Complete Works of Henrik Ibsen (466 page)

FJELDBO.
Når drømte du dette?

STENSGÅRD.
Å, engang, – jeg erindrer ikke; for flere år siden.

FJELDBO.
Der har været oprør etsteds i Europa, og så har du spist tungt til aften og læst aviser ovenpå.

STENSGÅRD.
Den samme isnen, den samme rislen nedad ryggen har jeg følt ikveld. Ja, jeg skal gøre fyldest for mig. Jeg vil være røsten –

FJELDBO.
Hør, kære Stensgård, du skal standse og tænke dig om. Du vil være røsten, siger du. Godt! Men hvor vil du være røsten? Her i fogderiet? Eller, hvis det kommer højt, her i amtet! Og hvem skal være genlyden, der slår, så stormen vækkes? Jo, folk, som proprietær Monsen og bogtrykker Aslaksen og det fedryggede geni, herr Bastian. Og istedet for de flygtende kejsere og konger vil vi få se gårdbruger Lundestad, som løber efter sin storthingsfuldmagt. Hvad blir så det hele? Det blir, hvad syntes først i drømmen, – spidsborgere i blæst.

STENSGÅRD.
I den nærmeste nærhed, ja! Men ingen véd, hvor langt et uvejr slår.

FJELDBO.
Sniksnak med dig og dit uvejr! Og når så dertil kommer, at du, blind og besnakket og forlokket, som du er, vender dine våben netop mod det hæderlige og det dygtige iblandt os –

STENSGÅRD.
Det er ikke sandt!

FJELDBO.
Det er sandt! Monsen på Storli fik tag i dig straks du kom her til bygden; og gør du dig ikke fri for ham, så blir det din ulykke. Kammerherre Bratsberg er en hædersmand; det kan du stole på. Véd du, hvorfor herr proprietæren har lagt ham for had? Jo, fordi –

STENSGÅRD.
Jeg tåler ikke et ord mere! Ikke et eneste ord, som fornærmer mine venner!

FJELDBO.
Se tilbunds i dig selv, Stensgård! Er herr Mons Monsen virkelig din ven?

STENSGÅRD.
Proprietær Monsen har med al velvilje åbnet sit hus for mig –

FJELDBO.
Han åbner forgæves sit hus for de bedre her.

STENSGÅRD.
Å, hvem kalder du de bedre? Nogle storsnudede embedsmænd! Jeg véd det nok. Men hvad mig angår, så har man på Storli modtaget mig med en forekommenhed og en anerkendelse, som –

FJELDBO.
Anerkendelse; ja desværre, – der er vi ved kernepunktet.

STENSGÅRD.
Aldeles ikke! Jeg er mand for at se uhildet. Proprietær Monsen har evner, han har læsning, han har sans for de offentlige anliggender.

FJELDBO.
Evner? Å ja, på sin vis. Læsning også; han holder bladene og har deraf mærket sig, hvilke taler du har holdt, og hvilke artikler du har skrevet. Og at han har sans for de offentlige anliggender, det har han naturligvis lagt for dagen ved at samstemme både i dine taler og i dine avisartikler.

STENSGÅRD.
Hør, Fjeldbo, nu kommer igen bundfaldet op i dig. Kan du da aldrig holde dig fri for dette skidenfærdige i tankegangen? Hvorfor altid forudsætte enten usle eller latterlige bevæggrunde? A, du mener det ikke! Nu ser du så trofast ud igen. Jeg vil sige dig det bedste, det rette kernepunkt. Kender du Ragna?

FJELDBO.
Ragna Monsen? Ja; sådan på anden hånd.

STENSGÅRD.
Ja, hun kommer undertiden til kammerherrens.

FJELDBO.
I al stilhed. Hun og frøken Bratsberg er veninder fra konfirmationstiden.

STENSGÅRD.
Og hvad siger du så om hende?

FJELDBO.
Jo, efter alt, hvad jeg har hørt, må hun være en meget fortræffelig pige.

STENSGÅRD.
Å, du skulde se hende i hjemmet. Hun har ingen anden tanke end de to små søskende. Og hvorledes skal hun ikke have plejet sin moder! Du véd, moderen var sindssyg de sidste år, hun levede.

FJELDBO.
Javisst; jeg var selv læge der en tid. Men sig mig, kære ven, jeg skulde dog vel ikke tro at –?

STENSGÅRD.
Jo, Fjeldbo, jeg elsker hende virkelig; til dig kan jeg sige det. Ja, jeg skønner godt, hvad der undrer dig. Du finder det påfaldende, at jeg så hurtigt ovenpå –. Ja, du véd jo, jeg har været forlovet i Kristiania?

FJELDBO.
Ja, man har fortalt det.

STENSGÅRD.
Det hele forhold var en skuffelse. Jeg måtte bryde det; det var bedst for alle parter. Du kan tro, jeg har lidt nok under den sag; jeg har følt mig pint og knuget –. Nå, gudskelov, nu er jeg ude af det; det var også min grund til at flytte bort.

FJELDBO.
Og ligeoverfor Ragna Monsen er du sikker på dig selv?

STENSGÅRD.
Ja, det er jeg, du! Her er ingen fejltagelse mulig.

FJELDBO.
Men så i Guds navn, gør alvor af det! Det er en stor lykke! O, jeg kunde sige dig så meget –

STENSGÅRD.
Kan du virkelig det? Har hun yttret noget? Til frøken Bratsberg kanske?

FJELDBO.
Du forstår mig ikke. Men hvorledes er det muligt, at du midt under alt dette kan gå her og svire i politiske orgier? At bygdsladderen kan få indpas i et sind som –

STENSGÅRD.
Og hvorfor ikke? Mennesket er da ikke en så aldeles enkelt maskine heller. Jeg er det ialfald ikke. Desuden, netop igennem disse kampe og brydninger går vejen til hende.

FJELDBO.
En forbandet triviel vej.

STENSGÅRD.
Fjeldbo, jeg er ærgærrig; det véd du godt. Jeg må frem i verden. Når jeg tænker på, at jeg er tredive år, og endnu står ved begyndelsen, så kender jeg samvittighedens tænder i mig.

FJELDBO.
Ja, men det er ikke dens visdomstænder.

STENSGÅRD.
Det kan ikke nytte at snakke til dig. Du har aldrig følt denne jagende og æggende trang. Du har drevet og dovnet alle dine dage, – som student, til examen, i udlandet, og nu her –

FJELDBO.
Å ja, kanske; men det har ialfald været dejligt. Og der følger ingen slappelse efter, som den, man føler, når man stiger ned af bordet, efterat –

STENSGÅRD.
Alt andet; men dette tåler jeg minsæl ikke! Du gør en ond gerning med sligt. Du tager løftelsen fra mig –

FJELDBO.
Ja, men véd du hvad; når løftelsen sidder så løst –

STENSGÅRD.
Lad være, siger jeg! Hvad ret har du til at bryde ind i min lykke? Tror du ikke jeg er ærlig kanske?

FJELDBO.
Jo, det ved himlen, jeg tror!

STENSGÅRD.
Nå, hvad skal det så til at gøre mig tom og ækkel og mistroisk mod mig selv?
(larm og råb i teltet.)
Hør; hør! De drikker min skål! Hvad der kan gribe så mange, – ved den evige Gud, det har sandhed i sig!
(Frøken Bratsberg, frøken Monsen og kandidat Helle fra venstre går over pladsen i mellemgrunden.)

KANDIDAT HELLE
(til frøken Bratsberg)
.
Se der, frøken; der står netop sagfører Stensgård.

THORA.
Ja, så følger jeg ikke længere. Godnat, Ragna! Godnat; godnat!

HELLE OG FRØKEN MONSEN.
Godnat; godnat!
(de går ud til højre.)

THORA
(nærmere)
.
Jeg er jernværksejer Bratsbergs datter. Jeg har et brev til Dem fra faer.

STENSGÅRD.
Til mig –?

THORA.
Vær så god; her er det.
(vil gå.)

FJELDBO.
Får jeg ikke lov at følge?

THORA.
Nej tak; følg ikke. Godnat!
(ud til venstre.)

STENSGÅRD
(læser ved en papirlygte)
.
Hvad for noget?

FJELDBO.
Men, kære, – hvad skriver kammerherren?

STENSGÅRD
(brister i latter)
.
Det havde jeg dog ikke ventet!

FJELDBO.
Men sig mig da –?

STENSGÅRD.
Kammerherre Bratsberg er en ynkelig karl.

FJELDBO.
Og det vover du –

STENSGÅRD.
Usel; usel! Sig det igen til hvem du vil. Nå, lad forresten være.
(gemmer brevet.)
Det blir imellem os!
(Forsamlingen kommer ud af teltet.)

PROPRIETÆR MONSEN.
Herr formand! Hvor er herr Stensgård?

MÆNGDEN.
Der står han! Hurra!

LUNDESTAD.
Herr overretssagføreren har glemt sin hat.
(rækker ham den.)

BOGTRYKKER ASLAKSEN.
Værsågod; her er punsch! En hel bolle!

STENSGÅRD.
Tak; ikke mere.

MONSEN.
Og så husker vel medlemmerne, at imorgen samles vi på Storli hos mig for at –

STENSGÅRD.
Imorgen? Nej, det var jo ikke imorgen –?

MONSEN.
Jo visst; for at vedtage den rundskrivelse, som –

STENSGÅRD.
Nej, imorgen kan jeg sandelig ikke godt –. Jeg skal se iovermorgen eller dagen derefter. Nå, godnat, mine herrer; hjertelig tak for idag, og hurra for fremtiden!

MÆNGDEN.
Hurra! Vi følger ham hjem?

STENSGÅRD.
Tak; tak! De må endelig ikke –

ASLAKSEN.
Vi følger Dem allesammen.

STENSGÅRD.
Lad gå. Godnat, Fjeldbo; ja, for du følger vel ikke?

FJELDBO.
Nej. Men det vil jeg sige dig, at hvad du yttred om kammerherre Bratsberg –

STENSGÅRD.
Hys, hys; det var overdrevet i udtrykket. En streg over det! – Nå ja, mine ærede venner, vil I være med, så kom; jeg går i spidsen.

MONSEN.
Deres arm, Stensgård.

BASTIAN.
Sangere! Stem i! Noget rigtig fædrelandsk!

MÆNGDEN.
Sang; sang! Musik!
(En folkesang spilles og synges. Toget marscherer ud til højre i baggrunden.)

FJELDBO
(til Lundestad, som er bleven tilbage)
.
Et stadseligt følge.

LUNDESTAD.
Å ja. Men en stadselig fører også.

FJELDBO.
Og hvor går så De, herr Lundestad?

LUNDESTAD.
Jeg? Jeg går hjem og lægger mig.
(han hilser og går. Doktor Fjeldbo blir alene tilbage.)
(Teppet falder.)

ANDEN AKT

(Havestue hos kammerherrens. Elegante møbler, pianoforte, blomster og sjeldne planter. Indgangsdør i baggrunden. På venstre side dør til spisesalen; til højre flere åbne glasdøre ud til haven.)
(Bogtrykker Aslaksen står ved indgangsdøren. En pige er ifærd med at bære et par frugtskåler ind til venstre.)

PIGEN.
Ja, men De hører jo, selskabet sidder tilbords endnu. De må komme igen siden.

ASLAKSEN.
Nej, får jeg så heller lov til at vente?

PIGEN.
Ja, hvis De heller vil det. De kan sætte Dem der sålænge.
(hun går ind i spisesalen. Aslaksen sætter sig ved døren. Ophold. Doktor Fjeldbo kommer fra baggrunden.)

FJELDBO.
Nå, goddag, Aslaksen; er De her?

PIGEN
(kommer tilbage)
.
Å, hvor sent doktoren kommer!

FJELDBO.
Jeg blev kaldt ud i sygebesøg.

PIGEN.
Både kammerherren og frøkenen har spurgt så meget efter Dem.

FJELDBO.
Så det har de?

PIGEN.
Ja doktoren må endelig gå ind. Eller skal jeg kanske sige til at –?

FJELDBO.
Nej, nej; lad være. Jeg skal altid få en bid mad sidenefter; nu venter jeg her sålænge.

PIGEN.
Ja, de er snart færdige.
(hun går ud i baggrunden.)

ASLAKSEN
(lidt efter)
.
Og De kan lade sligt gæstebudsbord gå fra Dem, – med kage og fin vin og alt godt?

FJELDBO.
Ja, for pokker, man får snarere formeget end for lidt af det gode her i egnen.

ASLAKSEN.
Det kan jeg ikke være enig med Dem i.

FJELDBO.
Hm. Men sig mig, – det er nogen, De venter på?

ASLAKSEN.
Det er nogen, jeg venter på, ja!

FJELDBO.
Og hjemme står det tåleligt til? Deres kone –?

ASLAKSEN.
Ligger tilsengs som sædvanligt; hoster og tæres væk.

FJELDBO.
Og den næstældste?

ASLAKSEN.
Å, han er og blir nu vanfør; det véd De jo. Det skal så være for os; – hvad fanden kan det nytte at snakke om sligt!

FJELDBO.
Lad mig se på Dem, Aslaksen!

ASLAKSEN.
Nå; hvad vil De se?

FJELDBO.
Idag har De drukket.

ASLAKSEN.
Det gjorde jeg igår også.

FJELDBO.
Igår; ja, det fik endda så være; men idag og –

ASLAKSEN.
End de derinde da? Jeg synes de også drikker.

FJELDBO.
Ja, kære Aslaksen, De har ret på en måde; men vilkårene er nu så forskellige her i verden.

ASLAKSEN.
Jeg har ikke valgt mine vilkår.

FJELDBO.
Nej, Vorherre har valgt for Dem.

ASLAKSEN.
Nej, det har han ikke. Det er mennesker, som har valgt. Daniel Hejre valgte, da han tog mig ud af trykkeriet og satte mig til at studere. Og kammerherre Bratsberg valgte, da han ruinerte Daniel Hejre, så jeg måtte gå tilbage til trykkeriet igen.

FJELDBO.
Nu taler De mod bedre vidende. Kammerherre Bratsberg har aldrig ruineret Daniel Hejre; Daniel Hejre ruinerte sig selv.

ASLAKSEN.
Lad gå! Men hvor turde Daniel Hejre ruinere sig selv, når han havde sligt ansvar mod mig? Vorherre har også sin skyld, forstår sig. Hvorfor skulde han give mig evner og anlæg? Nå, dem kunde jeg da endelig brugt som en skikkelig håndværksmand; men så kommer den gamle sludderbøtte –

FJELDBO.
Det er stygt, hvad De der siger. Daniel Hejre tog sig dog visst af Dem i den bedste mening.

ASLAKSEN.
Ja, hans gode mening kan s’gu lidet hjælpe mig. – Derinde, hvor de nu sidder og klinker og drikker skåler, der sad jeg også; var som en af de andre; var fint opklædt –! Det var vel noget for mig, det; for mig, som havde læst så mangt, og som havde tørstet så længe efter at få del i alt det, som herligt er i verden. Jo, pyt! Hvor længe var Jeppe i paradis? Knald og fald, ud af det igen; – hele herligheden faldt i fisk, som vi siger i trykkeriet.

FJELDBO.
Ja-ja; men De var jo dog ikke så slemt stillet; De havde jo Deres håndværk at ty til.

ASLAKSEN.
Det er en god snak, det. Efter sligt noget er ens stand ikke længere ens stand. De tog fodfæstet væk under mig og satte mig ud på en glat is, – og så må jeg endda høre slængord, fordi jeg snubler.

FJELDBO.
Nå; jeg vil visselig ikke gå hårdt irette med Dem –

ASLAKSEN.
Nej, det gør De også ret i. – Det er et underligt røre! Daniel Hejre og forsynet og kammerherren og skæbnen og omstændighederne – og jeg selv også! jeg har tidt tænkt på at klare det ud fra hinanden og skrive en bog om det; men det er så forbandet indfiltret at –
(skotter mod døren til venstre.)
Se så; nu går de fra bordet.
(Selskabet, damer og herrer, går under munter samtale fra spisesalen ud i haven. Mellem gæsterne er sagfører Stensgård med Thora under den venstre og Selma under den højre arm. Doktor Fjeldbo og bogtrykker Aslaksen står oppe ved døren i baggrunden.)

STENSGÅRD.
Ja, jeg er jo fremmed her; damerne får sige, hvor jeg skal føre Dem hen.

SELMA.
Ud i det fri; De må se haven.

STENSGÅRD.
O ja, det skulde være dejligt!
(ud gennem den forreste glasdør til højre.)

FJELDBO.
Men i Guds navn, det var jo Stensgård!

ASLAKSEN.
Ja, det er ham, jeg skal have fat i. Jeg har rendt længe nok efter ham; heldigvis traf jeg da Daniel Hejre –
(Daniel Hejre og Erik Bratsberg kommer fra spisesalen.)

DANIEL HEJRE.
He-he; det var minsæl en excellent Sherry! Jeg har ikke smagt magen, siden jeg var i London.

ERIK BRATSBERG.
Ja, ikke sandt? Den kan live et menneske op?

DANIEL HEJRE.
Ak, ak; det er en sand fryd at se sine penge så vel anvendte!

ERIK BRATSBERG.
Hvorledes?
(leende.)
Nå; ja, ja vel, ja!
(de går ud i haven.)

FJELDBO.
De skal tale med Stensgård, siger De?

ASLAKSEN.
Jeg skal så.

FJELDBO.
I forretninger?

ASLAKSEN.
Forstår sig; festberetningen i bladet –

FJELDBO.
Ja, véd De hvad, – så må De vente derude sålænge –

ASLAKSEN.
Ude i gangen?

FJELDBO.
I forstuen, ja! Her er hverken tid eller sted –; jeg skal passe på, når Stensgård blir et øjeblik alene; hører De –!

ASLAKSEN.
Bevares vel; jeg skal vente til min tid kommer.
(går ud i baggrunden.)
(Kammerherre Bratsberg, gårdbruger Lundestad, værksforvalter Ringdal og et par andre herrer fra spisesalen.)

KAMMERHERREN
(i samtale, til Lundestad)
.
Uvorrent, siger De? Nu, formen vil jeg ikke videre opholde mig ved; men der var guldkorn i den tale; det kan jeg forsikkre Dem.

LUNDESTAD.
Ja-ja; når kammerherren er fornøjet, så kan sagtens jeg være det.

KAMMERHERREN.
Det skulde jeg også mene. Nå, der har vi da doktoren! Og med en tom mave sandsynligvis?

FJELDBO.
Siger intet, herr kammerherre; her er ikke langt til spisekammeret; – jeg betragter mig halvvejs som hjemme i huset.

KAMMERHERREN.
Se, se; gør De det? Det skulde De dog ikke gøre før tiden.

FJELDBO.
Hvorledes? De tager det da vel ikke ilde op? De har jo selv tilladt mig –

KAMMERHERREN.
Hvad jeg har tilladt Dem, det er tilladt. – Nå, nå; betragt De Dem som hjemme, og se De kan finde vejen til spisekammeret.
(slår ham let på skuldren og vender sig til Lundestad.)
Se, det er en; ham kan De kalde en lykkejæger og – og det andet, som jeg ikke husker.

FJELDBO.
Men, herr kammerherre!

LUNDESTAD.
Nej, jeg forsikkrer –

KAMMERHERREN.
Ingen disputer ovenpå maden; det er ikke tjenligt. Nu får vi snart kaffeen derud.
(går med gæsterne ned i haven.)

LUNDESTAD
(til Fjeldbo)
.
Skulde De hørt så underlig, som kammerherren er idag?

FJELDBO.
Det mærkede jeg allerede igåraftes.

LUNDESTAD.
Tænk, han vil endelig, at jeg skal have kaldt herr Stensgård for en lykkejæger og sligt noget!

FJELDBO.
Å, pyt, herr Lundestad; om nu så var? Men undskyld; jeg må ned og hilse på husets damer.
(går ud til højre.)

LUNDESTAD
(til Ringdal, som ordner et spillebord)
.
Hvorledes hænger det dog sammen, at sagfører Stensgård kommer her?

RINGDAL.
Ja, sig De mig det. Han stod ikke på listen fra først af.

LUNDESTAD.
Altså bagefter? Efter den tiltale, kammerherren fik igår –?

RINGDAL.
Ja, kan De skønne sligt?

LUNDESTAD.
Skønne det? Å jo; å jo.

RINGDAL
(sagtere)
.
Mener De, kammerherren er ræd for ham?

LUNDESTAD.
Jeg mener, han er varsom, – mener jeg.
(de går samtalende op mod baggrunden og derpå ud i haven; på samme tid kommer Selma og Stensgård frem i den forreste havedør.)

SELMA.
Jo, vil De nu se; der borte over trætoppene skimter vi både kirketårnet og hele den øverste del af byen.

STENSGÅRD.
Ja virkelig; det havde jeg ikke troet.

SELMA.
Synes De ikke udsigten heroppefra er dejlig?

STENSGÅRD.
Alting er dejligt her; haven og udsigten og solskinnet og menneskene! O, du gode Gud, hvor det altsammen er dejligt! Og her bor De hele sommeren?

SELMA.
Nej, ikke jeg og min mand; vi kommer og går. Vi har et stort prægtigt hus inde i byen, meget prægtigere end her; ja, De skal nok få se det.

STENSGÅRD.
Og Deres familje bor kanske også i byen?

SELMA.
Familje? Hvem skulde den familje være?

STENSGÅRD.
Ja, jeg vidste ikke –

SELMA.
Vi eventyrprinsesser har ingen familje.

STENSGÅRD.
Eventyrprinsesser?

SELMA.
Idethøjeste har vi kun sådan en ond stedmoder –

STENSGÅRD.
En heks, ja! Og De er altså prinsesse?

SELMA.
Over alle de sunkne slotte, hvor det spiller om thorsdagsnatten. Doktor Fjeldbo mener, det må være en meget behagelig livsstilling; men, – ja, nu skal De høre –

ERIK BRATSBERG
(fra haven)
.
Nå, endelig finder man da den lille frue!

SELMA.
Ja, fruen fortæller herr Stensgård sit levnetsløb.

ERIK BRATSBERG.
Se, se; og hvad figur spiller ægtemanden i fruens levnetsløb?

SELMA.
Prins, naturligvis.
(til Stensgård.)
De véd, der kommer altid en prins og løser trolddommen, og så er alting godt og vel, og så er der glæde og gratulation i verden, og så er eventyret ude.