Complete Works of Henrik Ibsen (509 page)

RIDDEREN SALLUST.
I Rom lod de mig sværge en dyr ed på at tie.

CÆSAR JULIAN.
En ed. Så. Ved dine forfædres guder?

RIDDEREN SALLUST.
Ja, herre, – ved Zeus og ved Apollon.

CÆSAR JULIAN.
Og dog bryder du eden?

RIDDEREN SALLUST.
Jeg ønsker at leve.

CÆSAR JULIAN.
Men guderne?

RIDDEREN SALLUST.
Guderne – de er langt borte.

CÆSAR JULIAN.
Ja, eders guder er langt borte; de hemmer ingen; de tynger ikke på nogen; de levner en mand rum omkring sig til at handle. O, denne græske lykke, at føle sig fri! – – Du sagde, at kejseren, hævnfyldt, som han er, vil udgyde mine trofastes blod. Ja, hvem kan tvile på, at så sker? Blev Knodomar skånet? Måtte ikke denne uskadelige fange bøde med livet for en sprogfejl? Thi – jeg véd det, Sallust – de dræbte ham; det var løgn, hint rygte om barbarens hjemve. Hvad har så ikke vi at vente os? I hvilket forhadt lys har vel ikke tribunen Decentius fremstillet sagerne i Rom?

RIDDEREN SALLUST.
Det skønnes bedst af hoffets skyndsomme flugt til Antiokia.

CÆSAR JULIAN.
Og er jeg ikke hærens fader, Sallust?

RIDDEREN SALLUST.
Soldaternes fader; deres hustruers og børns skjold og værge.

CÆSAR JULIAN.
Og hvad blev rigets lod, om jeg vakler nu? En affældig kejser, og efter ham et umyndigt barn i herskersædet; splid og oprør; alles hånd imod alles for at rane magten. – For ikke mange nætter siden havde jeg et syn. Der åbenbared sig for mig en skikkelse med en lyskreds om hovedet; den så vredt på mig og sagde: vælg! Dermed løste den sig op, ligesom en stigende morgendamp. Hidtil har jeg udlagt dette syn, som sigtende til ganske andre ting; men nu, da jeg véd om kejserens forestående giftermål – – Ja, det gælder i sandhed at vælge, før ulykken vælter ind over riget. Jeg tænker ikke på egen fordel; men tør jeg skyde valget fra mig, Sallust? Og er det ikke min pligt imod kejseren at værge mit liv? Har jeg ret til at stå med hængende arme og vente på de mordere, som han i sin vanvittige angst tinger til at støde mig ned? Har jeg ret til at give den ulykkelige Konstanzios lejlighed til at vælte en ny blodskyld over sit syndbetyngede hoved? Er det ikke bedre for ham, – som der står i skrifterne, – at han lider uret end at han øver uret? Hvis derfor det, jeg tilføjer min frænde, kan kaldes en uret, så mener jeg, at denne min uret udjævnes derved, at den forhindrer min frænde fra at tilføje mig en uret. Jeg tror, at både Platon og Mark Aurel, hin Sofias kronede brudgom, skulde give mig medhold i dette. Det vilde i al fald ikke være en ganske uværdig opgave for visdomsvennerne, min kære Sallust! – O, havde jeg dog Libanios her!

RIDDEREN SALLUST.
Herre, du er jo selv så vidt forfremmet i visdom, at du –

CÆSAR JULIAN.
Sandt, sandt; men jeg gad dog gerne høre visse andres mening. Ikke fordi jeg vakler. Tro ikke det! Og heller ikke finder jeg, at vi har nogen grund til at mistvile om et heldigt udfald. Thi hine varslende hændelser bør ingenlunde afskrække os. At jeg beholdt håndtaget igen, da mit skjold brast under kamplegene, det tykkes mig med fuld føje at kunne udlægges således, at det skal lykkes mig at beholde, hvad min hånd har fattet tag i. Og når jeg, svingende mig op på min hest, rev til jorden den mand, der hjalp mig i sadlen, så synes det, som om dette bebuder et brat fald for Konstanzios, hvem jeg skylder min ophøjelse. Hvorom alting er, min Sallust, så agter jeg at affatte et skrift, som hel tydeligen skal retfærdiggøre, at –

RIDDEREN SALLUST.
Såre vel, nådige herre; men soldaterne er utålmodige; de ønsker at se dig og høre sin skæbne af din egen mund.

CÆSAR JULIAN.
Gå, gå, og stil dem tilfreds; – sig dem, at Cæsar snart skal vise sig.

RIDDEREN SALLUST.
Herre, det er ikke Cæsar, det er kejseren selv, de vil se.

CÆSAR JULIAN.
Kejseren kommer.

RIDDEREN SALLUST.
Da kommer han – selv tomhændet – med tusenders liv i sin hånd!

CÆSAR JULIAN.
En tuskhandel, Sallust; tusenders liv imod tusenders død.

RIDDEREN SALLUST.
Har dine fiender livets ret?

CÆSAR JULIAN.
Lykkelig du, hvis guder er langt borte. O, denne viljens våbenførhed –!

EN STEMME
(råber dybt nede i gravgangene)
.

Julian, Julian!

RIDDEREN SALLUST.
Ah, hvad er det?

CÆSAR JULIAN.
Gå bort, du kære; gå skyndsomt bort!

STEMMEN.
Døv kirkesangen, Julian!

RIDDEREN SALLUST.
Det råber igen. O, så er det dog sandt!

CÆSAR JULIAN.
Hvad skulde være sandt?

RIDDEREN SALLUST.
At du lever hernede med en gådefuld fremmed, med en spåmand eller med en heksemester, som er kommen til dig ved nattetid.

CÆSAR JULIAN.
Ha-ha; det siger man? Gå, gå!

RIDDEREN SALLUST.
Jeg besværger dig, herre, – lad disse fordærvelige drømme fare. Kom med; kom op i dagen!

STEMMEN
(nærmere nedenunder)
.

Al møje er spildt.

CÆSAR JULIAN
(ved nedgangen til højre)
.

Intet tegn, min broder?

STEMMEN.
Øde og tomhed.

CÆSAR JULIAN.
O, Maximos!

RIDDEREN SALLUST.
Maximos!

CÆSAR JULIAN.
Gå, siger jeg! Træder jeg ud af dette forrådnelsens hus, så kommer jeg som kejser.

RIDDEREN SALLUST.
Jeg bønfalder dig –; hvad søger du her i mørket?

CÆSAR JULIAN.
Lys. Gå, gå!

RIDDEREN SALLUST.
Nøler Cæsar, så frygter jeg, han finder vejen spærret.

(Han går bort gennem gangen til venstre. Lidt efter stiger mystikeren Maximos op ad trappen; han bærer et hvidt offerbind om panden; hånden har han en lang blodig kniv.)

CÆSAR JULIAN.
Tal, min Maximos!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Al møje er spildt, hører du jo. Hvi kunde du ikke døvet kirkesangen? Den har kvalt alle varsler; de vilde tale, men de fik ikke komme tilorde.

CÆSAR JULIAN.
Taushed, mørke; – og jeg kan ikke vente længer! Hvad råder du mig til?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Gå frem iblinde, kejser Julian! Lyset søger dig.

CÆSAR JULIAN.
Ja, ja, ja; jeg tror det også. Jeg havde ikke havt nødig at lade dig hente den lange vej. Véd du, hvad jeg nys har erfaret –?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jeg vil ikke vide, hvad du har erfaret. Tag din skæbne i egne hænder.

CÆSAR JULIAN
(går urolig op og ned)
.

I sandhed, hvad er han vel, denne Konstanzios, – denne furie-piskede synder, denne hensmuldrende levning af et fordums menneske?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Gravmælet over ham, kejser Julian!

CÆSAR JULIAN.
Har han ikke i al sin færd imod mig været som et skibsvrag uden ror, – snart drivende til venstre på mistroens strøm, snart kastet mod højre af angerens stormpust? Raved han ikke op på kejsersædet, skrækslagen, med purpurkåben dryppende af min faders blod? kanske af min moders også. – Måtte ikke alle mine slægtninge falde, for at han kunde sidde trygt? Nej, ikke alle; Gallos skåntes, og jeg; – der måtte levnes et par liv, som han kunde købe sig lidt tilgivelse på. Så drev han for mistroens strømdrag igen. Angeren afpinte ham et Cæsar-navn til Gallos; så afpinte frygten ham en dødsdom over Cæsar. Og jeg! Skylder jeg ham tak for det liv, han hidtil har forundt mig? En for en; først Gallos og så –; hver nat har jeg svedet under angsten for, at den dag, der gik, skulde være min sidste.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Var Konstanzios og døden din værste angst? Tænk dig om.

CÆSAR JULIAN.
Ja, du har vel ret. Presterne –! Hele min ungdom har været én sammenhængende rædsel for kejseren og for Kristus. O, han er forfærdelig, denne gådefulde, – dette skånselløse gudemenneske! Overalt, hvor jeg vilde frem, trådte han mig stor og streng ivejen med sit ubetingede ubønhørlige krav.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Og dette krav, – var det i dig?

CÆSAR JULIAN.
Altid udenfor. Jeg skulde! Krøb min sjæl sammen i gravende og tærende had til min slægts morder, så lød budet: elsk din fiende! Tørsted mit skønhedsbetagne sind imod sæder og billeder fra den forgangne Græker-verden, så slog kristenkravet ned i mig med sit: søg det ene fornødne! Fornam jeg legemets søde lyst og begær imod dette eller hint, så skræmte forsagelsens fyrste mig med sit: afdø her for at leve hisset! – Det menneskelige er bleven ulovligt efter den dag, da seeren fra Galilæa tog verdens-styret. At leve er ved ham bleven at dø. At elske og at hade, det er at synde. Har han da forvandlet menneskets kød og blod? Eller er ikke det jordbundne menneske blevet ved at være, hvad det var? Vor sunde inderste sjæl rejser sig imod dette; – og dog skal vi ville tvert imod vor egen vilje! Vi skal, skal, skal!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Og videre, end som så, er du ikke kommen? Skam dig!

CÆSAR JULIAN.
Jeg?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ja, du, manden fra Athen og fra Efesos

CÆSAR JULIAN.
Ak, hine tider, Maximos! Dengang var det let at vælge. Hvad var det, vi sysled med igrunden? En visdoms-bygning; hverken mere eller mindre.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Står der ikke et steds i eders skrifter: enten med os eller mod os?

CÆSAR JULIAN.
Vedblev ikke Libanios at være den han var, enten han i en ordstrid stod på anklagens eller på forsvarets side? Dette her ligger dybere. Her er det en handling, som jeg skal over. „Giv kejseren, hvad kejserens er”. I Athen gjorde jeg engang leg deraf; – men det ligger dybere. Du kan ikke fatte det, du, som aldrig har været under gudemenneskets magt. Det er mere end en lære, han har spredt ud over verden; det er en trolddom, som tager sindene fangen. Den, som engang har været under ham, – jeg tror aldrig han kommer helt løs.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Fordi du ikke vil helt.

CÆSAR JULIAN.
Hvorledes skal jeg kunne ville det umulige.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Er det møjen værd at ville det mulige?

CÆSAR JULIAN.
Ord-skvalder fra læresalene! I mætter mig ikke længer med sligt. Og dog –; o, nej, nej, Maximos! Men I kan ikke fatte, hvorledes vi har det. Vi er som vinstokke, der er plantede om i en fremmed uvant jordbund; – plant os tilbage igen, og vi skulde gå ud; men i det nye vantrives vi.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Vi? Hvem kalder du vi?

CÆSAR JULIAN.
Alle dem, som er under den åbenbaredes rædsel.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Skyggerædsel!

CÆSAR JULIAN.
Det være, som det vil. Men ser du ikke, at denne lammende rædsel har tætned og tårnet sig til en mur om kejseren? O, jeg skønner vel, hvorfor den store Konstantin førte en slig viljebindende lære til sejr og magt i riget. Ingen livvagt med spyd og skjold slutter således op om kejsersædet, som denne betagende tro, der altid peger ud over jordlivet. Har du set rigtig på dem, disse kristne? Huløjede, blegkindede, fladbrystede er de alle tilhobe; de ligner linnedvæverne i Byssos; intet æreshåb får lov til at spire i denne henrugende tilværelse; solen lyser for dem, og de ser den ikke; jorden byder dem sin fylde og de begærer den ikke; – alt, hvad de begærer, er at forsage og lide for at komme til at dø.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Så brug dem, som de er; men da må du selv stå udenfor. Kejser eller Galilæer; – det er valget. Vær træl under rædselen eller hersker i dagens og lysets og glædens land! Du kan ikke ville det modsigende; og dog er det det du vil. Du vil forene det uforenelige, – forlige de to, som ikke står til at forlige; derfor er det, at du ligger her og rådner i mørket.