Complete Works of Henrik Ibsen (458 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
8.17Mb size Format: txt, pdf, ePub

PEER GYNT.
Vig fra mig!

 

PASSAGEREN.
Men, kære, – en druknet krop –

 

PEER GYNT.
Bespottelige mand! De ægger uvejret op!
Er det ikke for galt! Vi har storm og regn,
en ustyrlig sjøgang og alskens tegn
til noget, som kan gøre os et hode kortere;
og så ter De Dem så det kommer desfortere!

 

PASSAGEREN.
De er nok ikke oplagt til vidre forhandling;
men tiden bringer jo så mangen forvandling – –
(hilser venlig.)
Vi træffes når De synker, om ikke før!
kanske De da er i bedre humør.
(går ind i kahytten.)

 

PEER GYNT.
Uhyggelige karle, disse videnskabsmænd!
Sligt fritænkervæsen –
(til bådsmanden, som går forbi.)
Et ord, min ven!
Passageren? Hvad er det for et galehuslem?

 

BÅDSMANDEN.
Jeg véd ikke af, vi har andre end Dem.

 

PEER GYNT.
Ikke andre? Nu blir det værre og værre.
(til jungmanden, der kommer fra kahytten.)
Hvem gik i kahytsdøren?

 

JUNGMANDEN.
Skibshunden, herre!
(går forbi.)

 

VAGTEN
(råber)
Land klods forud!

 

PEER GYNT.
Min kuffert! Min kasse!
Alt godset på dækket!

 

BÅDSMANDEN.
Vi har andet at passe.

 

PEER GYNT.
Det var sludder, kaptejn! Bare løjer og spas; –
det er ganske visst, jeg vil hjælpe kokken –

 

KAPTEJNEN.
Klyveren sprang!

 

STYRMANDEN.
Og der strøg fokken!

 

BÅDSMANDEN
(skriger forud)
.
Grundbrot for bougen!

 

KAPTEJNEN.
Hun går i knas!
(Skibet støder. Larm og forvirring.)

 

(Under land mellem skær og brændinger. Skibet går under. I skodden skimtes jollen med to mænd. En brodsjø fylder den; den kantrer; et skrig høres; derpå alt stille en stund. Lidt efter kommer bådhvælvet tilsyne.)
(Peer Gynt dukker op nær ved hvælvet.)

 

PEER GYNT.
Hjælp! Båd fra land! Hjælp! Jeg forgår!
Frels, herre Gud, – som skrevet står!
(klamrer sig fast til bådkølen.)

 

KOKKEN
(dukker op på den anden side)
.
Å, herre Gud, – for mine små,
vær nådig! Lad mig landet nå!
(holder sig i kølen.)

 

PEER GYNT.
Slip!

 

KOKKEN.
Slip!

 

PEER GYNT.
Jeg slår!

 

KOKKEN.
Jeg slår igen!

 

PEER GYNT.
Jeg knuser dig med spark og spænd!
Slip taget! Hvælvet bær ej to!

 

KOKKEN.
Det véd jeg. Vig!

 

PEER GYNT.
Vig selv!

 

KOKKEN.
Jo-jo!
(de kæmper; kokken lamslår sin ene hånd; han klynger sig fast med den anden.)

 

PEER GYNT.
Den næven væk!

 

KOKKEN.
Å, snille, – spar!
Husk på de små, jeg hjemme har!

 

PEER GYNT.
Jeg trænger livet mer end du,
for jeg er ungeløs endnu.

 

KOKKEN.
Slip! De har levet; jeg er ung!

 

PEER GYNT.
Fort; rap dig; synk; – du blir så tung.

 

KOKKEN.
Vær nådig! Vig i Herrens navn!
For Dem bær ingen sorg og savn –
(skriger og slipper.)
Jeg drukner –!

 

PEER GYNT
(griber i ham)
.
I dit nakkehår jeg holder;
læs dit Fadervor!

 

KOKKEN.
Jeg kan ej mindes –; alt blir svart – –!

 

PEER GYNT.
Det væsentligste i en fart –

 

KOKKEN.
Giv os idag –!

 

PEER GYNT.
Spring over, kok;
hvad du har nødig, får du nok.

 

KOKKEN.
Giv os idag –

 

PEER GYNT.
Den samme sang!
Det mærkes, du var kok engang –
(Taget glipper.)

 

KOKKEN
(synkende)
.
Giv os idag vort –
(går under.)

 

PEER GYNT.
Amen, gut!
Du var og blev dig selv til slut. –
(svinger sig op på hvælvet.)
Hvor der er liv, der er der håb –

 

DEN FREMMEDE PASSAGER
(griber i båden)
.
Godmorgen!

 

PEER GYNT.
Huj!

 

PASSAGEREN.
Jeg hørte råb; –
Det var dog morsomt jeg Dem fandt.
Nu? Kan De se, jeg spåde sandt?

 

PEER GYNT.
Slip! Slip! Her er knapt plads for én!

 

PASSAGEREN.
Jeg svømmer med det venstre ben.
Jeg flyder, får jeg blot med spidsen
af fingren holde her i ridsen.
Men apropos om liget –

 

PEER GYNT.
Ti!

 

PASSAGEREN.
Med resten er det rent forbi –

 

PEER GYNT.
Hold munden!

 

PASSAGEREN.
Ganske som De vil.
(Taushed.)

 

PEER GYNT.
Hvad godt?

 

PASSAGEREN.
Jeg tier.

 

PEER GYNT.
Satans spil! –
Hvad gør De?

 

PASSAGEREN.
Venter.

 

PEER GYNT
(river sig i håret)
.
Jeg blir gal! –
Hvad er De?

 

PASSAGEREN
(nikker)
.
Venlig!

 

PEER GYNT.
Vidre! Tal.

 

PASSAGEREN.
Hvad tror De? Véd De ingen anden,
som er mig lig?

 

PEER GYNT.
Å, jeg véd fanden –!

 

PASSAGEREN
(sagte)
.
Har han for skik at tænde lygten
på livsens natvej gennem frygten?

 

PEER GYNT.
Se, se! Når sagen grejdes ud,
så er De vel et lysets bud?

 

PASSAGEREN.
Ven, – har De én gang blot hvert halvår
tilbunds fornummet angstens alvor?

 

PEER GYNT.
Ræd blir man jo, når faren truer; –
men Deres ord er sat på skruer –

 

PASSAGEREN.
Ja, har De blot én gang i livet
havt sejren, som i angst er givet?

 

PEER GYNT
(ser på am)
.
Kom De at åbne mig en dør,
så var det dumt De ej kom før.
Det ligner ingenting at vælge
sin tid når havet vil en svælge.

 

PASSAGEREN.
Var kanske sejren mere trolig
i Deres ovnskrog, lun og rolig?

 

PEER GYNT.
Lad gå; – men Deres snak var gækkende.
Hvor kan De tro den virker vækkende?

 

PASSAGEREN.
Hvor jeg er fra, der gælder smil
i højde med pathetisk stil.

 

PEER GYNT.
Alt har sin tid; for tolder sømmeligt,
som skrevet står, for bisp fordømmeligt.

 

PASSAGEREN.
Den sværm, som sov i askens urner,
går ej til hverdags på kothurner.

 

PEER GYNT.
Vig fra mig, skræmsel! Pak dig, mand!
Jeg vil ej dø! Jeg må iland!

 

PASSAGEREN.
For den sags skyld vær uforsagt; –
man dør ej midt i femte akt.
(glider bort.)

 

PEER GYNT.
Der slap det ud af ham tilsidst! –
han var en tråkig moralist.

 

(Kirkegård i en højtliggende fjeldbygd.)
(Ligfærd. Prest og almue. Det sidste salmevers synges. Peer Gynt går forbi udenfor på vejen.)

 

PEER GYNT
(ved porten)
.
Her går nok en landsmand al kødets vej.
Gud ske lov, at det ikke er mig.
(træder indenfor.)

 

PRESTEN
(taler ved graven)
.
Og nu, da sjælen stævner mod sin dom,
og støvet hviler lig en bælgfrugt tom, –
nu, kære venner, taler vi et ord
om denne dødes vandring på vor jord.
Han var ej rig, og heller ej forstandig,
hans røst var spag, hans holdning var umandig,
sin mening bar han vegt og uvisst frem,
og knapt han rådig var i eget hjem;
i kirken tren han, som han vilde bede
om lov til, andre lig, at tage sæde.
Fra Gudbrandsdalen, véd I, var han kommen.
Da hid han flytted, var han fast en gut; –
og visst I mindes, at til sidste slut
man så ham stødt med højre hånd i lommen.
Den højre hånd i lommen var det egne,
der præged mandens billed i ens sind, –
og dertil denne vridning, den forlegne
tilbagetrukkethed, hvor han kom ind.
Men skønt han helst sin stille vej gad slingre,
og skønt han blev en fremmed mellem os,
så véd I visst, hans dølgsmålsstræv tiltrods, –
den hånd, han skjulte, bar kun fire fingre. –

 

Jeg mindes godt for mange herrens år
en morgen; der blev holdt session på Lunde.
Det var i krigens tid. I alles munde
var landets trængsler og dets fremtids kår.
Jeg var tilstede. Midt for bordet sad
kaptejnen mellem lensmand og sergenter;
og gut for gut blev målt på alle kanter
og skreven ind og tagen til soldat.
Fuld stuen var, og udenfor på tråkken
lød højmælt latter mellem ungdomsflokken.
Da råbtes op et navn. En ny kom frem,
en, der var bleg, som sne på bræens bræm.
Han kaldtes nærmere; han nåede bordet; –
den højre hånd var hyllet i en klud; –
han gisped, svælged, snapped efter ordet, –
men fandt ej mæle, trods kaptejnens bud.
Dog jo, tilsidst; og da, med brand på kindet,
med tungen svigtende og atter rap,
han mumled noget om en sigd, som glap
og skar i våde fingren af til skindet.

 

Der blev i stuen stilhed samme stund.
Man skifted øjekast; man trak på mund;
man stened gutten med de stumme blikke.
Han kendte haglen, men han så den ikke.
Da stod kaptejnen op, den gamle, grå; –
han spytted, pegte ud og sagde: gå!
Og gutten gik. Man veg til begge sider,
så der i midten blev en spidsrodsgang; –
han vandt tildørs; der satte han på sprang; –
op bar det nu, – op gennem lund og lider,
op gennem røsen, styrtende og hældende.
Han havde hjemme borte mellem fjeldene. –
Et halvår efter var det hid han kom
med moer og spædebarn og fæstekvinde.
Han bygsled jord etsteds på hejen inde,
hvor ødemarken grænser op mod Lomb.
Han gifted sig så fort som gørligt kun;
han tømred hus; han brød den hårde grund;
han kom ivej, hvad mangen agerflæk
fortalte, der den bølged gul og kæk; –
ved kirken bar han højre hånd i lommen. –
men hjemme tror jeg nok de fingre ni
fik trælle fuldt så sårt, som andres ti. –

 

En vår blev alting revet bort af flommen.
De slap derfra med livet. Arm og nøgen
han tog på rydningsværket fat påny,
og inden høsten kom, steg atter røgen
ifra en fjeldgård, lagt i bedre ly.
I ly? For flommen, ja, – men ej for bræen;
to år derefter lå den under sneen.
Dog, mandens mod fik skreden ikke krøget.
Han grov, han rensed, førsled, rydded grus, –
og før den næste vintersne var føget,
stod rejst for tredje gang hans ringe hus.
Tre sønner havde han, tre raske gutter;
i skole skulde de, og did var langt; –
det gjaldt at nå, hvor bygdevejen slutter,
igennem skaret, styrtende og trangt.
Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skøtte
som bedst, og der, hvor stien faldt for styg,
slog manden toug om ham til tag og støtte; –
de andre bar han frem på arm og ryg.
Så sled han år for år; og de blev mænd.
Her var vel skæl at kræve ligt igen.

 

Tre velstandsherrer i den nye verden
har glemt sin norske faer og skolefærden.
Han var en kortsynt mand. Udover ringen
af dem, ham nærmest stod, han intet så.
For ham lød meningsløst, som bjælders klingen,
de ord, der malmfuldt skulde hjerter nå.
Folk, fædreland, det lysende, det høje,
stod stedse slørt af tåger for hans øje.
Men han var ydmyg, ydmyg, denne mand;
og fra sessionens dag han bar på dommen,
så visst, som han på kind bar blygsels brand
og sine fire fingre gemt i lommen. –
En brotsling imod landets lov? Ja vel!
Men der er et, som lyser over loven,
så visst, som Glittertindens blanke tjeld
har sky med højre tinderad foroven.
Slet borger var han. Og for stat som kirke
et gagnløst træ. Men hist på hejens hvælv,
i slægtens snevring, hvor han så sit virke,
der var han stor, fordi han var sig selv.
Den klang, han skabtes med, den blev sig lig.
Hans færd var langspil under spånens dæmper.
Og derfor fred med dig, du stille kæmper,
som stred og faldt i bondens lille krig!
Vi vil ej granske hjerter eller nyrer;
det er ej hverv for støv, men for dets styrer; –
dog fri og fast det håb jeg taler ud:
den mand står knapt som krøbling for sin Gud!
(Følget skilles ad og går. Peer Gynt bliver alene tilbage.)

Other books

Rajmund by D B Reynolds
The Angel of Milan by R. J. Grant
A Penny for Your Thoughts by Mindy Starns Clark
Seizure by Robin Cook
The Sea and the Silence by Cunningham, Peter