! Nej, det er, Gud døde mig, udmærket! Nej; véd De hvad, det kan jeg ikke tie med.

LUNDESTAD.
Hys, hys! Husk, hvad De lovte mig. Kammerherren er jo Deres gamle skolekammerat; og om han end har faret lidt hårdt frem imod Dem –

DANIEL HEJRE.
He-he; jeg skal betale ham det med renter –

LUNDESTAD.
Vogt Dem vel; kammerherren er mægtig. Leg ikke med løver.

DANIEL HEJRE.
Bratsberg en løve? Pyt; han er dum, faer; det er jeg ikke. Å, hvilke dejlige chikaner, hvilke spydigheder, hvilke stikpiller jeg skal lave ud af dette her, når jeg engang får vor store proces i gang!

SELMA
(råber fra kredsen)
.
Herr dommer, hvad skal den gøre, som ejer dette pant?

ERIK BRATSBERG
(ubemærket, til Daniel Hejre)
.
Det er Stensgårds! Find på noget morsomt.

DANIEL HEJRE.
Det pant? He-he, lad mig se; han kunde jo per eksempel, – noksagt. Han skal holde en tale!

SELMA.
Det er herr Stensgårds pant.

ERIK BRATSBERG.
Herr Stensgård skal holde en tale!

STENSGÅRD.
Å nej; lad mig slippe; jeg kom slet nok fra det igår.

KAMMERHERREN.
Fortrinligt, herr Stensgård; jeg forstår mig også lidt på veltalenhed.

LUNDESTAD
(til Daniel Hejre)
.
Gudsdød; bare han nu ikke forplumrer sig.

DANIEL HEJRE.
Forplumrer sig? He-he. De er fin, De! Et velsignet indfald!
(halvhøjt til Stensgård.)
Kom De galt fra det igår, så kan De jo slå Dem selv på munden idag.

STENSGÅRD
(får en pludselig idé)
.
Lundestad, her er lejligheden!

LUNDESTAD
(undvigende)
Spil Deres kort fint.
(søger sin hat og lister sig efterhånden mod døren.)

STENSGÅRD.
Ja, jeg skal holde en tale!

DE UNGE DAMER.
Bravo! Bravo!

STENSGÅRD.
Tag Deres glasse, mine damer og herrer! Nu holder jeg en tale, der begynder i et eventyr; thi jeg føler eventyrets strøm af livsmod lufte igennem mig i denne kreds.

ERIK BRATSBERG
(til damerne)
.
Hør! hør!
(Kammerherren tager sit glas fra spillebordet til højre og bliver stående der. Ringdal, doktor Fjeldbo og et par andre herrer kommer ind fra haven.)

STENSGÅRD.
Det var i vårdagene. Da kom der en ung gøg flyvende ind i lien. Gøgen er en lykkefugl; og der var stort fuglegilde nedenunder ham på den flade mark, og både vildt og tamt kræ flokkedes der. Ud fra hønsegårdene tripped de; op fra gåsedammene kom de vaggende; ned fra Storlien strøg en tung tiur i lav, braskende flugt, tog fæste og bruste med fjærene og kradsed med vingerne og gjorde sig endnu bredere, end han var; og alt imellem galte han: krak, krak, krak, hvilket vil sige så meget som: jeg er kaksen fra Storlien, jeg!

KAMMERHERREN.
Fortræffeligt! Hør!

STENSGÅRD.
Og så var der en gammel hakkespæt. Langsefter træstammerne vimsed han rakt op og ned, bored med sit spidse næb, gramsed orme i sig, og alt det, som sætter galde, og til højre og til venstre hørte man: prik, prik, prik; – det var hakkespætten –

ERIK BRATSBERG.
Nej, om forladelse, var ikke det en stork eller en –?

DANIEL HEJRE.
Noksagt!

STENSGÅRD.
Det var den gamle hakkespæt. Men så kom der liv i laget; thi de fandt en at kagle ondt om; og så stimled de sammen og kagled i kor, så længe, til den unge gøg begyndte at kagle med –

FJELDBO
(ubemærket)
.
For Guds skyld, menneske, ti stille!

STENSGÅRD.
Men den, det gjaldt, det var en ørn, som sad i ensom ro på et brat fjeld. Om ham vare de alle enige. „Han er en skræmsel for bygden”, sa’e en hæs ravn. Men ørnen skar ned i skrå flugt, greb gøgen, og bar ham op i højden. – Det var et hjerterov! Og der oppe fra, der så lykkefuglen vidt og dejligt ud over det lave; der var stilhed og solskin; der lærte han at dømme sværmen fra hønsegårdene og fra de uryddede lier –

FJELDBO
(højt)
.
Punktum; punktum! Musik!

KAMMERHERREN.
Hys; forstyr ham ikke.

STENSGÅRD.
Herr kammerherre Bratsberg, – her ender jeg mit eventyr, og træder frem for Dem i de manges nærværelse og beder Dem om tilgivelse for igår.

KAMMERHERREN
(et halvt skridt tilbage)
.
Mig –!

STENSGÅRD.
Tak for den måde, hvorpå De har hævnet Dem over mine ubesindige yttringer. I mig har De fra nu af en rustet stridsmand. Og dermed, mine damer og herrer, en skål for ørnen på fjeldtinden; en skål for herr kammerherre Bratsberg.

KAMMERHERREN
(famler efter bordet)
.
Tak, herr overretssagfører!

GÆSTERNE
(de fleste i pinlig forlegenhed)
.
Herr kammerherre! Herr kammerherre Bratsberg.

KAMMERHERREN.
Mine damer! Mine herrer!
(sagte.)
Thora!

THORA.
Faer!

KAMMERHERREN.
Ah, doktor, doktor, hvad har De gjort!

STENSGÅRD
(med glasset i hånden, strålende fornøjet)
.
Og nu på plads igen! Hej, Fjeldbo, kom med, – i de unges forbund! Her har vi legen gående!

DANIEL HEJRE
(i forgrunden til venstre)
.
Ja minsæl har vi legen gående!
(Lundestad forsvinder i bagdøren.)
(Teppet falder.)

TREDJE AKT

(Elegant forværelse med indgang i baggrunden. Til venstre dør til kammerherrens kontor; længere tilbage dør til dagligstuen. Til højre en dør til værksforvalterens kontorer; foran samme et vindu.)
(Thora sidder grædende på sofaen til venstre. Kammerherren går heftigt op og ned.)

KAMMERHERREN.
Ja, nu har vi efterspillet. Gråd og jammer –

THORA.
O, Gud give vi aldrig havde set det menneske!

KAMMERHERREN.
Hvilket menneske?

THORA.
Den afskyelige sagfører Stensgård, naturligvis.

KAMMERHERREN.
Du skulde heller sige: gid vi aldrig havde set den afskyelige doktor!

THORA.
Fjeldbo?

KAMMERHERREN.
Ja, Fjeldbo; Fjeldbo, ja! Var det ikke ham, som løj mig fuld –?

THORA.
Nej, kære velsignede faer, det var mig.

KAMMERHERREN.
Dig? Begge to altså! I ledtog sammen; bag min ryg! Det er dejligt!

THORA.
O, faer, dersom du vidste –

KAMMERHERREN.
Å, jeg véd nok; mere end nok; meget mere!
(Doktor Fjeldbo kommer fra baggrunden.)

FJELDBO.
Godmorgen, herr kammerherre! Godmorgen, frøken.

KAMMERHERREN
(vedbliver at gå op og ned)
.
Nå, er De der, – De, ulykkesfugl –

FJELDBO.
Ja, det var en højst ubehagelig begivenhed.

KAMMERHERREN
(ser ud af vinduet)
.
Finder De dog det?

FJELDBO.
Jeg tror, De må have bemærket, hvorledes jeg hele tiden holdt øje med Stensgård. Ulykkeligvis, da jeg hørte der skulde leges pantelege, tænkte jeg der ingen fare var –

KAMMERHERREN
(stamper i gulvet)
.
Stilles i gabestokken af slig en vindmager! Og hvad har ikke mine gæster måttet tro om mig? At jeg var usel nok til at ville købe denne person, denne – denne –, som Lundestad kalder ham!

FJELDBO.
Ja, men –

THORA
(ubemærket af faderen)
.
Tal ikke!

KAMMERHERREN
(efter et kort ophold, vender sig mod Fjeldbo)
.
Sig mig oprigtigt, doktor, – er jeg virkelig dummere, end de fleste andre mennesker?

FJELDBO.
Hvor kan De spørge så, herr kammerherre?

KAMMERHERREN.
Men hvorledes kunde det da gå til, at jeg rimeligvis var den eneste, som ikke forstod, at den forbistrede tale var myntet på mig?

FJELDBO.
Skal jeg sige Dem det?

KAMMERHERREN.
Ja visst skal De så.

FJELDBO.
Det er, fordi De selv ser Deres stilling her i bygden med andre øjne, end befolkningen forresten.

KAMMERHERREN.
Jeg ser min stilling, som min salig faer så sin stilling her. Min salig faer vilde man aldrig vovet at byde sligt.

FJELDBO.
Deres salig faer døde også omkring året 1830.

KAMMERHERREN.
Å ja; her er kommet mangt og meget i opløsning siden den tid. Men skylden er forresten min egen. Jeg har blandet mig formeget med de godtfolk. Derfor må jeg nu finde mig i at stilles sammen med gårdbruger Lundestad!

FJELDBO.
Ja, rent ud sagt, det ser jeg ingen forklejnelse i.

KAMMERHERREN.
Å, De forstår mig meget godt. Jeg pukker naturligvis ikke på noget slags fornemhed, eller på titler eller sligt. Men hvad jeg holder i ære, og hvad jeg forlanger at andre skal holde i ære, det er den gennem alle slægter nedarvede retskaffenhed i vor familje. Det er det, jeg mener, at når man, som Lundestad, griber ind i det offentlige liv, så kan man ikke bevare sin karakter og sin vandel så aldeles pletfri. Derfor får Lundestad også finde sig i, at man søler ham til. Men man skal lade mig i ro; jeg står udenfor partierne.

FJELDBO.
Ikke så ganske, herr kammerherre. De glæded Dem ialfald, sålænge De troede, at angrebet gjaldt Monsen.

KAMMERHERREN.
Nævn ikke det menneske! Det er ham, som har slappet den moralske sans her i egnen. Desværre har han da også gjort min herr søn svimmel i hovedet.

THORA.
Erik?

FJELDBO.
Deres søn?

KAMMERHERREN.
Ja; hvad skulde han ind i de handelsforretninger? Det fører jo dog ikke til noget.

FJELDBO.
Men, kære herr kammerherre, han må jo dog leve og –

KAMMERHERREN.
Å, med sparsomhed kunde han såmæn godt leve af sin mødrenearv.

FJELDBO.
Ja, kanske han kunde leve af den; men hvad skulde han leve for?

KAMMERHERREN.
For? Nå, behøvte han absolut noget at leve for, så er han jo juridisk kandidat; han kunde jo leve for sin videnskab.

FJELDBO.
Nej, det kunde han ikke; thi det er hans natur imod. Han kunde heller ikke tænke på at komme i embede for det første; bestyrelsen af Deres ejendomme har De forbeholdt Dem selv; Deres søn har ingen børn at opdrage. Og når han så under slige omstændigheder ser fristende eksempler for sig, – ser folk, som fra ingenting er ifærd med at skabe en halv million –

KAMMERHERREN.
En halv million? Å, véd De hvad, lad os nu blive ved de hundred tusend. Men hverken den halve million eller de hundrede tusend skrabes sammen med så aldeles rene hænder; – jeg mener ikke ligeoverfor verden; gudbevares; lovene kan man jo nok holde sig efterrettelig; men ligeoverfor ens egen bevidsthed. Sligt noget kan jo naturligvis ikke min søn bekvemme sig til. De kan derfor være ganske rolig: grosserer Bratsbergs virksomhed kaster såmæn ingen halv million af sig.
(Selma, i spadseredragt, kommer fra baggrunden.)

SELMA.
Godmorgen! Er ikke min mand her?

KAMMERHERREN.
Godmorgen, barn. Søger du efter din mand?

SELMA.
Ja, han sagde, han skulde herud. Proprietær Monsen kom til ham tidligt i morges, og så –

KAMMERHERREN.
Monsen? Kommer Monsen til jer?

SELMA.
Engang imellem; det er mest i forretninger. Men, kære Thora, hvad er det? Har du grædt?

THORA.
Å, det er ingenting.

SELMA.
Jo, det er! Hjemme var Erik forstemt, og her –; jeg ser det på jer allesammen; der er noget ivejen. Hvad er det?

KAMMERHERREN.
Nå, nå; det er ialfald ikke noget for dig. Du er for fin til at bære byrder, min lille Selma. Gå I to ind i dagligstuen sålænge. Har Erik sagt, at han kommer, så kommer han vel også.

SELMA.
Lad os gå; – og vogt mig endelig for trækluften!
(slår armene om hende.)
O, jeg kunde knuse dig, søde Thora!
(begge damerne går ind til venstre.)

KAMMERHERREN.
De er altså kommet op i det med hinanden, de to spekulanter. De burde gå i kompagni sammen. Monsen & Bratsberg, – det vilde klinge smukt!
(det banker i baggrunden.)
Kom ind!
(Sagfører Stensgård træder ind af døren.)

KAMMERHERREN
(viger et skridt tilbage)
.
Hvad for noget!

STENSGÅRD.
Ja, her har De mig igen, herr kammerherre!

KAMMERHERREN.
Jeg ser det.

FJELDBO.
Men er du gal, menneske?

STENSGÅRD.
De trak Dem tidligt tilbage igåraftes. Da Fjeldbo havde oplyst mig om sammenhængen, var De allerede –

KAMMERHERREN.
Jeg beder Dem, – enhver forklaring vil være overflødig –

STENSGÅRD.
Ganske visst; De må heller ikke tro, det er derfor jeg er kommen.

KAMMERHERREN.
Ikke det, nu?

STENSGÅRD.
Jeg véd, jeg har æreskændt Dem.

KAMMERHERREN.
Det véd jeg også; og forinden jeg laer Dem jage på porten, vilde De kanske sige mig, hvorfor De kommer her.

STENSGÅRD.
Fordi jeg elsker Deres datter, herr kammerherre!

FJELDBO.
Hvad –!

KAMMERHERREN.
Hvad siger han, doktor?

STENSGÅRD.
Ja, De kan ikke sætte Dem ind i det, herr kammerherre. De er en gammel mand; De har ikke noget at kæmpe for –

KAMMERHERREN.
Og De understår Dem –!

STENSGÅRD.
Jeg kommer for at bede om Deres datters hånd, herr kammerherre.

KAMMERHERREN.
De –, De –? Vil De ikke tage plads?

STENSGÅRD.
Tak; jeg står.

KAMMERHERREN.
Hvad siger De til dette her, doktor?

STENSGÅRD.
Å, Fjeldbo siger alt godt; han er min ven; den eneste virkelige ven, jeg har.

FJELDBO.
Nej, nej, menneske; aldrig i evighed, dersom du –

KAMMERHERREN.
Var det derfor herr værkslægen fik ham indført i vort hus?

STENSGÅRD.
De kender mig kun af min optræden iforgårs og igår. Og det er ikke nok. Jeg er heller ikke idag den samme, som før. Samværet med Dem og Deres er faldet som en vårregn over mig. I en eneste nat er der slået spirer ud! De må ikke støde mig tilbage i det uhyggelige igen. Jeg har aldrig siddet inde med det dejlige i livet, før nu; det har været som fugle på taget for mig –

KAMMERHERREN.
Men min datter –?

STENSGÅRD.
Å, hende skal jeg vinde.

KAMMERHERREN.
Så? Hm!

STENSGÅRD.
Ja, fordi jeg vil det. Husk på, hvad De fortalte mig igår. De var også misfornøjet med Deres søns giftermål; – se, det har vendt sig til det gode. De skal skrive lærepengene bag øret, som Fjeldbo sagde –

KAMMERHERREN.
Nå, det var sådan ment?

FJELDBO.
På ingen måde! Kære herr kammerherre, lad mig få tale alene med ham –

STENSGÅRD.
Sniksnak; jeg har ikke noget at tale med dig om. Hør nu, herr kammerherre! Vær nu snild og fornuftig. En familje, som Deres, trænger til nye forbindelser, ellers fordummes slægten –

KAMMERHERREN.
Nej, nu blir det for galt!

STENSGÅRD.
Hys, hys; ikke hidsig! Lad alle disse kedelige fornemme griller fare; – for fanden, det er jo dog ikke andet end narrestreger igrunden. De skal se, hvor glad De vil blive i mig, når De bare lærer mig at kende. Jo; jo; De skal blive glad i mig, – både De og Deres datter! Hende skal jeg tvinge –

KAMMERHERREN.
Hvad tror De, herr doktor?

FJELDBO.
Jeg tror, det er galskab!

STENSGÅRD.
Ja, for dig vilde det være galskab; men jeg, ser du, jeg har en gerning at gøre her på Guds dejlige jord; – jeg laer mig ikke skræmme af vrøvl og fordomme!

KAMMERHERREN.
Herr sagfører; der er døren.

STENSGÅRD.
De viser mig –?

KAMMERHERREN.
Døren.

STENSGÅRD.
Gør det ikke!

KAMMERHERREN.
Ud med Dem! De er en lykkejæger og en – en; er det dog ikke forbandet! De er –

STENSGÅRD.
Hvad er jeg?

KAMMERHERREN.
Det er det andet; det, som ligger mig på tungen, er De!

STENSGÅRD.
Stænger De min livsvej, så vogt Dem!

KAMMERHERREN.
Hvorfor?