Complete Works of Henrik Ibsen (628 page)

WANGEL
(som ligeledes er gået ned i haven)
.
Hm, kære Ellida, nu får du nok underholde vor gode ven alene en stund.

ELLIDA.
Har du forretninger?

WANGEL.
Ja, jeg må ned på kontoret. Og så får jeg jo se at klæ’ mig lidt om. Men jeg blir ikke længe –

ARNHOLM
(sætter sig i løvhytten)
.
Forhast Dem endelig ikke, kære doktor. Deres hustru og jeg skal nok vide at fordrive tiden.

WANGEL
(nikker)
.
Å ja, – det stoler jeg på. Nå, – på gensyn da!
(han går ud gennem haven til venstre.)

ELLIDA
(efter en kort taushed)
.
Synes De ikke, man sidder godt her?

ARNHOLM.
Jeg synes jeg sidder godt nu.

ELLIDA.
Lysthuset her kaldes mit lysthus. For det er mig, som har lad’t det indrette. Eller rettere Wangel – for min skyld.

ARNHOLM.
Og her plejer De så at sidde?

ELLIDA.
Ja, her sidder jeg for det meste om dagen.

ARNHOLM.
Med småpigerne vel?

ELLIDA.
Nej, småpigerne – de holder til på verandaen.

ARNHOLM.
Og Wangel selv?

ELLIDA.
Å, Wangel går så fra og til. Snart er han her hos mig og snart er han over hos børnene.

ARNHOLM.
Er det Dem, som vil ha’ det således?

ELLIDA.
Jeg tror, at alle parter finder sig bedst ved det på den måde. Vi kan jo tale over til hverandre – når vi en gang imellem synes, vi har noget at sige.

ARNHOLM
(efter en stund i tanker)
.
Da jeg sidst færdedes på Deres veje –. Ude i Skjoldviken, mener jeg –. Hm, – det er længe siden nu –.

ELLIDA.
Det er godt og vel ti år siden De var der ude hos os.

ARNHOLM.
Ja, så omtrent. Men når jeg tænker mig Dem der ude i fyrtårnet –! Hedningen, som gamle presten kaldte Dem, fordi Deres far havde ladt Dem døbe, som han sa’, med et skibsnavn og ikke med et kristent menneskenavn –

ELLIDA.
Ja, hvad så?

ARNHOLM.
Mindst af alt havde jeg tro’d, jeg skulde få se Dem igen her inde som fru Wangel.

ELLIDA.
Nej, dengang var jo Wangel endnu ikke ble’t –. Dengang leved jo endnu småpigernes første mor. Deres rigtige mor sådan –

ARNHOLM.
Ja vel. Ja vel. Men selv om ikke så havde været –. Selv om han havde været frank og fri, – så havde jeg aldrig tænkt, at dette her skulde komme i stand.

ELLIDA.
Ikke jeg heller. Aldrig i verden – dengang.

ARNHOLM.
Wangel er jo så bra’. Så hæderlig. Så inderlig god og snil imod alle mennesker –

ELLIDA
(varmt og hjerteligt)
.
Ja, det er han rigtignok!

ARNHOLM.
– men han må da være så himmelvidt forskellig fra Dem, synes jeg.

ELLIDA.
Det har De ret i. Det er han også.

ARNHOLM.
Nå, men hvorledes kom det da? Hvorledes kom det!

ELLIDA.
Å, kære Arnholm, De må ikke spørge mig om det. Jeg vilde ikke kunne forklare Dem de ting. Og selv om jeg kunde, så vilde De aldrig være i stand til at fatte og forstå en smule af det.

ARNHOLM.
Hm –.
(lidt sagtere.)
Har De nogensinde betro’d Deres mand noget om mig? Jeg mener naturligvis om det forgæves skridt, – som jeg engang lod mig henrive til.

ELLIDA.
Nej. Kan De tro sligt! Ikke et ord har jeg sagt ham om – om det, De sigter til.

ARNHOLM.
Det glæder mig. For jeg følte mig ligesom lidt trykket ved tanken om at –

ELLIDA.
Det behøver De slet ikke. Jeg har bare sagt ham, som sandt er, at jeg holdt svært af Dem og at De var den troeste og bedste ven jeg havde derude.

ARNHOLM.
Tak for det. Men, sig mig nu, – hvorfor skrev De mig aldrig til siden jeg rejste?

ELLIDA.
Jeg tænkte, det kunde kanske gøre Dem ondt at høre noget fra en, som – som ikke kunde komme Dem imøde således, som De havde ønsket det. Det var jo ligesom at rippe op igen i noget pinligt, syntes jeg.

ARNHOLM.
Hm –. Ja, ja, De kan sagtens ha’ ret i det.

ELLIDA.
Men hvorfor skrev De aldrig selv?

ARNHOLM
(ser på hende og smiler halvt bebrejdende)
.
Jeg? Gøre begyndelsen? Kanske gøre mig mistænkt for at ville indlede noget nyt. Efter et sådant afslag som det, jeg havde fåt?

ELLIDA.
Å nej, det forstår jeg jo nok også. – Har De aldrig siden tænkt på nogen anden forbindelse?

ARNHOLM.
Aldrig. Jeg er ble’t trofast mod mine erindringer.

ELLIDA
(halvt spøgende)
.
Å hvad! Lad de gamle triste erindringer fare. De skulde sandelig heller tænke på at bli’ en lykkelig ægtemand, synes jeg.

ARNHOLM.
Da måtte det nok ske snart, fru Wangel. Husk på, – jeg har såmæn allerede, med skam at sige, fyldt de syv og tredive.

ELLIDA.
Nå ja, desto større grund til at skynde Dem.
(tier lidt, derpå siger hun alvorlig og dæmpet.)
Men hør nu, kære Arnholm, – nu vil jeg sige Dem en ting, som jeg ikke kunde fåt frem dengang, om det så havde gældt mit liv.

ARNHOLM.
Hvad er da det?

ELLIDA.
Da De gjorde – det forgæves skridt, som De nylig sa’, – da kunde jeg ikke svare Dem anderledes end jeg svarte.

ARNHOLM.
Jeg véd det. De havde ikke andet at hyde mig end godt venskab. Jeg véd det jo.

ELLIDA.
Men De véd ikke, at hele mit sind og alle mine tanker dengang var andetsteds henne.

ARNHOLM.
Dengang!

ELLIDA.
Ja, netop.

ARNHOLM.
Men det er jo umuligt! De tar fejl af tiden! Jeg tror knapt De kendte Wangel dengang.

ELLIDA.
Det er ikke Wangel, jeg taler om.

ARNHOLM.
Ikke Wangel? Men på den tid, – der ude i Skjoldviken –. Jeg mindes ikke et eneste menneske der ude, som jeg kunde tænke mig muligheden af, at De kunde fæste Dem ved.

ELLIDA.
Nej, nej, – det tror jeg nok. For det var så rent forvildende galt alt sammen.

ARNHOLM.
Men så lad mig da høre nærmere om dette her!

ELLIDA.
Å, det er jo nok, når De véd, at jeg var bunden dengang. Og nu véd De det jo.

ARNHOLM.
Om De nu ikke havde været bunden dengang?

ELLIDA.
Hvad så?

ARNHOLM.
Vilde da Deres svar på mit brev være faldet anderledes ud?

ELLIDA.
Hvor kan jeg vide det? Da Wangel kom, faldt jo svaret anderledes ud.

ARNHOLM.
Hvad skal det så tjene til at fortælle mig, at De var bunden?

ELLIDA
(rejser sig ligesom i angst og uro)
.
Fordi jeg må ha’ nogen at betro mig til. Nej, nej, bliv De bare siddende.

ARNHOLM.
Deres mand véd altså ikke noget om sagen?

ELLIDA.
Jeg tilstod ham fra først af, at mit sind engang havde været andetsteds henne. Mere har han ikke forlangt at vide. Og vi har aldrig rørt ved det siden. Det var jo i grunden ikke andet end galskab heller. Og så gik det jo overstyr igen straks. Ja, det vil sige – på en måde.

ARNHOLM
(rejser sig)
.
Bare på en måde? Ikke helt!

ELLIDA.
Jo, jo visst! Å Gud, kære Arnholm, det er slet ikke således, som De tænker. Det er noget så rent ubegribeligt. Jeg véd ikke, hvorledes jeg skulde kunne fortælle det. De vilde bare tro, at jeg var syg. Eller at jeg var rent gal.

ARNHOLM.
Min bedste frue, – nu må og skal De sandelig tale fuldt ud.

ELLIDA.
Nå da! Jeg får prøve på det. Hvorledes vil De, som en fornuftig mand, kunne forklare Dem at –
(ser ud og afbryder.)
Vent til siden. Her kommer nok besøg.
(Lyngstrand kommer ude på vejen fra venstre og går ind i haven. Han har en blomst i knaphullet og bærer en stor smuk buket, omviklet med papir og silkebånd. Han standser og nøler lidt uviss ved verandaen.)

ELLIDA
(frem i løvhytten)
.
Er det småpigerne, De ser efter, herr Lyngstrand?

LYNGSTRAND
(vender sig)
.
Å, er fruen der?
(hilser og kommer nærmere.)
Nej, det er ikke det. Det er ikke frøkenerne. Det er Dem selv, fru Wangel. De har jo gi’t mig lov til at komme og besøge Dem –

ELLIDA.
Ja visst har jeg så. De er os altid velkommen.

LYNGSTRAND.
Mange tak. Og da det falder sig så heldigt, at her just er festlighed i huset idag –

ELLIDA.
Nå, så det véd De?

LYNGSTRAND.
Jaha. Og derfor vilde jeg gerne være så fri at overrække fru Wangel denne her –
(han bukker og rækker buketten frem.)

ELLIDA
(smiler)
.
Men, bedste herr Lyngstrand, er det ikke rigtigst, at De gir Deres smukke blomster til overlærer Arnholm selv? For det er jo dog egentlig ham, som –

LYNGSTRAND
(ser uvisst på dem begge)
.
Undskyld, – men jeg kender ikke den fremmede herre. Det er bare –. Jeg kommer i anledning af geburtsdagen, frue.

ELLIDA.
Geburtsdagen? Så har De ta’t fejl, herr Lyngstrand. Der er ingen fødselsdag her i huset idag.

LYNGSTRAND
(smiler lunt)
.
Å, jeg véd det nok. Men jeg trode ikke, det skulde være så hemmeligt.

ELLIDA.
Hvad for noget véd De?

LYNGSTRAND.
At det er fruens ge– fruens fødselsdag.

ELLIDA.
Min?

ARNHOLM
(ser spørgende på hende)
.
Idag? Nej visst ikke, nej.

ELLIDA
(til Lyngstrand)
.
Hvor falder De da på det?

LYNGSTRAND.
Det er frøken Hilde, som har forrådt det. Jeg var lidt indom her før idag. Og så spurgte jeg frøkenerne, hvorfor de stadsed så svært op med blomster og flag –

ELLIDA.
Nå ja vel?

LYNGSTRAND.
– og så svared frøken Hilde: jo, for idag er det mors – fødselsdag.

ELLIDA.
Mors –! Nå så.

ARNHOLM.
Aha!
(han og Ellida ser forstående på hinanden.)

ARNHOLM.
Ja, når den unge mand altså véd det, fru Wangel –

ELLIDA
(til Lyngstrand)
.
Ja, når De nu engang véd det, så –

LYNGSTRAND
(byder buketten igen)
.
Må jeg så få lov til at gratulere –

ELLIDA
(tar blomsterne)
.
Mange tak skal De ha’. – Vær så god og sid ned et øjeblik, herr Lyngstrand.
(Ellida, Arnholm og Lyngstrand sætter sig i løvhytten.)

ELLIDA.
Dette her – med min fødselsdag – det skulde ha’ været en hemmelighed, herr overlærer.

ARNHOLM.
Det skulde nok det. Det skulde ikke ha’ været for os uindviede.

ELLIDA
(lægger buketten til side)
.
Nej, just så. Ikke for de uindviede.