Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
PEER GYNT.
Se det, det kalder jeg kristendom!
Slet intet, som greb ens sind uhyggeligt. –
Ja, emnet, at være sig selv uryggeligt. –
hvad prestens præken drejed sig om, –
er også i og for sig opbyggeligt.
(ser ned i graven.)
Var det kanske ham, som hug sig i knogen
den dag jeg lå på storhugst i skogen?
Hvem véd? Hvis ikke jeg stod med min stav
på randen af denne åndsfrændes grav,
så kunde jeg tro det var mig, der sov
og sanddrømt hørte min pris og lov. –
Det er rigtig en vakker kristelig skik
at kaste et såkaldt erindringsblik
velvilligt over den henfarnes dage.
Jeg har intet imod, min dom at tage
af denne værdige sogneprest.
Nå, der er sagtens en stund tilbage,
før graveren kommer og beer mig til gæst; –
og, som skriften siger: bedst er dog bedst, –
og iligemåde: den tid den sorg, –
endvidere: tag ikke din ligfærd på borg. –
Ja, kirken blir dog den sande trøster.
Jeg har ikke skattet den synderligt før; –
nu kender jeg dog, hvor godt det gør,
at høre forsikkret af kyndige røster:
slig, som du sår, du engang høster. –
Sig selv skal en være; om sig og sit
skal en kære sig både i stort og i lidt.
Går lykken imod, så har en dog æren
af sit levnets førsel i samklang med læren. –
Nu hjemad! Lad vejen falde brat og trang;
lad skæbnen længe nok te sig spydig; –
gamle Peer Gynt går sin egen gang
og blir den han er; fattig men dydig.
(han går.)
(Bakke med et udtørret elveleje. En sammenstyrtet kværn ved elven; grunden opreven; ødelæggelse rundt om. Højere oppe en stor gård.)
(Oppe ved gården holdes auktion. Megen almue samlet. Drik og støj. Peer Gynt sidder nede på en grushoug på kværnetomten.)
PEER GYNT.
Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt. –
Tiden tærer og elven skær.
Gå udenom, sa’e Bøjgen; – en får så her.
EN SØRGEKLÆDT MAND.
Nu er der bare skrammel igen.
(får øje på Peer Gynt.)
Er her fremmedfolk og? Gud signe, go’e ven!
PEER GYNT.
Godt møde! Her er rigtig lystigt idag.
Er her barselgilde eller bryllupslag?
DEN SØRGEKLÆDTE.
Jeg vil heller kalde det hjemkommerøl; –
bruden ligger i et ormebøl.
PEER GYNT.
Og orme rives om trevler og klude.
DEN SØRGEKLÆDTE.
Det er enden på visen; så er den ude.
PEER GYNT.
Alle viser har samme slut;
og alle er de gamle; jeg kunde dem som gut.
EN TYVEÅRIG
(med en støbeske)
.
Her skal I se, hvad stas jeg har købt!
I den har Peer Gynt sine sølvknapper støbt.
EN ANDEN.
Men jeg da! En skilling for pengeskæppen!
EN TREDJE.
Ingen bedre? Halvfemte for kramkarl-skræppen?
PEER GYNT.
Peer Gynt? Hvem var han?
DEN SØRGEKLÆDTE.
Jeg bare véd,
han var svoger til døden og til Aslak smed.
EN GRÅKLÆDT MAND.
Du glemmer jo mig! Er du fuld og yr?
DEN SØRGEKLÆDTE.
Du glemmer, på Hægstad var en stabburdør.
DEN GRÅKLÆDTE.
Ja, sandt; men du var nu aldrig kræsen.
DEN SØRGEKLÆDTE.
Bare hun ikke taer døden ved næsen. –
DEN GRÅKLÆDTE.
Kom, svoger! En dram, for svogerskabs skyld!
DEN SØRGEKLÆDTE.
Fanden være svoger! Du væver i fyld –
DEN GRÅKLÆDTE.
Å, sludder; blodet er aldrig så tyndt,
en kender sig altid i slægt med Peer Gynt.
(trækker afsted med ham.)
PEER GYNT
(sagte)
.
En træffer nok kendinger.
EN GUT
(råber efter den sørgeklædte)
.
Salig moer
kommer efter dig, Aslak, hvis du svælget fugter.
PEER GYNT
(rejser sig)
.
Her gælder nok ikke agronomernes ord:
jo mere en roder, des bedre det lugter.
EN GUT
(med et bjørneskind)
.
Se katten på Dovre! Ja, bare fellen.
Det var den, som jog troldet på julekvelden.
EN ANDEN
(med en rensdyrskalle)
.
Her er den gilde renbuk, som bar
Peer Gynt ved Gendin over egg og skar.
EN TREDJE
(med en hammer, råber til den sørgeklædte)
.
Hej, du Aslak, kender du slæggen?
Var det den, du brugte, da fanden brød væggen?
EN FJERDE
(tomhændet)
.
Mads Moen, her er usynlighedskuften!
Med den fløj Peer Gynt og Ingrid i luften.
PEER GYNT.
Brændevin, gutter! Jeg kender mig gammel! –
jeg vil holde auktion over skrab og skrammel!
EN GUT.
Hvad har du at sælge?
PEER GYNT.
Jeg har et slot; –
det ligger i Ronden; det er muret godt.
GUTTEN.
En knap er buden!
PEER GYNT.
Du får gå til en dram.
At byde mindre, var synd og skam.
EN ANDEN.
Han er lystig, gamlen!
(Folk stimler om ham.)
PEER GYNT
(råber)
.
Grane, min hest; –
hvem byder?
EN I HOBEN.
Hvor går han?
PEER GYNT.
Langt i vest!
Mod nedgangen, gutter! Den traver kan flyve
så fort, så fort, som Peer Gynt kunde lyve.
STEMMER.
Hvad mere har du?
PEER GYNT.
Både guld og skrab!
Det er købt med forlis! det sælges med tab.
EN GUT.
Råb op!
PEER GYNT.
En drøm om en spændebog!
Den kan I få for en hægtekrog.
GUTTEN.
Fanden med drømme!
PEER GYNT.
Mit kejserdom!
Jeg kaster det i flokken; I kan gramse derom!
GUTTEN.
Følger kronen med?
PEER GYNT.
Af det dejligste strå.
Den vil passe den første, som sætter den på.
Hej, her er mer! Et vindlagt æg!
En galmands gråhår! Profetens skæg!
Alt skal han få, som viser mig på hejen
stolpen med påskrift: her går vejen!
LENSMANDEN
(som er kommen til)
.
Du bærer dig ad, min mand, så næsten
jeg tror din vej går bent i arresten.
PEER GYNT
(med hatten i hånden)
.
Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt?
LENSMANDEN.
Hvad sludder –
PEER GYNT.
Med forlov! Jeg beer så tyndt –!
LENSMANDEN.
Å, der siges han var en vederstyggelig digter –
PEER GYNT.
En digter –?
LENSMANDEN.
Ja, – alt, som var stærkt og stort,
det digted han ihob, at han havde gjort.
Men undskyld, ven – jeg har andre pligter –
(går.)
PEER GYNT.
Og hvor er han nu, den mærkelige mand?
EN ALDRENDE.
Han foer over havet til et fremmed land;
der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt; –
nu er han for mange år siden hængt.
PEER GYNT.
Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste;
salig Peer Gynt blev sig selv til det sidste.
(hilser.)
Farvel, – og mangfoldig tak for idag!
(går nogle skridt, men standser igen.)
I glade gutter, I væne kvinder, –
vil I høre en skrøne til vederlag?
FLERE.
Ja, kan du nogen?
PEER GYNT.
Der er intet til hinder. –
(kommer nærmere; der glider ligesom en fremmed mine over ham.)
I San Franzisco jeg grov efter guld.
Hele byen var af gøglere fuld.
En kunde gnide på fiol med tæerne;
en anden kunde danse spansk halling på knæerne;
en tredje, hørte jeg, gjorde vers
mens hans hjerneskal blev boret igennem påtvers.
Til gøgler-stævnet kom også fanden; –
vilde prøve sin lykke, som så mangen anden.
Hans fag var det: på en skuffende vis
at kunne grynte som en virkelig gris.
Hans personlighed trak, skønt han ej var kendt.
Huset var fuldt og forventningen spændt.
Frem trådte han i kappe med svajende fliger;
man muss sich drappiren, som tyskeren siger.
Men ind under kappen, – hvad ingen vidste, –
havde han forstået en gris at liste.
Og nu begyndte da præstationen.
Fanden, han kneb; og grisen gav tonen.
Det hele blev holdt som en fantasi
over grise-tilværelsen, bunden og fri;
til slut et hvin, som ved slagterens stik; –
hvorpå kunstneren bukked ærbødigt, og gik. –
Emnet blev af fagmænd drøftet og dømt;
stemningen blev både lastet og berømt; –
nogle fandt røstens udtryk for tyndt;
andre fandt dødsskriget altfor studeret; –
men alle var enige om: qva grynt
var præstationen yderst outreret. –
Se, det fik fanden, fordi han var dum
og ikke beregned sit publikum.
(han hilser og går. Der falder en usikker stilhed over mængden.)
(Pinseaften. – Inde på storskogen. Længere borte, på en rydningsplads en hytte med rensdyrhorn over dørgavlen.)
(Peer Gynt kryber i holtet og sanker jordløg.)
PEER GYNT.
Dette her er et standpunkt. Hvor er det næste? –
Alt skal en prøve og vælge det bedste.
Jeg har så gjort, – oppe fra Cæsar
og nedover lige til Nebukadnezar.
Så skulde jeg dog gennem bibelhistorien. –
Den gamle gutten fik ty til sin moer igen. –
Der står jo også: af jord est du kommen. –
Hvad det gælder i livet, er at fylde vommen.
Fylde den med jordløg? Det lidet moner; –
jeg vil være listig og sætte doner.
Her er vand i bækken; jeg skal ikke tørste,
og får dog mellem vilddyr regnes for den første.
Når jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske, –
så kryber jeg under et vindfældt træ;
som bamsen en løvhoug jeg over mig kaver
og risper i barken med store bogstaver:
Her hviler Peer Gynt, den skikkelige fyr,
kejser over alle de andre dyr. –
Kejser?
(ler indvendig.)
Du gamle spåmands-gøg!
Du er ingen kejser; du er en løg.
Nu vil jeg skalle dig, kære min Peer!
Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.
(tager en løg og plukker svøb for svøb af.)
Der ligger det ydre forrevne lag;
det er havsnødsmanden på jollens vrag.
Her er passager-svøbet, skralt og tyndt; –
har dog i smagen en snev af Peer Gynt.
Indenfor her har vi guldgraver-jeget;
saften er væk, – om det nogen har ejet.
Dette grovskind her med den hårde flig,
det er pelsværksjægren ved Hudsons-vik.
Det indenfor ligner en krone; – ja tak!
Det kaster vi væk uden vidre snak.
Her er oldtidsgranskeren, kort, men kraftig.
Og her er profeten, færsk og saftig.
Han stinker, som skrevet står, af løgne,
så en ærlig mand kan få vand i øjne.
Dette svøbet, som rulles blødagtigt sammen,
det er herren, der leved i fryd og gammen.
Det næste tykkes sygt. Det har svarte streger; –
svart kan ligne både prest og neger.
(plukker flere på engang.)
Det var en ustyrlig mængde lag!
Kommer ikke kærnen snart for en dag!
(plukker hele løgen op.)
Nej-Gud om den gør! Til det inderste indre
er altsammen lag, – bare mindre og mindre. –
Naturen er vittig!
(kaster resterne fra sig.)
Fanden måtte gruble!
Går en i tanker, kan en letvindt snuble.
Nå, jeg kan forresten ad faren flire;
for jeg ligger bundfast på alle fire.
(klør sig i nakken.)
Underligt stel, det hele røre!
Livet, som det kaldes, har en ræv bag øre.
Men griber en til, sætter Mikkel på spring,
og en fanger noget andet – eller ingenting.
(han er kommen i nærheden af hytten, får øje på den og studser:)
Denne stuen? På moen –! Hå!
(gnider øjnene.)
Det er plent,
som jeg engang skulde det bygværk kendt. –
Rensdyrskallen, som spriker over gavlen – –!
En havfrue, skabt som en fisk fra navlen –!
Løgn! Ingen havfrue! – Nagler, – planker, –
lås, som lukker for nissebuk-tanker –!
SOLVEJG
(synger i stuen)
.
Nu er her stellet til Pinsekveld.
Kære gutten min, langt borte, –
kommer du vel?
Har du tungt at hente,
så und dig frist; –
jeg skal nok vente;
jeg lovte så sidst.