Complete Works of Henrik Ibsen (462 page)

(Lyngbakke. Vejen bugter sig bortefter højdedraget.)

PEER GYNT.
Den tør være nyttig til mange ting,
sa’e Esben, han tog op en skæreving.
Hvem kunde tænkt, at ens syndegæld
skulde fri en af klemmen den sidste kveld?
Nå, sagen blir rigtignok lige fuldt kilden;
for det bærer igrunden fra asken i ilden; –
men der er jo et ord, som har hævdens dåb, –
der siges: sålænge der er liv, er der håb.
(En mager person i højt opkiltret prestekjole og med et fuglefængernet over skuldren løber langsefter bakken.)

PEER GYNT.
Hvem der? En prest med et fuglegarn!
Hej, hop! Jeg er lykkens kælebarn!
God aften, herr pastor! Stien er fæl. –

DEN MAGRE.
Ja visst; men hvad gør man ikke for en sjæl?

PEER GYNT.
Aha; der er en, som skal himle?

DEN MAGRE.
Nej;
jeg håber, han er på en anden vej.

PEER GYNT.
Herr pastor, får jeg slå følge et stykke?

DEN MAGRE.
Ret gerne; selskab er efter mit tykke.

PEER GYNT.
Jeg har noget på hjerte –

DEN MAGRE.
Heraus! Læg an!

PEER GYNT.
De ser her for Dem en skikkelig mand.
Statens lov har jeg redeligt holdt;
har aldrig siddet i jern og bolt; –
dog, stundom taber man fodefæste
og snubler –

DEN MAGRE.
Ak ja; det hænder de bedste.

PEER GYNT.
Se, disse småting –

DEN MAGRE.
Kun småting?

PEER GYNT.
Ja;
synder en gros har jeg holdt mig ifra.

DEN MAGRE.
Ja, kære mand, lad mig så i ro; –
jeg er ikke den, De synes at tro. –
De ser på mine fingre? Hvad finder De ved dem?

PEER GYNT.
Et mærkeligt udviklet neglesystem.

DEN MAGRE.
Og nu da? De skotter mod foden ned?

PEER GYNT
(peger)
.
Er den hoven naturlig?

DEN MAGRE.
Det smigrer jeg mig med.

PEER GYNT
(letter på hatten)
.
Jeg skulde svoret på, De var en prest;
og så har jeg den ære –. Nå, bedst er bedst; –
står salsdøren åben, – sky køkkenvejen;
kan du træffe kongen, – gå udenom lakejen.

DEN MAGRE.
Et håndtryk! De synes mig fordomsfri.
Nå, kære; hvad kan jeg så tjene Dem i?
Ja, De må ikke bede mig om magt eller penge.
Sligt kan jeg ikke skaffe om De vilde mig hænge.
De kan ikke tro, hvilken flauhed i forretningen; –
det er gået så rent tilagters med omsætningen;
ingen tilgang på sjæle; kun i ny og næ
en enkelt –

PEER GYNT.
Har slægten så mærkelig forbedret sig?

DEN MAGRE.
Nej, tvertimod; den har skammeligt fornedret sig; –
de fleste kommer i en støbeske.

PEER GYNT.
Nå ja, – den ske har jeg hørt lidt om;
det var egentlig i den anledning, jeg kom.

DEN MAGRE.
Tal frit!

PEER GYNT.
Hvis det ikke var ubeskedent,
så ønsked jeg gerne –

DEN MAGRE.
Et tilholdssted? Hvad?

PEER GYNT.
De har gættet min bøn forinden jeg bad.
Bedriften går jo, som De siger, vredent;
og kanske De derfor ikke taer det så nøje –

DEN MAGRE.
Men, kære –

PEER GYNT.
Mine fordringer er ikke høje.
Nogen løn er egentlig ingen nødvendighed;
kun en venlig omgang efter sted og omstændighed. –

DEN MAGRE.
Varmt værelse?

PEER GYNT.
Ikke for varmt; – og helst
adgang til at gå igen frank og frelst, –
ret til, som man siger, at træde tilbage,
når der byder sig en lejlighed til bedre dage.

DEN MAGRE.
Min kære ven, det gør mig sandelig ondt;
men De kan ikke tro, hvilken mængde suplikker
af lignende indhold mig godtfolk skikker,
når de skal bort fra sin jordiske dont.

PEER GYNT.
Men når jeg betænker min forrige vandel,
så er jeg en adgangsberettiget mand –

DEN MAGRE.
Det var jo kun småting –

PEER GYNT.
I en viss forstand; –
dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev negerhandel –

DEN MAGRE.
Der er dem, der drev handel med viljer og sind,
men gjorde det våset, og slap altså ikke ind.

PEER GYNT.
Jeg har skibet nogle Bramafigurer til Kina.

DEN MAGRE.
Atter bedemandsstil! Sligt gør vi kun grin af.
Der er folk, som skiber ud fælere figurer
i prækener, i kunster og i literaturer –
de må dog stå udenfor –

PEER GYNT.
Ja, men véd
De hvad, – jeg har gået og spillet profet.

DEN MAGRE.
I udlandet? Humbug! De flestes seen
ins blaue slutter i støbeskeen.
Har De ikke andet at støtte Dem til,
så kan jeg ikke huse Dem, så gerne jeg vil.

PEER GYNT.
Jo, hør nu; i havsnød, – jeg sad på et hvælv, –
og der står jo: den druknende griber efter sivet, –
endvidere står der: man er nærmest sig selv, –
og så skilte jeg halvvejs en kok ved livet.

DEN MAGRE.
Jeg var tilfreds, De en kokkepige
havde halvvejs skilt ved noget andet tillige.
Hvad er dette her for en halvvejs-snak,
med respekt at sige? Hvem, mener De, gider
ødsle det dyre brændsel, i tider
som disse, på sådant stemningsløst rak?
Ja, bliv ikke vred; Deres synder gjaldt skosen;
og undskyld, at jeg taler så rent ud af posen. –
Hør, kæreste ven, slå ud den tand;
og gør Dem med støbeske-tanken fortrolig.
Hvad vandt De, om jeg skaffed Dem kost og bolig?
Tænk efter; De er en fornuftig mand.
Ja, mindet beholdt De; den sats er sand; –
men udsigten over erindringens land
blev, både for hjerte og for forstand,
hvad Svensken kalder „bra litet rolig”.
De har intet hverken til at hyle eller smile over;
intet til at juble eller fortvile over;
intet, som kan gøre Dem kold eller hed;
bare sådant noget til at ærgre Dem med.

PEER GYNT.
Der står skrevet: det er ikke grejdt at forstå,
hvor skoen trykker, når en ikke har den på.

DEN MAGRE.
Det er sandt; jeg har, – den og den være lov, –
kun for en umage støvle behov.
Men det var heldigt, jeg nævnte støvler;
det minder mig om, at jeg må afsted;
jeg skal hente en steg, som jeg håber blir fed;
det er nok ikke værd, jeg står her og vrøvler –

PEER GYNT.
Og turde man spørge, hvad synde-foer
har mæsket den karl?

DEN MAGRE.
Så vidt jeg tror,
har han været sig selv om natten som om dagen;
og det er dog igrunden hovedsagen.

PEER GYNT.
Sig selv? Sogner det slags folk under Dem?

DEN MAGRE.
Som det falder sig; porten står ialfald på klem.
Husk på, man kan være på to slags vis
sig selv; være vrangen eller retten af kjolen.
De véd, man har nylig fundet på i Paris
at gøre portræter ved hjælp af solen.
Enten kan man direkte billeder give,
eller også de såkaldt negative.
De sidste får omvendt lys og skygge,
og synes for almindelige øjne stygge;
men ligheden hviler dog også i dem,
og det gælder ikke andet, end at få dem frem.
Har nu en sjæl sig fotograferet
i sit levnets førsel ad negativ vej,
så blir ikke pladen derfor kasseret, –
man skikker den ganske simpelt til mig.
Jeg tar den da for mig til fortsat behandling,
og ved passende midler sker en forvandling.
Jeg damper, jeg dypper, jeg brænder, jeg renser,
med svovl og lignende ingredienser,
til billedet kommer, som pladen skulde give, –
nemlig det, der kaldes det positive.
Men har man, som De, visket halvt sig ud, –
så nytter hverken svovl eller kali-lud.

PEER GYNT.
Altså til Dem må man komme som en ravn,
for at gå som en rype? Tør jeg spørge, hvad navn
står der under det negative kontrafej,
som De nu skal føre over på positiv vej?

DEN MAGRE.
Der står Peter Gynt.

PEER GYNT.
Peter Gynt? Ja så!
Er herr Gynt sig selv?

DEN MAGRE.
Ja, det bander han på.

PEER GYNT.
Nå, troværdig er han, den samme herr Peter.

DEN MAGRE.
De kender ham kanske?

PEER GYNT.
Å-ja, som det heder; –
man kender jo så mange.

DEN MAGRE.
Min tid er knap;
hvor så De ham sidst?

PEER GYNT.
Det var nede på Kap.

DEN MAGRE.
Di buona speranza!

PEER GYNT.
Ja, men derfra sejler
han nok med det første, hvis ikke jeg fejler.

DEN MAGRE.
Så må jeg derned på stående fod.
Gid jeg nu bare betids ham fanger!
Det Kapland, det Kapland var mig altid imod; –
der findes nogle slemme missionærer fra Stavanger.
(han farer sydover.)

PEER GYNT.
Den dumme hund! Der sætter han på sprang
med tungen af halsen. Jo, næsen blir lang.
Det var mig en fryd at narre det asen.
Slig karl gør sig kostbar og spiller basen!
Han har rigtig noget at gøre sig bred af!
Håndværket skal han nok ikke bli fed af; –
snart ryger han af pinden med hele stasen. –
Hm, jeg sidder heller ikke fast i sadlen;
jeg er udstødt, kan man sige, af selvejer-adlen.
(et stjerneskud skimtes; han nikker efter det.)
Hils fra Peer Gynt, bror stjernerap!
Lyse, slukne og forgå i et gab – –
(griber sig sammen som i angst og går dybere ind i tågerne; stilt en stund, da skriger han:)

Er der ingen, ingen i hele vrimlen –,
ingen i afgrunden, ingen i himlen –!
(kommer frem længere nede, kaster sin hat på vejen og river sig i håret. Efterhånden falder der stilhed over ham.)
Så usigelig fattig kan en sjæl da gå
tilbage til intet i det tågede grå.
Du dejlige jord, vær ikke vred,
at jeg tramped dit græs til ingen nytte.
Du dejlige sol, du har sløset med dine
lysende stænk i en folketom hytte.
Der sad ingen derinde at varme og stemme; –
ejeren, siger de, var aldrig hjemme.
Dejlige sol og dejlige jord,
I var dumme, at I bar og lyste for min moer.
Ånden er karrig og naturen er ødsel.
Det er dyrt at bøde med livet for sin fødsel. –
Jeg vil opad, højt, på den bratteste tinde;
jeg vil endnu engang se solen rinde,
stirre mig træt på det lovede land,
se at få snedyngen over mig kavet;
de kan skrive derover: „her er ingen begravet”;
og bagefter, – siden –! Lad det gå, som det kan.

KIRKEFOLK
(synger på skogstien)
.
Velsignede morgen,
da Gudsrigets tunger
traf jorden som flammende stål!
Fra jorden mod borgen
nu arvingen sjunger
på Gudsrigets tungemål.

PEER GYNT
(kryber sammen i skræk)
.
Aldrig se did! Der er ørk og øde. –
Jeg er ræd, jeg var død længe førend jeg døde.
(vil liste sig ind mellem buskerne, men støder på korsvejen.)

KNAPPESTØBEREN.
God morgen, Peer Gynt! Hvor er synderegistret?

PEER GYNT.
Mener du ikke, jeg har hujet og plistret
alt hvad jeg årked?

KNAPPESTØBEREN.
Og ingen du traf?

PEER GYNT.
Ingen, uden en rejsende fotograf.

KNAPPESTØBEREN.
Ja, fristen er ude.

PEER GYNT.
Alting er ude.
Uglen lugter lunten. Kan du høre den tude?

KNAPPESTØBEREN.
Det er ottesangs-klokken –

PEER GYNT
(peger)
.
Hvad er det, som skinner?

KNAPPESTØBEREN.
Bare lys i en stue.

PEER GYNT.
Hvad er det for sus –?

KNAPPESTØBEREN.
Bare sang af en kvinde.

PEER GYNT.
Ja, der, – der finder
jeg synderegistret –