Complete Works of Henrik Ibsen (463 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
7.89Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

KNAPPESTØBEREN
(griber i ham)
.
Beskik dit hus!
(de er kommet ud af holtet og står ved hytten. Daggry.)

 

PEER GYNT.
Beskikke mit hus? Der er det? Gå!
Pak dig! Var skeen så stor som en kiste, –
du kan tro, den rummed ikke mig og min liste!

 

KNAPPESTØBEREN.
Til tredje korsvej, Peer; men så –!
(han bøjer tilside og går.)

 

PEER GYNT
(nærmere mod huset)
.
Atter og fram, det er lige langt.
Ud og ind, det er lige trangt.
(standser.)
Nej! – som en vild uendelig klage
er det at gå ind, gå hjem og tilbage.
(går nogle skridt; men standser igen.)
Udenom, sa’e Bøjgen!
(hører sang i stuen.)
Nej; denne gang
tvers igennem, var vejen aldrig så trang!
(han løber mod huset; i det samme kommer Solvejg ud i døren, kirkeklædt og med salmebog i klædet; en stav i hånden. Hun står rank og mild.)

 

PEER GYNT
(kaster sig ned på dørstokken)
.
Har du dom for en synder, så tal den ud!

 

SOLVEJG.
Der er han! Der er han! Lovet være Gud!
(famler efter ham.)

 

PEER GYNT.
Klag ud, hvor syndigt jeg har mig forbrudt!

 

SOLVEJG.
Intet har du syndet, min eneste gut!
(famler igen og finder ham.)

 

KNAPPESTØBEREN
(bag huset)
.
Registret, Peer Gynt?

 

PEER GYNT.
Skrig ud min brøde!

 

SOLVEJG
(sætter sig hos ham)
.
Livet har du gjort mig til en dejlig sang.
Velsignet være du, at du kom engang!
Velsignet, velsignet vort pinsemorgens-møde!

 

PEER GYNT.
Så er jeg fortabt!

 

SOLVEJG.
Der er en, som råder.

 

PEER GYNT
(ler)
.
Fortabt! Med mindre du kan gætte gåder!

 

SOLVEJG.
Nævn dem.

 

PEER GYNT.
Nævn dem! Hejsan! Ja visst!
Kan du sige, hvor Peer Gynt har været siden sidst?

 

SOLVEJG.
Været?

 

PEER GYNT.
Med bestemmelsens mærke på sin pande;
været, som han sprang i Guds tanke frem!
Kan du sige mig det? Hvis ikke må jeg hjem, –
gå under i de tågede lande.

 

SOLVEJG
(smiler)
.
O, den gåden er let.

 

PEER GYNT.
Så sig, hvad du véd!
Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den sande?
Hvor var jeg, med Guds stempel på min pande?

 

SOLVEJG.
I min tro, i mit håb og i min kærlighed.

 

PEER GYNT
(studser tilbage)
.
Hvad siger du –! Ti! Det er gøglende ord.
Til gutten derinde er selv du moer.

 

SOLVEJG.
Det er jeg, ja; men hvem er hans fader?
Det er han, som for moderens bøn forlader.

 

PEER GYNT
(et skær af lys går over ham, han skriger)
Min moder; min hustru; uskyldig kvinde! –
O, gem mig, gem mig derinde!
(han klynger sig fast og skjuler ansigtet i hendes skød. Lang stilhed. Solen rinder.)

 

SOLVEJG
(synger sagte)
Sov du, dyreste gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge. –
Gutten har siddet på sin moders fang.
De to har leget hele livsdagen lang.
Gutten har hvilet ved sin moders bryst
hele livsdagen lang. Gud signe dig, min lyst!
Gutten har ligget til mit hjerte tæt
hele livsdagen lang. Nu er han så træt.
Sov du, dyreste gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge!

 

KNAPPESTØBERENS STEMME
(bag huset)
.
Vi træffes på sidste korsvejen, Peer;
og så får vi se, om –; jeg siger ikke mer.

 

SOLVEJG
(synger højere i dagglansen)
.
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge; –
sov og drøm du, gutten min!

 

PERSONERNE

 

KAMMERHERRE BRATSBERG, jernværksejer.
ERIK BRATSBERG, hans søn, juridisk kandidat og grosserer.
THORA, hans datter.
SELMA, grossererens frue.
DOKTOR FJELDBO, værkslæge.
SAGFØRER STENSGÅRD.
PROPRIETÆR MONSEN på Storli.
BASTIAN MONSEN, hans søn.
RAGNA, hans datter.
KANDIDAT HELLE, huslærer på Storli.
VÆRKSFORVALTER RINGDAL.
GÅRDBRUGER ANDERS LUNDESTAD.
DANIEL HEJRE.
MADAM RUNDHOLMEN, landhandlerenke.
BOGTRYKKER ASLAKSEN.
EN TJENESTEPIGE hos kammerherrens.
EN OPVARTER.
EN PIGE hos madam RUNDHOLMEN.
FOLK AF ALMUEN, KAMMERHERRENS GÆSTER, o. s. v. o. s. v.

 

(Handlingen foregår på værket i nærheden af en købstad i det søndenfjeldske Norge.)

 

FØRSTE AKT

 

(17de Maj. Aften. Folkefest. En lund ved hovedgården. Musik og dans i baggrunden; brogede lamper på træerne. I midten, noget tilbage, en talerstol; til højre indgang til et stort beværtningstelt; foran samme et bord med bænke. Over på den anden side i forgrunden et andet bord, pyntet med blomster og omgivet af lænestole.)
(Stor folkemasse. Gårdbruger Lundestad, med komitesløjfe i knaphullet, står på talerstolen. Værksforvalter Ringdal ligeledes med komitesløjfe, ved bordet til venstre.)

 

LUNDESTAD.
– – Og derfor, ærede sognefolk, – en skål for vor frihed! Således, som vi har taget den i arv fra vore fædre, således vil vi bevare den for os selv og for vore sønner! Hurra for dagen! Hurra for 17de Maj!

 

TILHØRERNE.
Hurra, hurra, hurra!

 

VÆRKSFORVALTER RINGDAL
(idet Lundestad stiger ned)
.
Og nu et hurra for gamle Lundestad!

 

ENKELTE STEMMER.
Hys! Hys!

 

MANGE STEMMER
(overdøvende)
.
Hurra for Lundestad! Gamle Lundestad leve! Hurra!
(Tilhørerne spreder sig. Proprietær Monsen, hans søn Bastian, sagfører Stensgård og bogtrykker Aslaksen trænger sig frem gennem sværmen.)

 

MONSEN.
Ja minsæl blir han aflægs nu!

 

ASLAKSEN.
Det var vore lokale forholde han snakked for! Ho-ho!

 

MONSEN.
Den tale har han nu holdt i alle de år, jeg kan mindes. Kom så her –!

 

STENSGÅRD.
Nej-nej-nej! Ikke den vej, herr Monsen! Nu kommer vi jo rent bort fra Deres datter.

 

MONSEN.
Å, Ragna finder os nok igen.

 

BASTIAN.
Hun har ingen nød; kandidat Helle er med hende.

 

STENSGÅRD.
Helle?

 

MONSEN.
Ja, Helle.
(puffer ham venskabeligt.)
Men jeg er med Dem, ser De. Og det er vi da allesammen. Kom så! Her sidder vi i ly for kreti og pleti; her kan vi snakke lidt nærmere om det, som –
(har imidlertid sat sig ved bordet til venstre.)

 

RINGDAL
(træder til)
.
Undskyld, herr Monsen, – det bord er forbeholdt –

 

STENSGÅRD.
Forbeholdt? For hvem?

 

RINGDAL.
For kammerherrens.

 

STENSGÅRD.
Å hvad, kammerherrens! Her er jo ingen af dem tilstede.

 

RINGDAL.
Nej, men vi kan vente dem hvert øjeblik.

 

STENSGÅRD.
Så lad dem sætte sig et andet steds.
(tager en stol.)

 

GÅRDBRUGER LUNDESTAD
(lægger hånden på stolen)
.
Nej, bordet får nu stå, som sagt er.

 

MONSEN
(rejser sig)
.
Kom, herr Stensgård; der er ligeså god plads derborte.
(går over til højre.)
Opvarter! Hm, ingen opvarter heller. Det skulde nu festkomiteen sørget for itide. Å, Aslaksen, gå ind og hent os fire flasker Champagne. Forlang af den dyreste. Sig, Monsen betaler!
(Aslaksen går ind i teltet; de tre øvrige sætter sig.)

 

LUNDESTAD
(går stilfærdigt over til dem og vender sig til Stensgård)
.
De får nu endelig ikke ta’e det fortrydeligt op –

 

MONSEN.
Nej, fortrydeligt –! Gudbevares! Langtfra det!

 

LUNDESTAD
(fremdeles til Stensgård)
.
For det er jo sletikke mig personligt; det er festkomiteen, som har besluttet –

 

MONSEN.
Forstår sig. Festkomiteen har at befale og vi skal lystre –

 

LUNDESTAD
(som før)
.
Vi er jo her på kammerherrens grund. Han har velvilligt overladt os både lunden og haven for ikveld; og så mente vi –

 

STENSGÅRD.
Vi sidder fortræffeligt her, herr Lundestad, – når vi blot får sidde i ro, – jeg mener, for folkesværmen.

 

LUNDESTAD
(venligt)
.
Ja, ja; så er det jo godt og vel altsammen.
(går mod baggrunden.)

 

ASLAKSEN
(fra teltet)
.
Nu kommer opvarteren strax med vinen.
(sætter sig.)

 

MONSEN.
Eget bord; – under særligt tilsyn af festkomiteen. Og det på selve frihedsdagen! Der har De en prøve på det hele stel.

 

STENSGÅRD.
Men herregud, I gode skikkelige mennesker, – hvorfor finder I jer i sligt?

 

MONSEN.
Gammel nedarvet slendrian, ser De.

 

ASLAKSEN.
De er ny her i egnen, herr sagfører Stensgård. Men kendte De bare en liden smule til vore lokale forholde, så –

 

OPVARTEREN
(bringer Champagne)
.
Det var jo her, der blev bestilt –?

 

ASLAKSEN.
Ja visst. Se så; skænk i!

 

OPVARTEREN
(skænker i)
.
Ja, det var jo for Deres regning, herr Monsen?

 

MONSEN.
Altsammen; vær ganske rolig.
(Opvarteren går.)

 

MONSEN
(klinker med Stensgård)
.
Nå, velkommen iblandt os, herr overretssagfører! Det glæder mig særdeles at ha’e gjort Deres bekendtskab; og jeg må sige, det er en ære for distriktet, at slig en mand, som De, slår Dem ned her. Vi har læst så meget om Dem i aviserne, både fra sangermøder og andre møder. Herr sagfører Stensgård, De har store talegaver og De har hjerte for det almindelige vel. Gid De nu rigtig med liv og lyst måtte gribe ind i, – hm, gribe ind i –

 

ASLAKSEN.
I de lokale forholde.

 

MONSEN.
Å ja; i de lokale forholde. Skål for det!
(de drikker.)

 

STENSGÅRD.
Liv og lyst skal det ikke skorte på!

 

MONSEN.
Bravo! Hør! Et glas til for det løfte!

 

STENSGÅRD.
Nej, stop; jeg har allerede i forvejen –

 

MONSEN.
Å snak! Et glas til, siger jeg; – det er et løftets bæger!
(de klinker og drikker igen; under det følgende vedbliver Bastian flittigt at fylde glassene.)

 

MONSEN.
Forresten, – siden vi nu engang er kommet ind på slige ting –, så må jeg sige, at det ikke egentlig er kammerherren, som holder alting under åget. Nej, den, som står bagved og styrer slæden, det er gamle Lundestad, De!

 

STENSGÅRD.
Ja, det har jeg hørt fra flere kanter. Jeg begriber ikke, at sådan en frihedsmand –

 

MONSEN.
Lundestad? Kalder De Anders Lundestad frihedsmand? Ja, han gav sig rigtignok ord for det, i sine unge dage, da det gjaldt at svinge sig op. Derfor tog han også storthingshvervet i arv efter faderen. Gudbevars; alting går nu i arv her!

 

STENSGÅRD.
Men alt dette uvæsen måtte der da kunne gøres en ende på.

 

ASLAKSEN.
Ja, død og pine, herr sagfører, – bare gør ende på!

 

STENSGÅRD.
Jeg siger jo ikke at jeg –

 

ASLAKSEN.
Jo, netop De! De er manden. De har snakketøj, som folk siger; og De har det, som mere er, De har penneførhed. Min avis står Dem åben, det véd De.

 

MONSEN.
Men skulde noget ske, så måtte det rigtignok ske snart. Valgmandsvalget skal holdes en af dagene.

 

STENSGÅRD.
Og Deres mange private affærer vilde ikke være til hinder, dersom valget nu faldt på Dem?

 

MONSEN.
Mine private affærer vilde vistnok lide under det; men dersom man mente, at kommunens tarv fordred noget sligt, så fik jeg naturligvis finde mig i at sætte personlige hensyn tilside.

 

STENSGÅRD.
Ja-ja, så er det brav. Og et parti har De allerede, det har jeg godt mærket.

 

MONSEN.
Jeg smigrer mig med, at flertallet af den unge virkelystne slægt –

 

ASLAKSEN.
Hm, hm; her er snushaner ude.

 

DANIEL HEJRE
(fra teltet; nærsynet, spejder omkring og kommer nærmere)
.
Å, turde jeg ikke bede om at få låne en ledig stol; jeg vilde gerne sætte mig derborte.

 

MONSEN.
Her er faste bænke, som De ser; men kan De ikke sidde her ved bordet?

 

DANIEL HEJRE.
Der? Ved det bord? Å jo, såmæn!
(sætter sig.)
Se, se! Champagne, tror jeg.

 

MONSEN.
Ja. De drikker kanske et glas med?

 

DANIEL HEJRE.
Nej, tak! Den Champagne, madam Rundholmen leverer, den –; nå ja, et lidet glas kan jeg jo sagtens for godt selskabs skyld –; ja, den som nu bare havde et glas.

 

MONSEN.
Bastian, gå ind og hent et.

 

BASTIAN.
Å, Aslaksen, gå ind og hent et glas.
(Aslaksen går ind i teltet. Taushed.)

 

DANIEL HEJRE.
Herrerne generer sig da vel ikke for mig? Lad mig endelig ikke –! Tak, Aslaksen!
(hilser på Stensgård.)
Fremmed ansigt. Nylig ankommen. Formodentlig overretssagfører Stensgård, hvis jeg ikke fejler.

 

MONSEN.
Ganske rigtig.
(præsenterer.)
Overretssagfører Stensgård, herr Daniel Hejre –

 

BASTIAN.
Kapitalist.

 

DANIEL HEJRE.
Forhenværende, rettere sagt. Nu har jeg skilt mig ved det hele; er gået fra det, kan man gerne sige. Ja, ikke fallit! Det må De død og pine ikke tro.

 

MONSEN.
Drik, drik nu, mens det skummer.

 

DANIEL HEJRE.
Men kæltringstreger, ser De; kneb og sligt noget, – noksagt. Nå ja, jeg vil håbe, det blot er forbigående. Når jeg får mine ældre processer og nogle andre affærer fra hånden, så skal minsæl den højvelbårne herr Mikkel for en dag. Skål! Drikker De ikke på det? Hvad?

 

STENSGÅRD.
Ja, måtte jeg ikke først spørge, hvem den højvelbårne herr Mikkel er?

 

DANIEL HEJRE.
He-he; De skal såmæn ikke se så forlegen ud. De tror da vel aldrig, jeg sigter til herr Monsen? Herr Monsen kan jo dog ikke kaldes højvelbåren ialfald. Nej, det er kammerherre Bratsberg, min kære unge ven!

 

STENSGÅRD.
Hvad for noget? I forretningssager er da vel kammerherren en hæderlig mand.

 

DANIEL HEJRE.
Siger De det, unge menneske? Hm; noksagt!
(rykker nærmere.)
For en snes år siden var jeg værd en tønde guld. Fik stor formue efter min fader. De har vel hørt tale om min fader? Ikke det? Gamle Mads Hejre? De kaldte ham Guld-Mads. Han var skibsrheder; tjente ustyrtelige penge i licentz-tiden; lod sine vinduesposter og dørstolper forgylde; havde råd til det; noksagt; – derfor kaldte de ham Guld-Mads.

 

ASLAKSEN.
Forgyldte han ikke skorstenspiberne også?

 

DANIEL HEJRE.
Nej, det er bare en avisløgn; – den opstod længe forinden Deres tid forresten. Men penge brugte han; og det har da jeg også gjort. En kostbar rejse til London –; har De ikke hørt tale om min rejse til London? Førte formelig hofstat med mig; – har De virkelig ikke hørt tale om det? Hvad? – Og hvad har jeg ikke smidt væk til kunster og videnskaber? Og hvorledes har jeg ikke holdt unge talenter frem?

 

ASLAKSEN
(rejser sig)
.
Tak for mig, mine herrer!

 

MONSEN.
Nå? Vil De gå fra os?

 

ASLAKSEN.
Ja, jeg vil røre lidt på mig.
(går.)

 

DANIEL HEJRE
(dæmpet)
.
Han er også en af dem. Lønner som alle de andre; he-he! Véd De vel, jeg har holdt ham et helt år til studeringer?

 

STENSGÅRD.
Virkelig? Har Aslaksen studeret?

 

DANIEL HEJRE.
Ligesom den unge Monsen; – blev aldrig til noget; også ligesom, – noksagt, – hvad jeg vilde sige; måtte opgive ham; mærkede allerede tidligt denne usalige hang til spirituosa –

Other books

Rebel Power Play by David Skuy
A Misty Harbor Wedding by Marcia Evanick
Changing Times by Marilu Mann
6 A Thyme to Die by Joyce Lavene
Roil by Trent Jamieson
An Unmarked Grave by Kent Conwell