Complete Works of Henrik Ibsen (609 page)

(han går ud gennem gangdøren.)

(Hedvig driver om på gulvet; derpå vil hun gå ud i køkkenet; i det samme banker det indenfor på loftsdøren; Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ud; hun skyver døren for igen.)

EKDAL.
Hm, det er klein moro at gå morgentur alene, du.

HEDVIG.
Havde du ikke lyst til at gå på jagt, bedstefar?

EKDAL.
Det er ikke jagtvejr idag. Sligt mørke da; en kan knapt se frem for sig.

HEDVIG.
Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet end de kaninerne?

EKDAL.
Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske?

HEDVIG.
Ja men vildanden da?

EKDAL.
Hå-hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig i verden, du. Aldrig det.

HEDVIG.
Nej, du kunde vel ikke; for det skal være svært at skyde vildænder.

EKDAL.
Kunde ikke? Skulde vel mene, jeg kunde.

HEDVIG.
Hvorledes vilde du da bære dig ad, bedstefar; – jeg mener ikke med min vildand men med andre?

EKDAL.
Vilde se til at få skud på dem under brystet, skønner du; for det er det sikkreste. Og så skal de skydes mod fjæren, ser du – ikke med fjæren.

HEDVIG.
Dør de da, bedstefar?

EKDAL.
Ja gu’ dør de – når en skyder rigtig. Nå; må vel ind og pudse mig. Hm, – forstår nok – hm.

(går ind i sit værelse.)

HEDVIG
(venter lidt, skotter mod stuedøren, går hen til reolen, strækker sig på tæerne, tar den dobbeltløbede pistol ned fra hylden og ser på den)
.

(Gina, med støvekost og tørreklud, kommer fra dagligstuen.)

HEDVIG
(lægger hurtig og ubemærket pistolen fra sig)
.

GINA.
Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig.

HEDVIG
(går fra reolen)
.

Jeg vilde bare rydde lidt.

GINA.
Gå heller ud i køkkenet og se om kaffien holder sig varm, jeg vil ta’ brettet med, når jeg går ned til ham.

(Hedvig går ud; Gina begynder at feje og gøre rent i atelieret.)

(Om en stund åbnes gangdøren nølende, og Hjalmar Ekdal ser ind; han har overfrakken på, men er uden hat, uvasket og med forpjusket, uredt hår; øjnene er sløve og matte.)

GINA
(blir stående med kosten i hånden og ser på ham)
.

Å, nej da, Ekdal, – kommer du alligevel?

HJALMAR
(træder ind og svarer med dump røst)
.

Jeg kommer – for at forsvinde i den samme stund.

GINA.
Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss’ da, – hvorledes er det, du ser ud!

HJALMAR.
Ser ud?

GINA.
Og så den pene vinterfrakken din! Nå, den har da fåt sin bekomst.

HEDVIG
(i køkkendøren)
.

Mor, skal jeg ikke –?
(ser Hjalmar, skriger højt af glæde og løber imod ham.)
Å far, far!

HJALMAR
(vender sig bort og slår ud med hånden)
.

Væk, væk, væk!
(til Gina.)
Få hende væk fra mig, siger jeg!

GINA
(halvhøjt)
.

Gå ind i dagligstuen, Hedvig.

(Hedvig går stille derind.)

HJALMAR
(travlt, trækker bordskuffen ud)
.

Jeg må ha’ mine bøger med mig. Hvor er mine bøger?

GINA.
Hvilke bøger?

HJALMAR.
Mine videnskabelige værker, naturligvis, – de tekniske tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen.

GINA
(søger i reolen)
.

Er det disse her, som ikke er nogen perm på?

HJALMAR.
Ja visst er det så.

GINA
(lægger en bunke hæfter på bordet)
.

Skal jeg ikke få Hedvig til at skære dem op for dig?

HJALMAR.
Behøves ingen opskæring for mig.

(kort taushed.)

GINA.
Det blir altså ved det, at du flytter ifra os, Ekdal?

HJALMAR
(roder mellem bøgerne)
.

Ja, det forstår sig da af sig selv, synes jeg.

GINA.
Ja-ja.

HJALMAR
(heftigt)
.

For jeg kan da ikke gå her og få mit hjerte gennemboret hver time på dagen!

GINA.
Gud forlade dig, at du kan tro så stygt om mig.

HJALMAR.
Bevis –!

GINA.
Jeg synes, du skulde bevise.

HJALMAR.
Efter en forgangenhed, som din? Der gives visse krav –; jeg kunde fristes til at kalde dem ideale krav –

GINA.
Men gamlefar da? Hvad skal der bli’ af ham, stakker?

HJALMAR.
Jeg kender min pligt; den hjælpeløse flytter med mig. Jeg vil ud i byen og gøre anstalter –. Hm –.
(nølende.)
Er der ingen, som har fundet min hat på trapperne?

GINA.
Nej. Har du mistet hatten?

HJALMAR.
Jeg havde den naturligvis på, da jeg kom inat; det er der ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den.

GINA.
Jøss’, hvor har du da været henne med de to ranglefanterne?

HJALMAR.
Å, spørg mig ikke om uvæsentlige ting. Tror du, jeg er i stemning til at huske på enkeltheder?

GINA.
Bare du ikke har forkølet dig, Ekdal.

(går ud i køkkenet.)

HJALMAR
(taler med sig selv, halvhøjt og forbittret, mens han tømmer bordskuffen)
.

Du er en skurk, Relling! – En kæltring er du! – Ah, skændige forfører! – Kunde jeg så sandt få nogen til at snigmyrde dig!

(han lægger nogle gamle breve til side, finder det overrevne papir fra gårsdagen, tar det og ser på stykkerne; lægger det hurtigt fra sig idet Gina kommer.)

GINA.
(sætter et dækket kaffebret på bordet)
.

Her er en tår varmt, om du kunde ha’ lyst. Og så er her smørrebrøder og lidt saltmad til.

HJALMAR
(skotter til brettet)
.

Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok har jeg ikke nydt faste næringsmidler på snart fire og tyve timer; men det får være det samme. – Mine optegnelser! Mine påbegyndte livserindringer! Hvor finder jeg min dagbog og mine vigtige papirer?
(åbner stuedøren, men viger tilbage.)
Der er hun også!

GINA.
Ja, Herregud, et steds må da barnet være.

HJALMAR.
Gå ud.

(han gør plads, Hedvig kommer forskræmt ind i atelieret.)

HJALMAR
(med hånden på dørvrideren, siger til Gina)
.

I de sidste øjeblikke, jeg tilbringer i mit fordums hjem, ønsker jeg at forskånes for uvedkommende –

(går ind i stuen.)

HEDVIG
(med et sæt imod sin mor, spørger sagte og bævende)
.

Er det mig?

GINA.
Hold dig i køkkenet, Hedvig; eller nej, – gå heller ind i kammerset til dig selv.
(taler til Hjalmar, idet hun går ind til ham.)
Bi lidt, Ekdal; rod ikke så i kommoden; jeg véd, hvor al tingen ligger.

HEDVIG
(står et øjeblik urørlig, i angst og rådvildhed, bider læberne sammen for at kvæle gråden; så knytter hun krampagtigt hænderne og siger sagte)
.

Vildanden!

(Hun lister sig hen og tar pistolen fra hylden, åbner loftsdøren på klem, smyger ind og trækker døren til efter sig.)

(Hjalmar og Gina begynder at disputere inde i dagligstuen.)

HJALMAR
(kommer med nogle skrivebøger og gamle løse papirer, som han lægger på bordet)
.

Å, hvad kan den vadsækken forslå! Det blir jo de tusende ting, jeg får at slæbe med mig.

GINA
(følger efter med vadsækken)
.

Men så la’ alt det andre ligge så længe; og ta’ bare med dig en skjorte og et par underbukser.

HJALMAR.
Puh, – disse anstrængende forberedelser –!

(trækker yderfrakken af og kaster den på sofaen.)

GINA.
Og så står kaffien og blir kold også.

HJALMAR.
Hm.

(drikker uvilkårlig en slurk og derpå atter en.)

GINA
(tørrer stoleryggene af)
.

Værst blir det nu for dig at finde sligt et stort loftsrum til kaninerne.

HJALMAR.
Hvad! Skal jeg slæbe alle de kaninerne med mig også?

GINA.
Ja, gamlefar kan da ikke være uden kaniner, véd jeg.

HJALMAR.
Det får han sandelig vænne sig til. Der er højere livsgoder end kaniner, som jeg må gi’ afkald på.

GINA
(støver af i reolen)
.

Skal jeg lægge fløjten i vadsækken til dig?

HJALMAR.
Nej. Ingen fløjte for mig. Men gi’ mig pistolen!

GINA.
Vil du ha’ den pigstolen med dig?

HJALMAR.
Ja. Min ladte pistol.

GINA
(søger efter den)
.

Den er væk. Han må ha’ ta’t den med sig ind.

HJALMAR.
Er han på loftet?

GINA.
Ja visst er han på loftet?

HJALMAR.
Hm, – den ensomme gubbe.

(han tar et stykke smørrebrød, spiser det og drikker kaffekoppen ud.)

GINA.
Havde vi nu ikke lejet bort værelset, kunde du ha’ flyttet der ind.

HJALMAR.
Jeg skulde bli’ boende under samme tag, som –! Aldrig, – aldrig!

GINA.
Men kunde du da ikke for en dags tid eller to slå dig ned i dagligstuen? Der havde du alt dit for dig selv.

HJALMAR.
Aldrig indenfor disse mure!

GINA.
Nå, men nede hos Relling og Molvik da?

HJALMAR.
Nævn ikke de menneskers navn! Jeg er færdig at miste appetiten bare jeg tænker på dem. – Å nej, jeg får nok ud i stormen og snékavet, – gå fra hus til hus og søge efter ly for far og mig.