Complete Works of Henrik Ibsen (472 page)

KAMMERHERREN.
Og De har et eneste øjeblik kunnet tro, at –? Mit navn! I slig en affære! Mit navn? Som kautionist altså?

MONSEN.
Kun for en forms skyld –

KAMMERHERREN.
Svindleri! Mit navn! Ikke for nogen pris. Jeg har aldrig skrevet mit navn under fremmede papirer.

MONSEN.
Aldrig? Det er nu overdrivelse, herr kammerherre!

KAMMERHERREN.
Bogstaveligt; som jeg siger Dem.

MONSEN.
Nej; det er ikke bogstaveligt. Det har jeg selv set.

KAMMERHERREN.
Hvad har De set?

MONSEN.
Kammerherrens navn, – på en veksel idetmindste.

KAMMERHERREN.
Usandt, siger jeg Dem! De har aldrig set det!

MONSEN.
Jeg har! Under en veksel på 2,000 daler. Tænk Dem dog om!

KAMMERHERREN.
Hverken på to tusend eller på ti tusend! På min ære og mit højeste ord, aldrig!

MONSEN.
Så er det falskt.

KAMMERHERREN.
Falskt?

MONSEN.
Ja, falskt; efterskrevet; – thi jeg har set det.

KAMMERHERREN.
Falskt? Falskt! Hvor har De set det? Hos hvem?

MONSEN.
Det siger jeg ikke.

KAMMERHERREN.
Ha-ha; vi skal nok få det for en dag!

MONSEN.
Hør mig –!

KAMMERHERREN.
Ti! Så vidt har man bragt det! Falskt! Blandet mig ind i smudsighederne! Ja, så er det intet under, at jeg stilles sammen med de andre. Men nu skal jeg spille med dem!

MONSEN.
Herr kammerherre, – for Deres egen og manges skyld –

KAMMERHERREN.
Bliv mig fra livet! Gå Deres vej! Det er Dem, som er ophavsmanden –! Jo, det er! Ve den, fra hvem forargelsen kommer. Det er et syndigt levned, som føres i Deres hus. Og hvad er det for omgang, De søger? Personer inde fra Kristiania og andetsteds, som kun går ud på at æde og drikke godt, og som ikke regner det så nøje med i hvis selskab det sker. Ti! Jeg har selv set Deres noble julegæster fare langs landevejen, som en flok hylende ulve. Og der er det, som værre er. De har havt skandaler med Deres egne tjenestepiger. Deres kone gik fra forstanden over Deres udskejelser og Deres rå behandling

MONSEN.
Nej; det går for vidt! De skal komme til at angre de ord!

KAMMERHERREN.
Å, Pokker i vold med Deres trusler. Hvad vil De kunne gøre mig? Mig? De har spurgt, hvad jeg havde imod Dem. De har nu fået besked. Nu véd De, hvorfor jeg har holdt Dem ude fra det gode selskab.

MONSEN.
Ja, men nu skal jeg drage det gode selskab ned –

KAMMERHERREN.
Den vej der!

MONSEN.
Jeg véd vejen, herr kammerherre!
(ud i baggrunden)

KAMMERHERREN
(går hen, åbner døren til højre og råber)
.
Ringdal; Ringdal; – kom ind!

RINGDAL.
Herr kammerherre?

KAMMERHERREN
(kalder ind i dagligstuen)
.
Herr doktor; å vær så god –! Nu, Ringdal, nu går mine spådomme i opfyldelse.

FJELDBO.
Hvad er til tjeneste, herr kammerherre?

RINGDAL.
Har kammerherren spået?

KAMMERHERREN.
Hvad siger De nu, doktor? De har altid ment, at jeg overdrev, når jeg påstod, at Monsen fordærvede befolkningen her.

FJELDBO.
Nu ja; og hvad så?

KAMMERHERREN.
Man gør vakkre fremskridt, kan jeg fortælle Dem. Hvad synes De? Her er falske papirer i omløb.

RINGDAL.
Falske papirer?

KAMMERHERREN.
Falske papirer, ja! Og med hvis navn, tror De? Med mit!

FJELDBO.
Men for Guds skyld, hvem har gjort det?

KAMMERHERREN.
Hvor kan jeg vide? Kender jeg alle keltringer? Men det skal for en dag. – Doktor, gør mig en tjeneste. Papirerne må være anbragte enten i sparebanken eller i værkets lånekasse. Kør op til Lundestad; han er den af bankbestyrerne, som har bedst rede på alting. Få at vide om der er noget sligt papir –

FJELDBO.
Straks; straks!

RINGDAL.
Lundestad er her på værket idag; han har møde i skolekommissionen.

KAMMERHERREN.
Såmeget desto bedre. Søg ham; få ham med herop.

FJELDBO.
Uopholdelig; det skal snart være besørget.
(ud i baggrunden.)

KAMMERHERREN.
Og De, Ringdal, må forhøre Dem i lånekassen. Såsnart vi har rede på sagen, så anmeldelse til fogden. Ingen barmhjertighed med de bedragere!

RINGDAL.
Godt, herr kammerherre. Gud bevares vel; sligt noget havde jeg da ikke troet.
(går ind til højre.)
(Kammerherren går et par gange op og ned ad gulvet, derpå vil han gå ind i sit kontor. I det samme kommer Erik Bratsberg fra baggrunden.)

ERIK BRATSBERG.
Kære faer –!

KAMMERHERREN.
Nå, er du der?

ERIK BRATSBERG.
Jeg må nødvendigt tale med dig.

KAMMERHERREN.
Hm; jeg er sandelig lidet oplagt til at tale med nogen. Hvad vil du?

ERIK BRATSBERG.
Du véd, faer, at jeg aldrig før har blandet dig ind i mine forretninger.

KAMMERHERREN.
Nej, det skulde jeg også meget havt mig frabedt.

ERIK BRATSBERG.
Men idag er jeg nødt til –

KAMMERHERREN.
Hvad er du nødt til?

ERIK BRATSBERG.
Faer, du må hjælpe mig!

KAMMERHERREN.
Penge! Ja, du kan lide på, at –!

ERIK BRATSBERG.
Blot for en eneste gang! Jeg sværger dig til, at jeg aldrig oftere –; jeg skal sige dig, jeg står i visse forbindelser med Monsen på Storli –

KAMMERHERREN.
Det véd jeg. I har jo en smuk spekulation fore.

ERIK BRATSBERG.
En spekulation? Vi? Nej. Hvem har sagt det?

KAMMERHERREN.
Det har Monsen selv.

ERIK BRATSBERG.
Har Monsen været her?

KAMMERHERREN.
Ja, nu for nylig; og jeg har vist ham døren.

ERIK BRATSBERG.
Faer, hvis du ikke hjælper mig, så er jeg ødelagt.

KAMMERHERREN.
Du?

ERIK BRATSBERG.
Ja; Monsen har forstrakt mig med penge. De er faldet mig forfærdelig dyre; og nu er de desuden forfaldne –

KAMMERHERREN.
Der har vi det! Hvad har jeg sagt –?

ERIK BRATSBERG.
Ja, ja; det er for sent at tale om –

KAMMERHERREN.
Ødelagt! Efter to års forløb! Ja, hvor kunde du vente dig andet? Hvad vilde du iblandt disse taskenspillere, som går her og blænder folks syn med formuer, der aldrig har været til? Det var jo dog ikke selskab for dig; – mellem de karle må man fare med kneb, ellers kommer man tilkort; det ser du nu.

ERIK BRATSBERG.
Faer, vil du frelse mig eller ikke?

KAMMERHERREN.
Nej; for sidste gang, nej; jeg vil ikke.

ERIK BRATSBERG.
Min ære står på spil –

KAMMERHERREN.
Å, bare ingen højttravende talemåder! Det er sletingen æressag at være heldig forretningsmand her; tvertimod, havde jeg nær sagt. Gå hjem og gør rede for dig; giv enhver sit, og lad det få en ende jo før jo heller.

ERIK BRATSBERG.
O, du véd ikke –!
(Selma og Thora kommer fra dagligstuen.)

SELMA.
Er det Erik, som taler? – Gud, hvad er der påfærde?

KAMMERHERREN.
Ingenting. Ind med jer igen.

SELMA.
Nej, jeg går ikke. Jeg vil vide det. Erik, hvad er det dog?

ERIK BRATSBERG.
Det er det, at jeg er ødelagt.

THORA.
Ødelagt!

KAMMERHERREN.
Se så!

SELMA.
Hvad er ødelagt?

ERIK BRATSBERG.
Alting.

SELMA.
Mener du dine penge?

ERIK BRATSBERG.
Penge, hus, arv, – alting!

SELMA.
Ja, det er alting for dig.

ERIK BRATSBERG.
Selma, kom lad os gå. Nu er du det eneste, jeg har igen. Vi får bære ulykken sammen.

SELMA.
Ulykken? Bære den sammen?
(med et skrig.)
Er jeg nu god nok!

KAMMERHERREN.
I Guds navn –!

ERIK BRATSBERG.
Hvad mener du?

THORA.
O, men så fat dig!

SELMA.
Nej! Jeg vil ikke! Jeg kan ikke tie og hykle og lyve længer! Nu skal I vide det. Ingenting vil jeg bære!

ERIK BRATSBERG.
Selma!

KAMMERHERREN.
Barn, hvad siger du?

SELMA.
O, hvorledes har I mishandlet mig! Skændigt, allesammen! Altid skulde jeg tage; aldrig fik jeg give. Jeg har været den fattige iblandt jer. Aldrig kom I og kræved noget offer af mig; intet har jeg været god nok til at bære. Jeg hader jer! Jeg afskyr jer!

ERIK BRATSBERG.
Hvad er dog dette?

KAMMERHERREN.
Hun er syg; hun er fra sig selv!

SELMA.
Hvorledes har jeg ikke tørstet efter en dråbe af eders sorger! Men bad jeg, så havde I ikke andet end en fin spøg at vise mig bort med. I klædte mig på som en dukke; I legte med mig, som man leger med et barn. O, jeg havde dog en jubel til at bære det tunge; jeg havde alvor og længsel mod alt det, som stormer og løfter og højner. Nu er jeg god nok; nu, da Erik intet andet har. Men jeg vil ikke være den, man griber til sidst. Nu vil jeg intet have af dine sorger. Jeg vil fra dig! Før skal jeg spille og synge på gaden –! Lad mig være; lad mig være!
(hun iler ud i baggrunden.)

KAMMERHERREN.
Thora; var der mening i alt dette, eller –?

THORA.
O, ja; nu ser jeg det først; der var mening i det.
(ud i baggrunden.)

ERIK BRATSBERG.
Nej! Alt andet; men ikke hende! Selma!
(bort igennem baggrundsdøren.)

RINGDAL
(kommer fra højre)
.
Herr kammerherre –

KAMMERHERREN.
Hvad vil De?

RINGDAL.
Jeg kommer fra lånekassen –

KAMMERHERREN.
Fra lånekassen? Nå ja, vekselen –

RINGDAL.
Alt er i orden; der har aldrig været nogen veksel med Deres navn på.
(Doktor Fjeldbo og gårdbruger Lundestad kommer fra baggrunden.)

FJELDBO.
Blind allarm, herr kammerherre!

KAMMERHERREN.
Ja så? Ikke i sparebanken heller?

LUNDESTAD.
Sletikke. I alle de år, jeg har styret banken, har jeg ikke set Deres navn engang; – ja, det vil da naturligvis sige: undtagen på Deres søns veksel.

KAMMERHERREN.
Min søns veksel?

LUNDESTAD.
Ja, på den veksel, tidligt ivåres, som De accepterte for ham.