Complete Works of Henrik Ibsen (613 page)

KROLL.
Da har De sandelig været artig på vildspor, frøken West. Og desuden, – her er jo ingen ting forandret i selve sagen. Det var jo Dem, – og Dem alene, – som stod for styret her allerede i stakkers Beates sidste ulykkelige levetid.

REBEKKA.
Det var nu mere som et slags regentskab i husfruens navn.

KROLL.
Hvorom alting er –. Véd De hvad, frøken West, – jeg for min del skulde sandelig ikke ha’ noget imod, om De –. Men det går vel ikke an at sige sligt noget.

REBEKKA.
Hvilket, mener De?

KROLL.
Om det kunde føje sig så, at De tog den tomme plads –

REBEKKA.
Jeg har den plads jeg ønsker, herr rektor.

KROLL.
I gavnet, ja; men ikke i –

REBEKKA
(afbryder ham alvorligt)
.

Skam Dem dog, rektor Kroll. Hvor kan De sidde og spase om sådant?

KROLL.
Å ja, vor gode Johannes Rosmer synes sagtens, han har fåt mere end nok af ægtestanden. Men alligevel –

REBEKKA.
Véd De hvad, – jeg må næsten le af Dem.

KROLL.
Alligevel –. Sig mig engang, frøken West –. Hvis det er tilladt at spørge –. Hvor gammel er De egentlig?

REBEKKA.
Med skam at melde, så har jeg såmænd fyldt de ni og tyve, herr rektor. Jeg går nu i det tredivte.

KROLL.
Ja-ja. Og Rosmer, – hvor gammel er han? Lad mig se. Han er fem år yngre end jeg. Nå, han er altså godt og vel tre og firti. Jeg synes, det vilde passe bra’.

REBEKKA
(rejser sig)
.

Ja-visst, ja-visst. Det vilde passe udmærket. – Drikker De te med os i aften?

KROLL.
Ja tak. Jeg havde tænkt at slå mig ned her. For der er en sag, som jeg må tale med vor gode ven om. – Og så, frøken West, – for at De ikke skal komme på gale tanker igen, så vil jeg se herud alt som tiest, – ligesom i gamle dage.

REBEKKA.
Å ja, gør endelig det.
(ryster hans hænder.)
Tak, tak! De er da rigtig inderlig snil alligevel.

KROLL
(brummer lidt)
.

Så? Det er såmænd mere end jeg får høre hjemme.

(Johannes Rosmer kommer ind gennem døren til højre.)

REBEKKA.
Herr Rosmer, – kan De se, hvem der sidder der?

JOHANNES ROSMER.
Madam Helseth fortalte det.

(Rektor Kroll har rejst sig.)

ROSMER
(mildt og dæmpet, trykker hans hænder)
.

Velkommen til huset igen, kære Kroll.
(lægger hænderne på hans skuldre og ser ham ind i øjnene.)
Du kære gamle Ven! Det var nok det jeg vidste, at engang måtte det bli’ som før imellem os.

KROLL.
Men snille menneske, – har du også været inde på den forrykte indbildning, at der skulde være noget ivejen!

REBEKKA
(til Rosmer)
.

Ja tænk, – hvor dejligt, at det bare var en indbildning.

ROSMER.
Var det virkelig det, Kroll? Men hvorfor trak du dig da så rent tilbage fra os?

KROLL
(alvorlig og dæmpet)
.

Fordi jeg ikke vilde gå her som et levende minde om dine ulykkelige år – og om hende, – som endte i møllefossen.

ROSMER.
Det var jo vakkert tænkt af dig. Du er jo altid så hensynsfuld. Men det var aldeles unødvendigt at bli’ borte af den grund. – Kom, du; lad os sætte os i sofaen.
(de sætter sig.)
Nej, det står sandelig ikke for mig som nogen pine at tænke på Beate. Vi taler daglig om hende. Hun hører endnu ligesom huset til, synes vi.

KROLL.
Gør I virkelig det?

REBEKKA
(tænder lampen)
.

Ja, det gør vi da rigtignok.

ROSMER.
Det er jo så lige til. Vi holdt jo begge to så inderlig af hende. Og både Rebek – både frøken West og jeg, vi véd med os selv, at vi gjorde, hvad der stod i vor magt, for den stakkers hjemsøgte. Vi har ingen ting at bebrejde os. – Derfor så synes jeg, der er noget mildt og blødt i det at tænke på Beate nu.

KROLL.
I kære prægtige mennesker! Fra nu af kommer jeg ud til jer hver dag.

REBEKKA
(sætter sig i en lænestol)
.

Ja, lad os nu bare se, at De holder ord.

ROSMER
(noget dvælende)
.

Du, Kroll, – jeg skulde højlig ønsket, at omgangen mellem os aldrig var ble’t afbrudt. Du har jo været som en selvskreven rådgiver for mig sålænge vi har kendt hinanden. Lige fra jeg blev student.

KROLL.
Nå ja; og det sætter jeg overmåde stor pris på. Er der kanske nu noget særligt –?

ROSMER.
Der er mangt og meget, som jeg så gerne vilde tale uforbeholdent med dig om. Sådan lige ud af hjertet.

REBEKKA.
Ja, ikke sandt, herr Rosmer? Jeg synes, det måtte være så godt – mellem gamle venner –

KROLL.
Å, du kan såmænd tro, jeg har endnu mere at tale med dig om. For nu er jeg ble’t aktiv politiker, som du nok véd.

ROSMER.
Ja, du er jo det. Hvorledes gik det egentlig til?

KROLL.
Jeg måtte, du. Måtte, så nødig jeg end vilde. Det går umulig an nu længer at stå som ørkesløs tilskuer. Nu, da de radikale så sørgeligt er kommet til magten, – nu er det på høj tid –. Derfor har jeg også fåt vor lille vennekreds inde i byen til at slutte sig engere sammen. Det er på høj tid, siger jeg!

REBEKKA
(med et let smil)
.

Ja, er det ikke egentlig nu temmelig sent?

KROLL.
Unegtelig havde det været heldigst, om vi havde standset strømmen på et tidligere tidspunkt. Men hvem kunde vel forudse, hvad der vilde komme? Jeg i alle fald ikke.
(rejser sig og går om på gulvet.)
Jo, nu har jeg rigtignok fåt øjnene op. For nu er oprørsånden trængt ind i selve skolen.

ROSMER.
I skolen? Dog vel ikke i din skole?

KROLL.
Jo, så sandelig er den det. I min egen skole. Hvad synes du! Jeg er kommen under vejr med, at gutterne i øverste klasse, – det vil da sige en del af gutterne, – de har nu i over et halvt år havt en hemmelig forening og der holder de Mortensgårds avis!

REBEKKA.
Å, „Blinkfyret”.

KROLL.
Ja, synes De ikke det er en sund åndsføde for vordende embedsmænd? Men det traurigste ved sagen er, at det er alle de begavede gutter i klassen, som har rottet sig sammen og stiftet dette komplot imod mig. Det er bare stymperne og eftersidderne, som har holdt sig udenfor.

REBEKKA.
Går da dette Dem så nær til hjerte, rektor?

KROLL.
Om det gør! Således at se mig hæmmet og modarbejdet i min livsgerning.
(sagtere.)
Men jeg havde nær sagt, at det fik endda være for hvad det var. Men nu kommer det aller værste.
(ser sig om.)
Her er vel ingen, som lytter ved dørene?

REBEKKA.
Å, aldeles ikke.

KROLL.
Så skal I da vide, at tvedragten og oprøret er trængt ind i mit eget hus. I mit eget rolige hjem. Har forstyrret familjelivets fred for mig.

ROSMER
(rejser sig)
.

Hvad siger du! Hjemme hos dig –?

REBEKKA
(går hen til rektoren)
.

Men kære, hvad er der da hændt?

KROLL.
Vil De tænke Dem til, at mine egne børn –. Kort og godt, – det er Laurits, som er formand for skolekomplottet. Og Hilda har broderet en rød mappe til at gemme „Blinkfyret” i.

ROSMER.
Det havde jeg da aldrig drømt om, – at hos dig, – i dit hus –

KROLL.
Nej, hvem kunde vel drømme om sligt? I mit hus, hvor der altid har hersket lydighed og orden, – hvor der hidtil kun har rådet en eneste samdrægtig vilje –

REBEKKA.
Hvorledes tar Deres hustru dette her?

KROLL.
Ja se, det er nu det utroligste af alt sammen. Hun, som alle sine dage – både i stort og i småt – har delt mine meninger og billiget alle mine anskuelser, hun er sandelig ikke fri for at hælde over til børnenes side i mange stykker. Og så gir hun mig skylden, for hvad der er sket. Hun siger, at jeg virker kuende på de unge. Ret som om ikke det var nødvendigt at –. Nå, således har jeg ufreden gående hjemme. Men jeg taler naturligvis så lidet om det, som muligt. Sligt bør jo helst dysses ned.
(driver opover gulvet.)
Å ja, ja, ja.

(han stiller sig med hænderne på ryggen ved vinduet og ser ud.)

REBEKKA
(har nærmet sig Rosmer og siger sagte, hurtigt og ubemærket af rektoren)
.

Gør det!

ROSMER
(ligeså)
.

Ikke i aften.

REBEKKA
(som før)
.

Jo netop.

(hun går hen og steller med lampen.)

KROLL
(kommer fremover gulvet)
.

Ja, min kære Rosmer, nu véd du altså, hvorledes tidsånden har kastet sine skygger både ind i mit husliv og over min embedsgerning. Og denne fordærvelige, nedbrydende og opløsende tidsånd skulde jeg ikke bekæmpe med alle de våben, jeg kan overkomme? Jo, du, det agter jeg rigtignok at gøre. Og det både i skrift og i tale.

ROSMER.
Har du nu også håb om, at du kan udrette noget på den måde?

KROLL.
Jeg vil i alle fald aftjene min statsborgerlige værnepligt. Og jeg mener, det er enhver fædrelandssindet og for den gode sag bekymret mands skyldighed at gøre det samme. Ser du, – derfor er det nærmest, at jeg er kommet her ud til dig i aften.

ROSMER.
Men kære, hvad mener du –? Hvad skal jeg –?

KROLL.
Du skal hjælpe dine gamle venner. Gøre som vi andre. Ta’ hånd i med så godt du kan.

REBEKKA.
Men rektor Kroll, De kender jo herr Rosmers ulyst til sligt noget.

KROLL.
Den ulyst får han se at overvinde nu. – Du følger ikke nok med, Rosmer. Du sidder her og murer dig inde med dine historiske samlinger. Gud bevares, – al respekt for stamtavler og hvad dertil hører. Men tiden er ikke for den slags sysler – desværre. Du gør dig ingen forestilling om, hvorledes tilstanden er ude omkring i landet. Der er vendt op og ned på, snart sagt, hvert eneste begreb. Det vil bli et kæmpearbejde at få alle de vildfarelser ryddet ud igen.

ROSMER.
Det tror jeg også. Men det slags arbejde ligger slet ikke for mig.

REBEKKA.
Og så tror jeg nok, at herr Rosmer er kommet til at se på tingene i livet med åbnere øjne end før.

KROLL
(studser)
.

Åbnere?

REBEKKA.
Ja, eller friere da. Mere uhildet.

KROLL.
Hvad skal dette her sige? Rosmer, – du kunde dog vel aldrig være så svag at la’ dig dåre af en slig tilfældighed, som den, at massehøvdingerne har vundet en midlertidig sejr!

ROSMER.
Kære, du véd jo, hvor liden forstand jeg har på politik. Men jeg synes rigtignok, at der i de senere år er kommet ligesom noget mere selvstændighed ind i de enkeltes tænkning.