Complete Works of Henrik Ibsen (475 page)

BASTIAN.
Men så hør da –!

STENSGÅRD.
Lad mig være udenfor, siger jeg!
(til doktor Fjeldbo, som kommer fra højre.)
Nå, hvorledes går valget?

FJELDBO.
For dig går det visst udmærket. Jeg talte nu med Lundestad; han sagde, du får sågodtsom alle stemmer.

STENSGÅRD.
Nej, gør jeg det!

FJELDBO.
Men hvad Pokker nytter det? Når du ikke er ejendomsmand, så –

STENSGÅRD
(dæmpet)
.
Er det dog ikke forbandet!

FJELDBO.
Nå, man kan jo ikke skøtte to ting på engang. Vil man vinde på en kant, får man finde sig i at tabe på en anden. Farvel!
(ud i baggrunden.)

BASTIAN.
Hvad mente han med at vinde og tabe?

STENSGÅRD.
Det skal jeg sige dig siden. Men hør, kære Monsen, – for at komme tilbage til det, vi talte om; jeg lovte at lægge et godt ord ind for dig –

BASTIAN.
Lovte du? Jeg syntes du sagde tvertimod –?

STENSGÅRD.
Sniksnak; du lod mig jo ikke komme tilorde. Jeg vilde sagt, at der er noget smudsigt i dette her, at blande sin kærlighed sammen med vejarbejder og sligt; det er synd imod det bedste man har i sit bryst; – og derfor, kære ven, når du altså virkelig elsker pigen –

BASTIAN.
Enken.

STENSGÅRD.
Å, ja-ja; det er jo det samme. Jeg mener, når man virkelig elsker en kvinde, så er dette noget, som i og for sig bør være afgørende –

BASTIAN.
Ja, det synes jeg også. Og så vil du altså tale for mig?

STENSGÅRD.
Ja, det vil jeg med stor glæde. Men det er på en betingelse.

BASTIAN.
Nå?

STENSGÅRD.
Lige for lige, kære Bastian; – du skal tale for mig igen.

BASTIAN.
Jeg? Hos hvem?

STENSGÅRD.
Har du virkelig ikke mærket noget? Det ligger dog så nær.

BASTIAN.
Det er da vel aldrig –?

STENSGÅRD.
Ragna, din søster, du! Jo, hende er det. O, du véd ikke, hvor det har grebet mig at se hende gå der i stille fordringsløs huslighed –

BASTIAN.
Nej, skulde det være muligt?

STENSGÅRD.
Men at ikke du, med dit skarpe blik, har kunnet mærke det?

BASTIAN.
Jo, før syntes jeg nok –; men nu snakkes der så meget om, at du er begyndt at vanke hos kammerherrens –

STENSGÅRD.
Å hvad, kammerherrens! Ja, Monsen, jeg vil oprigtigt sige dig, der var et øjeblik, da jeg ligesom stod uviss; men, Gudskelov, det drev forbi; nu er jeg klar over mig selv og den vej, jeg har at gå.

BASTIAN.
Her er min hånd. Jeg skal snakke, kan du tro. Og hvad Ragna angår, – hun tør ikke andet, end det, som jeg og faer vil.

STENSGÅRD.
Ja, men din faer, – det var netop det jeg vilde sige –

BASTIAN.
Hys; død og plage, der hører jeg madam Rundholmen; tal nu for mig, – hvis hun ikke har altfor travlt; for da er hun så striks på det. Ja, kære, gør nu dit bedste; resten skal jeg selv besørge. Har du ikke set bogtrykker Aslaksen her?

STENSGÅRD.
Han er visst ved valgforretningen.
(Bastian går ud i baggrunden; i det samme kommer madam Rundholmen fra højre.)

MADAM RUNDHOLMEN.
Nu går det rigtig som det var smurt, herr Stensgård; alle så stemmer de på Dem.

STENSGÅRD.
Det er dog besynderligt.

MADAM RUNDHOLMEN.
Ja; Gud véd, hvad Monsen på Storli vil sige.

STENSGÅRD.
Hør; et ord, madam Rundholmen!

MADAM RUNDHOLMEN.
Nå, hvad er det?

STENSGÅRD.
Vil De høre på mig?

MADAM RUNDHOLMEN.
Jøsses, det vil jeg så gerne.

STENSGÅRD.
Nu vel. De talte nylig om Deres enlige stand –

MADAM RUNDHOLMEN.
Å, det var jo den fæle gamle Hejre –

STENSGÅRD.
De klaged over, hvor svært det er at sidde som enke –

MADAM RUNDHOLMEN.
Ja, Gud, De skulde bare prøve det, herr Stensgård!

STENSGÅRD.
Men hvis der nu kom en rask ung mand –

MADAM RUNDHOLMEN.
En rask ung mand?

STENSGÅRD.
En, som længe havde gået i stilhed og holdt af Dem –

MADAM RUNDHOLMEN.
Nej, véd De hvad, nu vil jeg ikke høre mere på Dem.

STENSGÅRD.
De må! En ung mand, som også finder det svært at stå alene –

MADAM RUNDHOLMEN.
Ja, hvad så? Jeg forstår Dem sletikke.

STENSGÅRD.
Når De nu kunde skabe to menneskers lykke, madam Rundholmen, – både Deres egen og –

MADAM RUNDHOLMEN.
Og en rask ung mands?

STENSGÅRD.
Ja vel; svar mig på det –

MADAM RUNDHOLMEN.
Å nej, Stensgård, det er da vel aldrig Deres alvor?

STENSGÅRD.
Hvor kan De tro, jeg vil narre Dem! Skulde De så ikke være villig –?

MADAM RUNDHOLMEN.
Jo, det véd Vorherre jeg er! Kære søde –

STENSGÅRD
(et skridt tilbage)
Hvad?

MADAM RUNDHOLMEN.
Uf, der er nogen!
(Frøken Monsen kommer ilsomt og urolig fra baggrunden.)

RAGNA.
Med tilladelse, er ikke faer her?

MADAM RUNDHOLMEN.
Deres faer? Jo; nej; – jeg véd ikke; – undskyld –

RAGNA.
Hvor er han?

MADAM RUNDHOLMEN.
Deres faer? Nå; nej, han er kørt forbi –

STENSGÅRD.
Indover til Kristiania.

RAGNA.
Nej, det er umuligt –

MADAM RUNDHOLMEN.
Ja, forbi er han kørt, det véd jeg. Å, men frøken Monsen, De kan ikke tro hvor glad jeg er! Vent nu lidt, mens jeg løber ned i kælderen og henter en flaske af den ægte.
(ud til venstre.)

STENSGÅRD.
Sig mig, frøken, – er det virkelig Deres fader, De søger?

RAGNA.
Ja, det hører De jo.

STENSGÅRD.
Og De har ikke vidst, at han er rejst hjemmefra?

RAGNA.
O, hvad véd jeg? Man siger mig ingenting. Men til Kristiania? Det er umuligt; de måtte have mødt ham. Farvel!

STENSGÅRD
(træder ivejen)
.
Ragna! Hør! Hvorfor er De så forandret imod mig?

RAGNA.
Jeg? Slip mig frem! Lad mig gå!

STENSGÅRD.
Nej, De får ikke gå! Jeg holder det for en forsynets styrelse, at De kom i dette Øjeblik. O, ikke denne skyhed; før var De anderledes.

RAGNA.
Ja, det er, Gud være lovet, forbi!

STENSGÅRD.
Men hvorfor –?

RAGNA.
Jeg har lært Dem bedre at kende; – godt, at jeg lærte det itide.

STENSGÅRD.
Ah, så? Man har løjet på mig? Ja, jeg har måske også selv skyld; jeg har været som vævet ind i en forvildelse. Det er over nu! O, når jeg ser Dem, blir jeg et bedre menneske. Det er Dem, jeg holder sandt og inderligt af; det er Dem, jeg elsker, Ragna, – Dem, og ingen anden!

RAGNA.
Slip mig forbi! Jeg er ræd for Dem –

STENSGÅRD.
O, men imorgen, Ragna, – må jeg da komme og tale med Dem?

RAGNA.
Ja, ja, for Guds skyld, blot ikke idag.

STENSGÅRD.
Blot ikke idag? Hurra! Jeg er ovenpå; jeg er lykkelig!

MADAM RUNDHOLMEN
(med vin og kager fra venstre)
.
Se, nu skal vi såmæn drikke et glas på held og velgående.

STENSGÅRD.
På lykke i kærlighed! Kærlighedens og lykkens skål! Hurra for den dag imorgen!
(han drikker.)

KANDIDAT HELLE
(fra højre til Ragna)
.
Har De fundet ham?

RAGNA.
Nej, han er her ikke. Kom, kom!

MADAM RUNDHOLMEN.
Men, Gudbevares, hvad er det?

KANDIDAT HELLE.
Ingenting; der er blot kommet fremmede til Storli og –

RAGNA.
Tak for al Deres venlighed, madam Rundholmen –

MADAM RUNDHOLMEN.
Å; har De nu fået fremmede på nakken igen?

RAGNA.
Ja, ja; undskyld; jeg må hjem. Farvel!

STENSGÅRD.
Farvel, – til imorgen!
(Kandidat Helle og frøken Monsen bort i baggrunden.)

DANIEL HEJRE
(fra højre)
.
Ha, ha; nu går det som kæpper i hjul! Stensgård, Stensgård, Stensgård, kagler de; de vælger ham allesammen. Nu skulde De også vælge ham, madam Rundholmen!

MADAM RUNDHOLMEN.
Hi; De siger noget. Men stemmer de allesammen på ham?

DANIEL HEJRE.
Jo, de gør såmæn; herr Stensgård nyder folkets tillid, som det heder. Gamle Lundestad går omkring med et ansigt, som en sødsyltet agurk. Å, det er en inderlig fryd at se på.

MADAM RUNDHOLMEN.
De skal ikke ha’e valgt ham for ingenting. Kan jeg ikke stemme, så kan jeg traktere.
(ud til venstre.)

DANIEL HEJRE.
De er nok rigtig en enkernes Jens, De, herr Stensgård! Ja, véd De hvad, – hende skulde De bide Dem fast i, så var De velberget, faer!

STENSGÅRD.
I madam Rundholmen?

DANIEL HEJRE.
Ja, netop; det er et fruentimmer, som er solid i alle retninger; hun blir første høne i kurven, såsnart pindeværket på Storli er ramlet overende.

STENSGÅRD.
Der er da ikke noget galt fat på Storli?

DANIEL HEJRE.
Ikke det? De har en svag hukommelse, højstærede. Taler man ikke om ruin og bankerot og –?

STENSGÅRD.
Ja, ja, og hvad så?

DANIEL HEJRE.
Hvad så? Ja, sig De mig det. Her har været bud ude efter Monsen; der er kommet to herrer til Storli –

STENSGÅRD.
Et par gæster; ja, det véd jeg –

DANIEL HEJRE.
Ubudne gæster, min kære unge ven; man hvisker om politi og om glubske kreditorer; – der er galt fat i papirerne, må De vide! Ja, à propos, – hvad var det for et papir, De fik af Monsen igår?

STENSGÅRD.
Å, det var et papir. Galt fat i papirerne, siger De? Hør; De kender jo kammerherre Bratsbergs underskrift?

DANIEL HEJRE.
He-he; det skulde jeg mene.

STENSGÅRD
(tager vekslen frem)
.
Nå, så se på dette her.

DANIEL HEJRE.
Herhid; – jeg er rigtignok noget nærsynt, men –
(efter at have set.)
Det der, højstærede? Det har aldrig været kammerherrens hånd.

STENSGÅRD.
Aldrig? Altså dog –!

DANIEL HEJRE.
Og den er udstedt af proprietær Monsen?

STENSGÅRD.
Nej, af grosserer Bratsberg.

DANIEL HEJRE.
Passiar! Lad mig se.
(ser og giver den tilbage.)
Den kan De bruge til at tænde Deres cigar med.