Complete Works of Henrik Ibsen (480 page)

VÆRKSFORVALTER RINGDAL
(fra den forreste dør til højre)
.
Her er afskedsansøgningen.

KAMMERHERREN.
Tak; men istykker med den.

RINGDAL.
Istykker?

KAMMERHERREN.
Ja, Ringdal; det er ikke på den måde. Jeg kan sone alligevel; alvor og gerning –

ERIK BRATSBERG
(med Selma fra højre)
.
Har du tilgivelse for mig?

KAMMERHERREN
(rækker ham vekselen)
.
Jeg tør ikke være ubarmhjertigere end skæbnen.

ERIK BRATSBERG.
Faer! Endnu idag skal jeg standse med min forretning, som er dig så meget imod.

KAMMERHERREN.
Nej, tak; nu blir du stående. Ingen fejghed! Ingen flugt fra fristelsen! Men jeg står hos.
(højt.)
Ja, véd De nyt, mine herrer? Jeg er gået ind i firmaet med min søn.

FLERE AF GÆSTERNE.
Hvad? De, herr kammerherre?

DANIEL HEJRE.
Du, højstærede?

KAMMERHERREN.
Ja; det er en hæderlig og velsignelsesrig virksomhed. Eller kan ialfald være det. Og nu har jeg heller ikke længere nogen grund til at holde mig udenfor.

LUNDESTAD.
Ja, véd De hvad, herr kammerherre Bratsberg, – vil De tage fat til gavn for distriktet, så var det rigtignok både spot og skam, om jeg gamle arbejdstræl skulde svigte min værnepligt.

ERIK BRATSBERG.
De! Virkelig?

LUNDESTAD.
Jeg får jo. Efter den elskovssorg, som har rammet sagfører Stensgård idag –; Gud bevare mig for at tvinge mennesket ind i statssager nu. Han bør friske sig op; ud at rejse, bør han, og jeg skal se at hjælpe til. Og derfor, mine sognemænd, har I brug for mig, så tag mig.

SOGNEMÆNDENE
(under håndtryk og bevægelse)
.
Tak, Lundestad! De er dog den gamle! De svigter ikke!

KAMMERHERREN.
Se, det er, som det skal være; nu kommer alting i sin rette gænge igen. Men hvem er igrunden skyld i alt dette?

FJELDBO.
Ja, De, Aslaksen, De må kunne gøre rede for –!

ASLAKSEN
(forskrækket)
.
Jeg, herr doktor! Jeg er så uskyldig, som barn i moers liv!

FJELDBO.
Men det brev, som –?

ASLAKSEN.
Det var ikke mig, siger jeg! Det var valgmandsvalget og Bastian Monsen og skæbnen og tilfældet og madam Rundholmens punsch; – der var ikke citron i den, og så står jeg just med pressen i næven –

KAMMERHERREN
(nærmere)
.
Hvilket? Hvad; hvad?

ASLAKSEN.
Pressen, herr kammerherre!

KAMMERHERREN.
Pressen! Der har vi det! Er det ikke det, jeg altid har sagt, at pressen har en overordentlig magt i vore dage?

ASLAKSEN.
Nej, men, herr kammerherre –

KAMMERHERREN.
Ingen utidig beskedenhed, herr bogtrykker Aslaksen. Jeg har hidindtil ikke læst Deres avis; herefter vil jeg læse den. Må jeg bede om ti eksemplarer.

ASLAKSEN.
De skal gerne få tyve, herr kammerherre!

KAMMERHERREN.
Nå ja, tak; lad mig så få tyve. Og trænger De forøvrigt til penge, så kom til mig; jeg vil støtte pressen; men det siger jeg Dem på forhånd, – jeg vil ikke skrive noget i den.

RINGDAL.
Nej, men hvad hører jeg! Deres datter forlovet!

KAMMERHERREN.
Ja, hvad siger De til det?

RINGDAL.
Velsignet, siger jeg! Men når skete det?

FJELDBO
(hurtigt)
.
Å, det skal jeg siden –

KAMMERHERREN.
Det skede såmæn sidstleden 17de Maj.

FJELDBO.
Hvorledes –?

KAMMERHERREN.
Samme dag, som lille frøken Ragna –

THORA.
Faer, faer; har du vidst –?

KAMMERHERREN.
Ja, mine kære; jeg har vidst det den hele tid.

FJELDBO.
O, herr kammerherre –!

THORA.
Men hvem har –?

KAMMERHERREN.
En anden gang skal I småpiger tale lidt mindre højrøstet, når jeg sidder og blunder i karnappet.

THORA.
O, Gud; sad du indenfor gardinerne?

FJELDBO.
Så forstår jeg Deres adfærd –

KAMMERHERREN.
Ja, De, som kunde gå her og tie.

FJELDBO.
Vilde det have nyttet, om jeg havde talt før idag?

KAMMERHERREN.
De har ret, Fjeldbo; det mellemliggende måtte til.

THORA
(sagte, til Fjeldbo)
.
Ja, tie kan du. Alt dette med Stensgård; – hvorfor fik jeg ingenting at vide?

FJELDBO.
Når en høg kredser over dueslaget, så vogter og værger man sin lille due, – men man ængster ikke.
(de afbrydes af madam Rundholmen.)

DANIEL HEJRE
(til kammerherren)
.
Hør; du får virkelig undskylde; men vi kommer til at opsætte vore procesanliggender på ubestemt tid.

KAMMERHERREN.
Gør vi det? Nå ja, ja!

DANIEL HEJRE.
Jeg skal sige dig, jeg har overtaget en stilling som nyhedsreferent i Aslaksens avis.

KAMMERHERREN.
Det fornøjer mig.

DANIEL HEJRE.
Og du vil selv indse, – de mange løbende forretninger –

KAMMERHERREN.
Vel, vel, min gamle ven; jeg kan godt vente.

MADAM RUNDHOLMEN
(til Thora)
.
Ja, jeg har såmæn grædt mine modige tårer for det slette menneske. Men nu takker jeg Vorherre for Bastian. Den anden, han er falsk, som skum på vand; og så er han så uvorren i tobaksvejen, frøken; og så vil han ha’e alting så lækkert til hverdags; det er en ren madhest.

PIGEN
(fra venstre)
.
Bordet er dækket.

KAMMERHERREN.
Nå, så tager De vel allesammen tiltakke. Herr gårdbruger Lundestad, De sidder hos mig; og De også, herr typograf Aslaksen.

RINGDAL.
Jo, her vil rigtignok blive stof til skåler!

DANIEL HEJRE.
Ja; og det er vel neppe ubeskedent, om en olding forbeholder sig skålen for de kære fraværende.

LUNDESTAD.
Én fraværende kommer igen, herr Hejre.

DANIEL HEJRE.
Sagføreren?

LUNDESTAD.
Ja; pas på, mine herrer! Om ti-femten år sidder Stensgård i folkets eller i kongens råd, – kanske i dem begge på engang.

FJELDBO.
Om ti-femten år? Ja, men da kan han ikke stå i spidsen for de unges forbund.

DANIEL HEJRE.
Hvorfor ikke det?

FJELDBO.
Nej, for da vil han være af en temmelig tvivlsom alder.

DANIEL HEJRE.
Men så kan han jo stå i spidsen for de tvivlsommes forbund, faer! Det er også det Lundestad mener. Han siger omtrent som Napoleon: de tvivlsomme, siger han, det er det stof, hvoraf man gør politikusser; he-he!

FJELDBO.
Ja, hvorom alting er, – vort forbund skal bestå både gennem unge og tvivlsomme dage. Og det skal vedblive at være de unges forbund. Da Stensgård stiftede sin forening og løftedes på folkets skuldre under frihedsdagens jubel og rus, da sagde han: med de unges forbund er et forsyn i pakt! For vort vedkommende tænker jeg selv theologen der tør lade det ord gælde.

KAMMERHERREN.
Det tænker jeg med, mine venner; thi sandelig, – vi har tumlet og famlet i dårskab; men gode engle stod bag.

LUNDESTAD.
A, Gud bedre os; englene, de har nok været så middels.

ASLAKSEN.
Ja, det ligger i de lokale forholde, herr Lundestad!

(Teppet falder.)

Digte

Spillemænd.

Til hende stod mine tanker
hver en sommerlys nat;
men vejen den bar til elven
i det duggede orekrat.

Hej, kender du gru og sange,
kan du kogle den dejliges sind,
så i store kirker og sale
hun mener at følge dig ind!

Jeg maned den våde af dybet;
han spilled mig bent fra Gud; –
men da jeg var bleven hans mester,
var hun min broders brud.

I store kirker og sale
mig selv jeg spilled ind,
og fossens gru og sange
veg aldrig fra mit sind.

Kong Håkons gildehal.

Du gamle hal med de mure grå,
hvor uglen bygger sin rede, –
så tidt jeg dig ser, må jeg tænke på
kong Lear på den vilde hede.

Han gav sine døtre kronens skat,
han gav dem sit dyreste eje;
da jog de ham ud en uvejrs-nat,
at færdes på vildsomme veje.

Du hal, som tynges af tidens vægt,
du måtte det samme friste; –
du gav en utaksom efterslægt
den dyreste skat, du vidste.

Du gav os mindernes gyldne høst,
en saga med billeder rige.
Men hørtes en eneste sønne-røst
sit „tak” gennem natten skrige?

Der måtte du stå, som Albions drot,
til leg for de kåde vinde;
sex hundrede år hven stormens spot
omkring din grånende tinde. –

Nu dages det, gubbe; dit folk er vakt;
nu prøver vi fejlen at rette:
vi flikker med klude din kongedragt;
du har alt en narrehætte.

Og derfor, du hal med de mure grå,
hvor uglen bygger sin rede, –
så tidt jeg dig ser, må jeg tænke på
kong Lear på den vilde hede.

Byggeplaner.

Jeg mindes så grant, som om idag det var hændt,
den kveld jeg så i bladet mit første digt på prent.
Der sad jeg på min hybel og med dampende drag
jeg røgte og jeg drømte i saligt selvbehag.

„Et skyslot vil jeg bygge. Det skal lyse over Nord.
To fløje skal der være; en liden og en stor.
Den store skal huse en udødelig skald;
den lille skal tjene et pigebarn til hal. –”

Mig syntes at i planen var en herlig harmoni;
men siden er der kommet forstyrrelse deri.
Da mester blev fornuftig, blev slottet splittergalt:
storfløjen blev for liden, den lille fløj forfaldt.

Markblomster og potteplanter.

„Min Gud, jeg kan ej Deres smag forstå,
ve´d ej, hvor De har Deres øjne!
Hun er ingen skønhed, og regnes må så
halvvejs til de forfløjne.” –

Ja, vistnok det mere stemmende var
med tonen i dagens dramer,
ifald jeg mig kåred et exemplar
iblandt de normale damer.

De pranger, som vinterens blomsterflor,
så sirligt i vinduskarmen;
som potteplanter i lunken jord
de grønnes ved kakkelovns-varmen.

Og regelmæssigt hver blomstergren
forynges efter sin dvale; –
ja, var jeg fornuftig, jeg kåred mig en
imellem de mange normale.

Hvad hjælper fornuftens kløgtige garn!
Dens røst er mig led og vammel;
thi hun er et markens friluftsbarn
og sexten skærsommere gammel!

En fuglevise.

Vi gik en dejlig vårdag
alle´en op og ned;
lokkende som en gåde
var det forbudne sted.

Og vestenvinden vifted,
og himlen var så blå;
i linden sad en fuglemor
og sang for sine små.

Jeg malte digterbilleder
med legende farvespil;
to brune øjne lyste
og lo og lytted til.

Over os kan vi høre
hvor det tisker og ler; –
men vi, vi tog et smukt farvel,
og mødtes aldrig mer. –

Og når jeg ensom driver
alle´en op og ned,
så har for de fjærede småfolk
jeg aldrig ro og fred.

Fru Spurv har siddet og lyttet,
mens vi troskyldigt gik,
og gjort om os en vise,
og sat den i musik.

Den er i fuglemunde;
thi under løvets tag
hver næbbet sanger nynner
om hin lyse forårsdag.

På Akershus.

Sommernattens slør med milde
folder sig om jorden spænder;
enkle stjerner, store, stille,
blege bagom skodden brænder.

Fjorden letter nu sit trange
bryst med dump og dæmpet stemme.
Hør, det er som barndomssange,
dem en aldrig ret kan glemme.

Gamle Akershus ser roligt
gennem tågen over sjøen;
stundom nikker han fortroligt,
tykkes mig, mod Hovedøen.

Akershus, den gamle hvide,
står såvisst i stærke drømme;
sikkert styrer han med stride
åretag mod mindets strømme.

Ja – de gæster ham, de svundne
blodværksmænd fra mørke tider; –
linombundne, floromvundne
gennem hallen stilt de skrider.

Og se der –, jeg ser og gruer,
snart i brand og snart i frysning –
bag de høje salsvinduer
dirrer der en blålig lysning.

Hvem er han, hin tunge ridder
med den røde glød i øjet, –
han, som stur i salen sidder,
i sin stol fremoverbøjet?

Ja, for visst! Kong Kristjern er det!
Panden skrukket, kinden gusten; –
hånden famler efter sværdet,
sliren er af blodskvæt rusten. –

Lig en gravlagt storheds minde,
fyrstefager end at skue,
i karnappet står en kvinde;
det er visst Knut Alfsøns frue.

Danske flåden er i fjorden;
hendes husbond gik at værne
værgeløs om fædrejorden, –
kom som gæst til Gyldenstjerne.

Liglagt ror de ham tilstrande
uden sang og uden kærte; –
hugget i Knut Alfsøns pande
var et hugg i Norges hjerte. –

Se den bundne mand i kåben.
Let, jeg tænker, navnet gættes;
hundred hærmænd under våben; –
Herlof Hyttefad skal rettes.

Bål er rejst i Ormegården;
blodet blommer dødning-linet;
fire svende står ved båren, –
Kristjern glytter bag gardinet.

Rige frihedsmand, som strøde
for dit folk i døden roser!
Mer end kirkevirak søde
blodrøg, som fra bålet oser!

Martyrblod med sædens kræfter, –
sæd fra Norges ulivs sårdag,
som tre hundred år derefter
sprat ved Ejdsvolds Værk en vårdag!

Og se der –! Nej, undaf gled det,
thi „løs af” det lød fra vagten; –
Akershus har åndeklædet
byttet bort mod hverdagsdragten.

Ederfuglen.

Ederfuglen i Norge bor;
der holder han til ved den blygrå fjord.

Han plukker af brystet de bløde dun,
og bygger sig rede både varm og lun.

Men fjordens fisker har stålsat hug;
han plyndrer redet til sidste fnug.

Er fiskeren grum, så er fuglen varm;
han ribber igen sin egen barm.

Og plyndres han atter, så klæder han dog
sit rede påny i en velgemt krog.

Men røves hans tredje, hans sidste skat, –
da spiler han vinger en forårs-nat.

Da kløver han skodden med blodigt bryst; –
mod syd, mod syd til en solskins-kyst!

Med en vandlilje.

Se, min bedste, hvad jeg bringer;
blomsten med de hvide vinger.
På de stille strømme båren
svam den drømmetung i våren.

Vil du den til hjemmet fæste,
fæst den på dit bryst, min bedste;
bag dens blade da sig dølge
vil en dyb og stille bølge.

Vogt dig, barn, for tjernets strømme.
Farligt, farligt der at drømme!
Nøkken lader som han sover; –
liljer leger ovenover.

Barn, din barm er tjernets strømme.
Farligt, farligt der at drømme; –
liljer leger ovenover; –
nøkken lader som han sover.

Fugl og fuglefænger.

Gutte-kåd, af granepinde
snitted jeg en fuglefælde.
Førend jeg til ti kan tælle,
flakser fuglen stængt derinde.

Og jeg bar med grusom glæde
fælden ind i barnestuen,
skræmte fangen med mit vrede
blik, med fagter og med truen.

Da jeg ret mig havde moret,
og til gagns min grumhed mættet,
lod jeg fælden stå på bordet, –
åbned så forsigtig brættet.

Ej, hvor bruger han sin vinge!
Liv og frihed er ham buden; –
ud mod lyset vil han svinge
sig, men tumler knust – mod ruden! –

Fugl i fælden, du er hævnet!
Nu er selve gutten hildet
i et stængsel, hvor han evned
kun at flakse om forvildet.

Også ham et øje stirrer
skræmsomt på igennem gittret.
Dette blik hans sind forvirrer;
rædsel har ham gennemsittret.

Og når han på gab tror ane
vinduet, som til frihed bringer,
dratter han med brudte vinger,
bums, ifra sin stængte bane.

Bergmanden.

Bergvæg, brist med drøn og brag
for mit tunge hammerslag!
Nedad må jeg vejen bryde,
til jeg hører malmen lyde.

Dybt i fjeldets øde nat
vinker mig den rige skat, –
diamant og ædelstene
mellem guldets røde grene.

Og i dybet er der fred, –
fred og ørk fra evighed; –
bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad
under himlens stjernerad,
trådte vårens blomsterveje,
havde barnefred i eje.

Men jeg glemte dagens pragt
i den midnatsmørke schakt,
glemte liens sus og sange
i min grubes tempelgange.

Dengang først jeg steg herind,
tænkte jeg med skyldfrit sind:
dybets ånder skal mig råde
livets endeløse gåde. –

End har ingen ånd mig lært,
hvad mig tykkedes så sært;
end er ingen stråle runden,
som kan lyse op fra grunden.

Har jeg fejlet? Fører ej
frem til klarhed denne vej?
Lyset blinder jo mit øje,
hvis jeg søger i det høje.

Nej, i dybet må jeg ned;
der er fred fra evighed.
Bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer! –

Hammerslag på hammerslag
indtil livets sidste dag.
Ingen morgenstråle skinner;
ingen håbets sol oprinder.

Min unge vin.

Du kaldte dig min unge vin,
mig karret løvomkranset.
Du dufted sød, du perled fin,
du gæred hed, og du var min; –
da blev processen standset.

Min vin blev stjålen af en fløs;
men karret bærmen aver.
Jeg skal ej knalde dig af døs;
jeg exploderer ej, min tøs, –
jeg falder blot i staver.

Lysræd.

Den tid jeg gik i skolen
var mod nok i mit sind, –
at sige, så længe til solen
gik under bag bergets tind.

Men lagde sig nattens skygge
udover ås og myr,
da skræmte mig spøgelser stygge
fra sagn og fra eventyr.

Og bare jeg lukked øjet,
jeg drømte så meget og mangt, –
og alt mit mod var fløjet –
Gud vide må hvor langt.

Nu er der en forandring
med alting i mit sind;
nu går mit mod på vandring
ved morgensolens skin.

Nu er det dagens trolde,
nu er det livets larm,
som drysser alle de kolde
rædsler i min barm.

Jeg gemmer mig under fligen
af mørkets skræmsels-slør;
da ruster sig al min higen
så ørnedjerv som før.