Complete Works of Henrik Ibsen (482 page)

Thingmænd, mindes
I, hvad findes
gemt fra sagnets nat?
Eller mon I glemte
Egils tog til Jæmte-
jarlen gæve
for at kræve
norske kongens skat?

Egils følge
ræd sig dølge
gad, der gubben foer.
En for en ham svigter;
Jæmten står og sigter
skjult i lien; –
rødt på stien
blodets roser gror.

Da går brede
drag af vrede
over gubbens bryn;
rundt sig fiender flokked;
skjoldeløs han lokket
står i fælde.
Saga melde
monne da et syn:

Bergets helle,
brudt i vælde,
surred han med bast,
bandt den frempå bringen,
skred, skønt fulgt af ingen,
bent mod målet; –
Jæmte-stålet,
Jæmtens hærmod brast.

Jarlen fandt han,
skatten vandt han,
sad i Jæmtens hal.
Vennesælt lød ordet;
mjøden gik om bordet,
slut var striden; –
aldrig siden
ønsktes Egils fald. –

Frihedsbårne,
folkekårne
mænd fra dal og strand, –
Egils hverv er eders;
thi skal og hans hæders-
klædte minde
sagabinde
hver, der står som han!

Hilsen til Svenskerne.

(I Trondhjem, ved storthingets fest for den svenske kronings-deputation.)

Templet så I med de brustne buer
          i det høje kor;
endnu, grå som gubben, vidt det skuer,
          mæler mindets ord:
engang kvad derinde Svenskens sanger
          kækt om sejr og blod;
og ved Olafs-skrinets alterfod
bandt den djærve svenske mand sin ganger.

Landet så I med de trange dale,
          I så bræen hvid;
også den kan med om mindet tale
          fra vor ufreds-tid:
templets sprængte mur kan pragt ej dække,
          knust er Olafs skrin;
men deroppe, under viddens lin,
sover stilt en hær i rad og række.

Svenske broder! Over grænse-fjelde
          banet vej nu går.
Templet har et yngre sagn at melde:
          sagnet fra iår.
Her, hvor hedest had i hærtid brændte,
          samles frænder nu;
mindehallen for en fortids gru
står, som løftets hal, med sejr ivente.

Ja, skønt Olafs-kirkens skat gik under,
          lever folket end;
og om Svenskens mænd på vidden blunder, –
          han har fler igen.
Signet være da hans hæders-fane
          og vort unge flag; –
fælles vaje de for Nordens sag
under fælles drot på fælles bane!

Til de genlevende.

Nu er pris i mængdens munde; –
først dog måtte kæmpen blunde.

Han et lys i landet tændte;
I med det hans pande brændte.

Han et sværd jer svinge lærte;
I det prøved mod hans hjerte.

Hvast han stred mod døgnets trolde;
I ham klemte mellem skjolde.

Men en glansfuld vindings stjerne
tog I efter ham at værne. –

Slør den ej, hvis tornekronet
høvding sove skal forsonet!

Til professor Schweigård.

(Studenternes sang ved hans jubilæum.)

Lig et nybyg i de tykke skoge
          lå vort fædreland.
Gagnløst grov sig bondens gamle ploge
          gennem moens sand.
Det, som trængtes mest, var sol derinde,
          det var dagens bad; –
frem da gik, med bilens blanke blad,
gæve rydningsmænd i signet minde.

Da kom liv iblandt de trøskne stammer,
          på den golde mo;
der, hvor tyriroden sprat i flammer,
          kunde kornet gro; –
og da rydningsværket først var øvet,
          rejstes grænd ved grænd,
vokste op en slægt af stærke mænd, –
enkelt sanger kvad vel og blandt løvet.

Gæve rydningsmand i åndens rige!
          Du er en af dem,
for hvis dagværk mørket måtte vige
          i vort fædrehjem.
Solgud sænktes mellem vindfalds-graner
          ved din biles blad; –
derfor hilses du ikveld med kvad,
som et taksomt sind fra hjertet maner.

For hvad spredt i livet var dit virke,
          gør dig Saga skel;
vi, som sønner kun af tankens kirke,
          hylder dig ikveld.
Længe glimte dine klare syner
          over vidden ud; –
sagnet siger, sædens unge skud
trives fagrest, når i vest det lyner.

Vuggevise.

(Af „Kongs-emnerne”.)

Nu løftes laft og lofte
til stjernehvælven blå;
nu flyver lille Håkon
med drømmevinger på.

Der er en stige stillet
fra jord til himlen op;
nu stiger lille Håkon
med englene til top.

Guds engle små, de våger
for vuggebarnets fred;
Gud sign’ dig, lille Håkon,
din moder våger med.

Borte!

De sidste gæster
vi fulgte til grinden;
farvellets rester
tog nattevinden.

I tifold øde
lå haven og huset,
hvor toner søde
mig nys berused.

Det var en fest kun,
før natten den sorte;
hun var en gæst kun, –
og nu er hun borte.

Stormsvalen.

Stormsvalen ruger, hvor landet glipper; –
jeg har hørt det selv af en gammel skipper.

I skumkammens fråde vingerne dynker hun;
rullingen træder hun; aldrig synker hun.

Med havet hun daler; med havet hun stiger;
i havblik hun tier; mod storm hun skriger.

Det er en færd mellem flyven og svømmen,
som midt mellem himmel og afgrund drømmen.

For tung for luften, for let for bølgerne –;
digterfugl, digterfugl, – der har vi følgerne!

Ja, og hvad værst er, – i lærdes øjne
gælder det meste for skipperløgne.

Agnes.

(Af „Brand”.)

Agnes, min dejlige sommerfugl,
dig vil jeg legende fange!
Jeg fletter et garn med masker små,
og maskerne er mine sange!

     „Er jeg en sommerfugl, liden og skær,
     så lad mig af lyngtoppen drikke;
     og er du en gut, som lyster en leg,
     så jag mig, men fang mig ikke!”

Agnes, min dejlige sommerfugl,
nu har jeg maskerne flettet;
dig hjælper visst aldrig din flagrende flugt, –
snart sidder du fangen i nettet!

     „Er jeg en sommerfugl, ung og blank,
     jeg lystig i legen mig svinger;
     men fanger du mig under nettets spind,
     så rør ikke ved mine vinger!”

Nej, jeg skal løfte dig varligt på hånd
og lukke dig ind i mit hjerte;
der kan du lege dit hele liv
den gladeste leg, du lærte!

Stambogsrim.

Jeg kaldte dig mit lykkebud;
jeg kaldte dig min stjerne.
Du blev da også, sandt for Gud,
et lykkebud, der gik – gik ud; –
en stjerne –, ja, et stjerneskud,
der slukned i det fjerne.

Mindets magt.

Hør, ve´d De hvordan en dyretæmmer
får lært sin bjørn, hvad den aldrig glemmer?

I en bryggerkedel han binder dyret; –
så blir der tæt under kedlen fyret.

Imidlertid han på positivet
spiller for bamsen: „Fryd dig ved livet!”

Af smerte knapt kan den lodne sanse;
han kan ikke stå, og så må han danse.

Og spilles siden den melodi ham, –
fluks farer en dansende djævel i ham. –

Jeg selv sad engang i kedlen nede,
under fuld musik og forsvarlig hede.

Og dengang brændte jeg mer end skindet;
og det går aldrig mig ud af mindet.

Og hvergang genklang fra den tid lyder,
det er som jeg bandtes i gloende gryder.

Det kendes som stik under neglerødder; –
da må jeg danse på versefødder.

Åbent brev.

(Til digteren H. Ø. Blom.)

                                                  Kristiania, 1859.

Da det til agters gik for Nordens guder,
da Balder fældet var og Odin sad
som sløvet bedstefar på Lidskjalfs puder
iblandt de blundende einherjers rad, –
mens selve Tor lar stå det fyldte fad,
og Brage døsig over harpen luder, –
da spåde Vala: „Snart står verden tom!”
Nu rejser Wiehe; – nu spår H. Ø. Blom.

Du er den Vala, som profetisk lyner,
imens for folket du poetisk spår;
du melder metrisk om de sikre „syner”,
som foran råheds-sildestimen går;
af svartalf-flokken, som ved grænsen står,
du skimter alt et glimt af horn og tryner; –
men hvad du så, på vingehesten flyvende,
blev trykt i „Morgenbladet” for den 7de.

Du ræddes for et ragnarok, som alt
står med „barbaries” for døren truende.
For så vidt klæber tankehalen luende
til digtkometens korpus, tyndt og skralt;
men, tro mig, alle muser finder gruende
dit billed-figenblad for spædt og smalt.
Hold derfor op, som skald, vor kunst at kværke; –
gør prosa; – verset kommer dig på tverke.

Husk, af din gerning kendes skal din tro;
lad derfor ej på glat-is ud dig narre.
Du tror dig selv en smagens ridder jo, –
og dog du vil vor gamle moder „parre”
med en af kobbelet for Thespis karre, –
ja, Gud forlade dig, med begge to!
Den køter-tanke er i kernen rådden; –
den tanke-køter er på vers for lodden!

Du digter om et rollefags doublering,
men folket kræver krigssang for sin kamp;
du fantaserer over „remplacering”;
dit øje blænder thevandsbordets damp; –
du har en hippogrif med god dressering,
men lejer læredigtets vognmands-gamp; –
højt foran står en borg med tind og takke;
du vælger farten baglængs nedad bakke.

De trak engang fra pyramidens indre
et balsameret lig i dagen ud.
Det lå så stolt i sit forstenings-skrud;
det havde glemt, hvor dejligt sol kan tindre;
hvad nyt det så, det skatted tifold mindre,
end sunkne oldtids bankerotte gud.
„Et bittert smil” om mumiens mund mon spille,
med hån mod tiden – for den ej stod stille.

På samme sæt du åbned denne dyst.
Med vold du tiden vil i slummer tvinge;
du harmes ved at høre livet klinge,
du længes ned igen i gruben tyst.
Dog var der engang sangbund i dit bryst;
derinde mangen skønheds-alf fik vinge,
fløj ud, erobred land, forplanted ætten;
men du – fornægter ægtefødsels-retten!

Dog, nu tilbage til din mørke spådom,
at ragnarok er ventendes bag jul.
Op, alle mand, mød frem og læg nu råd om
det bedste surrogat for kunstens sul!
Vor egen barkekost er besk og ul;
det hjælper hverken bønner eller gråd om.
Men verdensborger kunsten er, ve´d læserne; –
så før en trup da hjem fra – Japaneserne.

Nej, tingen er at Kongens København
har eneret på den trafik i landet; –
thi som Madeiras most, skønt falsk og blandet,
blir ædel vin på fad i skudens stavn,
så skibes op til os mangt navnløst navn,
som først får værd ved farten over vandet.
Her bænkes den ved kunstens højbords-brædder,
som hist kun gældte for en sjællandsk skrædder.

Din skylden var, ifald jeg nu tog post,
og passed op i lejren hver som snøvler,
og brændte løs på hver en udslidt vrøvler,
som tapper dig din Dry-Madeira-most.
Mon ej kothurnen blev til gamle støvler,
og smagens gudeflesk til husmandskost
ved analytisk plukken-op i kransen
for nummer 3 til korets formand Hansen?

Dog, lad det fare til en anden gang; –
jeg finder snart igen vel tid og stunder
at kikke indom dør til hint vidunder,
hvis nære fald begrædes i din sang.
Vi vil ej veje nogen enkelts rang;
men på dit eget kvad min dom jeg grunder:
den tid, som kommer, ragnarok du kalder; –
så er det altså Valhal da, som falder.

Thi foran Valhals fald går ragnarok,
det ve´d vi alle fra vor første lærdom.
Andhrimner har man, det er sikkert nok,
og ingen tvivler på hans kost er nærsom, –
for torsdags-maver da, – om ej så svær som
det fordum krævedes af asers kok.
Einherjer mangler ej; kritiken slår dem,
men ej ihjæl; thi publikum dog får dem.