Complete Works of Henrik Ibsen (608 page)

HEDVIG.
Nej, men han sa’ det. Og det synes jeg var så fælt sagt af far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og be’r, at den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er.

GREGERS
(ser på hende)
.

Plejer De læse aftenbøn?

HEDVIG.
Jaha.

GREGERS.
Hvem har vænnet Dem til det?

HEDVIG.
Jeg selv; for det var en gang far var så syg og havde igler på halsen; og så sa’ han, at han sad med døden i hænderne.

GREGERS.
Nå ja?

HEDVIG.
Så holdt jeg bøn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er jeg ble’t ved med det.

GREGERS.
Og nu be’r De for vildanden også?

HEDVIG.
Jeg syntes, det var bedst at ta’ vildanden med; for hun var så sygelig i førstningen.

GREGERS.
Læser De kanske morgenbøn også?

HEDVIG.
Nej, det gør jeg da rigtignok ikke.

GREGERS.
Hvorfor ikke ligeså godt morgenbøn?

HEDVIG.
Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget videre at være ræd for.

GREGERS.
Og den vildanden, som De holder så inderlig af, den vilde Deres far vri’ halsen om på.

HEDVIG.
Nej, han sa’, det var bedst for ham, om han gjorde det; men han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af far.

GREGERS
(lidt nærmere)
.

Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld?

HEDVIG
(rejser sig)
.

Vildanden!

GREGERS.
Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og véd i verden?

HEDVIG.
Tror De, det vilde hjælpe?

GREGERS.
Prøv det, Hedvig.

HEDVIG
(sagte, med lysende øjne)
.

Ja, jeg vil prøve det.

GREGERS.
Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De?

HEDVIG.
Jeg vil be’ bedstefar skyde vildanden for mig.

GREGERS.
Ja, gør så. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt!

HEDVIG.
Hvorfor ikke det?

GREGERS.
Hun forstår os ikke.

HEDVIG.
Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig?

(Gina kommer ind gennem gangdøren.)

HEDVIG
(imod hende)
.

Traf du ham, mor?

GINA.
Nej; men jeg hørte, han havde været indom og fåt Relling med sig.

GREGERS.
Er De viss på det?

GINA.
Ja, portkonen sa’ det. Molvik var også gåt med, sa’ hun.

GREGERS.
Og det nu, da hans sind trænger så hårdt til at kæmpe i ensomhed –!

GINA
(tar tøjet af)
.

Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud véd, hvor Relling har trukket ham hen! Jeg fløj over til madam Eriksen; men der var de ikke.

HEDVIG
(kæmper med gråden)
.

Å, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere!

GREGERS.
Han kommer hjem igen. Jeg skal bære bud til ham imorgen; og da skal De få se, hvorledes han kommer. Sov så trøstig på det, Hedvig. God nat.

(han går ud gennem gangdøren.)

HEDVIG
(kaster sig hulkende om Ginas hals)
.

Mor, mor!

GINA
(klapper hende på ryggen og sukker)
.

Ak ja; Relling havde ret, han. Så går det, når der kommer galne folk og pressenterer den intrikate fordringen.

FEMTE AKT

(Hjalmar Ekdals atelier. Et koldt gråt morgenlys falder ind; der ligger våd sne på de store ruder i tagvinduet.)

(Gina, med smækkeforklæde på, kommer med en støvekost og en tørreklud fra køkkenet og går hen imod dagligstuedøren. I det samme kommer Hedvig hurtigt ind fra gangen.)

GINA
(standser)
.

Nå?

HEDVIG.
Jo, mor, jeg tror næsten, han er nede hos Relling –

GINA.
Ser du bare!

HEDVIG.
– for portkonen sa’, hun hørte, at Relling havde to stykker med sig, da han kom hjem i nat.

GINA.
Det var nok det, jeg tænkte.

HEDVIG.
Men det nytter jo ikke noget, når han ikke vil komme op til os.

GINA.
I det mindste så vil jeg da ned og snakke med ham.

(Gamle Ekdal, i slåbrok og tøfler og med tændt pibe, kommer frem i døren til sit værelse.)

EKDAL.
Du Hjalmar –. Er ikke Hjalmar hjemme?

GINA.
Nej, han er nok gåt ud.

EKDAL.
Så tidlig? Og i sligt et forrygende snékav? Ja, ja; vær så god; jeg kan gå morgenturen alene, jeg.

(Han skyder loftsdøren tilside; Hedvig hjælper ham; han går derind; hun lukker efter ham.)

HEDVIG
(halvhøjt)
.

Tænk, mor, når stakkers bedstefar får høre, at far vil rejse ifra os.

GINA.
Å prat; bedstefar må ikke få høre noget om det. Det var en Guds lykke, at han ikke var hjemme igår under al den hurlomhejen.

HEDVIG.
Ja men –

(Gregers kommer ind gennem gangdøren.)

GREGERS.
Nå? Har De så fåt spurlag på ham?

GINA.
Han skal nok være nede hos Relling, siger de.

GREGERS.
Hos Relling! Har han virkelig været ude med de mennesker?

GINA.
Han har nok det.

GREGERS.
Ja men han, som trængte så inderlig til ensomhed og til at samle sig i alvor –!

GINA.
Ja, De må så sige.

(Relling kommer ind fra gangen.)

HEDVIG
(imod ham)
.

Er far hos Dem?

GINA
(samtidigt)
.

Er han der?

RELLING.
Ja visst er han så.

HEDVIG.
Og De, som ikke siger os til!

RELLING.
Ja, jeg er et bæ-æst. Men først så havde jeg det andre bæ-æstet at holde styr på; ja, han, den dæmoniske, naturligvis; og siden så sovned jeg ind så tungt at –.

GINA.
Hvad siger Ekdal idag?

RELLING.
Han siger ingen verdens ting.

HEDVIG.
Snakker han slet ikke?

RELLING.
Ikke et levendes ord.

GREGERS.
Nej, nej; det kan jeg så godt forstå.

GINA.
Men hvad tar han sig da til?

RELLING.
Han ligger på sofaen og snorker.

GINA.
Så? Ja, Ekdal er svær til at snorke.

HEDVIG.
Sover han? Kan han sove?

RELLING.
Ja, det lader s’gu’ til det.

GREGERS.
Begribelig; efter den sjælestrid, som har oprevet ham –

GINA.
Og så han, som aldrig er vant til at sværme udendørs om nætterne.

HEDVIG.
Det er kanske bra’, det, at han får sove, mor.

GINA.
Det tænker jeg også. Men så er det ikke værdt, vi muntrer ham for tidlig da. Tak skal De ha’, Relling. Nu må jeg først få gjort huset lidt rensligt og pent, og så –. Kom og hjælp mig, Hedvig.

(Gina og Hedvig går ind i dagligstuen.)

GREGERS
(vender sig til Relling)
.

Kan De forklare mig den åndelige rørelse, som nu foregår i Hjalmar Ekdal?

RELLING.
Jeg har, min sæl, ikke mærket, at der foregår nogen åndelig rørelse i ham.

GREGERS.
Hvad! På et sligt vendepunkt, da hele hans liv har fåt et nyt grundlag –? Hvor kan De tænke Dem, at en personlighed som Hjalmar –?

RELLING.
Å, personlighed – han! Hvis han nogensinde har havt ansats til den slags abnormiteter, som De kalder personlighed, så er både rødderne og trævlerne ble’t grundigt exstirperet allerede i gutteårene; det kan jeg forsikkre Dem.

GREGERS.
Det skulde dog være mærkeligt – med den kærlighedsfulde opdragelse, som han har nydt.

RELLING.
Af de to forskruede, hysteriske tante-frøkenerne, mener De?

GREGERS.
Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la’ den ideale fordring i glemmebogen; – ja, nu skal De vel til at gøre nar igen.

RELLING.
Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten véd jeg god besked; for han har gulpet op adskillig retorik om disse sine „tvende sjælemødre”. Men jeg tror ikke, han har stort at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds er ble’t holdt for et lys –

GREGERS.
Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg?

RELLING.
Jeg har aldrig mærket noget til det. At hans far trodde det, – lad det gå; for gamle løjtnanten har jo været et fæ alle sine dage.

GREGERS.
Han har alle sine dage været en mand med barnesind; det er det, De ikke skønner.

RELLING.
Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar var ble’t student på en måde, så galdt han straks for det store fremtidslys blandt kammeraterne også. Vakker var han jo, det drog, – rød og hvid, – slig, som småjomfruer helst vil ha’ fyrene; og da han nu havde dette letrørte gemyttet og dette hjertevindende i røsten, og da han forstod så pent at deklamere andres vers og andres tanker –

GREGERS
(harmfuld)
.

Er det Hjalmar Ekdal, De taler således om?

RELLING.
Ja, med Deres tilladelse; for således ser det ud indvendig, det gudebillede, som De ligger næsegrus for.

GREGERS.
Jeg trodde dog ikke, at jeg var så aldeles blind heller.

RELLING.
Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De også, ser De.

GREGERS.
Det har De ret i.

RELLING.
Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde. Først er det nu denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og så det, som værre er, – altid går De og ørsker i tilbedelses-delirium; altid skal De ha’ noget at beundre udenfor Deres egne grejer.

GREGERS.
Ja, udenfor mit eget må jeg visselig søge det.

RELLING.
Men De tar så skammelig fejl af de store vidunderfluerne, som De tror at se og høre omkring Dem. De er atter igen kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her bor ikke solvente folk her i huset.

GREGERS.
Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ekdal, end som så, hvor kan De da finde nogen glæde i stødt og stadig at være sammen med ham?

RELLING.
Herregud, jeg skulde da være en slags doktor, med skam at sige; og så må jeg da ta’ mig af de stakkers syge, jeg bor i hus med.

GREGERS.
Se så! Er Hjalmar Ekdal også syg?

RELLING.
Folk er syge omtrent alle i hob, desværre.

GREGERS.
Og hvad kur bruger De så for Hjalmar?

RELLING.
Min sædvanlige. Jeg sørger for at holde livsløgnen oppe i ham.

GREGERS.
Livs-løgnen? Jeg hørte ikke rigtig –?

RELLING.
Jo, jeg sa’ livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende princip, det, ser De.

GREGERS.
Må jeg spørge, hvad det er for en livsløgn, Hjalmar er befængt med?

RELLING.
Nej tak; jeg forråder ikke slige hemmeligheder til kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den på Molvik også. Ham har jeg gjort „dæmonisk”. Det er nu den fontanellen, jeg måtte sætte ham i nakken.

GREGERS.
Er han da ikke dæmonisk?

RELLING.
Hvad fan’ vil det sige at være dæmonisk? Det er jo bare noget sludder, som jeg fandt på for at berge livet i ham. Havde jeg ikke det gjort, så var det stakkers skikkelige svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange Herrens år siden. Og så gamle løjtnanten da! Men han har nu rigtignok fundet på kuren selv.

GREGERS.
Løjtnant Ekdal? Hvad han?

RELLING.
Ja, hvad mener De om det, at han, bjørnejægeren, går der inde på mørkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere skytter til i verden, end han, den gamle manden, når han får tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire-fem fortørkede juletræerne, som han har gemt på, de er for ham det samme, som hele, store, friske Højdalsskogen; hanen og alle hønerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne, som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han gir sig i kast med, han, den spræke friluftsgubben.

GREGERS.
Den ulykkelige gamle løjtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok måttet slå af på sin ungdoms idealer.

RELLING.
Mens jeg husker det, herr Werle junior, – brug ikke det udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord: løgne.

GREGERS.
Mener De, at de to ting er i slægt med hinanden?

RELLING.
Ja, omtrent som tyfus og forrådnelsesfeber.

GREGERS.
Doktor Relling, jeg gir mig ikke, før jeg har reddet Hjalmar ud af Deres klør!

RELLING.
Det turde bli’ værst for ham. Tar De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme.
(til Hedvig, som kommer fra dagligstuen.)
Nå, lille vildand-mor, nu går jeg ned og ser, om fatter endnu ligger og funderer på den mærkelige opfindelse.

(går ud gennem gangdøren.)

GREGERS
(nærmer sig Hedvig)
.

Jeg kan se på Dem, at det ikke er fuldbragt.

HEDVIG.
Hvilket? Å, det med vildanden. Nej.

GREGERS.
Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde føres ud i handling, kan jeg tænke.

HEDVIG.
Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vågned idag tidlig og husked på det, vi havde snakket om, så syntes jeg, det var så underligt.

GREGERS.
Underligt?

HEDVIG.
Ja, jeg véd ikke –. Igår kveld, straks med det samme, syntes jeg, der var noget så dejligt i det; men da jeg havde sovet, og husked på det igen, så syntes jeg ikke, det var noget videre.

GREGERS.
Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gåt til spilde i Dem.

HEDVIG.
Ja, det bryr jeg mig ikke om; når bare far vilde komme op, så –

GREGERS.
Å, havde De så sandt fåt opladt øje for det, som gir livet værd, – havde De det sande, glade, modige offersind, så skulde De vel få se, hvorledes han kom op til Dem. – Men jeg tror på Dem endnu, jeg, Hedvig.