Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
KEJSER JULIAN.
Du skal affatte den med særligt øjemærke på de velgerninger, hvorfor Antiokias borgere skylder mig taknemmelighed, Jeg håber du vil affatte den således, at den blir både taleren og genstanden værdig. Dette hverv, min Libanios, være min gave til dig. Jeg véd ikke noget bedre at skænke en mand som dig.
TALEREN LIBANIOS.
O, min kronede ven, hvilken overvættes nåde.
KEJSER JULIAN.
Og nu vil vi gå til fægtesalen. Derpå, mine venner, vandrer vi gennem gaderne for at give disse opblæste indfødte et gavnligt forbillede på tarvelighed i klædedragt og nøjsomhed i sæder.
LIVLÆGEN ORIBASES.
Gennem gaderne, herre? Ak, i denne middagshede –
EN HOFMAND.
O, herre, hav mig undskyldt, men jeg føler mig højst upasselig –
DIGTEREN HERAKLEOS.
Jeg også, nådigste herre! Hele denne morgenstund har jeg kæmpet med en kvalme i maven –
KEJSER JULIAN.
Så tag et brækmiddel ind, og se til at kaste eders uvidenhed op med det samme. O, Diogenes, – hvilke efterfølgere har du ikke! De skammer sig ved at bære din kappe på åben gåde.
(han går i vrede bort gennem søjlegangen.)
(En ringe gade udkanten af staden. I husrækken til venstre ligger en liden kirke.)
(En stor mængde veklagende kristne er forsamlede. Salmedigteren Apollinaris og læreren Kyrillos er iblandt dem. Kvinder med børn på armene udstøder høje jammerråb. Gregor fra Nazianz går igennem gaden.)
KVINDER
(løber til og holder ham fast ved hans klædning)
.
Ak, Gregor, Gregor, – tal til os! Trøst os i denne vånde.
GREGOR FRA NAZIANZ.
Kun én kan trøste her. Hold fast ved ham. Hold eder tæt ind til Herren og hyrden.
EN KVINDE.
O, véd du det, du Guds mand, – kejseren har befalet, at alle vore hellige skrifter skal opbrændes!
GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg har hørt det; men jeg kan ikke tro på slig dårskab.
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
Det er sandhed. Alexandros, den nye statholder, har udskikket soldater, som gennemsøger vore brødres huse. Selv kvinder og børn piskes tilblods, hvis de står i mistanke for at holde bøger skjult.
LÆREREN KYRILLOS.
Kejserens bud gælder ikke Antiokia alene, – ikke Syrien alene; det gælder riget og den hele jord. Hver skreven tøddel, som handler om Kristus, skal udslettes af tilværelsen og af de troendes minde.
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
O, I mødre, græd over eder selv og over eders børn! Den tid vil komme, da I skal kives med dem, I nu bærer på eders arme, om hvad der rettelig stod i det tabte Guds-ord. Den tid vil komme, da eders børnebørn skal spotte over eder og ikke vide, hvo og hvad Kristus var. Den tid vil komme, da det skal være udslettet af hjerterne, at verdens frelser engang led og døde. Den sidste troende skal gå blind i sin grav, og fra den stund skal Golgata være bortvejret af jorden, ligervis som det sted, hvor Edens have lå. Ve, ve over den nye Pilatus! Han nøjes ikke, som hin, med at døde frelserens legeme. Han myrder ordet og læren!
KVINDERNE
(afriver sit hår og sønderflænger sine klæder)
.
Ve, ve, ve!
GREGOR FRA NAZIANZ.
Og jeg siger eder, vær trøstige! Gud dør ikke. Det er ikke fra Julian, at faren kommer. Faren har været der, længe før ham, i vore hjerters svaghed og splidagtighed.
LÆREREN KYRILLOS.
O, Gregor, hvor tør du kræve, at vi skal blive standhaftige midt under disse rædsler? – Brødre og søstre, – véd I, hvad der er hændt i Arethusa? De vantroende har mishandlet Markos, den gamle biskop, slæbt ham efter håret gennem gaderne, kastet ham i kloakerne, trukket ham besudlet og blødende op igen, oversmurt ham med honning og hejset ham op i et træ, udsat for stik af hvepser og giftfluer.
GREGOR FRA NAZIANZ.
Og har da ikke Guds kraft just herligt åbenbaret sig i Markos? Hvad var Markos tilforn? En mand af tvilsom tro. Ja, da urolighederne brød ud i Arethusa, flygted han endog af staden. Men se, – neppe havde han i sit skjul erfaret, at de rasende mennesker hævnede biskoppens flugt på skyldløse brødre, førend han frivillig vendte tilbage. Og hvorledes bar han ikke de pinsler, som forfærdede hans bødler selv således, at de, for at kunne trække sig med et slags ære tilbage, tilbød at slippe ham imod at betale en yderst ringe sum? Var ikke hans svar: nej, – og nej, og atter nej? Gud Herren var hos ham. Han hverken døde eller gav efter. Hans ansigt viste hverken forfærdelse eller utålmodighed. I træet, hvor han hang, priste han sig lykkelig, fordi han var løftet nogle trin nærmere imod himlen, mens de andre, som han sagde, kravlede om på den flade jord.
LÆREREN KYRILLOS.
Der må være sket et under med denne standhaftige olding. Havde du, ligesom jeg, hørt skrigene fra fængslet den dag i sommer, da Hilarion og de andre pintes –! De ligned ingen andre skrig, – ufrivilligt, brølende, blandende sig med hvislende lyd, hver gang jernet, hvidglødende, grov sig ind i det flåede kød.
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
O, Kyrillos, glemmer du sangen, som løste skrigene af? Sang ikke Hilarion i døden? Sang ikke hin heltemodige kappadokiske dreng, indtil han udgav sin ånd under pinernes hænder? Sang ikke Agathon, dette barns broder, indtil en afmagt betog ham og han vågned op i vanvid? Sandelig siger jeg eder, så længe sangen runger over vor nød, så længe skal ikke Satan sejre!
GREGOR FRA NAZIANZ.
Vær trøstige. Elsk hverandre og lid for hverandre, således som Serapion i Doristora nylig led for sine brødre, der han for deres skyld lod sig hudflette og kaste levende i smelteovnen. Se, se, – har ikke Herrens hævnende hånd allerede knyttet sig imod de ugudelige. Eller har I ikke fornummet budskabet fra Heliopolis under Libanon?
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
Jeg véd det. Midt under Afrodite-festens utérligheder brød hedningerne ind i vore hellige søstres hus, krænkede kvinderne, myrdede dem under pinsler, som ikke kan udsiges –
KVINDERNE.
Ve, ve!
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
– ja, der var nogle af de elendige, som åbnede et af blodvidnernes legemer, rev indvoldene ud og åd leveren rå!
KVINDERNE.
Ve, ve, ve!
GREGOR FRA NAZIANZ.
Vredens Gud krydrede måltidet. Hvorledes er det bekommet dem? Rejs til Heliopolis, og I kan få se hine mænd med forrådnelsens gift i alle årer, med øjnene og tænderne udfaldne, røvede mælets og forstandens brug. Rædsel har slåt staden. Mange hedninger har omvendt sig siden hin nat. Derfor frygter jeg heller ikke dette uheldsvangre dyr, som har rejst sig imod kirken; jeg frygter ikke denne Helvedes kronede lejesvend, som pønser på at fuldbyrde arvefiendens værk. Lad ham falde over os med ild, med sværd, med vilde dyr på skuepladsen! Ja, skulde hans vanvid end drive ham videre, end sket er til denne dag, – hvad gør så det til sagen? Imod alt dette er der en lægedom og en vej til sejr!
KVINDERNE.
Kristus, Kristus!
ANDRE STEMMER.
Der er han! Der kommer han!
NOGLE.
Hvem?
ANDRE.
Kejseren! Morderen! Gudsfienden!
GREGOR FRA NAZIANZ.
Stille! Lad ham drage forbi i taushed!
En afdeling af de kejserlige hustropper kommer gennem gaden. Derefter følger kejser Julian, ledsaget af hofmænd og visdomsvenner, alle omgivne af vagt. En anden afdeling palats-soldater, anførte af høvedsmanden Fromentinos, slutter toget.)
EN KVINDE
(sagte til de andre)
.
Se, se, han har hyllet sig i pjalter, som en betler.
EN ANDEN KVINDE.
Han må være fra sig selv.
EN TREDJE KVINDE.
Gud har allerede slåt ham.
EN FJERDE KVINDE.
Gem eders børn ved brystet. Lad ikke deres øjne se rædselen.
KEJSER JULIAN.
Ej, ej, er ikke dette alt tilhobe Galilæere? Hvad gør I her i solskinnet, på åben gåde, I mørkets yngel?
GREGOR FRA NAZIANZ.
Du har stængt vore kirker; derfor står vi udenfor og priser Herren vor Gud.
KEJSER JULIAN.
Se, det er dig, Gregor? Ja, du driver jo endnu om her. Men vogt dig; længe tåler jeg det ikke.
GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg søger ikke bloddøden; ja, jeg ønsker den ikke engang; men tilskikkes den mig, så sætter jeg min ære i at dø for Kristus.
KEJSER JULIAN.
Eders talemåder trætter mig. Jeg vil ikke se eder her. Hvorfor holder I jer ikke i eders stinkende huler? Gå hjem, siger jeg!
EN KVINDE.
O, kejser, hvor er vore hjem?
EN ANDEN KVINDE.
Hvor er vore huse? Hedningerne har plyndret dem og jaget os ud.
STEMMER I HOBEN.
Dine soldater har taget vor ejendom fra os!
ANDRE STEMMER.
O, kejser, kejser, hvorfor har du taget vor ejendom?
KEJSER JULIAN.
Det spørger I om? Jeg skal sige jer det, I uvidende mennesker! Har man taget eders ejendom fra eder, så er det sket af omsorg for eders sjæles vel. Har ikke Galilæeren sagt, at I ikke skal eje sølv eller guld? Har ikke eders mester lovet eder, at I engang skal opfare til himmels? Burde I da ikke takke mig, fordi jeg gør eder farten så let som muligt?
VISDOMSVENNERNE.
O, uforligneligt sagt!
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
Herre, du har frataget os det, som er mere end sølv og guld. Du har frataget os Guds eget ord. Du har frataget os vore hellige skrifter.
KEJSER JULIAN.
Jeg kender dig nok, du huløjede salmesanger! Du er jo Apollinaris? Og jeg mener, at om jeg tager eders urimelige bøger fra eder, så vil du snart være mand for at digte noget ligeså urimeligt ihob. Men jeg siger dig, at du er en ussel bogskriver og versemager! Ved Apollon, ingen ret Græker vilde tage dine vers i sin mund. Det skrift, du nylig har sendt mig, og som du har været fræk nok til at kalde „Sandheden”, det kan jeg lade dig vide, at jeg har læst, forståt og fordømt.
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
Det er muligt, at du har læst det; men du har ikke forståt det; thi havde du forståt, så havde du ikke fordømt.
KEJSER JULIAN.
Ha-ha; det modskrift, jeg har i arbejde, skal vise, at jeg har forståt. – Men hvad angår hine bøger, hvis tab I nu hyler og jamrer over, så kan jeg sige jer, at I om føje tid skal komme til at agte dem ringere, såsom det vil vise sig, at hin Jesus af Nazareth har været en løgner og bedrager.
KVINDERNE.
Ve os; ve os!
LÆREREN KYRILLOS
(træder frem af hoben)
.
Kejser, – hvad sagde du der?
KEJSER JULIAN.
Har ikke den korsfæstede Jøde forkyndt, at Jerusalems tempel skal ligge i grus til dagenes ende?
LÆREREN KYRILLOS.
Så vil ske!
KEJSER JULIAN.
O, I dårer! I denne stund står krigsøversten Jovian med to tusend arbejdere i Jerusalem og rejser templet i al dets herlighed. Vent, vent, I stivnakkede tvilere, – I skal erfare, hvem der er mægtigst, kejseren eller Galilæeren.
LÆREREN KYRILLOS.
Herre, det skal du til din rædsel selv erfare. Jeg taug, indtil du bespottede den hellige og kaldte ham en løgner; men nu vil jeg sige dig, at ikke et fnug mægter du imod den korsfæstede!
KEJSER JULIAN
(tvinger sig)
.
Hvo er du, og hvad heder du?
LÆREREN KYRILLOS
(nærmere)
.
Det skal du høre! Først og fremst heder jeg en kristen, og det er et såre hæderfuldt navn; thi det skal ingensinde udslettes af jorden. Dernæst bærer jeg også navnet Kyrillos, og under det navn er jeg kendt mellem brødre og søstre. Men bevarer jeg det første navn uplettet, da høster jeg et evigt liv til løn.
KEJSER JULIAN.
Du tager fejl, Kyrillos! Du véd, jeg kender noget til de løndomsfulde ting i eders lære. Tro mig, – han, du sætter din lid til, er ikke en sådan, som du forestiller dig. Han er selv død, og virkelig død, på den tid da Romeren Pontius Pilatus var statholder i Jødeland.