Complete Works of Henrik Ibsen (506 page)

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
(dæmpet til tribunen)
.

Jeg beder bønligst, mistyd ikke, hvad jeg før sagde. Når jeg tillagde Cæsar æren, så var det selvfølgelig ikke dermed ment, at –

HÆRFØREREN SEVERUS
(sagte)
.

Aldrig kunde det komme i min tanke, at det ikke var kejserens øverste vise ledelse, som –

EN HOFMAND
(på tribunens anden side)
.

Jeg beder dig, ædle herre, – læg et ord ind for mig i hoflejren, og forløs mig fra denne pinlige post hos en Cæsar, som –; ja, han er kejserens høje slægtning, men –

EN ANDEN HOFMAND.
Jeg kunde desværre fortælle dig ting, der vidner lige så meget om grænseløs forfængelighed, som om forvovne håb –

CÆSAR JULIAN.
Endnu idag! Lad et ord være sagt, Decentius! Det var mit højeste ønske, ifald jeg kunde nedlægge denne ansvarsfulde værdighed.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Det skal blive kejseren meldt.

CÆSAR JULIAN.
Jeg kræver himlen til vidne på, at jeg aldrig –; ah, der er Sintula; så kan vi altså –
(til tribunen.)
Du går?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Jeg har at forhandle med hærførerne, høje Cæsar!

CÆSAR JULIAN.
Uden min mellemkomst?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Kejseren har pålagt mig at skåne sin dyrebare slægtning.

(Han går ud i baggrunden, fulgt af de øvrige, undtagen af Sintula, som blir stående ved døren.)

CÆSAR JULIAN
(ser en stund på ham)
.

Sintula!

STALDMESTEREN SINTULA.
Ja, høje herre!

CÆSAR JULIAN.
Kom nærmere. – Ja, sandelig, du ser ærlig ud. Tilgiv; jeg har aldrig tænkt på, at du kunde være mig så hengiven.

STALDMESTEREN SINTULA.
Hvoraf véd du, at jeg er dig hengiven, herre?

CÆSAR JULIAN
(peger på papirrullen)
.

Her kan jeg læse mig det til; der står, at du skal forlade mig.

STALDMESTEREN SINTULA.
Jeg, herre?

CÆSAR JULIAN.
Kejseren opløser Galler-hæren, Sintula!

STALDMESTEREN SINTULA.
Opløser –?

CÆSAR JULIAN.
Ja, hvad er det andet end en opløsning? Kejseren trænger til at forstærke sig, både i Donauegnen og imod Perserne. Vore bataviske og æruliske hjælpetropper skal afgå i al skynding for at kunne stå i Asien til foråret.

STALDMESTEREN SINTULA.
Men dette er jo umulige ting, herre! Du har jo højtideligt tilsvoret netop disse vore bundsforvandte, at de på ingen vis må bruges hinsides Alperne.

CÆSAR JULIAN.
Just det, Sintula! Kejseren skriver, at jeg gav hint tilsagn i overilelse og uden hans samtykke. Det har jeg rigtignok aldrig vidst; men således står det. Jeg skal tvinges til at bryde mit ord, vanære mig i hærens øjne, vende barbarernes utøjlede harm, kanske deres dødbringende våben, imod mig.

STALDMESTEREN SINTULA.
Det vil slå fejl, herre! De romerske legioner vil byde dig sit bryst til skjold.

CÆSAR JULIAN.
De romerske legioner? Hm; – troskyldige ven! Af hver Romer-legion skal der udtages tre hundrede mænd, som ligeledes ad de korteste veje skal sendes til kejseren.

STALDMESTEREN SINTULA.
Ah, dette er –!

CÆSAR JULIAN.
Det er vel beregnet; ikke sandt? Alle hærafdelinger skal opægges imod mig, for at man med desto mindre fare kan gøre mig våbenløs.

STALDMESTEREN SINTULA.
Og jeg siger dig, herre, at ikke en eneste af dine hærførere lader sig bruge til dette.

CÆSAR JULIAN.
Mine hærførere vil heller ikke komme i fristelse. Du er manden.

STALDMESTEREN SINTULA.
Jeg, min Cæsar!

CÆSAR JULIAN.
Her står det skrevet. Kejseren overdrager til dig at ordne alt fornødent og derpå at føre de udvalgte afdelinger til Rom.

STALDMESTEREN SINTULA.
Og det overdrages til mig? Her, hvor mænd, som Florentius og den gamle Severus –

CÆSAR JULIAN.
Du har ingen sejrvindinger på din syndeliste, Sintula!

STALDMESTEREN SINTULA.
Nej, det er visselig sandt. Aldrig har man her villet unde mig lejlighed til at vise –

CÆSAR JULIAN.
Jeg har været uretfærdig imod dig. Tak for din troskab.

STALDMESTEREN SINTULA.
Så stor en kejserlig nåde! Herre, må jeg se –

CÆSAR JULIAN.
Hvad vil du se? Du vil jo ikke lade dig bruge til dette?

STALDMESTEREN SINTULA.
Gud forbyde, at jeg skulde nægte kejseren lydighed!

CÆSAR JULIAN.
Sintula, – du kunde afvæbne din Cæsar!

STALDMESTEREN SINTULA.
Cæsar har alle dage sat liden pris på mig. Cæsar har aldrig kunnet tilgive mig, at han måtte tåle om sig en staldmester, der var valgt af kejseren.

CÆSAR JULIAN.
Kejseren er stor og vis; han forstår at vælge.

STALDMESTEREN SINTULA.
Herre, – jeg brænder efter at gøre min pligt; må jeg bede om kejserens befaling?

CÆSAR JULIAN
(rækker ham et af papirerne)
.

Her er kejserens befaling. Gå, og gør din pligt.

SLAVINDEN MYRRHA
(kommer ilsomt fra højre)
.

O, forbarmende frelser!

CÆSAR JULIAN.
Myrrha! Hvad er det?

SLAVINDEN MYRRHA.
O, nådige himmel, min herskerinde –

CÆSAR JULIAN.
Din herskerinde, – hvad hun?

SLAVINDEN MYRRHA.
Sygdom eller afsind –; hjælp, hjælp!

CÆSAR JULIAN.
Helena syg! Lægen! Oribases skal komme, Sintula! Hent ham!

(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden. Cæsar Julian vil ile ud til højre, men møder i døren fyrstinde Helena, omringet af slavinder. Hendes ansigt er vildt og forstyrret, hendes hår og klæder i uorden.)

FYRSTINDE HELENA.
Løs kammen! Løs kammen, siger jeg! Den er gloende. Ild i håret; jeg brænder, jeg brænder!

CÆSAR JULIAN.
Helena! For Guds nådes skyld –!

FYRSTINDE HELENA.
Er der ingen, som vil hjælpe? De myrder mig med nålestik!

CÆSAR JULIAN.
Min Helena! Hvad er der hændt med dig?

FYRSTINDE HELENA.
Myrrha, Myrrha! Frels mig fra pigerne, Myrrha!

LÆGEN ORIBASES
(kommer fra baggrunden)
.

Hvilket rædselsbudskab fortælles –? Er det sandt? Ah!

CÆSAR JULIAN.
Helena! Min kærlighed, mit livs lys –!

FYRSTINDE HELENA.
Væk fra mig! O, søde Jesus, hjælp!

(hun synker halvt om mellem slavinderne.)

CÆSAR JULIAN.
Hun er fra sig. Hvad kan det være, Oribases? Se, – se øjnene, hvor store –!

LÆGEN ORIBASES
(til Myrrha)
.

Hvad har fyrstinden nydt? Hvad har hun spist eller drukket?

CÆSAR JULIAN.
Ah, du tror –?

LÆGEN ORIBASES.
Svar, kvinder; hvad har I givet fyrstinden?

SLAVINDEN MYRRHA.
Vi? O, intet, tro mig; hun har selv –

LÆGEN ORIBASES.
Nu, nu!

SLAVINDEN MYRRHA.
Nogle frugter; det var ferskener, tror jeg; – o, jeg véd ikke –

CÆSAR JULIAN.
Frugter! Ferskener? Af dem, som –?

SLAVINDEN MYRRHA.
Ja – nej – ja; jeg véd ikke, herre; – det var to Nubiere –

CÆSAR JULIAN.
Hjælp, hjælp, Oribases!

LÆGEN ORIBASES.
Desværre, jeg frygter –

CÆSAR JULIAN.
Nej, nej, nej!

LÆGEN ORIBASES.
Stille, nådige herre; hun kommer til sig selv.

FYRSTINDE HELENA
(hviskende)
.

Hvi gik solen ned? O, hellige løndomsfulde mørke!

CÆSAR JULIAN.
Helena! Hør; saml dine tanker –

LÆGEN ORIBASES.
Min høje fyrstinde –

CÆSAR JULIAN.
Det er lægen, Helena!
(tager hendes hånd.)
Nej, her, hvor jeg står.

FYRSTINDE HELENA
(river sig løs)
.

Fy; der var han igen!

CÆSAR JULIAN.
Hun ser mig ikke. Her, her, Helena!

FYRSTINDE HELENA.
Den afskyelige; – altid er han om mig.

CÆSAR JULIAN.
Hvad mener hun?

LÆGEN ORIBASES.
Gå tilside, nådige herre –!

FYRSTINDE HELENA.
Søde stilhed! Han aner ikke –; o, min Gallos!

CÆSAR JULIAN.
Gallos?

LÆGEN ORIBASES.
Gå, høje Cæsar; det er ikke tjenligt –

FYRSTINDE HELENA.
Hvor dit tætte krøllede hår runder sig trodsigt om nakken. O, denne korte kødfulde nakke –

CÆSAR JULIAN.
Alle afgrundes afgrund –!

LÆGEN ORIBASES.
Vildelsen tager til –

CÆSAR JULIAN.
Jeg mærker, jeg mærker. Vi må forske, Oribases!

FYRSTINDE HELENA
(ler sagte)
.

Nu vil han forske igen. – Blæk på fingrene; bogstøv i håret, – uvasket; fy, fy, hvor han stinker.

SLAVINDEN MYRRHA.
Herre, befaler du ikke, at jeg skal –?

CÆSAR JULIAN.
Væk med dig, kvinde!

FYRSTINDE HELENA.
Hvor kunde du lade dig overvinde af ham, du brune svulmende barbar? Han kan ikke overvinde kvinder. Hvor jeg ækles ved denne vanmagtens dyd.

CÆSAR JULIAN.
Tilside med jer alle! Ikke så nær, Oribases! Jeg selv skal vogte fyrstinden.

FYRSTINDE HELENA.
Vredes du på mig, du herlige? Gallos er jo død. Halshugget. Hvilket hug det må have været! Ikke skinsyg, du min første og sidste. Brænd Gallos i helvedes ild; – det var jo dog kun dig, dig, dig –!

CÆSAR JULIAN.
Ikke nærmere, Oribases!

FYRSTINDE HELENA.
Dræb presten også! Jeg vil ikke se ham efter dette. Du véd jo vor søde hemmelighed. O, du mine dages længsel, mine nætters henrykkelse! Det var jo dig selv, – i din tjeners skikkelse – i bedekamret; ja, ja, du var der; det var dig – i mørket, i luften, i virakens slørende skyer, hin nat, da den vordende Cæsar under mit hjerte –

CÆSAR JULIAN
(viger med et skrig)
.

Ah!

FYRSTINDE HELENA
(med udbredte arme)
.

Min elsker og herre! Min, min –!

(hun falder om på gulvet; slavinderne iler til og flokker sig om hende.)