Complete Works of Henrik Ibsen (478 page)

KAMMERHERREN.
Velbekomme! Finder De det også bedst, at De blev slået ved valget igår?

LUNDESTAD.
Jeg blev da ikke slået; det gik jo altsammen efter min egen vilje. Stensgård skal en ikke stanges med; han har det, som vi andre må bide os i fingrene efter.

KAMMERHERREN.
Ja, det udtryk forstår jeg ikke ganske –?

LUNDESTAD.
Han har evne til at rive mængden med sig. Og da han nu er så heldig, at han hverken hindres af karaktér eller af overbevisning eller af borgerlig stilling, så har han så svært let for at være frisindet.

KAMMERHERREN.
Jeg skulde dog i sandhed mene, at vi også er frisindede.

LUNDESTAD.
Ja Gu’ er vi frisindede, herr kammerherre; der er ingen tvivl om det. Men der er det ved det, at vi bare er frisindede på vore egne vegne; men nu kommer Stensgård og er frisindet på andres vegne også. Det er det nye i tingen.

KAMMERHERREN.
Og alt dette omvæltningsvæsen vil De fremme?

LUNDESTAD.
Jeg har læst i gamle historiebøger, at der før i tiden var folk, som kunde mane spøgelser frem; men de kunde ikke mane dem bort igen.

KAMMERHERREN.
Men, kære Lundestad, hvor kan De, som en oplyst mand –?

LUNDESTAD.
Jeg véd nok, det er papistisk overtro, herr kammerherre; men det er med nye tanker, som med spøgelser; en kan ikke mane dem bort igen; og derfor får en se at komme ud af det med dem, så godt en kan.

KAMMERHERREN.
Ja, men nu, da Monsen er faldet, og rimeligvis hele dette slæng af rolighedsforstyrrere med ham –

LUNDESTAD.
Var Monsen faldet en to-tre dage før, så var meget blevet anderledes.

KAMMERHERREN.
Desværre; De har været for snar –

LUNDESTAD.
Jeg havde også hensyn til Dem, herr kammerherre.

KAMMERHERREN.
Til mig?

LUNDESTAD.
Vort parti må bevare sin hæderlighed i folks øjne. Vi repræsenterer den gamle, grundfæstede, norske ærlighed. Havde jeg svigtet Stensgård, så véd De han har et papir –

KAMMERHERREN.
Ikke nu længere.

LUNDESTAD.
Hvad?

KAMMERHERREN.
Her er det.

LUNDESTAD.
Har han sendt Dem det tilbage?

KAMMERHERREN.
Ja. Personlig er han en hædersmand; det skudsmål må jeg give ham.

LUNDESTAD
(tankefuld)
.
Sagfører Stensgård har gode gaver.

SAGFØRER STENSGÅRD
(fra baggrunden, standser i døren)
.
Får jeg lov at komme nærmere?

KAMMERHERREN
(imod ham)
.
Det kan De trygt.

STENSGÅRD.
Og De vil tage en lykønskning af mig?

KAMMERHERREN.
Det vil jeg.

STENSGÅRD.
Så tag den både varm og inderlig! Og slå så en streg over alle skrevne dumheder –

KAMMERHERREN.
Jeg holder mig til handlinger, herr Stensgård.

STENSGÅRD.
O, Gud velsigne Dem!

KAMMERHERREN.
Og fra idag af – siden De så ønsker det – fra idag af er De som hjemme her.

STENSGÅRD.
Må jeg? Må jeg det?
(det banker.)

KAMMERHERREN.
Kom ind!
(Flere bygdemænd, medlemmer af formandskabet o. s. v. Kammerherren går dem imøde, modtager lykønskninger og taler med dem.)

THORA
(som imidlertid er trådt ind fra den bageste dør til venstre.)
Herr Stensgård, må jeg takke Dem stille.

STENSGÅRD.
De frøken!

THORA.
Fader har sagt mig, hvor smukt De har handlet.

STENSGÅRD.
Men –?

THORA.
O, hvor vi har miskendt Dem!

STENSGÅRD.
Har De –?

THORA.
Det var jo også Deres egen skyld; – nej, nej; det var vor. O, hvor inderlig gerne vilde jeg ikke gøre det godt igen.

STENSGÅRD.
Vilde De? Vilde De selv? Vilde De virkelig –?

THORA.
Allesammen; kunde vi såsandt –

KAMMERHERREN.
Forfriskninger til herrerne, mit barn!

THORA.
Nu kommer de.
(hun går op igen mod døren, hvorfra pigen straks efter kommer med vin og bagværk, der bydes omkring under det følgende.)

STENSGÅRD.
Kære, fortræffelige Lundestad; jeg føler mig som en sejrende gud!

LUNDESTAD.
Så følte De Dem vel igår også.

STENSGÅRD.
Pyt; idag er det noget andet; det bedste; kronen på det hele! Glorien, glansen over livet!

LUNDESTAD.
Åhå; elskovstanker?

STENSGÅRD.
Ingen tanker! Lykke, lykke; kærlighedslykke!

LUNDESTAD.
Så svoger Bastian har bragt Dem svaret?

STENSGÅRD.
Bastian –?

LUNDESTAD.
Ja, han ymted om noget igår; han havde nok lovet at tale for Dem hos en liden pige.

STENSGÅRD.
Å, hvad sniksnak –

LUNDESTAD.
Vær ikke ræd for mig. Hvis De ikke véd det endnu, så kan jeg sige Dem det: De har sejret, herr Stensgård; jeg har det fra Ringdal.

STENSGÅRD.
Hvad har De fra Ringdal?

LUNDESTAD.
Jomfru Monsen har givet sit ja.

STENSGÅRD.
Hvad siger De?

LUNDESTAD.
Sit ja, siger jeg.

STENSGÅRD.
Ja? Ja? Og faderen er rømt!

LUNDESTAD.
Men ikke datteren.

STENSGÅRD.
Sit ja! Midt under en sådan familjeskandale! Hvor ukvindeligt! Sligt må jo støde enhver fintfølende mand tilbage. Men det er en misforståelse, det hele. Jeg har aldrig anmodet Bastian –; hvor kunde så det bæst –? Ligemeget, det kommer mig ikke ved; hvad han har gjort, må han selv svare for.

DANIEL HEJRE
(fra baggrunden)
.
He-he; stor forsamling; ja, naturligvis; man gør sin opvartning, sine hoser grønne, som man siger. Kanske jeg også må få lov –

KAMMERHERREN.
Tak, tak, gamle ven!

DANIEL HEJRE.
Gudbevares, højstærede; gør sig endelig ikke så gemen.
(nye gæster kommer.)
Se, der har vi retfærdighedens håndlangere; – exekutionsmagten –; noksagt!
(hen til Stensgård.)
Ah, min kære, lykkelige, unge mand; er De der? Deres hånd! Modtag forsikkringen om en oldings uskrømtede glæde.

STENSGÅRD.
Hvorover?

DANIEL HEJRE.
De bad mig igår tale en smule tvetydigt om Dem til hende, De véd nok –

STENSGÅRD.
Nå ja, ja; hvad så?

DANIEL HEJRE.
Det var mig en inderlig fryd at efterkomme Deres ønske –

STENSGÅRD.
Hvad så; hvad så, spørger jeg? Hvorledes tog hun det?

DANIEL HEJRE.
Som en elskende kvinde, naturligvis; stak i at græde; smækked døren i lås; vilde hverken svare eller vise sig –

STENSGÅRD.
Ah, Gudskelov!

DANIEL HEJRE.
De er barbarisk! At sætte et enkehjerte på slig grusom prøve; at gå her og glæde sig over skinsygens kvaler –! Men kærligheden har katteøjne; noksagt; thi idag, da jeg foer forbi, stod madam Rundholmen frisk og frodig i det åbne vindu og kæmmed sit hår; så ud som en havfrue, med permission at sige; – å, det er et dygtigt fruentimmer!

STENSGÅRD.
Nå? Og så?

DANIEL HEJRE.
Ja, så lo hun, som hun var besat, faer; og dermed rakte hun et brev ivejret og råbte: Et frierbrev, herr Hejre; jeg er bleven forlovet igår!

STENSGÅRD.
Hvad? Forlovet?

DANIEL HEJRE.
En hjertelig lykønskning, unge mand; det glæder mig usigeligt, at jeg var den første, som kunde melde Dem –

STENSGÅRD.
Det er sludder! Det er snak!

DANIEL HEJRE.
Hvad er snak?

STENSGÅRD.
De har ikke forstået hende; eller hun har ikke forstået –; forlovet! Er De gal? Nu, da Monsen er falden, så er rimeligvis hun også –

DANIEL HEJRE.
Nej, minsæl er hun ej, faer! Madam Rundholmen står på solide ben.

STENSGÅRD.
Ligemeget. Mine tanker går i en ganske anden retning. Det med brevet var bare en spøg, et væddemål, det hørte De jo. Kære herr Hejre, gør mig den tjeneste, ikke at tale et ord til nogen om denne dumme historie.

DANIEL HEJRE.
Forstår; forstår! Det skal holdes hemmeligt; det er det, man kalder romantik. Ak, ja; den ungdom, den skal nu altid være så poetisk!

STENSGÅRD.
Ja, ja; ti blot; jeg skal lønne Dem for det, – føre Deres processer –; hys; jeg stoler på Dem.
(fjerner sig.)

KAMMERHERREN
(som imidlertid har talt med Lundestad)
.
Nej, Lundestad, – det kan jeg umuligt tro.

LUNDESTAD.
Nu svor jeg, herr kammerherre! Jeg har det fra Daniel Hejres egen mund.

DANIEL HEJRE.
Hvad har De fra min mund, om jeg tør spørge?

KAMMERHERREN.
Sig mig, – har sagfører Stensgård vist dig en veksel igår?

DANIEL HEJRE.
Ja, død og plage, det er sandt! Hvorledes hænger det sammen?

KAMMERHERREN.
Det skal jeg sige dig siden. Men du fortalte ham jo –

LUNDESTAD.
De bildte ham jo ind, at den var falsk?

DANIEL HEJRE.
Pyt; en uskyldig spøg, for at gøre ham lidt betuttet i sejersrusen –

LUNDESTAD.
Men De sagde jo, at begge underskrifter var falske?

DANIEL HEJRE.
Ja, for Pokker, hvorfor ikke ligesågodt begge, som den ene?

KAMMERHERREN.
Altså dog!

LUNDESTAD
(til kammerherren)
.
Og da han det hørte –

KAMMERHERREN.
Så var det han gav vekselen til Ringdal!

LUNDESTAD.
Den veksel, som han ikke længere kunde bruge til at true med.

KAMMERHERREN.
Spiller den højmodige; fører mig bag lyset påny; – åbner sig adgang til mit hus; afnøder mig taksigelser, – den, den –! Og den person –!

DANIEL HEJRE.
Men hvad er det dog for løjerlige fagter, højstærede?

KAMMERHERREN.
Siden; siden, kære ven!
(trækker Lundestad tilside.)
Og den person er det, De beskytter, skubber fremad, hjælper ivejret!

LUNDESTAD.
End De selv da?

KAMMERHERREN.
O, jeg kunde have lyst til –!

LUNDESTAD
(tyder mod Stensgård, som taler med Thora)
.
Se derborte. Hvad tanker tror De ikke folk gør sig –?

KAMMERHERREN.
De tanker skal jeg bringe dem ud af.

LUNDESTAD.
For sent, herr kammerherre; han hjælper sig frem med udsigter og skin og sandsynligheder –

KAMMERHERREN.
Jeg kan også manøvrere, herr gårdbruger Lundestad!