Complete Works of Henrik Ibsen (519 page)

(Toget sætter sig atter, under mængdens bifaldsråb, i bevægelse, men de forreste standser ved indgangen til det trange stræde, hvorigennem et andet tog kommer ned imod torvet.)

KEJSER JULIAN.
Hvad hindrer os?

LÆREREN HEKEBOLIOS.
Nådigste herre, der er noget på færde oppe i gaden.

SANG
(langt borte)
.

Saligt at lide, saligt at dødes;

saligt bag trængslernes dal at opstå.

FARVEREN FOKION.
Galilæerne, herre! Man har dem!

KVINDEN PUBLIA.
Hilarion!

FARVEREN FOKION.
Man har dem! Jeg hører lænkerne –

KEJSER JULIAN.
Forbi dem –!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(ilsomt gennem mængden)
.

Det er lykkedes over al måde, herre!

KEJSER JULIAN.
Hvem er de, disse skamløse?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Nogle af dem er borgere her af staden; men de fleste skal være flygtende landmænd fra Kappadokia.

KEJSER JULIAN.
Jeg vil ikke se dem. Fremad, har jeg befalet!

FANGERNES SANG
(nærmere)
.

Saligt, med henfarne blodvidner mødes,

saligt, martyriets krans at få.

KEJSER JULIAN.
De afsindige. Ikke så nær til mig! Vagt, vagt

(Begge tog er imidlertid stødt sammen i trængselen. Apollontoget nødes til at gøre holdt, medens toget med fangerne, mænd i lænker, omgivne af soldater og ledsagede af en stor menneskemængde, skrider forbi.)

KVINDEN PUBLIA.
Mit barn! Hilarion!

HILARION
(blandt fangerne)
.

Glæd dig, min moder!

KEJSER JULIAN.
I arme forvildede! Når jeg hører vanvidet således tale ud af eder, da tviler jeg næsten på, at jeg har ret til at straffe eder.

EN ANDEN STEMME
(blandt fangerne)
.

Til side; tag ikke tornekronen fra os.

KEJSER JULIAN.
Nat og rædsel, – hvilken røst er det!

VAGTFØREREN.
Herre, det var denne, som talte.

(han støder frem en af fangerne, en ung mand, der holder en halvvoksen yngling ved hånden.)

KEJSER JULIAN
(med et skrig)
.

Agathon!

FANGEN
(ser på ham og tier)
.

KEJSER JULIAN.
Agathon, Agathon! Svar mig; er du ikke Agathon?

FANGEN.
Jo.

KEJSER JULIAN.
Du imellem disse! Tal til mig!

AGATHON.
Jeg kender dig ikke.

KEJSER JULIAN.
Du kender mig ikke? Du véd ikke, hvem jeg er?

AGATHON.
Jeg véd, at du er jordens herre; derfor kendes jeg ikke ved dig.

KEJSER JULIAN.
Og barnet –? Er det din unge broder?
(til vagtføreren.)
Denne mand må være uskyldig.

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Herre, denne mand er just lederen af det hele. Han har selv tilståt det; ja, han har endog rost sig af sin gerning.

KEJSER JULIAN.
Så sælsomt kan da hunger og sygdom og ulykke forvilde et menneskes sind.
(til fangerne.)
Sig blot med et ord, at I angrer, og der skal intet ondt tilføjes eder.

KVINDEN PUBLIA
(skriger)
.

Sig det ikke, Hilarion!

AGATHON.
Vær stærk, kære broder!

KVINDEN PUBLIA.
Gå, gå til det, som venter dig, min eneste!

KEJSER JULIAN.
Hør og betænk jer, I andre –

AGATHON
(til fangerne)
.

Vælg mellem Kristus og kejseren!

FANGERNE.
Lovet være Herren i det høje!

KEJSER JULIAN.
Forfærdelig er Galilæerens vildledende magt Dette må knækkes. Forbi dem, de vederstyggelige! De skygger for glæden; de mørkner dagen med sin rugende dødslængsel. – Fløjtespillere, – mænd, kvinder, – stem i! Sang, – sang til pris for liv og lys og lykke!

APOLLON-TOGET
(synger)
.

Dejligt at køles af rosernes krans;

dejligt at vugges i soldagens glans!

FANGETOGET.
Saligt at sænkes i blodfyldte grave;

saligt at afdø mod himmelens have!

APOLLON-TOGET.
Dejligt at ånde i virakens flod.

FANGETOGET.
Saligt at kvæles i osende blod.

APOLLON-TOGET.
Nydelsens fyldte flømmende skåler

rigt du, Apollon, din dyrker tilmåler.

FANGETOGET.
Fræsende brandsår og flåede ben

    
heles af Én!

APOLLON-TOGET.
Dejligt at juble i solhåbs-gløden!

FANGETOGET.
Saligt at våndes i bloddåbsdøden!

(Begge tog har under sangen passeret hinanden. Mængde på torvet ser til i dump stilhed.)

(Den hellige lund omkring Apollons tempel. Forhallen, båren af søjler, og hvortil en bred trappe fører op, ses mellem træerne i baggrunden til venstre.)

(En mængde mennesker løber forskrækkede og under høje klageråb omkring i lunden. Langt borte høres musiken fra festtoget.)

KVINDER.
Forbarmelse! Nu skalv jorden igen!

EN FLYGTENDE MAND.
Hvilken rædsel! Tordenslag under fødderne –

EN ANDEN MAND.
Var det virkelig så? Var det jorden, som skalv?

EN KVINDE.
Følte du det ikke? Træet der svajed, så det suste i løvkronen.

MANGE STEMMER.
Hør, hør, hør!

NOGLE.
Det er vogne inde på brostenene.

ANDRE.
Det er trommer. Hør musiken –; kejseren kommer!

(Apollon-toget ses kommende fra højre side gennem lunden og opstiller sig under spil af fløjter og harper i en halvkreds foran templet.)

KEJSER JULIAN
(vendt imod templet, med oprakte hænder)
.

Jeg modtager varslet! – Så nær har jeg aldrig følt mig i forbund med de udødelige guder. Buesvingeren er iblandt os. Jorden drønner under hans hæl, således, som den drønnede fordum, da han i vrede tramped den trojanske strandbred. Men det er ikke imod os, at han retter det rynkede bryn. Det er imod hine ulykkelige, som hader ham og hans solskinnende rige. Ja, – så visst, som lykkens eller ulykkens fylde giver den rette målestok for gudernes yndest imod de dødelige, – så visst åbenbarer sig her forskellen imellem os og hine. Hvor er Galilæerne nu? Nogle under bøddelens hænder, andre flygtende i de trange stræder, askegrå af rædsel, med udspilte øjne, – et skrig mellem de halvåbne tænder –, og med håret rejsende sig i skræk eller afrevet i fortvilelse. Og hvor er vi? Her, i Dafnes friske lund, hvor dryaders duftende ånde køler vore tindinger, – her, foran den herliges herlige tempel, ombølget af lyrers og af fløjters klang, – her, i lys, i lykke, i tryghed, og med guden selv åbenbaret iblandt os. Hvor er Galilæernes gud? Hvor er Jøden, hin korsfæstede tømmermandssøn? Lad ham åbenbare sig. Han vogter sig nok! Og derfor sømmer det sig vel at fylde helligdommen. Der vil jeg med egne hænder forrette den tjeneste, som så langt fra tykkes mig ringe og upassende, at jeg tvert om sætter den over enhver anden.

(Han går i spidsen for toget gennem folkemængden hen imod templet.)

EN STEMME
(råber i trængselen)
.

Stands, ugudelige!

KEJSER JULIAN.
En Galilæer iblandt os?

DEN SAMME STEMME.
Ikke videre, gudsfornægter!

KEJSER JULIAN.
Hvo er den mand, som taler?

ANDRE STEMMER I HOBEN.
En Galilæer-prest. En blind olding. Her står han.

ATTER ANDRE.
Væk, væk med den skamløse!

(En gammel blind mand, i prestelig klædning, og støttet af to, ligeledes presteligt klædte, yngre mænd, stødes frem så han kommer til at stå nedenfor tempeltrappen og foran kejseren.)

KEJSER JULIAN.
Ah, hvad må jeg se! Sig mig, gamle mand, er ikke du biskop Maris af Kalkedon?

DEN GAMLE MAND.
Jo, jeg er denne vor kirkes uværdigste tjener.

KEJSER JULIAN.
Den uværdigste kalder du dig; og jeg tror ikke, at du har så ganske uret. Hvis jeg ikke fejler, har du været en af dem, som ivrigst har sat splid imellem Galilæerne indbyrdes.

BISKOP MARIS.
Jeg har gjort det, som tynger mig dybere ned i anger. Da du tog herredømmet, og dit sindelag rygtedes, da omspændtes mit hjerte af en usigelig angst. Alderdomssvækket, og blind, som jeg var, gav jeg ikke den tanke rum, at sætte mig op imod jordens mægtige herre. Ja, – Gud være mig nådig – jeg forlod den hjord, jeg var sat til at skærme, drog mig forsagt ud af alt det, som truende samlede sig om Herrens menighed, og søgte ly her i Syrien på min landgård –

KEJSER JULIAN.
Se, se; yderst sælsomt! Og du, denne forsagte mand, som før har skattet kejserens yndest så højt, du træder nu frem for mig, som du nys har gjort, og kaster mig et forhånelsens tilråb lige i ansigtet!

BISKOP MARIS.
Nu frygter jeg dig ikke længer; thi nu har Kristus helt og holdent mit hjerte. I kirkens trængsels-tid gik dens lys og herlighed op for mig. Alt det blod, du udgyder, – al den vold og uret, som du øver, skriger imod himlen, slår med vælde tilbage, runger for mit døve øre og viser mig i min blindheds nat, hvad vej jeg har at gå.

KEJSER JULIAN.
Drag hjem, gamle mand!

BISKOP MARIS.
Ikke før du har lovet at afstå fra denne din djævelske fremfærd. Hvad tænker du på? Vil støvet rejse sig imod ånden? Vil jordens herre styrte himlens herre? Ser du da ikke, at vredens dag er over os for dine synders skyld? Kilderne udtørres, ligesom øjne, der har grædt sig læns. Skyerne, der skulde lade frugtbarhedens manna falde over os, drager vore hoveder forbi og udgyder sig ikke. Den jord, som har været forbandet siden dagenes morgen, den skælver og bæver under kejserens blodskyld!

KEJSER JULIAN.
Hvad gunst venter du af din gud for denne overvættes nidkærhed, tåbelige olding? Håber du på, at din galilæiske mester, lig fordum, skal gøre et underværk og skænke dig dit syn igen?

BISKOP MARIS.
Jeg har det syn, jeg ønsker; og jeg takker Herren, at han slukte mit legemlige øje, så jeg forskånes for at se den mand, der går i en grufuldere nat end jeg.

KEJSER JULIAN.
Plads for mig!

BISKOP MARIS.
Hvorhen?

KEJSER JULIAN.
I sol-kongens hus.

BISKOP MARIS.
Du går ikke. Jeg forbyder dig det i den enestes navn!

KEJSER JULIAN.
Vanvittige gubbe! – Væk med ham!

BISKOP MARIS.
Ja, læg hånd på mig! Men hvo der vover det, hans hånd skal visne. Vredens Gud skal åbenbare sig i sin vælde –