Complete Works of Henrik Ibsen (514 page)

(En trang gade i Konstantinopel.)

(Stor sammenstimlen af mennesker; alle ser i én retning henad gaden. Larm, sang og musik af fløjter og trommer høres i nogen frastand.)

EN SKOMAGER
(i sin husdør, råber tvers over gaden)
.

Hvad er på færde, kære nabo?

EN KRAMHANDLER
(i huset lige over for)
.

Man siger, det skal være nogle syriske gøglere, som er kommen til staden.

EN FRUGTSÆLGER
(på gaden)
.

Visst ikke; det er en egyptisk bande, som driver om med abekatte og dromedarer.

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(tarveligt klædt, søger forgæves at slippe igennem trængselen)
.

Plads dog, I dårer! Hvor djævelen kan nogen fjase og snaddre på en slig ulykkesdag!

EN KVINDE
(i et lidet vindu)
.

Pst, pst; Eunapios! Smukke herre!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tal ikke til mig på åben gade, din rufferske!

KVINDEN I VINDUET.
List dig ind bagvejen, søde ven!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tvi med dig! Er jeg oplagt til at skæmte –

KVINDEN I VINDUET.
Du skal nok bli oplagt. Kom, smukke Eunapios; iforgårs fik jeg en sending friske duer –

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
O, du syndige verden!
(vil forbi.)
Plads, plads dog, i Satans navn; lad mig komme frem!

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(rejseklædt og fulgt af et par belæssede slaver, kommer fra en sidegade.)
Er staden bleven en dårekiste? Alle skriger i munden på hverandre, og ingen kan sige mig besked. Ah, se, – Eunapios, min fromme broder!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Bud og hilsen, ærværdige herre! Du er altså kommen tilbage til staden?

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
I dette øjeblik; – jeg har helliget de hede høstmåneder til stille andagt på mit landgods på Kreta. Men sig mig for al ting, hvad går her for sig?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Ulykke og forvirring. Den nye kejser –

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Ja, ja, jeg har hørt forunderlige rygter –

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tifold værre end rygterne. Alle tro tjenere er forjagne fra palatset.

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Taler du sandhed?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Ve mig; jeg selv var den første –

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Forskrækkeligt! Så er kanske også jeg –?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tilvisse. Alle regnskaber skal undersøges, alle gaver skal tages tilbage, alle unøjagtige oppebørsler –

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(bleg)
.

Gud forbarme sig!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Herren være lovet, jeg har en god samvittighed.

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg også, jeg også; men alligevel –; ah, så er det sagtens dog sandt, at kejseren har ofret til Apollon og Fortuna?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Ja visst; men hvem bryr sig om slige småting?

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Småting? Skønner du da ikke, forblindede ven, at det er vort sindelag, som gode kristne, han forfølger?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Hvad siger du? Herrens kors, skulde det være muligt?

KVINDER
(i trængselen)
.

Der kommer de!

EN MAND
(på et hustag)
.

Jeg kan se ham!

ANDRE STEMMER.
Hvem kommer? Hvem, hvem?

MANDEN PÅ TAGET.
Kejser Julian. Han har vinløv i håret.

FOLK PÅ GADEN.
Kejseren!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Kejseren!

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Kom, kom, fromme broder!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Slip mig, herre; jeg er slet ikke from.

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Ikke from –?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Hvem tør sige mig på –? Vil man ødelægge mig? From? Når var jeg from? Jeg hørte engang til Donatisternes samfund; det er mangfoldige år siden. Gid djævelen tage Donatisterne!
(banker på vinduet.)
Hej, Barbara, Barbara; luk op, gamle tæve!

(man slipper ham ind gennem husdøren.)

MÆNGDEN.
Der er han! Der kommer han!

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Alle unøjagtige oppebørsler –! Undersøgelse! O, forfærdelsens lynslag!

(han lister sig bort med begge slaverne.)

(Dionysos-toget kommer nedad gaden. Fløjtespillere går foran; drukne mænd, tildels udklædte som fauner og satyrer, danser efter takten. Midt i toget ser man kejser Julian, ridende på et æsel, der er overtrukket med panterskind; han er klædt som guden Dionysos, med en panterhud over skuldrene, vinløvkrans om panden, og i hånden en med grønt omvunden stav, på hvis øverste ende der er fæstet en pinje-kongle. Halvnøgne sminkede kvinder og ynglinge, dansere og gøglere omringer ham; nogle bærer vinkander og drikkeskåler, andre slår tamburiner og bevæger sig fremad under vilde spring og fagter.)

DANSERNE
(synger)
.

Ildnende drag af fyldte skåler!

Ildnende drag!

Læberne nippende,

øjnene klippende,

bukkeben trippende

hylder dig, vingud, i svimlende lag!

KVINDERNE
(synger)
.

Kærlighedsleg, som ej natten selv tåler,

prøv, I bakkanter!

Øv den i dagglansens tindrende stråler!

Se, på sin panter

sidder den herlige!

Favn os, bakkanter;

kend, vi er hede; føl, vi er kærlige;

springende, syngende,

ravende, gyngende,

favn os, bakkanter!

KEJSER JULIAN.
Plads! Ryddeligt, I borgere! Vig ærbødigt til side; ikke for os, men for ham, som vi hædrer!

EN RØST I MÆNGDEN.
Kejseren i skøgers og gøgleres selskab!

KEJSER JULIAN.
Skam få I, at jeg må tage tiltakke med slige. Blues I ikke over at finde større fromhed og mere iver hos disse, end hos eder selv?

EN GAMMEL MAND.
Kristus oplyse dig, herre!

KEJSER JULIAN.
Aha, du er en Galilæer! Og du vil tale med? Sad ikke din store mester tilbords med syndere? Gik han ikke ud og ind i huse, som holdtes for lidet sømmelige? Svar mig på det.

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(omringet af piger i kvinden Barbaras husdør)
.

Ja, svar, svar, om du kan, du dåre!

KEJSER JULIAN.
Ej, se, – er du ikke hin hårskærer, som –?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
En frigjort mand, nådigste kejser! – Plads, I bakkanter; plads for en broder!

(han og pigerne danser ind i Dionysos-togets rækker.)

KEJSER JULIAN.
Det må jeg vel lide. Spejl eder i denne Græker, hvis I har en gnist af de gamles ånd tilbage. Og det er vel fornødent, dette, I borgere; thi ingen gud er bleven så miskendt – ja, latterliggjort – som denne henrykkelse bringende Dionysos, hvem Romerne også kalder Bakkus. Mener I, han er en gud for drukkenbolte? O, I højst uvidende, jeg ynker eder, hvis I tænker så. Hvem anden end ham er det, seerne og digterne skylder sine vidunderlige gaver? Vel véd jeg, at nogle tillægger Apollon denne virksomhed, og det visselig ikke uden al føje; men da er sammenhængen hel anderledes at forstå, – hvilket jeg kan bevise af forskellige skrifter. Dog, herom vil jeg ikke tvistes med eder på åben gade. Heller ikke tillader tiden det. Ja, spot kun! Slå kun korsets tegn! Jeg ser det godt. I peb gerne i fingrene; I kasted gerne stene efter mig, om I voved det. – O, må jeg ikke skamme mig over denne stad, der er sunken ned under barbarerne og som ikke véd noget bedre end at holde fast ved en vankundig Jødes vildfarende påfund! – Fremad! Til side; – stands os ikke!

DANSERNE.
Se, på sin panter sidder den herlige!

KVINDERNE.
Kend, vi er hede; føl, vi er kærlige; – favn os, bakkanter!

(Optoget drejer under sangen ind i en sidegade; mængden ser til i stum forundring.)

(Kejserens bogsal i palatset. Indgangsdør på venstre side; en mindre døråbning med forhæng for til højre.)

(Husmesteren Eutherios kommer fra venstre, fulgt af to tjenere, der bærer tepper.)

HUSMESTEREN EUTHERIOS
(råber imod rummet til højre)
.

Agilo, Agilo, varmt rosenvand! Kejseren vil i bad.

(han går ud til højre med begge tjenerne.)

(Kejser Julian kommer ilfærdigt fra venstre. Han bærer endnu panterhuden og vinløvkransen; i hånden har han den omvundne stav. Han går et par gange op og ned ad gulvet, derpå slænger han staven hen i en krog.)

KEJSER JULIAN.
Var der skønhed i dette? – – Hvor var oldingerne med det hvide skæg? Hvor var de rene jomfruer med bånd om panden, med sømmelige lader, tugtige midt i dansens glæde? Tvi eder, I skøger! – –
(han river panterhuden af og kaster den tilside.)
Hvor er skønheden bleven af? Kan ikke kejseren byde den stå op igen, og så står den op? Tvi over denne stinkende utugt! – – Hvilke ansigter! Alle laster skreg ud af disse forstyrrede drag. Kroppens og sjælens bylder – Fy, fy! Et bad, Agilo! Stanken kvæler mig.

BADETJENEREN AGILO
(i døråbningen til højre)
.

Badet er rede, nådigste herre!

KEJSER JULIAN.
Badet? Lad blive med det. Hvad er legemets smuds at regne imod alt det andet? Gå!
(Agilo går ud igen. Kejseren står en stund i tanker.)
Seeren fra Nazareth sad til højbord mellem toldere og syndere. – Hvori ligger svælget mellem hint og dette? – –

(Skriftlæreren Hekebolios kommer ind fra venstre og standser ængstelig ved døren.)

KEJSER JULIAN.
Hvad vil du, mand?

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(på knæ)
.

Herre!

KEJSER JULIAN.
Ah, hvad ser jeg? Hekebolios; – er det virkelig dig?

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Den samme, og dog en anden.

KEJSER JULIAN.
Min gamle lærer. Hvad vil du? Stå op!

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Nej, nej, lad mig ligge. Og vredes ikke over, at jeg gør brug af min fordums ret til at gå ud og ind hos dig.

KEJSER JULIAN
(koldt)
.

Jeg spurgte, hvad du vilde mig.

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Min gamle lærer, sagde du. O, om jeg kunde kaste glemselens slør over hine tider!