Complete Works of Henrik Ibsen (526 page)

KEJSER JULIAN.
Hvad siger I, mine venner, til denne tale?

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Den er visselig lige så dristig som den vidner om ukyndighed.

KEJSER JULIAN.
Det synes som om du, o sandhedskærlige Jovian, forglemmer, at hin kejser Antonin, med tilnavnet den fromme, i et særligt tempel på Roms torv har været dyrket som en udødelig gud. Ja, ikke han alene, men også hans hustru Faustina og andre kejsere både før og efter den tid.

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Jeg véd det, herre; – men vore forfædre var det ikke givet at vandre i sandhedens lys.

KEJSER JULIAN
(med et langt blik på ham)
.

Ah, Jovian! – Sig mig, – igår aftes, da jeg tog varsler for den kommende nat, da trådte du til og bragte mig et budskab, just som jeg med renselses-vand skylled blodet af mine hænder.

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Ja, min kejser!

KEJSER JULIAN.
Ilfærdig, som jeg var, kom jeg til at stænke nogle vanddråber på din kappe. Da veg du hvast et skridt tilbage og rysted vandet af, som om kappen var bleven besudlet.

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Min kejser, – det undgik dig altså ikke?

KEJSER JULIAN.
Var det din tanke, at det skulde undgåt mig?

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Ja, herre; thi det var en sag imellem mig og den eneste sande Gud.

KEJSER JULIAN.
Galilæer!

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Herre, du selv skikked mig til Jerusalem, og jeg var vidne til alt, hvad der gik for sig. Meget har jeg grublet siden den tid; jeg har læst i de kristnes skrifter, har talt med mange af dem, – og nu er jeg kommen efter, at i denne lære ligger den guddommelige sandhed.

KEJSER JULIAN.
Er det muligt! Er dette virkelig muligt? Således griber altså hint smitsomme vanvid om sig! Mine nærmeste omgivelser, – mine egne krigsførere falder fra mig –

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Stil mig forrest imod dine fiender, herre, – og du skal se, at jeg gladelig giver kejseren, hvad kejserens er.

KEJSER JULIAN.
Hvor meget –?

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Liv og blod.

KEJSER JULIAN.
Liv og blod er ikke nok. Den, som skal herske, må kunne herske over viljerne, over menneskenes sind. I dette er det, at hin Jesus af Nazareth står mig imod og gør mig magten stridig. Bild dig ikke ind, at jeg vil straffe dig, Jovian! De, du tilhører, higer efter sligt, som efter en lykke. Og så kalder man eder blodvidner bagefter. Eller hvad? Har man ikke således ophøjet dem, jeg var nødt til at revse for deres genstridigheds skyld? Gå til fortroppen! Jeg vil nødigt se dig tiere. – O, dette bedrag imod mig, som I tilhyller med talemåder om en dobbelt pligt og et dobbelt rige! Dette skal vorde anderledes. Der gives andre konger end Perser-kongen, som skal få føle min fod på sin nakke. Til fortroppen, Jovian!

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Jeg skal gøre min skyldighed, herre!

(han går ud til højre.)

KEJSER JULIAN.
Vi vil ikke, at denne morgenstund, der er oprunden under så mange lykke-forkyndende varsler, skal formørkes for os. Vi vil tage dette, og andet mere, med et jævnt sind. Min drøm skal dog kundgøres for hæren. Du, Kytron, og du, min Priskos, og I andre venner, vil sørge for at det sker på en værdig måde.

VISDOMSLÆRERNE.
Med glæde, med usigelig glæde, herre!

(de modtager papirrullen og går ud til højre.)

KEJSER JULIAN.
Jeg beder dig, o Hormisdas, ikke at tvile på min magt, om det end kunde synes, som om stridige viljer råded her. Gå; og du ligeså, Nevita, og alle I øvrige, hver til sit; – jeg kommer efter, når hæren er samlet ude på sletterne.

(Alle, undtagen kejseren og Maximos, går ud til højre.)

MYSTIKEREN MAXIMOS
(efter en stund, rejser sig fra stenen, hvor han har siddet, og går hen til kejseren)
.

Min syge broder!

KEJSER JULIAN.
Mere såret end syg. Hjorten, som træffes af en skyttes pil, søger ind i tykningen, hvor ikke dyrene kan se den. Det var mig utåleligt at vise mig længere på Antiokias gader; – nu synes jeg ikke, jeg kan vise mig for hæren.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ingen ser dig, ven; thi de famler i blindhed. Men du skal vorde en læge for deres øjne, og da skal de se dig i din herlighed.

KEJSER JULIAN
(stirrer ned i fjeldkløften)
.

Hvor dybt under os! Hvor svindende små bugter de sig ikke frem mellem krat og torner langs med den stenede strøm. Da vi stod foran denne snevring, da stævned førerne, alle som en, lige ind i det trange. Det var en times vej at korte, en smule møje at spare – på vandringen imod døden. Og flokkene fulgte dem så villigt. Ingen tanke på at lægge vejen ovenom; ingen længsel efter den fri luftning heroppe, som vider brystet ud og gør åndedraget rummeligt. Der går de, og går og går, og ser ikke, at de har trang himmel over sig – og véd ikke, at der gives højder, hvor den er større. – Er det ikke, Maximos, som om menneskene leved for at komme til at dø? Galilæerens ånd er i dette. Er det sandt, som der siges, at hans fader skabte verden, da foragter sønnen faderens værk. Og just for dette formastelige vanvid er det, at han prises så højt! Hvad var dog ikke Sokrates imod ham! Elsked ikke Sokrates nydelsen og lykken og skønheden? Og dog forsaged han. – Men hvilket bundløst svælg imellem dette – på den ene side ikke at begære, – og på den anden side at begære og dog forsage. O, denne tabte visdoms skat vilde jeg bringe menneskene tilbage. Lig Dionysos fordum, kom jeg dem glad og ung imøde, med løv om panden, med druers fylde i mine arme. Men de viser min gave fra sig, og jeg hånes og hades og bespottes af venner og af fiender.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvorfor? Jeg skal sige dig hvorfor. I nærheden af en viss stad, hvor jeg engang leved, var der et vinberg, vidt berømt for sine druer; og når borgerne i staden ønsked ret søde frugter på sit bord, da skikked de sine tjenere ud til hint vinberg og lod hente druer der. Mange år efter kom jeg til den samme stad; men da vidste ingen længer besked om de fordum så højt priste druer. Da søgte jeg vingårdsmanden op og spurgte ham: sig mig, o ven, er dine vinstokke uddøde, såsom ingen mere kender dine druer? Nej, svarte vingårdsmanden, men du véd, at unge vinstokke yder gode druer men ringe vin; gamle vinstokke derimod dårlige druer men god vin. Derfor, o fremmede, tilføjede han, glæder jeg endnu mine medborgeres hjerter med dette vinbergs overflod, kun i en anden skikkelse, – som vin, og ikke som druer.

KEJSER JULIAN
(tankefuld)
.

Ja, ja, ja!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det er dette, som du ikke har taget i agt. Verdens vinstok er bleven gammel, og dog mener du, lig fordum, at kunne byde druerne rå til dem, der tørster efter den nye vin.

KEJSER JULIAN.
Ak, min Maximos, hvem tørster? Nævn mig en eneste, udenfor vort broderskab, som drages af et åndeligt behov. – Ulykkelig er jeg, at jeg fødtes i en slig jernalder.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Last ikke tiden. Havde tiden været større, så var du bleven mindre. Verdens-sjælen er som en rig mand, der har utallige sønner. Deler han sin rigdom lige imellem alle sønnerne, da blir de alle velhavende, men ingen af dem rig. Gør han dem derimod alle arveløse på én nær, og skænker alt til denne ene, da står denne ene som en rig mand i en kreds af fattige.

KEJSER JULIAN.
Ingen lignelse passer mindre end denne. – Eller står jeg således? Findes det ikke netop delt på mange hænder, det, som verdens hersker skulde besidde i rigere mål end alle andre; ja, jeg tør vel sige – som han alene skulde besidde! O, hvor er ikke magten delt! Har ikke Libanios veltalenhedens magt i så fuldt et mål, at man har kaldt ham talernes konge? Har ikke du, min Maximos, den gådefulde visdoms magt? Har ikke hin rasende Apollinaris i Antiokia sangens og henrykkelsens magt i en fylde, som jeg nok kunde misunde ham! Og nu Kappadokieren Gregor! Har ikke han viljens ubændige magt i et sligt overmål, at mangfoldige giver ham det for en undersåt upassende tilnavn: den store! Ja, – hvad end sælsommere er, – det samme tilnavn gives Gregors ven, Basilios, manden med det bløde sind og det pigeagtige øje. Og dog træder han ikke frem i verden; her lever han, denne Basilios, – just i denne fjerne egn, iført en eneboers klædning, i samkvem alene med sine lærlinge, og med sin søster Makrina og andre kvinder, der kaldes fromme og hellige. Og hvorledes virker ikke både han og søsteren gennem de breve, som stundom udgår fra dem? Alt, selv forsagelsen og tilbagetrukketheden, vorder magt imod min magt. Men værst af dem alle er dog den korsfæstede Jøde.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Så bryd med al denne spredte myndighed! Men tro ikke, at du kan knuse oprørerne, hvis du kommer over dem som en feltherre, udsendt af en hersker, hvem de ikke kender. I eget navn må du komme, Julian! Kom Jesus af Nazareth som udsending fra en anden? Sagde han sig ikke at være den, der udsendte ham? Sandelig, i dig er tidens fuldbyrdelse, og du ser det ikke. Peger ikke alle tegn og varsler med en usvigelig finger lige hen på dig? Skal jeg minde dig om din moders drøm –?

KEJSER JULIAN.
Hun drømte, at hun fødte Akilleus.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Skal jeg minde dig om, at lykken har båret dig, ligesom på stærke vinger, gennem et bevæget og farefuldt liv? Hvem er du, herre? Er du den genkomne Alexander, dengang ufærdig, nu fuldbåren og rustet til at fuldbyrde værket?

KEJSER JULIAN.
Maximos!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Der er én, som altid, med visse mellemrum, kommer igen i menneskeslægtens liv. Han er ligesom en rytter, der på ridebanen skal tæmme en vild hest. Hver gang kaster hesten ham af. En stund, så er rytteren i sadlen igen, altid sikrere, altid mere øvet; men af måtte han i sine skiftende skikkelser hver gang indtil denne dag. Af måtte han som den gudsoprundne mand i Edens lund; af måtte han som verdensrigets grundlægger; – af må han som gudsrigets fyrste. Hvo véd, hvor mange gange han har vandret iblandt os, uden at nogen kendte ham? Véd du, Julian, om du ikke var i ham, som du nu forfølger?

KEJSER JULIAN
(ser frem for sig)
.

O, bundløse gåde –!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Skal jeg minde dig om hin gamle spådom, som nu er sat i omløb igen? Det er bleven forkyndt, at så mange år, som året har dage – så mange år skal Galilæerens rige stå ved magt. Om to år bliver det tre hundrede og fem og sexti år siden, at denne mand fødtes i Bethlehem.

KEJSER JULIAN.
Tror du på denne spådom?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jeg tror på den kommende.

KEJSER JULIAN.
Altid gåder!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jeg tror på den fri nødvendighed.

KEJSER JULIAN.
End gådefuldere.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Se, Julian, – da Kaos væltede sig i det tomme forfærdelige øde, og Jehova var alene, – den dag, da han, efter de gamle jødiske skrifter, slog ud med sin hånd og delte mellem lys og mørke, mellem hav og land, – den dag stod den store skabende gud på sin magts tinde. Men med menneskene opstod viljer på jorden. Og mennesker og dyr og træer og urter skabte sine lige efter evige love; og efter evige love går alle stjerner i himmelrummet. Har Jehova angret? Alle folkeslags gamle sagn véd at fortælle om en angrende skaber. Vedligeholdelsens lov har han lagt i skabningen. For sent at angre! Det skabte vil vedligeholde sig – og så vedligeholdes det. Men ensidighedens to riger fører krig med hinanden. Hvor er han, hvor er han, fredskongen, den tvesidige, han, som skal forlige dem?

KEJSER JULIAN
(hen for sig)
.

To år? Alle guder uvirksomme. Ingen lunefuld magt bagved, som gider krydse mine hensigter – – To år? I to år kan jeg lægge jorden under mit herredømme.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du talte, min Julian; – hvad sagde du?

KEJSER JULIAN.
Jeg er ung og stærk og sund. Maximos, – det er min vilje at leve længe.

(han går ud til højre. Maximos følger ham.)

(En bakket skogegn med et vandløb mellem træerne. Oppe på højden en liden landgård. Det er henimod solnedgang.)

(Hærafdelinger drager fra venstre til højre forbi nedenunder bakkerne. Basilios fra Cæsaræa og hans søster Makrina, begge i eneboerklæder, står nede ved vejkanten og rækker vand og frugter til de udmattede soldater.)