Complete Works of Henrik Ibsen (456 page)

Og dette middels er igrunden bedst.
Nu er jeg ikke bunden af kusk eller hest;
jeg har ingen besvær med kuffert og kærre;
kort sagt, som man siger, jeg er stillingens herre. –
Hvilken vej bør jeg vælge? Mangen vej står mig åben;
og i valget kender man vismand fra tåben.
Mit forretningsliv er et sluttet kapitel;
min kærlighedsleg er en aflagt kittel.
Til krebsegang føler jeg ingen drift.
„Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind det er lige trangt”, –
så tror jeg der står i et åndrigt skrift. –
Altså noget nyt; en forædlet færd;
et formål, som er møjen og pengene værd.
Om jeg skrev mit levnet uden fordølgelse, –
en bog til vejledning og efterfølgelse? –
Eller, bi –! Jeg har tiden ganske til rådighed; –
hvad, om jeg som en rejsende lærd
studerte de henfarne tiders grådighed?
Isandhed, ja, det er noget for mig!
Krøniker læste jeg alt som liden,
og har også dyrket den videnskab siden. –

Jeg vil følge menneskeslægtens vej!
Jeg vil svømme som en fjær på historiens strøm,
leve den op igen, som i en drøm, –
se heltenes kampe for stort og godt,
men i sikker behold, som tilskuer blot, –
se tænkerne falde, martyrerne bløde,
se riger grundes og riger forgå, –
se verdensepoker slå ud af det små;
kort sagt, jeg vil skumme historiens fløde. –
Jeg får se at få tag i et bind af Becker,
og rejse kronologisk så langt jeg rækker. –
Vel sandt, – min forkundskab er ikke grundig,
og historiens indre mekanik underfundig! –
men pyt; hvor udgangspunktet er galest,
blir tidt resultatet originalest. – –
Hvor løftende dog, at sætte sig et mål,
og drive det igennem som flint og stål!
(stille bevæget.)

Bryde, på alle kanter og ender,
de bånd, som binder til hjemstavn og venner, –
sprænge i luften sin rigdoms skat, –
sige sin kærligheds lykke godnat, –
alt for at finde det sandes mysterium, –
(tørrer en tåre af øjet.)
det er den ægte forskers kriterium! –
Jeg føler mig lykkelig over al måde.
Nu har jeg løst min bestemmelses gåde.
Nu bare holde ud i tykt og tyndt!
Det er vel tilgiveligt om jeg knejser
og føler mig selv som manden Peer Gynt,
også kaldt menneskelivets kejser. –
Det svundnes facit og sum vil jeg eje;
aldrig slide de levendes veje; –
samtiden er ej en skosåle værd;
både troløs og margløs er mændenes færd;
deres ånd har ej flugt, deres dåd ej vægt; – –
(trækker på skulderen.)
og kvinderne, – det er en skrøbelig slægt! –
(han går.)

(Sommerdag. Højt oppe mod nord. En hytte i storskogen. Åben dør med en stor trælås. Rensdyrhorn over døren. En flok geder ved husvæggen.)
(En middelaldrende kvinde, lys og smuk, sidder og spinder udenfor i solskinnet.)

KVINDEN
(kaster et øje nedover vejen og synger)
Kanske vil der gå både vinter og vår,
og næste sommer med, og det hele år; –
men engang vil du komme, det véd jeg visst;
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.
(lokker på gederne, spinder og synger igen.)
Gud styrke dig, hvor du i verden går!
Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel står!
Her skal jeg vente til du kommer igen;
og venter du histoppe, vi træffes der, min ven!

(I Ægypten. Morgendæmring. Memnonstøtten står i sandet.)
(Peer Gynt kommer gående og ser sig en stund omkring.)

PEER GYNT.
Her kunde jeg passelig begynde min vandring. –
Nu er jeg altså Ægypter til forandring;
men Ægypter på grundlag af det gyntske jeg.
Siden til Assyrien jeg lægger ivej.
Helt at begynde med verdens skabelse,
det vil bare lede til fortabelse; –
jeg vil ganske gå udenom bibelhistorien;
jeg finder jo altid dens verdslige spor igen;
og at se den, som man siger, i sømmene efter,
ligger udenfor både min plan og mine kræfter.
(sætter sig på en sten.)
Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,
til støtten med sin vanlige morgensang er færdig.
Efter frokosten klyver jeg op på pyramiden;
får jeg tid, vil jeg granske den indeni siden.
Derpå til-lands om det røde hav;
kanske kan jeg finde kong Potifars grav. –

Så er jeg Asiater. I Babylon jeg søger
de rygtbare hængende haver og skøger,
det vil sige, de vigtigste spor af kultur.
Og så med et spring til Trojas mur.
Fra Troja går der jo sjøvej direkte
over til det herlige gamle Athen; –
der vil jeg på åstedet, sten for sten,
befare det pas, som Leonidas dækte; –
jeg vil gøre mig fortrolig med de bedre filosofer,
finde fængslet, hvor Sokrates døde som offer – –;
nej, det er s’gu sandt, – der er krig for tiden –!
Ja, så får Hellenismen ligge til siden.
(ser på sit uhr.)
Det er dog for galt, hvor længe det varer,
før solen rinder. Min tid er knap.
Altså, fra Troja; – det var der jeg slap – –
(rejser sig og lytter )
Hvad er det for en underlig susning, som farer –?
(Solopgang.)

MEMNOSTØTTEN
(synger)
.
Af halvgudens aske stiger foryngende
fugle syngende.
Zeus, den alvidende,
skabte dem stridende.
Visdomsugle,
hvor sover mine fugle?
Du må dø eller råde
sangens gåde!

PEER GYNT.
Sandfærdig, – mener jeg ikke der gik
fra støtten en lyd! Det var fortidsmusik.
Jeg hørte stenrøstens stigning og sænkning. –
Jeg vil skrive det op til de lærdes betænkning.
(noterer i lommebogen.)
„Støtten sang. Jeg hørte tydeligt klangen,
men forstod ikke rigtig texten til sangen.
Det hele var naturligvis sansebedrag. –
Ellers intet af vægt observeret idag.”
(går videre.)

(Ved landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af klippen. Langt borte Kairos spir og minaretter.)
(Peer Gynt kommer; han betragter Sfinxen opmærksomt, snart gennem lorgnetten, snart gennem den hule hånd.)

Nej, hvor i alverden har jeg truffet før
noget halvglemt, som minder om dette skabilken?
For truffet det, har jeg, i nord eller sør.
Var det en person? Og, i så fald, hvilken?
Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind,
ligned de såkaldte Dovregubber,
slig som han sad der, stiv og stind,
med enden plantet på søjlestubber. –
Men dette underlige krydsningsdyr,
denne bytting, på engang løve og kvinde, –
har jeg også ham fra et eventyr?
Eller har jeg ham fra et virkeligt minde?
Fra et eventyr? Ho, nu husker jeg kallen!
Det er s’gu Bøjgen, som jeg slog i skallen, –
det vil sige, jeg drømte – for jeg lå i feber. –
(går nærmere.)
De selvsamme øjne; de selvsamme læber; –
ikke fuldt så dorsk; lidt mere forslagen;
men ellers den samme i hovedsagen. –
Ja så da, Bøjg; du ligner en løve,
når en ser dig bagfra og træffer dig om dagen!
Kan du endnu gåder? Det skal vi prøve.
Nu får vi se om du svarer som sidst, du!
(råber mod Sfinxen.)
Hej, Bøjg, hvem er du?

EN STEMME
(bag Sfinxen.)
Ach, Sfinx, wer bist du?

PEER GYNT.
Hvad! Ekkoet bryder på Tydsk! Mærkværdigt!

STEMMEN.
Wer bist du?

PEER GYNT.
Det taler jo sproget færdigt!
Den observation er ny og min.
(noterer i bogen.)
„Ekko på Tydsk. Dialekt fra Berlin.”
(Begriffenfeldt kommer frem bag Sfinxen.)

BEGRIFFENFELDT.
Et menneske!

PEER GYNT.
Nå; det er ham, som prater.
(noterer igen.)
„Kom senerehen til andre resultater.”

BEGRIFFENFELDT
(under alleslags urolige fagter)
.
Min herre, undskyld –! En lebensfrage –!
Hvad fører Dem just idag herhen?

PEER GYNT.
En visit. Jeg hilser på en ungdomsven.

BEGRIFFENFELDT.
Hvad? Sfinxen –?

PEER GYNT
(nikker)
.
Jeg har kendt ham i gamle dage.

BEGRIFFENFELDT.
Famost! – Og det efter denne nat!
Min pande hamrer! Den er nærved at revne!
De kender ham, mand? Tal! Svar! kan De nævne,
hvad han er?

PEER GYNT.
Hvad han er? Ja, det kan jeg glat.
Han er sig selv.

BEGRIFFENFELDT
(med et spring)
.
Ha, livsgåden glindste
som lyn for mit syn! – Det er visst, at han er
sig selv?

PEER GYNT.
Ja, så siger han idetmindste.

BEGRIFFENFELDT.
Sig selv! Omvæltningens stund er nær!
(tager hatten af.)
Deres navn, min herre?

PEER GYNT.
Jeg er døbt Peer Gynt.

BEGRIFFENFELDT
(med stille beundring)
.
Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. –
Peer Gynt? Det vil sige: det ubekendte, –
det kommende, hvis komme var mig forkyndt –

PEER GYNT.
Nej, virkelig! Og nu er De her for at hente –?

BEGRIFFENFELDT.
Peer Gynt! Dybsindig! Gådefuld! Hvas!
Hvert ord er ligesom en bundløs lære!
Hvad er De?

PEER GYNT
(beskeden)
.
Jeg har altid prøvet at være
mig selv. Forøvrigt er her mit pas.

BEGRIFFENFELDT.
Atter det gådefulde ord på bunden!
(griber ham om håndledet.)
Til Kairo! Fortolkernes kejser er funden!

PEER GYNT.
Kejser?

BEGRIFFENFELDT.
Kom!

PEER GYNT.
Er jeg virkelig kendt –?

BEGRIFFENFELDT
(idet han trækker ham med sig)
.
Fortolkernes kejser – på selvets fundament!

(I Kairo. Et stort gårdsrum med høje mure og bygninger omkring. Gittervinduer; jernbure.)
(Tre vogtere i gården. En fjerde kommer.)

DEN KOMMENDE.
Schafmann; sig mig, hvor er direktøren?

EN VOGTER.
Kørt ud imorges længe før dag.

FØRSTE.
Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig sag;
thi inat –

EN ANDEN.
Hys, stille; der er han ved døren!
(Begriffenfeldt fører Peer Gynt ind, låser porten og stikker nøglen i lommen.)

PEER GYNT
(for sig selv)
.
Isandhed, en yderst begavet mand;
næsten alt, hvad han siger, går over ens forstand.
(ser sig om.)
Så dette her er de lærdes klub?

BEGRIFFENFELDT.
Her vil De finde dem, rub og stub; –
de halvfjerdsindstyve fortolkeres kreds;
den er nylig forøget med hundred og treds – –
(råber på vogterne.)
Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs, –
ind i burene med jer fluks!

VOGTERNE.
Vi?

BEGRIFFENFELDT.
Hvem ellers? Afsted, afsted!
Når verden snurrer, så snurrer vi med.
(tvinger dem ind i et bur.)
Han er kommen imorges, den store Peer; –
I kan slutte jer til resten, – jeg siger ikke mer.
(stænger buret og kaster nøglen i en brønd.)

PEER GYNT.
Men, bedste herr doktor og direktør –?

BEGRIFFENFELDT.
Ingen af delene! Jeg var det før – –.
Herr Peer; kan De tie? Jeg må give mig luft –

PEER GYNT
(i stigende uro)
.
Hvad er det?

BEGRIFFENFELDT.
Lov mig, De ikke vil skælve.

PEER GYNT.
Jeg skal prøve –

BEGRIFFENFELDT
(trækker ham hen i et hjørne og hvisker)
.
Den absolute fornuft
afgik ved døden iaftes kl. 11.

PEER GYNT.
Gud fri mig –!

BEGRIFFENFELDT.
Ja, det er yderst beklageligt.
Og i min stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;
thi denne anstalt gjaldt lige til det sidste
for en dårekiste.

PEER GYNT.
En dårekiste!

BEGRIFFENFELDT.
Ikke nu, forstår De!

PEER GYNT
(bleg og sagte)
.
Nu skønner jeg stedet!
Og manden er gal; – og ingen véd det!
(trækker sig bort.)

BEGRIFFENFELDT
(følger efter)
.
Forøvrigt håber jeg De har forstået?
Når jeg kalder ham død, så er det væv.
Han er gået fra sig selv. Af sit skind er han gået, –
akkurat som min landsmand Münchhausens ræv.

PEER GYNT.
Undskyld et minut –