Complete Works of Henrik Ibsen (513 page)

(Sendebudene og deres følge forlader salen ledsagede af husmesteren Eutherios. Kejser Julian stiger ned fra forhøjningen; hofmændene og talerne omringer ham under beundrende lykønskninger.)

TALEREN THEMISTEOS.
Så ung, – og allerede så højt hædret fremfor alle andre kejsere!

TALEREN MAMERTINOS.
Jeg spørger: vil ikke Fama fattes lunger til at forkynde dit ry, ifald guderne, hvad jeg vist håber, forunder dig et langt liv?

TALEREN THEMISTEOS.
Det skrækkens råb, som de flygtende Alemaner udstødte ved Rhin-strømmens fjerneste bredder, det har væltet sig østover, indtil det slog an imod Tauros og Kaukasos –

TALEREN MAMERTINOS.
– nu runger det, som en buldrende genlyd, over hele Asien.

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Hvad der har forfærdet Inderne er denne lighed imellem vor græske Julian og hin makedoniske Alexander –

TALEREN MAMERTINOS.
O, hvad lighed! Havde kong Alexander lønlige fiender i sin egen lejr! Havde han et misundeligt og bagtalerisk kejserhof at kæmpe imod?

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Sandt, sandt; og der var heller ingen uduelige hærførere, som hemmed Alexanders fremgang.

KEJSER JULIAN.
Ursulos, det er min vilje, at disse sendebuds komme skal gøres bekendt både i staden og i rigets samtlige landskaber. Alt skal fortælles nøjagtigt, – hvor de hører hjemme og hvilke gaver de har medbragt. Jeg vil ikke forholde borgerne noget af det, som kommer min styrelse ved. Du kan også lade indflyde nogle ord om den forunderlige mening blandt Inderne, at Alexander skulde være kommen tilbage.

SKATMESTEREN URSULOS
(nølende)
.

Tilgiv mig, nådigste kejser, men –

KEJSER JULIAN.
Nu?

SKATMESTEREN URSULOS.
Du har selv sagt, at ved dette hof skal ingen smiger tåles –

KEJSER JULIAN.
Tilvisse, ven!

SKATMESTEREN URSULOS.
Så lad mig da ærligt sige dig, at disse sendebud kom hid for at søge din forgænger og ikke dig.

KEJSER JULIAN.
Hvad vover du at ville indbilde mig!

TALEREN THEMISTEOS.
Ej, hvilken urimelig tale!

TALEREN MAMERTINOS.
Hvilken opdigtelse!

SKATMESTEREN URSULOS.
Det er sandhed. Jeg har længe vidst, at disse mænd skulde komme, – længe før kejser Konstanzios lukked sine øjne. O, min nådigste herre, lad ikke en falsk forfængelighed få indgang i dit unge sind –

KEJSER JULIAN.
Nok, nok! Du vil altså dermed sige, at –?

SKATMESTEREN URSULOS.
Tænk selv efter. Hvorledes skulde dine sejre i Gallien, så berømmelige de end har været, i slig hast kunnet nå til hine fjerne folkeslags ører? Når sendebudene talte om kejserens heltegerninger, så tænkte de på krigen imod Perser-kongen –

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Jeg vidste ikke, at krigen imod kong Sapores var bleven ført på den vis, at den skulde sprede skræk til verdens grænse.

SKATMESTEREN URSULOS.
Sandt; lykken har været vore våben imod i hine egne. Men rygtet om de store rustninger, som kejser Konstanzios påtænkte til våren, var det, der ængsted Armenierne og de andre folkeslag. – O, regn dog tiden efter, herre; tæl dagene, om du vil, og sig så om andet er muligt. Dit tog hid fra Gallien skede med en vidunderlig hurtighed; men hine mænds rejse fra de indiske øer –; det vilde dog være tifold vidunderligere, ifald –; spørg dem, og du skal få høre –

KEJSER JULIAN
(bleg af vrede)
.

Hvorfor siger du mig alt dette?

SKATMESTEREN URSULOS.
Fordi det er sandhed og fordi jeg ikke kan tåle at se din unge skønne hæder formørket af en lånt kappe.

TALEREN THEMISTEOS.
Hvilken forvoven tale!

TALEREN MAMERTINOS.
Hvilken højst forvoven tale!

KEJSER JULIAN.
Det kan du ikke tåle? Så! O, jeg kender dig bedre. Jeg kender alle eder gamle ved dette hof. Det er guderne, hvis hæder I vil forringe. Thi er det ikke gudernes hæder, at de mægter store ting gennem et menneske? Men I hader dem – disse guder – hvis templer I har nedbrudt, hvis billedstøtter I har slåt sønder og hvis skatte I har tilranet jer. I har knapt tålt dem engang, disse vore højst velgørende guder. I har knapt tilladt, at de fromme bar dem løndomsfuldt i hjerterne. Nu vil I også nedbryde det taknemmelighedens tempel, som jeg har rejst for dem i mit hjerte; I vil tage fra mig den erkendtlige tanke, at jeg skylder de udødelige en ny og såre attråværdig velgerning; – thi er ikke hæder at agte for en sådan?

SKATMESTEREN URSULOS.
Den eneste himmelens Gud er mit vidne, at –

KEJSER JULIAN.
Den eneste! Der har vi det igen! Således er I altid. Hvilken utålsomhed! Spejl eder dog i os. Siger vi, at vore guder er de eneste? Agter vi ikke både Egypternes guder og hin jødiske Jehova, der visselig har udført store ting i sit folk? Men I derimod, – og det en mand, som du, Ursulos –! Er du en Romer, født af græske forfædre? Den eneste? Hvilken barbarisk uforskammethed!

SKATMESTEREN URSULOS.
Du har lovet, at du ikke vil hade nogen for hans meningers skyld.

KEJSER JULIAN.
Det har jeg lovet; men jeg tåler heller ikke, at I træder os for nær. Sendebudene skulde ikke være komne for at –? Det vil altså med andre ord sige, at den store guddommelige Dionysos, der besynderligen har sin magt i at åbenbare menneskene de skjulte ting, – at han ikke skulde være virksom nu, ligeså vel som i de henfarne tider. Bør jeg tåle dette? Er det ikke en overvættes frækhed? Tvinges jeg ikke til at drage dig til regnskab?

SKATMESTEREN URSULOS.
Da vil alle kristne sige, at det er deres tro, du forfølger.

KEJSER JULIAN.
Der skal ingen forfølges for troens skyld. Men har jeg ret til at slå en streg over, hvad I måtte gøre eder skyldige i, blot fordi I ere kristne! Skal eders vildfarelser skærme eders fejl? Hvad har ikke I forvovne mænd allerede længe øvet, både her ved hoffet og andetsteds? Hvorledes har I ikke smigret for alle laster og bøjet eder for alle luner? Ja, hvad har ikke du, Ursulos, selv set igennem fingre med? Jeg tænker på hin skamløst udpyntede hårskærer, hin salvestinkende nar, som nys fyldte mig med ækkelhed her. Er du ikke skatmester? Hvorledes har du kunnet give efter for hans ublu fordringer?

SKATMESTEREN URSULOS.
Er det en brøde, at jeg har været min herres tjener?

KEJSER JULIAN.
Jeg bruger ikke deslige overdådige tjenere. Alle hine frække halvmænd skal jages ud af palatset; og alle kokke og gøglere og dansere ligervis. En sømmelig tarvelighed skal indføres igen.
(til Themisteos og Mamertinos.)
I, mine venner, skal gå mig tilhånde i dette. – Og du, Nevita, hvem jeg, for at du kan træde op med des større anseelse, giver en hærførers værdighed, – dig overdrager jeg at undersøge, hvorledes statens embeder er blevne forvaltede under min forgænger, og især i de senere år. Du kan tilkalde bekvemme mænd, hvem du vil, til at dømme med dig i disse sager.
(til de ældre hofmænd og rådsherrer.)
Jeg har ingen brug for jer. Da min begrædte frænde på sit dødsleje indsatte mig til sin arving, så gav han mig også i arv den retfærdighed, som hans lange svaghedstilstand havde hindret ham selv fra at udøve. Gå hjem; og når I har gjort rede og rigtighed for eder, da kan I drage, hvorhen I lyster.

SKATMESTEREN URSULOS.
Gud, Herren, opholde og skærme dig, min kejser!

(Han bøjer sig og går ud i baggrunden sammen med de ældre. Nevita, Themisteos og Mamertinos samt alle de unge samler sig om kejseren.)

HÆRFØREREN NEVITA.
Min ophøjede hersker, hvorledes skal jeg tilfulde takke dig for det tegn på din nåde, som du nys –

KEJSER JULIAN.
Ingen tak. Jeg har i disse få dage lært at skatte din troskab og din dømmekraft. Også kundgørelsen om de østerlandske sendebud overdrager jeg dig at affatte. Skriv den således, at de velgørende guder ikke deri skal finde grund til at fortørnes på nogen af os.

HÆRFØREREN NEVITA.
Jeg skal handle efter min kejsers vilje både i det ene og i det andet.

(han går ud til højre.)

KEJSER JULIAN.
Og nu, I trofaste, nu priser vi de udødelige magter, som har vist os den rette vej.

TALEREN THEMISTEOS.
De udødelige og deres mere end dødelige yndling! Hvilken jubel vil vi ikke få høre gennem riget, når det rygtes, at du har fjernet hine voldsomme og egennyttige mænd!

TALEREN MAMERTINOS.
Med hvilken spænding og med hvilket utålmodigt håb vil man ikke vente på valget af deres efterfølgere!

TALEREN THEMISTEOS.
Alle Grækere vil råbe med én mund: Platon selv har taget statens ror!

TALEREN MAMERTINOS.
Nej, nej, værdige ven; alle Grækere vil råbe: Platons udsagn er bleven til virkelighed, – kun en gud kan herske over menneskene!

TALEREN THEMISTEOS.
Nu ønsker jeg blot, at de lykkebringendes velvilje må følge Nevita. Han har fåt et stort og vanskeligt hverv; jeg kender ham ikke så nøje; men vi bør jo alle håbe, at han må vise sig at være den rette –

TALEREN MAMERTINOS.
Ganske visst; skønt der vel turde findes andre mænd, som –

TALEREN THEMISTEOS.
Ikke vil jeg dermed have sagt, at det valg, som du, o uforlignelige kejser –

TALEREN MAMERTINOS.
Nej, nej, på ingen måde!

TALEREN THEMISTEOS.
Men hvis det er en fejl at brænde af iver efter at tjene en elsket hersker –

TALEREN MAMERTINOS.
– da har du i sandhed mere end én fejlende ven –

TALEREN THEMISTEOS.
– selv om du ikke hædrer dem således, som du har hædret den højst lykkelige Nevita –

TALEREN MAMERTINOS.
– selv om de måtte undvære ethvert synligt tegn på din nåde –

KEJSER JULIAN.
Vi vil ikke lade nogen dygtig mand unyttet og heller ikke ulønnet. Hvad dig angår, Themisteos, da overdrager jeg dig stadsforstanderskabet her i Konstantinopel; og du, Mamertinos, kan berede dig på i det kommende år at rejse til Rom og overtage et af de ledige konsulater.

TALEREN THEMISTEOS.
Min kejser! Jeg svimler over så megen ære –!

TALEREN MAMERTINOS.
Så høj en hæder! Konsul! Fandtes der nogen tid en så højt hædret konsul, som jeg? Mon Lucius, mon Brutus, mon Publius Valerius? Hvad var disses hæder imod min? Hine udnævntes af folket, men jeg af Julian!

EN HOFMAND.
Priset være den kejser, som lader retfærdigheden råde!

EN ANDEN HOFMAND.
Priset han, hvis blotte navn slår barbarerne med forfærdelse!

TALEREN THEMISTEOS.
Priset være alle de ophøjede guder, som i samdrægtighed har kastet sine forelskede øjne på en eneste mand, således at denne eneste, når han første gang – det ske sent! – volder os sorg og går bort, må siges at have stillet Sokrates og Mark Aurel og Alexander i skyggen!

KEJSER JULIAN.
Der traf du tingens kerne, min Themisteos! Til guderne er det, vi skal opløfte vore hænder og vore hjerter. Jeg siger ikke dette for at belære eder, men for at påminde eder om, hvad der ved dette hof så længe er bleven forsømt. Det være fjernt fra mig at ville tvinge nogen. Men er jeg vel at laste, fordi jeg gerne vil gøre andre delagtige i den søde henrykkelse, som gennemstrømmer mig, idet jeg føler mig vugget i de udødeliges samfund? Priset, priset være du, vinløvkransede Dionysos! Thi det er nærmest dig, som virker så store og hemmelighedsfulde ting. Gå I nu hver til eders gerning. Jeg, for min del, har tilsagt et glædesoptog gennem stadens gader. Det skal ikke være noget gilde for mine hoffolk, ej heller et gæstebud inden fire vægge. Frit kan borgerne slutte sig til mig, eller holde sig borte; jeg vil udskille de rene fra de urene, de fromme fra de vildfarende. – O, sol-konge, kast lys og skønhed over dagen! O, Dionysos, sænk din svulmende herlighed over sindene; fyld sjælene med dit hellige stormsus, fyld dem indtil alle bånd brister og den frigjorte jubel drager ånde i dans og sang! – Liv, liv, liv i skønhed!

(Han går ilsomt ud til højre. Hoffolkene samler sig i hviskende klynger og fjerner sig efterhånden.)